Mavelanding

Et ordentligt plask

Havde besøg af yngstesøn (der er flyttet hjemmefra 🥲) og hans kæreste, og vi besluttede at se en film sammen. At blive enige om hvilken var ikke så nemt. Men på HBO Max faldt vi over Sully, en film af Clint Eastwood med Tom Hanks i hovedrollen. Den handler om “Miraklet på Hudsonfloden”, hvor piloten mavelander sit fly, hvor begge motorer er sat ud, på den isnende kolde Hudson-flod, da han indser, at han ikke kan nå tilbage til La Guardia, hvorfra de lige er lettet. Jeg huskede jo tydeligt scenerne fra TV, men de to unge var – for unge. Jeg havde ærligt talt ikke de allerstørste forventninger, men filmen var faktisk langt bedre end ventet – så godt klippet og scriptet, at jeg sad fremme i stolen. Den fik også 👍🏻👍🏻 fra de to unge.

Supernova

Så fik jeg set den i Grandhjemmebio.dk – en meget passende film til den 1. januar. Filmen handler om et ægtepar (spillet af Colin Firth og Stanley Tucci), hvor den ene har fået diagnosen early onset dementia. De tager på en tur i det skotske højland, som er dårende smukt – og også meget melankolsk, fordi det er efterår. De kæmper med, hvordan deres afsked skal være, og det gør ondt langt ind i hjertet. At miste sin elskede til demens må være noget af det mest frygtelige. Alligevel tænkte jeg, at de begge var privilegerede, fordi de havde al den kærlighed!

Og det viser sig, at blandt Colin Firths mange, mange talenter er også et ganske habilt klaverspil. Goderne er sgu lidt ulige fordelt ;-)

Sagen Collini

En helt fremragende tysk film, jeg så i Grandteatret for et par år siden. Nu kan du se den på Filmstriben. Go go go!

Emily in Paris

Jeg ser på Twitter, at denne serie (Netflix) opfattes som meget kontroversiel, bl.a. fordi den har stereotype fremstillinger af forskellige nationaliteter. Og fordi den glorificerer forbrug. Men altså, jeg synes, den er sjov på den corny måde – ikke mindst pga stereotyperne – det er jo ALLE; nationaliteter, seksualiteter, erhverv, whatever, der males op i hvert sit stereotype hjørne. Og så det tøj, både kvinder og mænd har på – jamen, jeg stirrer umætteligt på det, fordi det er den skønneste kontrast til dansk vinterhverdag.

Danmarks bedste portrætmaler

Jeg har tidligere fravalgt disse programmer, fordi jeg tænkte, at man da ikke kan konkurrere om kunst på den måde. Men som det så ofte sker, fik en ven mig overtalt til lige at tjekke det ud. Og jeg blev meget positivt overrasket, for jo, den ene maler ER jo bedre end den anden. I fem ud af de seks programmer i den seneste sæson var jeg enig med dommerne om det bedste maleri.
Men pyt egentlig med hvem der vinder – det der med at følge maleriernes tilblivelse og se, hvor mange forskellige måder, man kan tilgå det på – det var meget inspirerende, synes jeg. Nu følger jeg mine favoritter på Instagram og er spændt på at se, hvordan det går dem.

Det samme gælder i øvrigt en anden lignende serie, der hedder Danmarks næste (design)klassiker. 3. sæson er lige startet.

Er du holdt op med at læse bøger, Néné?

Nej da, men det er sådan nogle lange nogle, så der går måske et par uger, før jeg er færdig med en eller begge. Jeg kan godt afsløre, at det er Tolstoys Anna Karenina som lydbog og Robert Musils Manden uden egenskaber som papirbog. Sidstnævnte er den mærkværdigste blanding af meget filosofisk, meget morsom og meget kryptisk. Jeg vil ikke sværge på, at jeg forstår det hele, men jeg er både underholdt og udfordret.

Samfund/miljø/politik

Om en værdig død

Læs et dybfølt indlæg på Altinget fra en overlæge på Rigshospitalet om, hvorfor vi ikke “tillader” folk at dø af/med fx. Corona, når de er mætte af dage. Jeg kunne ikke være mere enig.

Da min far havde tilbragt det første deprimerende år på plejehjemmet, som næsten blind og næsten døv, men helt tilstede, ønskede han intet andet end at dø. Han var mæt af dage, 90 år gammel, og ønskede sig ikke mere af livet. Da han fik en blodprop, blev han alligevel indlagt og genoplivet, og han græd, da det gik op for ham, hvad der var sket. Et halvt år senere fik han en ny blodprop, og denne gang nåede man ikke at genoplive ham. Jeg ved, at det var det bedste, der kunne ske. En pårørende til en anden beboer på plejehjemmet greb fat i mig og spurgte, om jeg godt vidste, at jeg kunne klage over plejehjemspersonalet, der måske ikke havde grebet hurtigt nok ind. Jeg måtte svare, at det ikke kunne falde mig ind at klage – min far var der, hvor han ønskede at være.

Mere om en værdig død

En amerikansk sygeplejerske på en intensivafdeling gør sig her kloge overvejelser om, hvordan man kan sikre sig, at man ikke bliver udsat for indgreb og behandling, som man ikke ønsker. Hun argumenterer for, at man ikke skriver et formelt dokument (på et tidspunkt, hvor man er ung, sund og rask og ikke kan forestille sig sygdom og død), men sørger for at få talt med nære og kære om det med mellemrum, sådan at, skulle dagen oprinde, hvor det skal besluttes, om et bestemt indgreb skal finde sted, familien eller vennen ved, hvad personen ønsker sig, hvis de ikke selv kan give udtryk for det. Artiklen er et gavelink fra NYT, så du kan læse den uden paywall.

Viden

Don’t look up – igen

Videnskab.dk har oversat en artikel fra The Conversation om de myter om forskning, som filmen prøver at aflive.

Vaccine til det globale syd

Endelig er der godt nyt på den front. En vaccine udviklet på “traditionel” vis er blevet godkendt i Indien og er nu i produktion. Den er billig og ret effektiv. Læs mere hos NPR.

Om os

Sommerhusdrømmen

Læs og se mere hos Dezeen.

Pjat

Kom på tur i Edinburgh zoo.

Share

Det kunst kan

Kunsten kan suge os ind i en anden tid, fortælle en historie, sand eller digtet, påvirke os følelsesmæssigt eller lade os kolde.

Nogle gange møder man et værk, som man bliver nødt til at kende historien bag. Sådan fik jeg det, da maleriet herunder dukkede op i min Twitterstrøm. Læs med her, hvis det også gør dig nysgerrig. Man kan skabe den slags kunst-serendipitet for sig selv ved at følge DailyArtMagazine.com på Twitter eller Facebook.

The Death of Barbara Radziwiłł af Józef Simmler
1860, National Museum in Warsaw, Poland

Samfund/miljø/politik

Q-Anon

Forhåbentlig har du hørt om det, men måske afvist at undersøge det nærmere, fordi det er “mere af det der uforståelige på Internettet”. Men den går ikke, for Q-Anon står bag mange af de konspirationsteorier, der spreder sig som skvalderkål over hele kloden, tweetet af Trump og andre vanvittige mennesker, men alligevel troet på af alt for mange – også danskere. Selv i min relativt trimmede Facebook-strøm dukkede fornylig historien om Bill Gates og vaccinerne op hos en person, der endda fastholdt historiens validitet, selvom folk sendte hende dusinvis af links til fakta.

Så jo, at prøve at forstå, hvad Q-Anon er, er lidt en borgerpligt. Læs eller lyt til Zetland, der har været henne og rode i kaninhullet og forklarer os andre, hvad det går ud på.

Black Lives Matter hykleri

En slagkraftig artikel om hykleri og dobbeltmoral blandt store virksomheder, når det gælder støtte til Black Lives Matter af journalist Miki Mistrati og international rights advocate Terry Collingsworth. Historien står i POV og ledsages bl.a. af denne film, som Miki Mistrati har lavet.

Globalisering skal der til

En norsk økonom bosat i London har et forfriskende syn på, hvordan vi løser tidens store problemer: Mere globalisering! Han argumenterer ret overbevisende for, at det ikke er globaliseringen men teknologispringene, der er årsag til en stor del af det pløre, vi har gravet os selv ned i. Jeg synes, han har gode pointer. Lyt eller læs selv til denne artikel fra Zetland.

Du gider ikke læse om flygtninge mere

Det er sgu også trættende! De er over det hele, hele tiden – de oversvømmer kloden, der har aldrig været flere fordrevne i verden end nu. Nogle gange er der så en enkelt flygtning, der bliver en slags maggi-terning for alle flygtninge. Behrouz Boochani, hvis bog jeg har skrevet om på Goodreads, er en sådan flygtning. Han flygtede fra Iran, hvor han var personligt forfulgt, til Indonesien, hvor det med nød og næppe lykkedes ham at komme med båd til Australien. Der blev han deponeret – som alle flygtninge, uanset status, bliver i Australien – på en ø i Papua Ny Guinea, hvor han opholdt sig i syv år. Syv. Hans bog blev smuglet ud i SMS’er og WhatsApp-beskeder fra ulovlige telefoner, og da den udkom, skete der endelig noget. Han har nu opnået flygtningestatus i New Zealand, og artiklen her er en grundig beretning om hans historie og et interview med ham om, hvordan det er at være en fri mand. Det er faktisk ikke let, når man har været så ufri så længe.

Måske orker du hverken at læse bogen eller artiklen, men så kan du se en tv-serie om Australiens ækle ækle flygtningelejre. Den ligger på Netflix og hedder Stateless.

Viden

Hvordan udfordrer man sine grundholdninger?

Jo, linket er skam til The Oatmeal (et amerikansk satire site, som Rokoko-Posten nok har skelet til en gang eller to). Men derfor er der faktisk alligevel tale om viden. Så scroll dig ned igennem denne fine lille tegneserie om det, vi tror, vi ved, og hvordan vi kan udfordre det. Det var Thomas C, der linkede.

Teknologi

Vi betaler dyrt for reklamer

KODA vs YouTube

Du har helt sikkert hørt om det og måske oplevet, at noget dansk musik, du gerne ville høre, ikke var tilgængeligt på YouTube. Zetland bibringer os her en forståelse for, hvad konflikten består i.

Om os

Livet som et spil poker

Maria Konnikova, socialpsykolog og forfatter, oplevede i en periode meget modgang. Hun ville forstå, hvordan hun kunne få vendt den negative trend, og under sin søgen læste hun en bog af matematikeren John von Neumann om poker. Nu har hun selv skrevet en bog, og den giver Zetland-skribent Jesper Olsen her et fint resumé af. Opsummeret kan man sige, at det gælder om at lære at spille sine dårlige kort.

Om at være donorbarn (og at være sæddonor)

Et kæmpe longread fra Wired om alle de mange faldgruber og etiske spørgsmål, der er ved at få et donorbarn og ved selv at være donor. Meget grundig, meget sober, gode case-stories. Adoptivbørn og adoptanter kan godt læse med, ligesom alle os, der har fået lavet en gentest.

Udtale

I den meget lettere afdeling er her en m e g e t sjov artikel om udtale. Den henvender sig i høj grad til de af os, der læser engelsk mere, end vi hører det. Du kender det sikkert: Hele livet har du inde i dit hoved udtalt et bestemt ord på en bestemt måde. Så en dag oprinder tidspunktet, hvor du skal sige det højt. Og folk omkring dig griner eller ser spøjse ud alt efter kontekst og graden af folks høflighed. Nu går det op for dig, at du har udtalt ordet forkert i dit hoved hele livet! Jeg skulle hilse fra *nogen* og sige, at det er vildt svært at aflære!! Nå, grin dig gennem artiklen og lær samtidig at udtale nogle svære ord på engelsk, samtidig med at du er lettet over, at englændere heller ikke selv kan. Tak til Tue Rosenkjær for den.

Kom på visit

I sidste udgave af serendipiteten inviterede jeg jer til at komme hjem til mig torsdag den 18. august kl. 19:30 og diskutere denne artikel, der handler om at håndtere personlighedsforandringer hos mennesker, der har fået en hjerneblødning eller er demente. Der er stadig pladser omkring bordet – det vil være dejligt at se netop DIG!

Medier

Åh, paywalls

Denne artikel er et rasende frontalangreb på paywalls, både dem vi møder hver dag hos dagblade og magasiner og dem, som forskere og uddannelsesinstitutioner lider under, når det gælder forskningslitteratur. Litteratur, der ofte er blevet til for offentlige midler, men som næsten ingen derefter har råd til at læse.

Betaling for freelance-arbejde

Det er noget, vi ofte diskuterer i mine cirkler. Vi vil så gerne have betaling for det arbejde, vi laver, men alt for ofte består “lønnen” af to flasker rødvin eller “det ser godt ud på dit CV”. Journalist Susanne Sayers postede denne fortræffelige historie på sin Facebook. Tak Susanne!

Det fortælles, at kejseren af Kina engang opsøgte kejserrigets fremmeste tuschtegner og bestilte en tegning af en hane. Hanen har som en del af den kinesiske dyrekreds en helt særlig betydning som en slags jordisk repræsentant for solen, og da kejseren så sig selv som sit riges sol, ønskede han den store kunstners gengivelse af dyret. Tegneren bukkede beæret dybt for kejseren og sagde “kom tilbage om et år.” Efter et år opsøgte den forventningsfulde kejser tegneren, som blot rystede på hovedet. “Jeg er ikke færdig endnu. Kom tilbage om et år.” Kejseren ærgrede sig, men lod sig formilde. Et år efter vendte han tilbage. Igen bukkede tegneren og sagde beklagende: “Ikke endnu. Kom tilbage om et år.” Og kejseren rejste igen hjem med uforrettet sag. Efter et år vendte kejseren tilbage, denne gang opsat på, at den formastelige tegner enten leverede hanen eller hovedet. Og tegneren bukkede dybt for kejseren, fandt et stykke papir, greb sin tusch, og med få, mesterlige strøg leverede han en hane. Ikke bare en hane; på tegningen var selve essensen af en hane: Selvsikker, triumferende, en kejser værdig.  Kejseren fik tårer i øjnene af glæde, men var alligevel lidt ærgerlig. “Du lavede denne hane på få minutter. Hvorfor skulle jeg vente så længe?” Og uden et ord viste tegneren vej til et værksted, hvor titusindvis af tegninger af haner havde hobet sig op, mens han øvede sig i at lave netop den perfekte hane, der var en kejser værdig.

Kunst og kultur

En usædvanlig bog om Niels Bohr

Usædvanlig, fordi det er en billedbog. Bohr bliver ikke biograferet og hans værk ikke forsøgt forklaret. Der er nogle få siders tekst skrevet af Peter Høeg, der jo er blevet en slags mystiker på sine ældre dage. Han er tydeligvis en stor beundrer af Bohr, og hans lille tekst er helt klart et nyt take på Danmarks store fysiker.

Men det, der har gjort bogen til sådan en glædelig oplevelse for mig, er de ukommenterede og uannoterede fotos og kollager. Man sidder ind imellem og ønsker sig, at man kunne genkende lidt flere personer, særligt på Rikke Rabens kollager fra institutets fotoarkiv. Men efter min første irritation, begyndte jeg mere og mere at se pointen. Anne Prytz Schaldemose har taget alle de nye fotografier på det fine gamle institut, og det har hun gjort med stor indlevelse og distance. At kunne begge dele er kunsten.

Instituttet skal nedlægges, og snart er det slut med, at fysikstuderende skal undervises ved den tavle, som selveste Bohr stod og skrev på. Det er lidt trist jo, men samtidig skal livet jo gå videre, og faget har givetvis udviklet sig væk fra det gamle institut. Smut forbi boghandleren og tjek den fine bog ud. Indtil da kan du læse om Niels Bohr-institutets historie og fremtidige skæbne her.

Disclaimer: Jeg kender kunstneren Rikke Raben (der i øvrigt også har lavet det imponerende bronze-relief, der hænger på institutets mur ud mod Blegdamsvej).

Buddenbrooks

Det har været den tunge del af min sommerlæsning. Men ikke tungere end at jeg har læst lange stræk ad gangen, helt nedsunket i den Buddenbrookske families skæbne. Min Goodreadsomtale er her.

Biografen er dejlig kølig

– og i Grand lugter der ikke af popcorn, til gengæld må man tage et glas udmærket vin med ind i salen.

Jeg har set det vanvittigt spændende retssalsdrama Sagen Collini. Efter alle krige og konflikter er der nogle særlige typer, næsten altid fra samfundets top, der svømmer ovenpå og undgår at blive stillet til regnskab for deres handlinger. Således også i denne fejende flotte tyske film, hvor både Berlin og det tyske landskab helt usædvanligt fremstilles meget smukt.

Lidt mindre begejstret var jeg for det franske familiedrama Familiefesten. Nogle gange kan de der franskmænd godt være lidt overspændt, ikke? Den var ikke dårlig – og Catherine Deneuve er med!! – men historien om en familiesammenkomst, der går galt, er liiidt fortærsket, og jeg synes ikke, at denne bidrager med noget væsentligt. Bemærk dog hende, der spiller den sindssyge søster, Emmanuelle Bercot – hold da op, hun kan virkelig give den gas!

Og så var jeg på højskole

Nærmere bestemt sommerkursus på Johan Borups Højskole. Det var så oplysende, så lærerigt og så glædeligt. Modsat min forventning var de fleste deltagere ganske unge og kunne sagtens være mine børn – nogle af dem endda børnebørn 😱. Men de unge var søde og kloge, og det var så berigende at være sammen med dem, inklusive vores lærer, arkitekt Sofie Højgaard. Emnet for mit kursus var Kunst og Arkitektur, og vores opgave var at bygge en model i 1:25 af kajen uden for højskolen og hver tilføje noget til den. Det var enormt sjovt og udfordrende at skulle tænke i 3D og lave noget med sine hænder. Og fik jeg sagt, at maden var god?

Share