Sommerlæsning

Jo jo, alle medier har dem. Læselisterne. Og man bliver ganske forpustet, for det er jo umuligt at nå at læse alle de tilsyneladende fortræffelige bøger. Men altså, nogle læselister er bare bedre end andre! Det gælder fx Zetlands liste, og det er ikke bare fordi, de har medtaget et af mine egne forslag – nemlig bogen, der ligger øverst i stakken på billedet herover. Jeg er næsten færdig med at genlæse den, og igen kan jeg ikke få armene ned. Læs min anmeldelse på Goodreads og hop så enten på biblioteket eller ind på antikvariat.net, hvor der er adskillige eksemplarer til salg. Er du interesseret i krydsfeltet mellem historie og kultur, er den bog helt central. Og den er, som jeg og de to andre danske anmeldere i min cirkel skriver, sjov.

Tilbage til Zetlands liste: Når jeg er ret vild med den, skyldes det, at mange af “the usual suspects” ikke er med. Det er til gengæld en del ældre litteratur og en del bøger, der falder uden for mainstream.

Lidt mere mainstream er K-Forums læseliste, som består af forskellige kendissers tips til sommerlæsning.

Får jeg læst alle bøgerne på billedet herover? Helt sikkert ikke. Og undervejs kommer der måske udskiftning – fx med nogle af dem, som jeg er blevet nysgerrig på fra Zetlands liste.

Mine læsere gider næsten aldrig kommentere, hvilket jeg faktisk synes er ret trist. Øv! Men kan læselisten her ikke lokke jer ud af skabet? Jeg synes, I skal kommentere under indlægget i stedet for på Facebook eller Twitter, så alle kan læse med. Skriv bare én bog, som du synes, andre læsere af #serendipitet skal snuppe med på ferien. Så inkorporerer jeg jeres svar i næste nyhedsbrev.

Denne rekordlange indledning tjener også til at introducere, at jeg nu gør alvor af at bytte om på rækkefølgen af indholdet. Nu kommer kunst og kultur først, og så følger politik, miljø, internet, etc. nedenunder. Benhård prioritering!

Kunst og kultur

The Father

Jeg tror faktisk, at alle, der var i biografen denne aften, fældede en tåre. Der var i hvert fald betydelig snøften rundt om i hele salen. Jeg kunne sør’me heller ikke selv holde tårerne tilbage. Filmen beskriver demens på en helt ny måde – vi rykker nemlig ind i den dementes verden – og der er det ikke rart at være! Vi ved allerede godt, hvor frygteligt det er at være pårørende, men nu får vi så en smagsprøve på, hvad der sker hos den sygdomsramte. Se den – den giver en helt ny forståelse for denne forfærdelige folkesygdom, som vi kke har en kur for.

Der er dog håb. Denne neurolog mener, sammen med en del forskning, at vi selv kan gøre en hel del. Spise ordentligt, få noget motion – og det er motion både til kroppen og til hjernen. Kryds-og-tværs duer ikke. Hvad med at læse en bog, der ikke er en biografi af en dansk politiker eller sportsmand eller en krimi, men en bog der for alvor udfordrer vanetænkningen?

Filmstriben

Once again. Ikke alle har adgang til en masse streaming-tjenester og mange af os, der har, er måske blevet lidt serietrætte. Derfor minder jeg igen om den fantastiske gratis tjeneste fra bibliotekerne, Filmstriben.dk, hvor du hver måned kan se tre film gratis. Og det er gode film, der hele tiden skiftes ud. Både fiktion og dokumentar.

Kontroversiel kunstner

Det er kun et par år siden, jeg første gang stødte på Elisabeth Jerichau Baumann, men hun gjorde et kæmpe indtryk med sin OTT-stil og malemåde, der var milevidt fra andre danske kunstnere på det tidspunkt. Ny særudstilling på Aros. Billedet er downloadet helt lovligt fra SMK’s fantastiske samling af digitaliserede værker.

Berthe Morisot og impressionisme

I Føljetons nyhedsbrev Et hul i markedet, linker Oliver Stilling til denne helt fremragende web-dokumentar om den delvist glemte men fantastiske impressionist, Berthe Morisot. Der ekspanderes til hele den impressionistiske bevægelse og tiden i øvrigt. Temmelig nyskabende, faktisk – både Morisot og web-dokumentar-formatet brugt til kunsthistorie.

Golden Days i Romerriget

Årets Golden Days festival (til september) handler om Romerriget, og hvilken herlig ide at lade Knud Romer genoplive sin personlige udgave af Romerriget fire morgener på Café Europa, hvor han interviewer kloge folk. Jeg håber virkelig, jeg kan flette de sessions ind i mit arbejdsliv.

Sejl en arkitur rundt om København

DAC, Dansk Arkitektur Center, byder på guidede sejlture rundt i Københavns havn, hvor man hører om al den nye arkitektur, der er skudt op – og i øvrigt lidt af hvert. Det koster 150 kr., og det er hver eneste krone værd.

Hvorfor sidder musikerne i symfoniorkestret, som de gør?

Det har videnskab.dk talt med musikkyndige om og fundet svar på. Der er også nogle videoer med værker, der viser udviklingen. Dejligt at den slags spørgsmål også kan finde svar hos videnskab.dk.

Abramovic’ metode

Et eksempel på en kommerciel tjeneste, der udnytter “venteplads” til at give os noget, vi ikke har bedt om. Noget klogt, noget smukt, noget overraskende. Det er WeTransfer, der fortæller om Abramovic’ metode. Så spændende.

Ugens bog

Susanne Zima Feierskov: Med vinger og våben om unge piloter, der valgte at forlade Danmark og flyve jagerfly i allieret tjeneste under Anden Verdenskrig. Anmeldt på Goodreads.

Ben Lerner: The Topeka School – en skuffelse. Læs på Goodreads.

Samfund/miljø/politik

The gig economy

Historien om en Uber/Lyft/DoorDash-chauffør, der selv i årevis troede på, at hvis han bare arbejdede hårdt nok, så ville gig-økonomien belønne ham. Han er meget ærligt om de relativt elendige beslutninger, han har truffet på forskellige stadier i sit liv, men både via hans egen og nogle af hans chauffør-kollegers historier, får vi et meget dækkende billede af denne nye form for arbejde og dets udvikling over de seneste 10 år. En af de tidligere chauffører siger, meget rammende: “If this is the future of work, we’re sincerely fucked.”

NRA

Den opløftende historie om, hvordan de efterladte fra et af USA’s mange skoleskyderier får narret en højtstående repræsentant fra NRA (National Rifle Association) til at holde en tale til hundredevis af tomme stole under påskud af, at det er en generalprøve. Det bliver filmet og smidt på nettet. Hver stol repræsenterede en studerende, der var blevet skudt og derfor ikke kom til at opleve afslutningen på sin uddannelse.

Mere USA-crazy

I Ohio arbejder lovgiverne på at gøre det ulovligt at filme politibetjente, der anholder nogen. Det er da også meget smartere, end at holde op med at tæske og skyde sorte mænd!

Soya-skurken

Okay, den er måske nok en aaaaanelse firkantet, men pointen får vi da banket ind. Dyrkning af soya til dyrefoder er bare ikke smart! Videoen er produceret af Greenpeace.

Bananer på vej mod udryddelse!!! 😱

Dette er uden tvivl ugens mest overraskende historie for mig. Jeg anede det ikke. Thomas Hebsgaard, Zetlands fortræffelige klimaskribent, har gravet sig ned i den foruroligende historie om, hvad det kan betyde for de afgrøder, som i effektiviseringens hellige navn næsten er blevet til monokulturer. Læs eller lyt!

Digitalt

Edward Snowden starter nyhedsbrev

Abonner her. At dømme efter første udgave er det værd at følge med i.

Medier

Det ville aaaaldrig ske i dag

En fantastisk historie om, hvordan Berlingske for 100 år siden opkøbte et helt oplag af en kritisk bog og brændte det. Efter tidligere at have fyret den journalist, der skrev den.

Om os

Computersmerter

Jeg har lidt af dem i mange år, og de er bare blevet værre og værre. Jeg har endelig fundet en fys, der har givet mig øvelser, der rent faktisk virker. Men jeg har da stadig smerter i skuldre, albuer, nakke og håndled på daglig basis, og hver dag bliver de værre, som dagen og ugen skrider frem. Hvis du er yngre end mig, kan du nå at gøre noget ved det. Læs fx her.

Ærte-paneer curry

God og billig mad. Paneer er sådan noget indisk ost, som fås i indvandrerbutikker. Jeg bruger dog halloumi, som fås næsten overalt.

Courgette fritters

Jeg ville nok være tyndere, hvis jeg ikke holdt så meget af stegte og friterede grøntsager. Men det gør jeg altså. Og courgette-fritters har været en favorit i mange år, særligt de år med køkkenhave… Denne opskrift er lidt ny med tilføjelsen af lime, så den må jeg prøve. Husk, at du ikke behøver gå på jagt efter selvhævende mel, men blot kan tilføje en smule bagepulver.

Pjat

Pingvinbabyer vs kat

Share

Den tid på året

Julen er en hedensk drukfest fra vikingetiden. Det vidste vi jo godt, for det var vel næppe jøden Jesus, der befalede os at spise svinekød til hans fødselsdag… Læs om festen i Videnskab.dk. God jul til læserne af bloggen her, og holder du ikke jul, så håber jeg, at du kan finde godt selskab med andre, der heller ikke gør.

Samfund/miljø/politik

Sandhed

James Comey agiterer med dette korte essay for, at SANDHED skal være årets ord.

Sandt eller falsk?

Du har sikkert set det, for du er et ordentligt menneske, der søger sandheden, men Videnskab.dk har udgivet et manifest om, hvordan man finder ud af, om en nyhed er sand eller falsk. Det er ikke raketvidenskab, men det ville være skønt, hvis alle skrev sig det bag øret.

Øko eller ej

Her kan du læse alle tallene bag de andre mediers sensationelle nyheder om, at det er lige meget, om man vælger en økobøf eller en konventionel bøf. Realiteterne er ikke særligt sensationelle, for som så meget andet, er det et kompliceret regnskab at gøre op. Men altså – på den store klinge vinder ingen bøf, dernæst kommer økobøffen. 

Had din smartphone

Jo jo, vores elskede mobiler er kæmpe klimasyndere. Fordi de fleste af os ikke er klar til den mobilløse askese, så kan vi gøre en dyd af nødvendigheden og lade være med at skifte telefonen ud, før den rent faktisk afgår ved døden (ah, okay, måske lidt før). Og så huske at aflevere de gamle telefoner til genbrug. Det er Fast Company, der har historien.

Har nogen opildnet De Gule Veste?

Moscow Times spørger, om russerne også her har været ind over med misinformation eller opildnen.

Teknologi

L****apps

Ikke overraskende bruger firmaerne bag telefonapps dine lokationsdata til alt muligt andet, end det, de siger, de bruger det til. Man bliver sgu så træt! Læs i The Outline.

Viden

Gratis viden?

Dansk forsker i Oxford har opdaget “glemt” paragraf i Menneskerettighedserklæringen, som måske betyder gratis forskningsnyheder til alle! Den nyhed stod også i Videnskab.dk.

Kloge børn

Børn forstår alt muligt. Vi skal ikke tale ned til børn, det er dumt. Desuden kan du lære noget om leveren. En forsker forklarer sin syvårige om leveren. Det er en video fra Videnskab.dk.

Bakterier

Romerriget handler om bakterier. Alle, der abonnerer på rigide renholdningsregimer, skal lytte med her, hvor Knud Romer har to bakterieforskere i studiet. Det er både sjovt og vanvittigt oplysende. Min billedsøgning (for at finde billedet herover) bekræfter i øvrigt vores forestillinger om bakterier. Næsten alle billederne er af farlige bakterier! Således også bakterien på billedet, der er en stafylokok.

Om os

Guys, not guys

I ugens løb delte Louise Kjølsen denne forklaring om, hvorfor vi måske skulle undgå udtrykket ‘guys’ om en forsamling, der består af både mænd og kvinder.

#NotAllMails

Danmark har et feministisk nyhedsbrev, der er både velskrevet og oplysende. Denne seneste udgave kommer med en opfordring til os om at tale ordentligt til hinanden. Og “os” er i dette tilfælde os, der kalder os selv feminister. Men der er andre interessante nyheder og observationer også.

Kunst og kultur

Film fra før der var film

Nogle af impressionismens superstjerner blev faktisk fanget på film i deres høje alderdom. Især bliver man rørt over Renoirs gigtplagede hænder.

Finsk natur

En finsk fotograf har taget de mest vidunderlige og pudsige billeder i den vilde og voldsomme finske natur. De er lige til at blive glad af at se på

Hjemløsemarchen i 1928

Havde du heller aldrig hørt om Hjemløsemarchen? Du er ikke alene. Forfatteren Michael Valeur har sat sig for, at det skal vi, så han har skrevet en roman om den, ‘Hjemløs’. Historieselskabets genopståede podcast har interviewet Michael om marchen og bogen, som jeg selv har læst og kan anbefale.

Tyskland i mellemkrigstiden

Professor emeritus Ib Bondebjerg fortæller på K-Forum, hvorfor Babylon Berlin, som jeg tidligere har anbefalet, er så god, og hvordan den lægger sig i rækken af betydelige film og tv-serier fra efterkrigstidens Tyskland. Han er en klog mand, der gør sig en del kloge betragtninger om Tyskland og selvransagelsens epoker. Læs, men se først og fremmest serien (på DR). 

Share