Ursula uden ord

I sidste uge skrev jeg om, hvor begejstret jeg var for Ursula Reuter-Christensen, da jeg så Kunstnerkolonien på Bornholm, men også at jeg var lidt skuffet over udstillingen med hendes værker på Den Frie. En gammel Twitter-bekendt sendte mig denne video, som jeg gætter på, at hans søn har lavet. Den viser meget fint, hvad der er skønt ved Ursula!

Sidste af fire

Det er ikke blevet til så meget kunst og kultur denne uge, men jeg har da læst (lyttet til) en bog, nemlig den sidste bog i Ali Smiths lille årstidsserie, Summer. Jeg var måske ikke helt så meget oppe at ringe over den, som over de tre foregående, men der er fx en karakter i denne, som bliver hængende i erindringen. Læs evt. på Goodreads. Måske er det bare mig, der ikke har opdaget det, men det forekommer mig, at hun ikke rigtigt er slået igennem i Danmark? Alle de fem af hendes bøger, jeg har læst, findes på dansk. Jeg anbefaler varmt hendes forfatterskab, der er helt unikt.

Frankensteins mor

Jeg har ikke været i biografen, men jeg faldt over filmen om Mary ShelleyFilmstriben, og den var et fint bekendtskab. Jeg vidste ærligt talt ikke så meget om hende. Gad vidst, hvor sandhedsnær den ret ondsindede beskrivelse af Lord Byron er? Er det noget, du, kære læser, har indsigt i, så fortæl, fortæl!

Et maleri, der ligner Ditlev Bluncks maleri herunder (Nivaagaard), spiller en central rolle i filmen. Jeg var slet ikke klar over, at dette motiv var en genganger. Vi får billedets betydning for bogen om Frankenstein og hans monster forklaret her.

Det er ægte passion, der driver værket

– hos Lise Bach Hansen, der er chef for Det Kgl. Biblioteks forfatterscene. Her er et interview med hende, hvor vi i hvert et ord kan mærke, hvor meget hun brænder for sit arbejde. Fx her: Dannelse er grundlaget for enhver udvikling. Det er ikke bare flødeskum på samfundskagen. Det er selve livsnerven og modermælken til al fremtidstænkning.” 

Det forekommer mig at stå lidt i kontrast til den nuværende regerings syn på kultur og dannelse. Meeen, det er måske bare mig…

Disclaimer: Jeg kender Lise lidt og hendes kæreste bedre. Jeg promoverer altså ikke alle mine kultiverede bekendte her i #serendipitet, men jeg er ret begejstret for Lise og hendes kollegers tilgang til deres arbejde! *Forberedelse!!!*

Samfund/miljø/politik

Distraktioner

En mand forklarer, hvad han som teenagedreng blev distraheret af. Og forklarer, hvordan hans distraktioner aldrig kan blive pigers problem. 

Når det er sagt, kan vi vel godt blive enige om, at skoler gerne må lave en politik for påklædning. Den skal bare være ens for alle køn!

Problemet med kaffe

Dette longread fra NYT beskriver, hvilket kæmpe arbejde visse NGO’er gør for at dokumentere, hvordan fx regnskoven bliver decimeret. Her følger vi én, der over flere år og intenst detektiv- og dokumentationsarbejde, finder ud af, hvorfor en nationalpark i Indonesien hele tiden bliver mindre. Problemet er kaffe. Dernæst skal han finde en bæredygtig løsning på problemet. Der er 100 kompromiser undervejs og mange forhindringer, der skal fejes af vejen. Det er interessant læsning, som gør mig en lille smule lykkelig over min egen kaffeløsning: Ønsk Kaffe. Tjek dem ud.

Vi er simpelthen så eurocentriske!

(mig selv inklusive). Det er nærmest endeløst, hvad jeg ikke ved om lande uden for “Vesten”. En drille-Facebook-post fra den altlæsende Ronnie Rocket indeholdt link til denne Wikipedia-side, der fortæller om de utroligt mange koreanere, Koryo-saram, i de tidligere sovjetrepublikker. Men hvorfor dog, spørger du? Det gjorde jeg også. Læs artiklen, den er ikke lang.

The other half

En amerikansk antropolog har opretholdt forbindelsen med en überkonservativ anti-vaxxer, anti-masker, pro-Trumper i Michigan efter at have interviewet ham i forbindelse med noget forskning. Her fortæller han om deres samtaler og udveksling af tekstbeskeder. Han forsøger det, som Özlem Cekic forsøger herhjemme – at samtale med “fjenden”. Det er virkelig ikke nemt!

Kloge ord om kulturel appropriation

NYT har en fast klumme, kaldet The Ethicist, Etikeren. Personen eller personerne svarer hver uge på svære etiske spørgsmål. Denne uge handler det første spørgsmål om, hvorvidt noget er kulturel appropriation. Jeg synes, svaret er virkelig godt. Du kan læse det, fordi jeg deler artiklen med dig.

Forskningsministeriet

To “gamle rotter”, Tim Knudsen og Jørgen Grønnegaard, ser her på den “perlerække” af forskningsministre Danmark har haft siden Helge Sander, der blev berømt (øhm, berygtet?) for sit “forskning til faktura”-paradigme. Det er ret sjovt, at de to slet ikke nævner ham…

Viden

Der er flere slags vaccineskepsis

Professor Morten Sodemann forklarer, hvor vaccineskepsis i det globale syd kommer fra. Og hvordan den “smitter” indvandrere i vesten. Det bragte ham på en medie-rundtur, som igen gjorde, at han fik besøg af “vennerne” i indbakken. De er modige, de mennesker, der stikker næsen frem i indvandrer-  og kønsspørgsmål!

Selvom det ikke står i tweetet, er det starten på en tråd. Klik på det, og læs hele tråden.

Medier

TV2 og det grønlandske valg

K-Forum opruller her det, vi kender til forløbet omkring den fake-news-historie, som TV2 valgte at bringe fire dage før det grønlandske valg. Man må sige, at den ikke er så køn. Og ærligt talt, som en der selv arbejder i K-branchen, så må vi virkelig håbe, at det ikke (igen) er et K-bureau, der har været lidt for smarte. Som historiens forfatter Mikkel Skov Petersen skriver: “Der må trods alt være en øvre grænse for, hvor mange svaler der kan være enlige.”

Teknologi

At få repareret sin tech-gadget

Vi får skiftet skærme på vores telefoner, men så snart det er mere end det, fx. batteri, så er vi tilbøjelige til at købe en ny, fordi det er så besværligt. Her er en artikel fra NYT’s tech-skribent om de (langsomme) fremskridt, der gøres i USA med at få vedtaget “right-to-repair”-love. 

Hvis vi skal begrænse vores forbrug af alt muligt, skal vi have hjælp til det fra lovgiverne. Tech-giganterne skal tvinges til at gøre det tilgængeligt at få skiftet vitale dele i vores gadgets, særligt telefonerne, selvfølgelig.

Share

Hvor har du dine bøger?

Jeg har mine i en reol (den på billedet). Samvirke fortæller, at reolsystemet er ved at få et come-back. Måske er vi simpelthen på vej mod bedre tider?

Samfund/miljø/politik

Mor!

Nej, jeg har ikke set udstillingen endnu, men efter at have læst et par anmeldelser, glæder jeg mig til det. Her skal det handle om de kvinder, der fravælger at blive mor. NYT ugentlige nyhedsbrev om/til kvinder har et fokus på det, og det er meget godt, interessant og perspektiverende.

Den invasion af andre menneskers privatliv, det er at spørge hel- eller halvfremmede mennesker, om de ikke snart skal have børn, eller hvorfor de ikke har nogen, har undret mig i mit voksne liv. Helt ærligt, det skal vi sgu da ikke blande os i! Jeg er mor til to, elsker dem højt og fortryder intet. Men jeg vil altså ikke trække mit valg ned over hovedet på andre kvinder! Nyhedsbrevet kigger på alle aspekter. Ikke mindst interessant er den britiske fotograf, der har sat sig for at fotografere barnløse kvinder og fortælle deres historier.

Menstruationshandsken

Jeg troede simpelthen, det var en joke, da jeg så overskriften på Birgitte Baadegaards indlæg på LinkedIn. Men fandme om ikke det er den skinbarlige alvor. To mænd har “opfundet” en plastikhandske, som kvinder kan bruge, når de skal fjerne deres klamme tamponer eller bind. Den er selvfølgelig lyserød. Og de præsenterede den i den tyske udgave af Løvens Hule og fik finansiering!!!!!!!! Der er simpelthen lang vej hjem, når den slags kan forekomme i 2021. Læs også om, hvor svært det er for kvinder at få finansiering til produkter til kvinder. Åbenbart mener man, at det er mænd simpelthen bedre til at finde på!

To be continued

Historien om Rudy Giuliani er historien, der bliver ved med at give. Aldrig så snart var vi færdige med at grine af hans kiksede hårfarve og besynderlige valg af venue til pressemøde, før der dukkede nye historier op. Og flere og flere. Vanity Fair har den seneste udvikling (hans fancy kontorer er blevet ransaget af FBI).

Forældres ageren i Familieretshuset

Familieretshuset er dér, forældre mødes, når de ikke kan blive enige om forældremyndighed, fordeling af dage, bopæl, etc. Et ph.d. projekt har set på mødres og fædres ageren før, under og efter mødet i Familieretshuset. Det er interessant læsning.

Diskussionen om intersektionalitet

Maja Albrechtsen har skrevet et modigt indlæg i Politiken om “kampen” mellem de “gamle” feminister og de intersektionelle feminister, som desværre er blevet meget ubehagelig. Jeg synes, hun kommer hele vejen rundt og er meget nuanceret. Alligevel bliver hun angrebet hårdt på Facebook. Det er til at tude over. (Hvis du ikke har adgang til Politiken (det har jeg heller ikke), men alligevel gerne vil læse hendes indlæg, så har jeg adgang til det på anden vis og kan sende det til dig, hvis du vil læse det.)

Right-to-repair

Vi kender det fra bl.a. Apple, der gør det nærmest umuligt at gøre simple ting med en iphone, såsom at skifte batteri eller glas. Men det er også et emne, der bliver mere og mere påtrængende i en verden, hvor vi helst skulle begynde at producere meget mindre affald. Jeg har selv haft flere ejendele forbi en repair-café (præ-corona), og kommer da helt sikkert til det igen. Historien her handler om, hvordan en start-up fandt på en lille hjælpe-dims til McDonalds’ ismaskiner, der åbenbart er kendt for at gå i stykker hele tiden. Det brød McDonalds og deres leverandør af ismaskiner sig ikke om. En rigtig David og Goliat-historie.

Tøjet på kroppen

Vogue har en artikel om, hvordan arbejdsvilkårene for tekstilarbejdere i Bangladesh, Indien, Pakistan og mange flere lande ikke er blevet for fem øre bedre end før Rana Plaza. Vi kan sgu ikke være det bekendt!

Men en glædelig ting er det dog, at man kan læse om det i Vogue og ikke i en eller anden venstreorienteret avis, som ingen fashionista alligevel læser.

Her er artiklen sammenfattet i en 15 minutters video.

Grønt nyt

Ugens grønne nyheder samlet ét sted og læst på under fem minutter. What’s not to like?

Digitalt

Kan du mærke Facebook’s ånde i nakken?

Det kan du, fordi Facebook holder øje med, hvad du laver. Det har du nok for længst opdaget, men her kommer flinke Samvirke med en guide til, hvordan du kan stoppe det. Ikke nogen kompliceret forklaring på engelsk fra en eller anden techie, men lige til at gå til.

Måske er det CEO’en, der skal erstattes med kunstig intelligens?

 I New Statesman kan man læse lidt om de lønninger til topchefer, der snart skal debatteres på diverse generalforsamlinger i de største britiske selskaber. Og de lønninger er ikke småpenge: en gennemsnitstopchef i Englands 100 største selskaber tjener ca. 130.000 kr. Om dagen.

En CEO’s arbejde består i høj grad af at “træffe beslutninger”. Disse beslutninger skal træffes på et velfunderet og rationelt grundlag, og det er AI da langt bedre til end helt almindelige hvide mænd – det ved enhver. Gode argumenter for at vi andre kan beholde vores jobs, mens topcheferne kan smutte til en tropeø og en robot uden cravings efter Piaget-ure og privatfly flytter ind i chefkontoret.

Medier

Mediestøtte

K-Forums (der har fået afslag på Mediestøtte 25 gange i træk) redaktør Timme Bisgaard gennemgår her mediestøtten. Der var en del, der var nyt for mig. Fx får mange dybt kommercielle nichemedier med meget høje betalingsmure betydelig mediestøtte. Men hvorfor dog, når adskillige medier uden eller med lav betalingsmur ikke får? Og hvis kvalitet virkelig er et bedømmelsesparameter, hvorfor får så stærkt politiserende medier som PioPio og Den Korte Avis så støtte?

Jeg er nok ikke enig i alt, hvad Bisgaard skriver, men det er godt at få det hele lagt frem. Ellers ved vi jo ikke, hvad vi taler om. 

Kritisk journalistik om forskning

Videnskab.dk har lavet en guide til journalister, som kan hjælpe dem til at skrive ordentligt om forskning. Tak for det. Nu beder vi bare til, at alle danske journalister, der tager deres erhverv og ansvar alvorligt, også får dem læst og måske endda hængt på opslagstavlen.

Om os

En stoisk taxachauffør

En New Yorker fortæller, hvordan en ellers ret oprivende tur med taxa i NYC lærte ham at slappe heeeeelt af, når han blev udsat for andre menneskers urimelige opførsel. “Vink, smil, sig hej hej og kom videre i dit liv” – der er alligevel intet, du kan stille op.

Kunst og kultur

Mere Japan

Et traditionelt japansk hus, indrettet i Murakamis ånd og med kunst fra… tadaaa: Danmark! Link via Ronnie Rocket.

Hammershøi

Jeg har set den nye Hammershøi-udstilling på Hirschsprungs Samling. Det skal du også, for den er god. Og det er sådan et fint (og overskueligt) museum. Mine to medgæster og jeg kommer der relativt ofte, så det var helt indforstået, da vi sagde til hinanden, at “vi springer køerne over i dag”. Besøg museet, og forstå, hvad vi mente med det.

Mine tage-billeder-af-kunst-skills lader noget tilbage at ønske. Jeg ved det.

Ugens bog 1

Simone de Beauvoirs “nye” roman De Uadskillelige er hurtigt læst, men næppe hurtigt glemt. Mere på Goodreads.

Ugens bog 2

Jeg var syg, så havde brug for en krimi på lyd, så jeg kunne glemme min selvmedlidenhed. Det lod sig gøre, men så heller ikke meget mere. Ganske velskrevet, men i det store hele, tomme kalorier. The Crossing Places af Elly Griffiths. (Lidt) mere på Goodreads.

Share