Lovestory

Læs den smukke, men utroligt sørgelige historie om den Nobelprisvindende fysiker Richard Feynmanns første store kærlighed. Hvis du læser hele historien, bliver du til sidst belønnet med det smukkeste kærlighedsbrev. Husk kleenex.

Og nu vi er ved Richard Feynman, så har Yo-yo Ma sat musik til hans smukke digt om universets skønhed. Læs historien om Feynmann her.

Husk lige

Forresten: Husk lige at du kan få din ugentlige dosis #serendipitet direkte i indboksen. På pc skal du skrive din mail her til venstre ☜ ☜ ☜, på telefon skal du lige forbi burgermenuen. Så behøver du ikke være afhængig af, hvor mange andre der klikker på indlægget på Facebook eller LinkedIn.

Ugens kulturforbrug

Film

C’mon c’mon

Jeg har været særdeles heldig med mit filmvalg de seneste uger. I denne uge så jeg denne helt igennem vidunderlige film. Man kan vel godt kalde den en feel-good film, men det vil både være helt sandt og helt forkert. Joaquin Phoenix præsterer måske det bedste skuespil i sin karriere, og det over for en ni-årig dreng (der selv er helt utrolig). Slutscenen i klippet ovenfor er ikke enestående – den voksne må hele tiden lære noget om sig selv fra barnet. Ikke bare filmens voksne, men alle voksne.

De grumsede sort-hvide billeder holder fokus på den lille, tætte historie, samtidig med at både Venice Beach, New York City og New Orleans næsten træder mere genkendeligt frem, end hvis filmen havde været i farver. Sluttelig er filmens lydside meget original, både hvad angår de ofte lagdelte lydspor, og hvad angår brugen af musik.

Franske film

Filmstriben har i denne uge fokus på franske film, og der er adskillige gode på programmet. Jeg fik ikke set François Ozons seneste om pædofili i den katolske kirke, mens den gik i biografen, men den kan altså ses på Filmstriben nu.

Bog

Ugens to bøger kunne ikke være mere forskellige!

To the Modern Man er en kortroman (ultra kort), hvor forfatteren taler direkte til den her moderne mand. Og hun har ikke noget pænt at sige – til gengæld gør hun det med et fantastisk sprudlende sprog og et kæmpe vid. Døgnkioskmennesket er også en kortroman, men dog lidt længere. Den er (meget) japansk og handler om, hvor svært det er at passe ind i samfundet. Synsvinklen er den, der er usædvanlig her.

Arkitektur

Verdens højeste bygning i træ

Danske Schmidt Hammer Lassen Arkitekter står bag. Men bygningen skal altså opføres i Schweiz.

Vanvittig elegant tilbygning

Simon Gill Architects, from Dezeen

I udkanten af en kirkegård i London er udført en af de mest vellykkede tilbygninger, jeg har set. Det er så harmonisk. Men desværre selvfølgelig et hus for de meget rige.

Musik

Harry Styles

Det er ikke meget ny musik, jeg hører, og ikke mange videoer, jeg ser. Men en notits i Information (tror jeg) fik mig til at tjekke den nye Harry Styles sang på YouTube. Den kan desværre ikke indlejres, så du må trykke på linket. Sangen er fin fin, videoen er så flot!

Klima

Du har brug for klimaopmuntring!

Det havde jeg, og det fik jeg med denne Zetland-artikel, der kigger på nogle andre tal, end dem vi netop har fået fra IPCC. Men du skal altså stadig flyve (meget) mindre og gøre oksekød til en sjældenhed på middagsbordet!

Samfund/politik

Hjemmeplejen som landets bedste arbejdsplads?

Sådan er det i Holland, hvor man er ved at implementere en ny metode kaldet Buurtzorg (betyder noget i retning af lokal omsorg). Læs om det her hos POV.international jeg vil gerne se det implementeret her i Danmark, inden jeg får brug for hjemmepleje!

Teknologi

Instagram giver os mere originalt indhold

Det siger de i hvert fald, at de vil med nogle justeringer til algoritmen. Som glad hobbybruger af Instagram vil jeg sætte stor pris på det. Instagram er mit intellektuelle frirum, hvor jeg ser på mad, kunst og håndarbejde. Så hvis det ku’ blive til lidt færre gentagelser af de samme generiske poster, ville det være skønt. Nyheden fundet i nyhedsbrevet Digital Ugerevy.

Om os

Dansk humor

Torben Sangild har, med udgangspunkt i en ny bog, kigget lidt på, hvordan vores danske humor og ironi bliver modtaget af udlændinge. Det vil næppe overraske nogen, at “ikke godt” er svaret. God artikel.

Tegner du?

Jeg er begyndt at tegne lidt, jeg har fx tegnet den samme kop en masse gange, og faktisk bliver den lidt bedre fra gang til gang! Og for mig er det en meget Zen-agtig ting at gøre, for jeg duer ikke til meditation og den slags. Jeg lytter ikke til noget imens, jeg sidder bare og tegner i en halv times tid. Jeg får ikke gjort det hver dag, men nogle dage!

Her er en artikel om de gode ting, man kan få ud af at tegne – også selvom det bare er kruseduller – som Videnskab.dk har oversat fra The Conversation.

En Twitterkonto for os, der elsker vores thesaurus

Kontoen hedder @secondmentions og deler gavmildt ud af eksempler på, at journalister har fundet på gode, fantastiske, sjove eller kiksede pseudonymer for et ord, de allerede har brugt én gang i teksten. Artikel om fænomenet (og kontoen) i The New Yorker. 

Mad

Spansk vegetarmad

Jeg lavede denne nemme spanske alt-i-et grønsagsret tidligere på ugen. Den var faktisk en del bedre, end den så ud! Jeg tilføjede lidt til opskriften: et par pinches chiliflakes, en kvart saltet citron, og så tilføjede jeg et par skiver feta samtidig med mandlerne. Jeg lavede ca. ½ portion og havde rigeligt til to dage (til mig selv).

Share

Identitetssnyd

En japansk midaldrende motorcykelglad mand udgav sig for at være en ung kvinde vha app’en FaceApp og fik en mængde followers for sine natur- og motorcykelbegejstrede tweets. Han/hun postede aldrig seksuelt indhold eller noget, der på anden måde var pågående. Da han til sidst gik til bekendelse, skete det modsatte af det forventede: Folk blev begejstrede. Der er vigtige ting at lære af den historie: Det vigtigste citat i artiklen om Nakajima er dette:

“Nakajima said the charade had helped him express a side of his personality he’d been afraid to show the world.”

Artiklen bruger lang tid på alle de dårlige implikationer af, at AI kan skabe en falsk virkelighed, og som læsere af serendipiteten vil vide, er det en bekymring, jeg deler. Men jeg er faktisk mere optaget af det positive gender-bender perspektiv, historien peger på. Og af spørgsmålet “hvad er autencitet”?

En professor i online-kommunikation udtaler:

“To their generation (de unge), “authenticity is not about: ‘Does your profile picture match your real face?’ Authenticity is: ‘Is your voice your voice?’ Their feeling is: ‘The ideas are mine. The voice is mine. The content is mine. I’m just looking for you to receive it without all the assumptions and baggage that comes with it.’ That’s the essence of a person’s identity. That’s who they really are.”

Samfund/miljø/politik

Had mod asiater

Racisme udfolder sig meget forskelligt fra land til land. I Danmark handler næsten al racisme om “muslimer”, et ord der ofte dækker over alle med sådan-cirka-mellemøstligt udseende. Men vi hører også stadigt oftere om racisme vendt mod asiater, ikke mindst efter Covid, hvor alle med et sådan-cirka-kinesisk udseende beskyldes for at have bragt virussen til verden. Dertil kommer så den “gode gamle” antisemitisme, som nu får ny ilt af den israelske stats fortsatte undertrykkelse af Palæstina. Selvom et relativt kvalificeret gæt fra min side er, at langt de fleste danske jøder er modstandere af annekteringspolitikken og besættelsen af Gaza.

Her er en lille tegneserie om, hvordan børn opdager, at de er “anderledes”. Den bliver man lidt trist af.

Et mysterium fra 1959

Måske er det løst? Et hold trænede trekkere og skiløbere forsvandt i 1959 i en snestorm i Sovjetunionens kolde nord. Da de blev fundet – alle døde – havde de uforklarlige skader, og der var endda spor af radioaktivitet i nogle af deres kroppe. Utallige har spekulationerne været over årene, men der har selvfølgelig først efter Sovjetunionens kollaps været mulighed for at udforske mysteriet til bunds. Denne spændende artikel i The New Yorker fortæller om ekspeditionen, om alle teorierne og om en mulig opklaring.

Adoption

For tiden hører vi, med god grund, meget om adopterede, fordi det ofte har vist sig, at deres rigtige forældre faktisk ikke ønskede at bortadoptere dem, men i en eller anden udstrækning blev tvunget til det i en hæslig kombination af pres fra myndigheder og uudholdelige ydre omstændigheder – og i en del tilfælde egentlige bortførelser.

Samtidig har hvide, vestlige adoptivforældre været mere end villige til at lukke øjnene for dette, når bare de kunne få et barn.

Her er en historie fra potentielle adoptanters side. (Her handler det dog kun om adoption inden for USA).

Viden

Udeskole virker

Et stort forskningsprojekt har kortlagt, at eleverne trives bedre, når de modtager en del af undervisningen udenfor. Det understreges dog, at det ikke er nok at flytte den undervisning, der plejer at foregå i klasselokalet, 1:1 udenfor. Undervisningen skal tilrettelægges derefter.

Druk i virkeligheden

Videnskab.dk gennemgår, hvad der vil ske med dig, hvis du i et år gennemfører eksperimentet fra Druk og opretholder en promille på 0,5 i løbet af arbejdsdagen. Det er desværre ikke opløftende læsning – men altså, det vidste vi jo godt!

Nej, min 61-årige hjerne er ikke gået i stå

Og det er ikke bare noget, jeg påstår: Neuroplasticitet gør, at jeg kan lære nyt og blive klogere, helt indtil min hjerne står af – sådan rigtigt. Læs hos Videnskab.dk.

Digitalt

Digitale krænkelser

En god film om, at det kan ramme ALLE, uanset køn, etnicitet eller alder. 

Sig Det Højt!

Nye genvejstaster

Det er ikke sikkert, de er nye for dig, men nogle af dem var nye for mig.

Om os

Eksprestoget Møllehave

Et personligt, varmt og humoristisk farvel til den gamle præst fra Hans Henrik Schwab, der var en nær ven og samarbejdspartner.

Der er kærestebreve

Og så er der KÆRESTEBREVE. Richard Feynmann (Nobelprisvindende fysiker) skrev et kærestebrev til sin hustru, to år efter hendes død. Det er først for nylig dukket frem af hans efterladte papirbunker. At tænke sig, at han var fysiker og ikke digter!

Og nu vi er ved Feynmann, så var han angiveligt en fantastisk formidler. Han evnede virkelig at læse noget og indoptage det og videreformidle, så alle kunne forstå det. Her opsummeres hans teknik, så vi andre kan få glæde af den. Jeg har selv oplevet, hvor meget mere jeg får ud af bøger, når jeg gør mig umage med min “anmeldelse” på Goodreads eller, i endnu højrere grad, diskuterer den med andre, f.x. i min bogklub men også med venner. Og apropos ovennævnte plasticitet i hjernen, så duer det også til det!

Kunst og kultur

Kengo Kuma

Her er en film fra Louisiana om den japanske arkitekt Kengo Kuma, der har tegnet det vandcenter, eller hvad man skal kalde det, der bliver bygget lige ved Kyssebroen på Christianshavn. Han har også tegnet et nyt HC Andersen center i Odense, ligesom det er ham, der har tegnet det olympiske stadion i Japan.

Hans tanker om arkitektur er meget inspirerende, og han er helt besat af litteratur og mener, at litteratur og arkitektur har meget til fælles. Fx. siger han om Murakami, at denne skaber “en meget præcis anden verden”, og at det er det, han selv prøver på, når han laver arkitektur.

Han er stærkt optaget af at komme “tilbage til naturen” og forsøger at undgå beton, når han bygger. Han håber på, at pandemien er en ny begyndelse, hvor vi mennesker vil indse, at vi næsten har ødelagt vores klode og vil begynde for alvor at reparere på den. Skønt født i 1954 er der ikke meget boomer over ham!

Og nu vi er ved Louisiana

Så har jeg været oppe og set MOR! Det var en dejlig oplevelse med mange inputs. Min hjerne var lidt træg den dag, så jeg tror egentlig, at jeg må se den igen. Det værk, der berørte mig mest, var Candice Breitz’ værk Mother fra 2005. Men nu, et par dage senere, kan jeg også fremkalde de to værker af Paula Modersohn-Becker på nethinden. Måske skyldes det, at hendes stil har lagret sig i min hjerne, siden jeg så særudstillingen med hende – også på Louisiana.

Under vandringen på udstillingen mødes vi af tre ikoner af den hellige Madonna. Vi bemærker, at hendes hud bliver lysere frem gennem århundrederne. Og i dag falder jeg så over en artikel om netop det. #Serendipitet!!! I den lange artikel finder man også en ganske videnskabelig redegørelse for, hvordan tempelridderne opstod. Og jo, i den tidlige kristendom var man klar over, at Madonna og Jesus kom fra Mellemøsten og derfor havde mellemøstlig hudfarve. Det har den kristne kirke så ihærdigt og succesfuldt forsøgt at glemme lige siden.

Institut for samtidskunst

har jeg besøgt med min lillebitte kunstklub. Vi var ikke heeeelt overbeviste. Den film, En trup og en dans om drømme, der var kernen i værket Et ridt mod det tomme, var et nummer for avantgardistisk for vores smag. Vi grinede lidt af os selv, for er det nu os (stort aldersspænd, så ikke noget med boomers), der er småborgerlige og har (for) stramme definitioner af kunst, eller var værket bare for de få indviede? Det er gratis, så gå selv derind og se, hvad du synes!

En kunstner lapper asfalten

Det sker i Lyon. Se de dejlige billeder af hans “lapper”, der er lavet af mosaikker.

Historien er fra det ret besynderlige og måske en anelse højpandede nyhedsbrev Et Hul i Markedet (en udløber af Føljeton). Tjek det ud, hvis du er til den slags.

Ugens bog

Bliver der ikke noget af, for jeg er ikke blevet færdig med nogen af de tre bøger, jeg har kørende. Men næste uge!

Share