Den syge pige

Hirschsprungs Samling har netop åbnet udstillingen Englens Kys om den syge pige som motiv i nordisk kunst fra midten af 1800-tallet og knap 100 år frem. Det er en fin og meget overskuelig udstilling om dette ret snævre, men meget udbredte tema i kunsten. I kataloget står der bl.a. Kunstnerne synes i den syge pige at have fundet personificeringen af sygdom – sygdommens ansigt“. Det er vigtigt at huske, at sygdom virkelig var “hver mands herre” dengang, da hverken penicillin eller vacciner endnu var udbredt. Udstillingens titel er taget fra maleriet herover (kommer igen nedenfor) af Elisabeth Jerichau-Baumann. Maleriet forestiller H.C. Andersen, der læser højt af fra sin novelle Englen for Elisabeths egne børn (som hun havde otte eller ni af, hvis jeg husker ret). Gad vidst, om der stadig er forældre, der har modet til at læse den novelle højt? Her er digtet Det Døende Barn.

Der knytter sig noget særligt til to af billederne. Den døde pige på Harald Slott-Møllers billede er Astrid, Georg Brandes’ datter. Maleriet var en gave til Brandes-parret fra Slott-Møller. Astrid døde ti år gammel af difteri.

Munch skrev om sit maleri af det syge barn: I det syge barn fandt jeg mig nye veje – det var et gennembrud i min kunst – det meste af, hvad jeg senere har lavet, fik sin fødsel i dette billede.”

Moby

Jeg har læst begge bind af Mobys selvbiografi, Porcelain og Then it Fell Apart, og filmen her er en visualisering af bøgerne. Men en meget original og nyskabende én af slagsen. Jeg så den i Cinemateket forleden dag.

Shakespeare

Jeg har stadig nogle stykker til gode, for de er lidt krævende, men Informations utrættelige chefredaktør Rune Lykkeberg har brugt sommeren på at tale med ti forskellige mennesker med over-gennemsnittet indsigt i Shakespeare om, hvad man kan bruge Shakespeare til i dag (en masse), og så går de i hvert afsnit tæt på ét af skuespillene. Det er simpelthen umådeligt interessant og klogt! Det er ganske gratis – søg efter Radio Information i din podcast-app, og find så de særlige Shakespeare-udgaver.

Ugens bog

har nok været ugens bog for mange tusind mennesker! For det er den nye Sally Rooney, Beautiful World, Where are You. Den er præcis lige så god, som alle anmelderne siger… Jeg har skrevet mere her.

Den indpakkede triumfbue i Paris

Den gad jeg virkelig godt se, men den er der kun i 16 dage, så vi må nøjes med billeder og video. Stakkels Christo og Jeanne-Claude, der ikke fik set deres eget værk. Se den glimrende lille portrætfilm fra CBS Sunday Morning herunder.

Nyt ovenpå gammelt

En forladt og ødelagt tidligere staldbygning i Island har fået en overetage. Ligefrem kønt er det ikke, men det er godt tænkt, og set fra gavlen ser det ret forrygende ud. Se billederne her hos Dezeen.

Samfund/miljø/politik

Barsel til mænd

Euromans nye klummeskribent hylder det nye forslag. Prøv lige at læse, hvad han skriver, inden du lukker og slukker.

Krystaller i teenageværelserne

Åbenbart er mange teenagere for tiden optaget af krystaller og deres angiveligt helende virkning, så de ønsker sig rosakvarts eller lapis lazuli til at stå og glitre på kommoden. Men det er måske en idé lige at vise teenageren denne artikel fra DanWatch, som beskriver denne stort set uregulerede industri, som ikke sjældent involverer børnearbejde og generelt elendige arbejdsvilkår i minerne.

Viden

Hjernekassen om mobning

Om morgenen, inden jeg lyttede til Hjernekassen, havde jeg hørt et afsnit af den ovennævnte podcast fra Information om Shakespeare. Der talte Rune Lykkeberg og gæsten om det moderne menneske, som stræber efter at være *unikt*. Da jeg så senere gik i gang med Hjernekassen, og den første gæst fortalte om sin barndoms mobbeoplevelser, der var næsten én-til-én magen til mine helt ned til vores fødselsår, tænkte jeg, at så sk*** unikke er vi så heller ikke! Gæsten fortalte, hvordan tårerne vældede op i hans øjne, da han efter mange, mange år genbesøgte den skolegård, hvor meget af mobningen fandt sted. Også det kunne jeg fuldstændig relatere til.

Peter Lund Madsen interviewer også, som han har for vane, to vidende mennesker, og vi bliver kloge på, hvor langt man i dag er kommet med mobbeforskning og forebyggelse af mobning i skolerne. Positivt er det, at færre føler sig mobbet i dag end tidligere.

Programmet slutter – urelateret – af med den fuldstændig gudsbenådede formidler Anja C. Andersen, der kort fortæller om Mars (planeten).

Forknølet

Nu hvor jeg selv er forkølet for tredje gang i år (wtf??), kommer her en opsummerende artikel fra Videnskab.dk om forkølelse, og hvad man kan gøre ved den (hint: ikke ret meget). Men den er interessant alligevel, fordi den også ser på, om vi kan forebygge forkølelse. Det kan vi mest ved at spise sundt, ikke ryge, få vores søvn, vaske hænder, nyse i ærmet, you get it…

Medier

Nyhedsbreve og Apples nye privatlivsstramning

Det skriver Lars K. Jensen, der selv har nyhedsbrevet Digital Ugerevy, som jeg læser hver uge, om i en længere artikel. Den er nok mest interessant for os, der sender nyhedsbreve.

Om os

We’ve commodified the hell out of intelligence

Meget sjovt, men også tankevækkende kort essay om, hvordan man kan genkende intelligens af den selvbetitlede Unfluenzer Jessica Wildfire.

Share

12-talpigernes hævn

Præstationsprinsesser

På svensk kaldes 12-talspigerne for “præstationsprinsesser”, men ordet er præcist ligeså negativt ladet, som det er på dansk.

Den prominente svenske borgerlige politiker Birgitta Ohlsson, der bl.a. har været Sveriges EU-minister, har skrevet Duktiga Flickors Revansch, et glødende kampskrift for feminismen og for de dygtige piger, hun selv var én af.

Som ung liberal startede hun et feministisk netværk (Felira: feminist, liberal, radikal). Deres motto var:

“Er du træt af venstrefløjens statsmonopol på feminisme? Får du det dårligt over højrefløjens kvinde-hjem-til-kødgryderne politik? Er du træt af borgerliges manglende evne til at se kønsrollestrukturer? Feminist, liberal og radikal? Så er Felira noget for dig.

Bogen er både en selvbiografi og et glødende kampskrift til forsvar for 12-talspigerne – de dygtige piger. Hun afviser fuldstændigt, at de dygtige piger/kvinder på nogen måde skulle være et problem for samfundet – tværtimod, de er en resurse, som vi bør skamme os over ikke at udnytte til fulde.

Udvalgte myter om dygtige piger

  • De får anoreksi af at studere så intensivt. En forskergruppe på Lunds universitet har lavet et omfattende studie, der fuldstændigt tilbageviser teorier om, at højtpræsterende – piger eller drenge – skulle være mere psykisk skrøbelige end andre.
  • Deres fremgang skyldes den feminiserede skole. Deres fremgang skyldes helt enkelt, at de bruger mere tid end drenge på skolearbejdet.
  • Deres karriere går skævt, når de bliver mødre. Både rigtigt og forkert. Rigtigt, fordi kvinder i høj grad er socialiseret til at tage hovedansvaret for børnene, men forkert, fordi det drejer sig mindre om børnene, end om strukturen i den familie og omgangskreds, de er en del af.
  • Deres dygtighed bekræftes af mænd. Nix bix. Det er kendt fra mange studier, at mandlige studerende  gennemsnitligt overvurderer egne og andre mænds evner og undervurderer kvinders, mens kvinder overvurderer mænds evner og undervurderer deres egne og andre kvinders. Sørgeligt men sandt.
  • De er hvide middelklassekvinder. Nej, dygtige og flittige piger findes i alle samfundsklasser – noget der er blevet meget tydeligt de senere år, hvor piger fra indvandrer- og flygtningefamilier stormer frem på gymnasierne og universiteterne. Det, der holder nogle af dem tilbage, er forældede normer i det miljø, de kommer fra.

Stå sammen på arbejdspladsen!

Pas på de strukturer, der forsøger at sætte jer op imod hinanden, advarer Ohlsson. Det er ikke kun mænd, der gør det. Husk, at intet kan stoppe dygtige kvinder, der er loyale over for hinanden, så hav hinandens ryg – det lønner sig til sidst.

Hun træder også i en rigtig myretue – det hun kalder deltidsfælden. Med de gode og billige muligheder vi har her i Skandinavien (i modsætning til fx England og USA) for at få vores børn passet på betryggende vis, er der ingen som helst grund til at gå på deltid, hvis man ønsker sig en form for karriere og gerne vil have samme muligheder senere hen, som mænd har. Det gælder selvfølgelig også for pensionen, som bliver stærkt decimeret efter et antal barsler og nogle år på deltid. Så med mindre man er uambitiøs rent arbejdsmæssigt eller har en mand, der tjener nok til at supplere ens pension, mens man passer de fælles børn, så er der kun ét råd, og det er: afsted! Der er ingen dokumentation for, at børn der passes hjemme af mama, bliver lykkeligere eller bedre mennesker.

Meritokrati

Det er forfatterens yndlingsord. Og hun henviser til Harvard-forskeren Iris Bohnets banebrydende forskning om, hvordan man kan undgå bias i rekruttering, forfremmelser og præstationsevalueringer. Her er en kort video, der opsummere Bohnets råd til virksomhederne:

Et af Ohlssons gode råd er at sørge for at få en præcis jobbeskrivelse og præcise mål for, hvad man skal opnå, så det kan dokumenteres, hvad man har præsteret, og det altså ikke er op til chefens “fornemmelser”. Sørg også for selv at notere status på de projekter, du har ansvar for, når du starter, så du selv ved præcist, hvor du står. Dokumentér det hele. (Disse råd gælder i øvrigt også for mænd med dårlige chefer.)

Vælg den rette mand

Et ret godt tip, faktisk! Det burde ikke være så svært hurtigt at finde ud af, om den nye kæreste har det okay med kvinder med magt, indflydelse og økonomien i orden, om han har den stamina, der skal til, for at holde sin del af barslen (også selvom han er på en arbejdsplads, hvor det ikke er velset) og om han kan finde på at starte vaskemaskinen helt af sig selv. Hun citerer en ældre liberal feminist for de ret vise ord: “Manden er bedre end mandssamfundet”. For vi feminister kan godt lide mænd, og det er ikke den individuelle mand, der opretholder en status quo, der holder de dygtige piger nede – det er samfundsstrukturer, som vi sammen kan nedbryde.

Er det en god bog?

Ja, men med forbehold. Grundlæggende er jeg vild med en liberal kvinde, der er så glødende feminist – efterhånden som jeg læste bogen, blev jeg tiltagende misundelig på et Sverige, hvor feminisme er et bredt samfundsprojekt og ikke en af samfundets prügelknaber. I den store Stockholmske boghandel Akademibokhandeln er der en stor sektion med bøger om køn og feminisme – de er ikke gemt væk og står side om side med historie og madlavning. Men den selvbiografiske del af Duktiga Flickors Revansch synes jeg faktisk ikke er så spændende, bortset fra den sidste del, hvor hun lukker lidt op for posen om, hvordan det er at være kvinde på de meget bonede gulve. Men måske er det bare fordi, jeg ikke kender særlig meget til svensk politik. Eller fordi jeg generelt ikke er vild med selvbiografier.

Jeg glæder mig virkelig meget til Margrethe Vestager skriver sin selvbiografi! Jeg håber og beder til, at den også bliver et feministisk manifest, og at hun har fortrudt, at hun var med til IKKE at gennemføre øremærket barsel til mænd, da muligheden bød sig – hun som ellers er sådan en fortaler for faktabaseret politik.

Share