En af Tegners mange skulpturer, som er strøet rundt i Rusland.
Sidste weekend, I ved, en af de dage, hvor solen faktisk skinnede, kørte vi en tur i den bil, vi ofte glemmer, at vi har. Vi kørte til Dronningmølle – eller næsten – for det gik op for os, at sønnike aldrig har været i Rusland eller mødt Larger-Than-Life-kunstneren Rudolf Tegner.
Rusland er et stort naturområde lige syd for Dronningmølle i Nordsjælland, oprindelig kaldt Rusland, fordi det var så langt væk fra alting og temmelig øde. I kid you not.
Midt i Rusland ligger en betonklods, som indeholder den herligste sammenklumpning af skulpturer, mange af dem i kæmpeformat. Jeg boede i en del år lige i nærheden, så jeg kender både Rusland og museet ret godt, selvom det altså var længe siden, jeg havde været der. Men Tegners er et museum, der forandrer sig meget, meget lidt. I dette tilfælde tror jeg mest, at jeg synes, det er godt. Der er faktisk en lille særudstilling på vej, kurateret af Suste Bonnén, som jeg ærgrede mig lidt over at komme for tidligt til. Den kunne man bruge som undskyldning for at køre derop. Er vejret godt, er stedet ualmindelig velegnet til picnic.
Tegner var en af sin tids enfant terribler, og han har nok været temmelig uomgængelig, fornemmer man, når man sådan læser lidt bagom beskrivelserne af ham og hans kunst. Og se lige denne skulptur (og husk, at han var død længe før han kunne have set The Fantastic Four).
Dette er ikke The Thing, men åbenbart Skt. Peter med nøglen (1935). Skulpturen er ca. 3 meter høj!
Man taber jo underkæben over de lårbasser og hans besynderlige ansigtsudtryk. Og hvad med tonsuren? Var den virkelig opfundet på Skt. Peters tid?
Man han var sandelig også forud for sin tid, manisk optaget som han var af katte og ugler – man skulle jo tro, han havde været på Twitter eller Instagram! Uden på betonklodsen sidder en ugle og holder øje og en rasende kat går til angreb. Man bliver forskrækket, første gang man ser den kat!
Det var anden gang, jeg var til Slow på Glyptoteket. Jeg skrev ikke om det første gang, fordi jeg ikke fik set eller hørt ret meget, bl.a. fordi jeg fulgtes med en, som man taler godt med. Der var foredrag med Erwin Neutzsky-Wulff, en mand, der er meget delte meninger om. Jeg er blevet fortalt, at man ikke bør mene noget om ham, hvis man ikke har læst hans bøger. Det har jeg ikke, og kommer næppe heller nogensinde til det, så jeg mener ikke noget…
I torsdags var jeg alene, så ikke optaget af at sludre. Jeg lagde ud med dobbelt-foredrag med Glyptotekets direktør Flemming Friborg, hvis syn på kunstformidling, jeg ikke deler. Det har jeg skrevet om tidligere. Den anden var Carsten Thau, som jeg kendte fra nogle arkitekturprogrammer i fjernsynet. De talte om magt med udgangspunkt i bryggeren, J.C. Jacobsen. Og, kære læsere, I fatter simpelthen ikke, hvor lærd det var! I de seneste 10 års tid har jeg lært mig selv at læse og forstå det sprog, der hedder akademisk. Så nogenlunde da. Så jeg forstod faktisk godt, hvad de talte om. Nu vil jeg påstå, at jeg ikke var specielt meget dummere for 10 år siden, end jeg er i dag. Og heller ikke meget mindre interesseret i kunst og en diskussion om magtdemonstrationer i kunsten. Men dengang ville jeg ikke have forstået, hvad de to herrer talte om. Jeg antager derfor, at der må have været en del tilstede ved foredraget (eller, det hedder jo talk på moderne museums-dansk), som ikke helt kunne følge med, da næppe alle de fremmødte har været kunsthistorikere.
Jeg synes faktisk ikke, de kan være det bekendt! Mange akademikere kan sagtens tale dansk, så almindelige mennesker kan forstå det, uden derfor at tale ned til os. Det har jeg været vidne til utallige gange. Så hvorfor er det nødvendigt at kalde en øgruppe for en archipelago?
Nå, *rant over* som vi siger på de sociale medier. Jeg fik også set den nye udstilling Fra Blok til Krop. De første 3/4 af udstillingen er gode, synes jeg, selvom formidlingen virkelig lader noget tilbage at ønske! Det skrev Politikens anmelder, og jeg tænkte, at hun nok bare var sur og kritisk, men man får virkelig INGEN hjælp fra museet til at finde vej fra den ene del af udstillingen til den anden eller til at forstå udvælgelsen. Jeg faldt i snak med en yngre mand foran en ret besynderlig skulptur, fordi vi begge undrede os over den. Han havde ikke engang opdaget, at han var gået ind i en særudstilling med et tema!
Der var en del af skulpturerne, som jeg ikke erindrede at have set før. Måske har de stået i et mørkt hjørne, måske i kælderen. Men denne her er jo vildt dramatisk!
Elna Borch: Døden og den unge pige. 1905. Glyptoteket.
Skulpturen herunder findes i flere udgaver, denne blev bestilt af bryggeren til minde om hustruen Ottilia Jacobsen:
Rudolf Tegner: Gravmæle over kunstnerens moder. 1899.
Jeg studsede over denne – eller rettere dens titel.
For intet, ikke engang overdimensionerede lægge eller underdimensionerede overarme leder tanken hen på cykling. Altså, selv ikke i 1907 cyklede man vel nøgen rundt?
Den sidste del af udstillingen virkede helt tilfældigt sammensat. Hvis der var en mening med galskaben, blev den ikke forsøgt forklaret, og var i hvert fald ikke evident.
Jeg var selvfølgelig også oppe og se Glyptotekets nyerhvervede maleri af Degas. Jeg synes faktisk, at hans hesteskulpturer er så meget mere interessante.
Degas: To bronzeheste og det nye væddeløbsmaleri i baggrunden. Glyptoteket.
Havde i øvrigt en dejlig kunstoplevelse, der ikke handlede om mig selv. Den mand, jeg faldt i snak med, kendte ikke Glyptoteket særlig godt, men var tydeligvis ret betaget af skulpturerne. Jeg anbefalede ham derfor at gå op mod den franske afdeling og se Christian Lemmerz‘ dødsskulptur, der står så smukt halvvejs oppe. Da jeg så mødte ham igen senere, sagde han begejstret, at nu havde han fået en ny favorit-skulptur og tillige et helt nyt syn på Lemmerz. Så kunne jeg gå glad hjem.
Jeg havde “alle mine unger” med på Sophienholm og se Corner-udstillingen. Overordnet set var ingen af os særligt imponerede, men der var da en håndfuld kunstnere, som vi (næsten) var enige om skilte sig ud på den gode måde.
Jeg kunne godt lide Jens Bohrs mange, fine små træsnit og havde stor lyst til at erhverve et af dem. Nu havde jeg ikke min gode husbond med, så jeg gjorde det ikke – vi er enige om, at vi skal være enige, så at sige, inden vi køber kunst.
Vi syntes alle fire, at Daniel Enkaoua‘s fine malerier var i særklasse – det var priserne så også! Jeg kunne også lide Mogens Gissel, Jens-Peter Kellermann (skulpturer), Ulrik Møller, Anita Viola Nielsen, hvor jeg især kunne lide et maleri, der hed Piazza Thorvaldsen, Knud Odde, hvor min favorit (selvfølgelig) var et billede af Patti Smith og ikke mindst Lars Ravns kaniner, der sås spredt rundt i hele udstillingen. Sådan en vil jeg (også) gerne have! Du kan se et udvalg af de kære væsner her. Jeg er egentlig selv lidt forundret over, at jeg synes så godt om dem, for jeg kan normalt ikke ret godt lide sjov eller nuttet kunst.
Corner har gjort det let at komme til at erhverve et værk – også som eftertanke. Det er en god idé, for det er ikke altid, man lige er klar til at hive dankortet frem, når man står i galleriet. På hjemmesiden er der simpelthen en “butik“, hvor man kan se de værker, der er til salg og købe dem. Det giver så meget mening, fordi folk, der kigger derind, netop har set værkerne i virkeligheden. Det næste bliver så, at de bliver bedre til at reklamere for det!
Personalet ved udstillingen bar præg af at være glade amatører. Det er de måske også og fred med det. Men damen i skranken var så sur, at hun kunne have fungeret som eddike-erstatning. Det er en ret ufed start på et galleri-besøg! Sophienholms café og skønne park er altid et besøg værd, men denne gang sprang vi begge dele over. Caféen fordi den var fyldt til bristepunktet, parken fordi vejret mere smagte af varm cacao end af spadseretur.
