Mobning – 1

Mobning er langt mere komplekst, end man skulle tro – der er kun sjældent tale om en slem person, der mobber uskyldige. Og nogle gange – oftere end man skulle tro girl-bully-victim-large– er der overlap mellem mobbere og mobbede. Uanset om dit barn bliver mobbet eller selv er mobber, så skal du tage affære. Du er simpelthen en elendig forælder, hvis du ikke griber ind, når dit barn mobber andre eller selv bliver mobbet! Mobning på nettet er (bare) en forlængelse af mobning “i virkeligheden”. Problemet med online mobning er, at den ofte kan sprede sig ud over de cirkler, off line mobning normalt holder sig inden for. Og at den ikke holder pause i weekenden.

Men vi skal holde fast i, at det er en bekvemmelig skrøne, at børn der mobber, er onde. Børn der mobber er ikke ret anderledes end børn, der bliver mobbet.

Ny mobbeforskning slår bl.a. fast:

  • Børn, der ikke er glade for at gå i skole, er oftere mobbere end børn, der er. Og omvendt er børn, der er glade for skolen, oftere udsat for mobning, end børn der ikke er.

  • Lærere og andre voksne har en tendens til at overse, når mobningen går ud over børn, der af de voksne anses for vanskelige. Samtidig overser de mobning udført af børn, der forekommer de voksne veltilpassede.

  • En mobber er ofte et barn, der enten selv er blevet mobbet eller som frygter at blive det. Mobning af børn, der er svagere end én selv, kan være et middel til at lede negativ opmærksomhed væk fra én selv.

  • Mobning i fx en skoleklasse kan ofte skyldes nogle mønstre i klassens adfærd snarere end enkelte “onde” børn. Både lærere, forældre og elever kan medvirke til, at miljøet i klassen ændres til det positive.

Mobning på nettet kan have mange former. Den nok mest udbredte er ondskabsfulde beskeder på Facebook. Men mobningen kan også være langt mere subtil og en af grundene til, at forældre skylder sig selv og deres børn at sætte sig grundigt ind i de forskellige online universer, så man kan få øje på den slags ting, når de sker. Man kan ikke altid gardere sit barn mod den mere subtile mobning (ex: alle pigerne poster deres nye skoleportrætter på Facebook, og to af pigerne får ingen likes), men som forældre har vi faktisk mulighed for at “måle” vores børns popularitet ved at følge lidt med i deres online-liv og derved måske være i stand til at gribe ind, inden en situation eskalerer. Før internet og Facebook havde vi ikke den mulighed og måtte stole på de rapporter, vi fik fra vores børn. Jeg fortalte aldrig min mor om mobberiet i min skole, fordi jeg var bange for, at hun skulle forværre situationen (hun var ikke kendt for sin situationsfornemmelse). Mine forældre havde derfor INGEN anelse om omfanget.

I de tilfælde, hvor mobningen finder sted som private beskeder på Facebook, ser vi det ikke i vores almindelige følgen-med. Men den synlige samtale vil indeholde klare indikationer for den mor eller far, der forstår mediet og børns omgangsform. Og ofte vil den form for direkte og personlig mobning også foregå som tekstbeskeder. Der må man iagttage barnets adfærd, når det modtager beskeder. Kommer der mange? Holdes de godt skjult? Går barnet i flyverskjul, når der er tikket særligt mange beskeder ind?

En anden væmmelig mobbemetode er “omvendte statusbeskeder”, hvor der opfordres til at like en hadebesked. Like if you hate er desværre blevet ret udbredt på Facebook. Den helt ekstreme udgave er selvfølgelig dér, hvor et navngivet barn hænges ud: “Like denne status, hvis du også synes, at Peter er en bøsserøv.” Et ubehageligt gruppepres kan føre til, at sådan en status får mange likes. Tænk at være Peter!

Meget mere om mobning i morgen!

 

Share

Andre sociale medier – 3

Flere sociale medier:

  • Get Glue – endnu en mobil tjeneste. Den er ikke slået rigtigt an i Danmark endnu, men den eller en lignende vil helt sikkert snart blive et hit. Man checker ind på den film eller det tv-program, man sidder og ser, og så kan man se, hvem af ens venner, der har set det/ser det og hvad de evt. synes ligesom man kan se, hvad alle mulige andre ser og synes om. Et ganske ufarligt socialt medie. Netflix er i fuld gang med at integrere en sådan tjeneste – men den gælder jo så kun for film og programmer, man ser dér.

  • MySpace – det første sociale medie, før Facebook. Nu virker det som om, det kun er musikere, der bruger det. Hvis de ikke genopfinder sig selv, så spår jeg en snarlig død.

  • Arto – For børn. Det er længe siden, jeg sidst hørte om nogen, der bruger det, men det lever endnu. 7.400 brugere online stod der, sidst jeg kiggede. Ved ikke, om det står til troende.

  • Bebo – Bruges næsten ikke i Danmark.

  • Stumble Upon, Digg, Reddit – delingstjenester, meget udbredte i USA, næsten ikke brugt i Danmark – slet ikke af børn.

  • Path – En ret ny tjeneste, skabt af en afhopper fra Facebook. Tjenesten tager sit udgangspunkt i den britiske antropolog Robin Dunbars endnu ikke modsagte teori om, at 150 (the Dunbar Number) er det gennemsnitlige maximum af tætte personlige kontakter, et menneske kan magte. Selvsagt er nogle meget ekstroverte mennesker i stand til at håndtere flere end 150, ligesom det modsatte kan være tilfældet. Men 150 er en god tommelfingerregel. Man kan så enten vælge at rydde op i sine Facebook-kontakter, indtil man er nede på ca. 150 eller man kan forsøge sig med Path, der er specielt designet til kommunikation mellem mennesker, der kender hinanden godt og som har tillid til hinanden. Pt skal man dog ikke forvente, at ens barn vil blive videre begejstret, hvis man foreslår dem at benytte Path frem for Facebook. For der er nok ikke én eneste af deres venner dér endnu. Men det er måske lige om hjørnet!

  • Skype – Jeg ved det, Skype er ikke noget socialt medie. Men det bliver det brugt som af mange unge. Man bør være opmærksom på, at det er muligt at være anonym på Skype, og at mange benytter sig af den mulighed. Sørg derfor for, at dit barn forstår, hvad Skype er og at de ikke inviterer fremmede med i “gruppe-chat”.

Herunder uddrag fra en Skype-chat, som jeg har fået lov af “offeret” og hendes mor til at bringe her. Problemet  var netop, at der blev inviteret (anonyme) brugere ind, som pigen ikke vidste, hvem var. Hun følte ikke, hun kunne sige nej til, at de blev inviteret. Senere i denne chat træder moderen til, og det ender med, at hun må gå i detektiv-mode og grave identiteten op på de anonyme og ringe deres forældre op.

[23:20:27] KBN❤RiNG: Xenia dit fede læs lort
[23:20:38] Xenia xxx: (finger)
[23:20:47] Caroline xxx <3: Så så!!!
[23:20:55] KBN❤RiNG: Xenia —-> (puke)
[23:21:15] Caroline xxx <3: (nerd)
[23:21:23] KBN❤RiNG: Xenia du var jo så billig at alle kalder dig luder
[23:21:42] Xenia xxx: Okay :)
[23:22:22] KBN❤RiNG: Man kan købe dig for 1 kr
[23:22:32] Anne <33: nej 0
[23:22:43] Xenia xxx: Jeg ville kun give 90,50
[23:22:48] Xenia xxx: 0,05*
[23:22:49] Anne <33: hun er for billig hun har købt sit tøj fra genbrugen
[23:23:00] Xenia xxx: Nej…
[23:23:04] Caroline xxx <3: ;(
[23:23:04] KBN❤RiNG: Xenia er gratis… Ingen gider ha ludere
[23:23:13] Xenia xxx: Well..
[23:23:14] Anne <33: haha

 

Bemærk i øvrigt, at det sociale aspekt er på vej ind i flere og flere tjenester, og om få år vil udtrykket “sociale medier” nok være på vej ud.

Meget apropos, så handler de kommende poster om mobning på nettet. Dette er den 13. post i min serie om børn på nettet. Den første er her.

Share

Andre sociale medier – 2

  • Google+ – Googles måde at være social på. Som det ses af grafen i gårsdagens post, er Google+ det sociale medie, de færreste forældre ved, at deres teenagere bruger. Det skyldes formentlig, at de fleste forældre heller ikke kender det. Mit gæt er, at teenagere bruger Google Drive i skolen til at skrive opgaver i, og så er det oplagt at “blive” i Google-universet og have en arbejdsgruppe i Google+, hvor man også kan benytte den såkaldte Google Hangout, hvor man kan video-chatte.

  • Pinterest – Fantastisk medie for alle med hang til pæne ting eller for folk, der samler på noget, der gør sig på billeder. Som eksempel kan jeg nævne journalisten og havemennesket Signe Wenneberg – hendes Pinterest-konto er en eksplosion af inspirerende billeder. Pinterest har fået sit navn, fordi den er en slags virtuel opslagstavle (pinboard) med interessante ting på.

  • Instagram – det første sociale medie, der er tilpasset den nye verden, hvor alle har en smartphone med et kamera. En billeddelingstjeneste, hvor billederne kan behandles så de ser ekstra lækre eller sjove eller gammeldags ud. Voksne bruger det i udpræget grad til solnedgange og lækker mad. Det er mest piger, der bruger Instagram. Og Bubber.

  • (Form)spring.me – var egentlig vel ment fra dets grundlæggeres side, som et sted, hvor man anonymt kan stille spørgsmål og få svar. Desværre er det i høj grad blevet misbrugt til omfattende mobning. I foråret forlød det så, at det ville lukke helt ned, men det eksisterer endnu som spring.me. Det ser ud til, at deres sikkerhed har fået en ordentlig overhaling – hvilket vist var meget tiltrængt.

  • Vine – Også en mobiltjeneste – denne gang med 15 sekunder lange videoer. Det er på mange måder lige så harmløst som Instagram, men også dette kan og vil selvfølgelig blive misbrugt. Igen – du kender dit barn og har nok en god fornemmelse for, om de optager hjemme-porno eller løbehjulsvideoer…

  • Snapchat – en ret ny tjeneste, som, må jeg indrømme, giver mig kuldegysninger. Den er mobil ligesom Instagram og Vine, og ideen er, at beskeder og fotos er tidsbegrænsede. Afsenderen fastsætter det antal sekunder, modtageren har til at læse beskeden eller se billedet – derefter sletter det sig selv.

Det siger sig selv, at dette er et “genialt” mobbe-format, fordi beviserne er selvdestruerende. Hvis dit barn oplever problemer, så få dem enten til at slette app’en eller instruér dem i at tage et billede af beskeden med det samme.

  • 4square – også mobil. En tjeneste, hvor man “checker ind” dér, hvor man nu er. Nogle mennesker checker ind religiøst på alle steder, hjemme, på arbejde, i Netto, men de fleste bruger det til at fortælle, at de nu er et særligt sted, sammen med andre 4square brugere eller til at se, om der evt. skulle være nogen tilstede, som de kender. Det kan fx være til en stor koncert eller til en sportsbegivenhed. Facebook har også introduceret denne mulighed – du har måske lagt mærke til, at nogle af dine venner checker ind rundt omkring i din Facebook-strøm. Tal med børnene, om det nu er en god idé, at de bruger den tjeneste. Det afhænger i høj grad af deres vennekreds.

Sidste afsnit om sociale medier i morgen. Dernæst tager jeg fat på mobning.

Share

Facebook – 2

Når ungerne så har fået adgang til Facebook og vi er deres venner, hvad skal vi så bruge det til? Jeg mener, at det bedste er at sætte sig ned med dem nogle gange og tale med dem om det, der sker i deres Facebook strøm. Simpelthen scrolle lidt op og ned sammen med dem og spørge om dette og hint: “Har Peter selv redigeret den video dér?”, “Hvorfor skriver Sabine sådan, er hun ked af noget, tror du?” “De dér tryk-på-like-knappen-og-vind-en-million er altså fup og svindel, så dem skal du ikke dele!

På den måde bliver Facebook-samtalen en forlængelse af den samtale, vi i forvejen har med vores børn om, hvad der sker i klassen og blandt vennerne og ikke samtalen. Udnyt fx lejligheden, når de kalder og vil vise jer en video til at se lidt mere ved samme lejlighed. Nogle gange kan vores travlhed og nej til at se flere udgaver af Gangnam-style opfattes som en afvisning af en indirekte og forsigtig bøn fra vores unger om at tage del i deres liv.

Selvom vi kan have lyst til at klikke like ud for alt, hvad vores børn poster på Facebook, så vil jeg altså anbefale, at vi holder os i skindet. Det samme gælder evindelig posting og tagging af billeder af vores børn på vores egen væg. De bryder sig i reglen ikke om det, og det kan være kraftigt medvirkende til, at de vil ønske at udelukke os fra deres digitale liv, og det er jo ikke særlig ønskværdigt! Passwords til deres konti skal kun bruges i egentlige nødsituationer, hvor de er kommet ud dér, hvor de ikke kan bunde, eller der er tale om en eller anden form for ulovligheder. Indtil nu har jeg aldrig haft brug for min søns passwords, bortset fra når han selv har glemt dem.

Også selvom ens barn har et fornuftigt og afslappet forhold til Facebook og ikke bliver udsat for noget ubehageligt, og selvom vennerne også er søde og rare børn, skal vi alligevel holde øje. For vi skal hjælpe dem med at sortere i alle de “kæde-meddelelser”, der ryger rundt på Facebook. De har alle det tilfælles, at man enten “skal” poste et eller andet som sin status eller skal klikke like til en status eller en side. Der kan både være de opdigtede, hvor børnene oprigtigt tror, de kan vinde en Iphone, hvis de klikker like til et eller andet (det kan de IKKE, for den type konkurrencer er ulovlige på Facebook, hvorfor ordentlige og større firmaer ikke benytter sig af dem), og dem, hvor børnene opfordres til at like et negativt udsagn – i værste fald om en kammerat. Like if you hate er desværre blevet lidt af et fænomen på både Facebook og YouTube. Det skal vi ikke opmuntre!

Facebook meme [miim]

Et meme er en idé, et ord, et såkaldt hashtag (# – et Twitterfænomen), en video eller et billede, der spredes via internettet. Et Facebook meme er altså det samme, blot inden for rammerne af Facebook. De fleste memes er sjove og uskyldige, nogle har politisk sigte, andre kulturelt. Jo flere, der liker og deler et meme, jo flere ser det, og jo hurtigere spredes det.

Men der er naturligvis også memer og opdateringer af mindre uskyldig karakter, memer der fx spreder misinformation eller som nedgør befolkningsgrupper. Hvad gør du, hvis du ser et meme fra en af dine børns kammerater, der har indhold af den karakter? Hvad vi bør gøre er selvfølgelig at fortælle vores eget barn, at det ikke bør like den type opdateringer og hvorfor. Og dernæst – alt efter graden af alvor – overveje om man måske skulle kontakte det barns forældre.

facebookshuttingdown

Desværre er der mange voksne, der også deltager i spredningen af den slags spam, meningsløst fyld og mobning, hvilket er meget trist, da det ikke ligefrem gør det nemmere at lære børnene at lade være.

Advarsel: Man bliver ikke nødvendigvis populær, når man kontakter de andre børns forældre.

Mere om fup og humbug og hvordan man aflurer det senere i denne serie. Hvis du ikke har været med fra starten, så er første afsnit her.

Share

Mobning Gentænkt

mobning gentænktJeg har kæmpet mig igennem en 380 sider lang antologi af videnskabelige tekster om mobning. Selvom jeg generelt synes, at akademisk litteratur er utrolig tungt og unødvendigt kedeligt, så var det nu alligevel interessant læsning, og jeg er glad for, at jeg stod det igennem. Men jeg synes faktisk, det er død-ærgerligt, at så vigtige budskaber, skaffet til veje for skatteborgernes penge, pakkes ind i en bog til 350 kr., som ingen hører om, og færre orker at læse.

Derfor denne “anmeldelse”, hvor jeg forsøger at viderebringe de vigtigste pointer fra den meget omfattende forskning, som antologien bygger på.

Allerførst en super vigtig pointe til alle forældre med børn i Folkeskolen, der oplever, at deres børn bliver mobbede: Fordi skolen har et lovmæssigt ansvar for at sætte ind over for mobning, kan det være i skoleledelsens interesse at undgå, at noget kategoriseres som mobning. I bogen (særligt kapitel 3 af Nina Hein) beskrives situationer, hvor en skoleledelse og lærere forsøger at give en enkelt elev og dennes forældre skylden for, at vedkommende bliver mobbet. Fx. ved at henvise til forældrenes skilsmisse eller barnets “manglende vilje til at passe ind”. Eksemplerne er meget skræmmende for en læser, der selv har oplevet intens mobning!

I bogens kapitler kastes forskellige blikke på mobning, og det er meget interessant og tankevækkende, hvor mange forskellige vinkler, mobning kan anskues fra. Jeg nævner nogle forskellige:

  • Et barn mobber for selv at bevare sin plads inde i varmen – udstødelse af et barn længere nede i fødekæden kan være en effektiv metode til at aflede opmærksomheden fra én selv.
  • Et (nyt) barn mobbes, fordi det truer status quo i klassen (og altså ikke fordi det er nyt eller anderledes).
  • Mobning kan i meget høj grad bestå af ting, der iKKE sker. Billedet bliver IKKE liket på Facebook, barnet bliver IKKE inviteret til fødselsdag, barnet er IKKE med på shoppingtur i storcentret. Denne form for mobning er udbredt og kan være næsten umulig at se for lærere og forældre. Det gør den ikke mindre pinefuld.
  • Lærere overser (ubevidst) mobning af elever, der ikke er undervisningsparate <umulige unger>.
  • Undervisningsparate elever kan slippe af sted med selv grov mobning, fordi lærere ikke associerer “dygtige børn” med mobning.
  • Det overordnede miljø i klassen INKLUSIVE samspillet med lærer(e) har stor betydning for mobbefrekvensen. Mao: Skolen kan gøre noget ved det, hvis de vil og/eller evner.
  • Mobning kan i et vist omfang sammenlignes med terror – den rammer mange flere end de primære ofre. Bogen har mange beskrivelser af børn, der går omkring i evig angst for, at den mobning, de ser ramme andre i klassen, en dag skal ramme dem.
  • Mobbere og mobbeofre bytter nogle gange plads – det kan fx ske ved overgangen fra barn til teenager.
  • Mobbere hader oftere skolen end andre børn. Mobbeofre holder mere af skolen (altså læringen) end andre børn – men det er ikke en regel uden undtagelser.
  • ALT kan være årsag til mobning – lige fra de oplagte som kikset tøj, overvægt og briller til de mest overraskende ting, som kopiering af tøjstil eller farven på snørebånd. Den ene dag hot, den anden dag not.

Bogen har også et spændende kapitel af Dorte Maria Søndergaard om spil, vold og mobning. Heller ikke denne omfangsrige gennemgang af spilforskningen finder nogen causalitet mellem computerspil og vold IRL. Særlig én iagttagelse synes jeg, det er værd at gengive. Når børnene gejler sig selv og hinanden op, mens de spiller forskellige voldelige spil, høres der en overvældende voldsretorik, og aggressionerne flyver i lokalet. Men det er ikke værre end før/under/efter en sportskamp, og Søndergaard gengiver flere eksempler på, hvordan de taler sig selv og hinanden ned bagefter, så de kan mødes med “fjenden” dagen efter i skolen.

Som forældre er det også vigtigt at være opmærksom på, at det at være dygtig til spil kan være et bolværk mod mobning. Der er høj status i at være god til spil – det kan fx opveje, at man er lidt for tyk eller dårlig til sport.

Endelig er det værd at nævne, at det er endog meget udbredt, at selv ganske små børn spiller spil mærket med 16+ og 18+. Det skal jeg ikke gå ind og forsvare her – blot understrege, hvor udbredt det er. Og gengive et eksempel på mislykket intervention fra de voksne: På et fritidshjem var forældrene meget bekymrede over, at børnene spillede så meget. Spiltiden blev derfor rationeret til en halv time. Det resulterede i, at børnene begyndte at spille langt mere simple og voldelige spil uden strategisk og udfordrende indhold, fordi det var det eneste, de kunne nå i den afmålte tid.

***

Konkluderende må man sige, at mobning aldrig helt kan undgås, men at vi kan gøre os selv og børnene den tjeneste at anlægge et nuanceret syn på det. Og at forældre derfor med fordel kan gå sammen i bekæmpelse af mobning i en klasse i stedet for at acceptere stigmatiseringen af et eller flere børn (og deres forældre) som “onde”.

 

Share

Like et billede og modtag 75.000 kr.

Hurra. Det var der 36.000 personer der gjorde. Mon de allesammen var børn? Nok ikke, ja faktisk gætter jeg på, at en stor del af dem er voksne. Det er simpelthen til at tude over! Der er sgu da ikke nogen, der forærer 75.000 kr. væk for et like, de her mennesker må da have hovedet under armen?

Og de kan i hvert fald ikke lære deres børn, hvordan man gebærder sig på Facebook og på nettet i det hele taget. Efterhånden er jeg tilbøjelig til at være enig i, at Netiquette skal på skoleskemaet. Det foreslog Medierådet for Børn og Unge allerede i 2010 – og intet er tilsyneladende sket. Bliver det mon en del af den nye heldagsskole?

Indtil da kan I jo tilkalde mig. Jeg fortæller gerne både lærere, forældre og større elever, hvordan tingene fungerer på nettet, hvordan man holder øje med snyd og bedrag, hvordan man garderer sig (så godt som muligt) mod mobning og chikane. Jeg fortæller også, hvad der skal til for at få held med sine google-søgninger.

grammarmatters

 

Og hvad med et gå-hjem-møde på arbejdspladsen, hvor jeg underholder om snyd og bedrag på nettet? Jeg lover, det skal nok blive sjovt.

 

Share

Sikker Internet Dag

Tirsdag den 5. februar er det Sikker Internet Dag i 90 lande verden over. Det er tiende gang, denne dag afholdes. I Danmark er det Medierådet for Børn og Unge, Red Barnet og Center for Digital Pædagogik, der står bag.

Husk at spørge dit barn efter skoletid, hvad de har lavet i skolen i den anledning. Hvis de ikke har lavet noget, kan du jo passende spørge skolen, om det er, fordi alt er under kontrol eller hvad?

Du må jo selv træde til, hvis dit barns skole ikke finder det nødvendigt (ja, det må du faktisk også, selvom skolen er sin opgave voksen). Det kan fx være ved at se videoen herunder med dit barn eller ved at like kampagnen Drop Mobning nu på Facebook. På den måde vil du hele tiden blive mindet om, at der er noget, du skal huske at forholde dig til!

Hvis dit barns skole er åbne over for at gøre noget, men alligevel rådvilde, eller hvis I i forældregruppen kan blive enige om det, så kan I jo altid hyre mig til at komme og ruske lidt op i det hele med nogle tørre tal og fakta iblandet lidt provokationer.

Share

Video for voksne om netmobning

Hvorfor er det værre/anderledes end IRL mobning? Lektor Jette Kofoed fra Aarhus Universitet forklarer på forbilledlig vis:

Digital Mobning from Aarhus Universitet on Vimeo.

Videoen fandt jeg på net-mobning.dk‘s Facebook-side.

Der er netop udkommet en bog, som hun er medforfatter på. Den hedder Mobning Gentænkt og er en antologi med tekster af mange forskellige forskere på området. Jeg har bestilt den og glæder mig til at læse den og anmelde den her.

Share

Mere om mobning

Her ude til højre på siden linker jeg til net-mobning.dk, fordi jeg gerne vil støtte alle tiltag, der på en udramatisk men alligevel seriøs måde, tager dette emne op. Ildsjælen bag siden, Jesper Normann, linker på sin G+ profil til en god video om online mobning. Den vil jeg gerne opfordre jer til at se med jeres børn. Den er kort og uden en masse løftede pegefingre, så den vil forhåbentlig kunne føre til en god samtale om, hvad der er OK at sige/skrive til andre.

Og så vil jeg i øvrigt opfordre jer til at minde jeres børns skoler om, at den 5. februar er Sikker Internet dag i hele verden. En god anledning til at bruge en bid af dagen på at tale om, hvordan børn færdes sikkert på nettet uden alt for mange restriktioner. Her i DK er det Medierådet for Børn og Unge, der står som koordinator.

Share

Skal/må man “lure” på sit barns Facebook?

Et indlæg i Politiken her i weekenden af Trine Villemann skabte livlig debat – både i kommentarsporet og på Twitter. Kort fortalt gik Villemann, mor til en 13-årig dreng, ind og kiggede lidt nærmere på hans Facebook og fandt til sin overraskelse og ubehag, at drengen både mobbede og blev mobbet og at sprogbrugen var fyldt med f***-ordet og det, der er værre. Hun var chokeret og tog straks affære, bl.a. med at ringe til forældrene til de børn, der var værst. Først derefter talte hun med sin søn, som blev rasende på hende.

Grundlæggende synes jeg, hun har gjort det rigtige. Men – og der er da et par men’er. Dels forstår jeg ikke, at hun ikke fra starten har engageret sig med sønnen på Facebook. Og jeg forstår heller ikke, at hun kontaktede de andre forældre, inden hun talte med sønnen.

Det virkelig uforståelige er imidlertid nogle af kommentarerne. Forbløffende mange beskriver det, hun har gjort, som et “overgreb” og invasion af drengens privatliv og forsøger at hænge hende ud som en dårlig mor. Der er sågar én, der siger, at forældre, der tager ansvar på den måde, er “curling-forældre”. Vedkommende har vist misforstået noget. Curling-forældre er netop dem, der forsøger at fjerne alle forhindringer på barnets vej, så de kan blive ved med at være “venner”, og der aldrig opstår kilder til oprør og ballade.

Mine overvejelser er følgende:

Brug af ordet F***: Der er forskel på, om børn skriver “det var f****** nederen” eller “DU er f****** nederen“. Og om de skriver “f*** det” (pyt med det) eller “F*** dig“. Det sidste er ALDRIG i orden, uanset hvor mange gange ordet ellers er brugt i en samtale eller er “blevet en del af daglig tale”. Hvordan kan nogen mene det? Diskussionen om, hvorvidt vi i det hele taget skal acceptere brugen af ordet f*** kan vi ta’ en anden dag.

Drengen blev rasende. Ja, selvfølgelig. Han blev jo taget med bukserne nede, så at sige. Og hans reaktion, “jamen, sådan taler vi altid” er en klassiker helt tilbage fra lang tid før internettet. Selv var jeg ikke ret gammel, før jeg fandt ud af, at det var virkelig dumt at fortælle min mor, når jeg var blevet mobbet (og var ked af det). For så ringede hun til forældrene, og mobningen blev meget værre bagefter. Jeg tog imod kæmpe skideballer fra hende, når mit tøj var ødelagt eller vådt eller jeg kom for sent hjem, etc. etc., fordi jeg simpelthen løj for hende om årsagen for at slippe for mere mobning. Og jeg er ret sikker på, at jeg ikke er alene med den erfaring. Masser af børn og unge fortæller ikke deres forældre om mobning – af mange forskellige grunde. Et gruopvækkende eksempel på det er at finde i JK Rowlings roman The Casual Vacancy – hvor mobningen i øvrigt finder sted både online og off line.

Kontakt til andre forældre: Jeg har også prøvet at kontakte forældre – det var i anledning af, at nogle af min søns venner sendte SMS-beskeder rundt om at blokere bestemte telefonnumre (læs her). Forældrene blev IKKE glade for, at jeg ringede. Men man bør nu gøre det alligevel, synes jeg, og jeg gør det igen, hvis det bliver nødvendigt.

Børns privatliv: Jo, børn har ret til et privatliv, og jeg synes IKKE vi som forældre skal snuse i deres dagbøger fx eller i deres skuffer eller tasker. Men hvis vi fornemmer, at der er noget galt, så er det da vores forbandede PLIGT at kigge dem over skulderen! Tænk, hvis junior sidder og downloader megabit efter megabit af ulovlig musik, spil og film, og Rettigheds-Alliancen kommer efter dig. Hvor smart var det så, at dit barn “også har ret til et privatliv”? Eller værre, at alvorlig mobning finder sted og vi sidder det fuldstændig overhørigt, fordi vi ikke vil blande os!

Samtale er stadig vejen frem og formentlig løsningen på 95% af alle de problemer, der kan opstå i forholdet mellem os og børnene. Men samtalen skal være kontinuerlig og hverdagsagtig. SamtalEN, som den vi i gamle dage havde med vores forældre om blomsterne og bierne, duer bare ikke!

At den samtale så ind imellem bliver noget højrøstet, må vi nok bare tage med. Og visse ting skal bare være forbudt! Jeg har ingen som helst kvababbelser over at forbyde min søn at skrive grimme ting til andre på nettet og true ham med alvorlige konsekvenser, hvis jeg opdager, at han alligevel gør det.

Jeg kan godt se, at det er svært, når nettet er propfyldt med både børn og voksne, der slet, slet ikke kan finde ud af at debattere og kommunikere i en ordentlig tone*. Men at det er svært, er da ikke noget argument for at give op!

* og med “ordentlig tone” mener jeg ikke, at sproget nødvendigvis skal være pænt og dannet, men at vi har respekt for divergerende synspunkter og går efter bolden. Vi må godt være hårde, men nedsættende bemærkninger om andres udseende, uddannelse, køn eller race er bare IKKE I ORDEN.

 

Share

Værre end tegneserier og rockmusik

Annegrethe Rasmussen, der skriver fra Washington til bl.a. Information, har i dag en god og eftertænksom artikel i avisen. Hun har skrevet den i anledning af, at det i USA er AntiMobbeMåned her i oktober, og de amerikanske medier svømmer over med grufulde historier om børn, der er blevet mobbet til selvmord via Facebook eller tekstbeskeder.

Det leder naturligvis (igen) til diskussionen om, hvorvidt internettet er “værre” end alle de bølger af grufuldheder, der tidligere er skyllet ind over vores børn. Og om det derfor skal reguleres. Siden Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten har man haft travlt med at udmale, hvilke skrækkelige konsekvenser en ny teknologi vil have for verden og da især for vores letpåvirkelige børn! I nyere tid har både TV, tegneserier, rockmusik, computerspil og nu Internettet stået klar til at korrumpere og ødelægge vores børn.

Og ja, det ER selvfølgelig et stort problem, når dårligt opdragede børn får frit spil til at mobbe andre børn via den bekvemme afstand, man kan opnå ved at bruge sociale medier frem for direkte tale i skolegården. Men, og det er et stort men, faktisk har der ofte været lagt afstand mellem mobber og mobbeoffer, også langt før Internettets tid. Fra min egen skoletid husker jeg bl.a.: anonyme sedler i skoletasken med meget ubehagelig ordlyd, rygtedannelse, udelukkelse (fra fx børnefødselsdage), ødelæggelse af tøj og ting. Alt dette skete for mig og mindst én af mine klassekammerater i en helt almindelig dansk folkeskole i 60’erne og 70’erne. Og vi var næppe ene om at blive mobbet!

Når børn og unge dengang begik selvmord, blev der dækket over det, og årsagen blev sjældent eller aldrig diskuteret i offentligheden. Jeg tror gerne, at flere begår selvmord i dag end tidligere, men jeg tror ikke, det har noget med internettet at gøre, snarere det at vores netværk er blevet svagere, og at selvmord som udvej er blevet mere synligt. Jeg hører gerne om statistik, der underbygger eller undergraver dette synspunkt.

Foto fra kidsandmedia.dk

Som jeg ser det, ryger bolden altid tilbage til os forældre. Og sekundært til skolen, lærerne og pædagogerne på fritidshjemmet. Vi skal opdrage vores børn, så de fatter, hvad mobning er, og hvordan det føles at være på offerholdet. Og vi skal lære dem, hvordan man opfører sig. Både i al almindelighed og på internettet i særdeleshed. Problemet opstår så selvfølgelig i de hjem, hvor forældrene skriver anonyme og hadefulde indlæg i kommentarfelter overalt på internettet. Det er forældre, der ikke kan være deres opgave som opdrager voksen, fordi de selv har anonym mobning som hobby. Det er så dér skolen og fritidshjemmet kommer ind – for det er på dette område, som på så mange andre – at skolen må træde til, når forældrene fejler.

På de anti-mobbe-dage, som også danske skoler har, kunne man passende bede klassen selv om at opstille regler for, hvad man må og ikke må på Facebook, Messenger og SMS. Og indføre en form for kollektivt udmålt straf over for den/de i klassen, som bryder reglerne.

Jeg har tidligere (i Politiken) skrevet om mobning på nettet, så hvis du vil læse flere konkrete forslag til, hvad du selv kan gøre, så læs her.

Hvorfor så ikke bare regulere internettet, spørger du? Fordi det er skruen uden ende – alle vil have reguleret et eller andet hjørne, og tilsidst er alle hjørner filet af, og internettet er blevet trist og ufarligt, og alt det spændende flyttet et andet sted hen. Både det gode og det onde.

Share

Børn skal (også) have hjælp til at tackle mobning

Politiken valgte selvfølgelig at offentliggøre et indlæg, jeg havde sendt dem om mobning på Internettet, mens jeg var langt langt væk på ferie. De valgte også at udelukkende offentliggøre den i papirudgaven af avisen, så mit eget udbytte af artiklen mildest talt har været begrænset. Nu har et sødt menneske givet mig artiklen, og jeg ser til min glæde at den ligefrem er illustreret. Den ses her i mikroformat. Hele teksten kan dog læses nedenunder i almindeligt format – det er trods alt mig, der har skrevet den.

 

Mobning på Internettet (og via SMS) bliver mere og mere udbredt, efterhånden som børn og unge “flytter ind” på nettet. Ikke mindst fordi teknologierne nu er blevet mobile.

Kan vi undgå det? Nej, selvfølgelig ikke. Mobning har altid fundet sted, og det vil det desværre nok blive ved med. Men vi kan godt hjælpe vores børn til at håndtere mobningen bedst muligt og undgå de værste faldgruber.

Mobning finder fx sted på:

  • Facebook
  • SMS og IMS
  • I online-spillenes chatrooms
  • I pigeuniverserne, som fx Gosupermodel.tv2.dk og Moviestarplanet.dk
  • – og mange andre steder, men principperne er de samme

Uanset om mobningen er med kendt eller ukendt afsender, er der altid noget, vi selv kan gøre:

  • Vi skal bruge tid på nettet med børnene. Vi skal udforske Facebook, Youtube og deres foretrukne spil/hjemmesider sammen. Som voksne bør vi udvise en naturlig interesse for, hvad de laver, når de er på nettet, så vi ikke stiller os inkvisitorisk an, men derimod er nysgerrige, ligesom når vi spørger til en udflugt med fritidsklubben.
  • Vi skal have børnenes brugernavne og passwords til alle de sider, de besøger. Det skal vi ikke for at snage, men for at kunne beskytte dem, hvis noget går galt.
  • Vi skal forbyde dem at blokere deres eget navn på deres telefon, så de altid står til ansvar for deres handlinger.
  • Vi skal være venner med børnene på Facebook, indtil vi er overbeviste om, at de kan “klare sig selv”. På samme måde, som vi følger dem til sport, indtil vi ved, de selv kan håndtere trafikken, bussen, etc.
  • Vi skal instruere børnene godt og grundigt i, hvorfor man har passwords og hvorfor man skal beholde dem for sig selv. Men også give dem en udvej og lære dem, hvordan de skal skifte det, hvis de alligevel har udleveret det til bedsteveninden, som pludselig ikke er bedsteveninde mere.
  • Vi skal lære børnene, at regel nummer 1 er, at man selv opfører sig ordentligt. Tager man sin unge i at skrive noget mindre pænt til en af kammeraterne på Facebook, skal han/hun konfronteres med det øjeblikkeligt, og tvinges til at fjerne kommentaren eller undskylde. Det kan være en svær øvelse for alle parter, men er nødvendig, hvis man vil undgå noget tilsvarende i fremtiden.
  • Nogle gange vil man høre, at “Jamen, hun har ikke noget imod, at vi skriver sådan; det siger hun selv.” Men vi ved jo godt, at offeret nok skal lade være med at indrømme, at hun bliver ked af det. Så her må vi også gribe ind, selvom det er lettere at tro på, hvad vores egen pode siger om offerets mentalitet.
  • Vi skal forklare dem om Internettets trolde eller trolls. De optræder ofte, men ikke altid, anonymt. På nettets debatfora taler vi om, at man ikke skal fodre trolden. Det skal forstås sådan, at hvis man overhovedet kan dy sig, skal man ikke svare på ondskabsfulde og provokerende kommentarer. Meget ofte vil barnets andre venner eller andre tilstedeværende i et forum komme barnet til hjælp. Er der tale om kommentarer med direkte trusler eller meget ubehageligt sprog, skal de selvfølgelig slettes og ophavspersonen konfronteres, hvis det er muligt. Det er en god idé at sætte sig ind i, hvordan man sletter kommentarer på Facebook, inden det bliver nødvendigt.
  • I de såkaldt anonyme universer (som fx World of Warcraft eller gosupermodel), må vi gøre os umage med at forklare børnene, hvad det kan betyde, hvis de afslører deres identitet for fx klassekammeraterne og gøre dem klart, at det kan ende med, at de må oprette en ny profil og dermed miste al den “credit”, som profilen/avataren har oparbejdet. Sidstnævnte kan være det allerbedste argument!
  • Vi skal selv lære og også lære børnene, hvordan man hurtigt tager et billede af skærmen, så mobningen dokumenteres. Det gælder også på smartphones. På den måde står vi langt stærkere over for mobberen, andre forældre, lærere og hvem der ellers måtte blive indblandet.

Først og sidst skal vi være informerede. Vi skal vide, hvad man kan på det dersens Internet, og det går ikke at skyde det fra sig og sige, at det har man ikke forstand på. Hvem af os havde måske forstand på babyer, da vi fik dem? Og hvem kunne sangene fra Byggemand Bob eller Bamse og Kylling, inden de fik børn? Og hvad med offside regler i fodbold eller titlerne på Beyoncés sange? Nej vel? Derfor er det bare at komme i gang med at lære Facebooks privatlivsindstillinger at kende og få gang i nogle forældre-børn aktiviteter, der har med nettet at gøre.

En god kilde på nettet til mere viden om mobning er fx. Red Barnets side sikkerchat.dk

.

Share

Mobning på nettet

 

Bliver mobning nu værre, fordi den er flyttet over på nettet? Vi hører om mobning på SMS, Facebook og i spillenes chat. Jeg tror, mobningen må deles op i den anonyme mobning, der fx kan finde sted i online-universer som spil og pigesider som fx moviestarplanet.dk og gosupermodel.dk og så SMS- og Facebook-mobning, der ikke er anonym.

Jeg er fortaler for, at forældre er tilstede på nettet sammen med deres børn. At det lige fra starten er en naturlig ting, at mor og far følger lidt med i, hvad der foregår på Facebook og i spiluniverserne. Er man med fra starten og er udgangspunktet positivt – nemlig at vi lærer dem, hvordan de skal gebærde sig, ser virale videoer sammen og kommenterer over skulderen på Junior, at “Hold da op, tre nye venner, hvem er de?” på en måde, der ikke er snagende, men positivt nysgerrig – har vi positioneret os selv til også at kunne træde til, hvis der opstår uheldige situationer.

Fx har man som forældre lejlighed til at påpege uheldig optræden fra kammeraterne og på den måde lære egne poder, hvad der er hot og not derude. Det kan fx være, at en af FB-vennerne “liker” noget, fordi han tror, han så vil modtage penge eller gaver. Så kan man sætte sig ned med sine egne børn og forklare dem, hvordan den slags stort set aldrig passer og at man ikke skal forurene sin Facebook-strøm med den slags slam. Og vise dem, hvordan de slipper af med det igen, hvis de allerede har haft næsen for langt fremme.

I pigeuniverserne fx, optræder de anonymt (i hvert fald i princippet), hvilket har både fordele og ulemper. Fordelene er selvfølgelig, at man selv er anonym og derfor ikke risikerer at evt. mobning af ens “karakter” følger efter over i virkeligheden og at man kan “sadle om” ved at skifte avatar og dermed slippe af med evt. plageånder. MEN – og der er et stort men. Pigerne, der er aktive i disse universer, kører jo ofte den dér typiske pige-ting, hvor alle pigerne i klassen er på og alle kender hinandens avatarer (og, gys! passwords). Og så er man jo lige vidt! Ulempen ved anonymiteten er, at man som forældre ikke kan finde ud af, hvem der står bag mobningen og ofte ikke har andet valg end at lægge hele profilen ned, hvis det går galt.

Der kan også ske det, at bedste-vennerne pludselig ikke er så bedste-venner mere, hvorefter det kan være en rigtig god idé at skifte password. En venindes søn oplevede at få hi-jacket sin Facebook-profil, hvor der så pludselig stod en masse meget grimme ting. Vi skal altså lære ungerne, at de ikke må dele deres password med nogen (andre end os, selvfølgelig!).

Er mobning så værre og mere farlig på nettet end den var før, da den kun fandt sted ude i virkeligheden? For nogen, sikkert. Som mange har bemærket, kan man slippe væk fra skolegården, men ikke fra mobilen og Facebook. For andre kan det være en fordel, at forældre og andre børn bliver vidne til mobningen, så der hurtigt kan blive grebet ind. En anden fordel er, at mobningen nu kan dokumenteres – web-kompetente forældre er hurtige til at tage screen-shots af, hvad der foregår, inden det slettes. Også det kan man med fordel lære ungerne.

Man kan altså håbe, at episoder, som mange nok husker fra egen skolegang, hvor misdæderen sværger over for sine godtroende forældre, at “det har han i hvert fald ALDRIG gjort”, i hvert fald ikke vil finde sted, fordi man kan stikke dokumentationen i hovedet på dem.

Derfor, forældre, engagér jer i børnenes aktiviteter på nettet, både Youtube-kigning, Facebooking, World-of-Warcraft spilning og modelpåklædning! Og det skal være, inden det er uigenkaldeligt for sent og de på ingen måde vil have jer som venner på Facebook og for længst har fået computer på værelset.

Medierådet har samlet gode råd og vejledning til forældre her.

Share