genoptager jeg endelig #serendipitet. Jeg håber da, at I har savnet mig! Måske ved ikke alle mine trofaste abonnenter, at jeg brækkede min ankel i starten af november. Den første måned kunne jeg virkelig ikke skrive noget som helst, fordi jeg var dopet af Oxycontin (se TV-serien Dopesick på Disney+, hvis du har adgang dertil!). Og den næste måned har jeg bare været for træt alligevel…
Jeg har heller ikke så meget at bidrage med, for jeg har af indlysende årsager ikke set en eneste udstilling eller film i biografen, og det har faktisk også været småt med bøger på papir. 95% af alle nyhedsbreve blev slettet, ulæste. Jeg har hørt en masse podcasts, hvoraf jeg vil skyde på, at 90% er forsvundet i morfintågerne. Det er blevet til en hel del lydbøger, for 14 dage på hospital er ikke for folk, der ikke sover så godt… Mere om bøgerne nedenfor. Og så har jeg selvfølgelig set uendeligt mange film og tv-serier, siden jeg kom hjem. Kun få er værd at nævne.
Apropos fyrværkeribilledet ovenfor, så synes jeg bare, det er meget pænere end et billede af min knækkede ankel.
Kunst og kultur
Skudårsønske
En stor bogoverraskelse her på årets faldereb var en brevveksling fra 50’erne mellem to kærlighedshungrende mennesker. Jeg blev suget ind allerede fra det allerførste brev og læste bogen på to dage. Udover det helt utrolige indblik i to menneskers private følelser; deres generthed, kærlighed, ømhed, nervøsitet, angst for omverdenens dom, etc., så får vi også et unikt indblik i hverdagslivet blandt almindelige mennesker i 50’erne. Læs den!
Her er et lille klip:
“Jeg får studeret meget i alle disse ægteskabsbøger i alle mine vagter, og der er en masse at lære, men selvfølgelig også en del ting, jeg ikke forstår, men jeg tror, det er sundt at læse dem. Man skal absolut ikke gå med lukkede øjne ind til noget som helst, heller ikke ægteskabet, og kærligheden er ikke en blomst, der passer sig selv, så vi må omhyggeligt pleje og passe den med nænsomme og kærlige hænder, så den kan stå i fuldt flor i vores hjem, til glæde og velsignelse for både os selv og de mennesker, vi har omkring os. Man får kun ved at give, det gælder også om kærligheden.”
Rosarium
Den sidste papirbog, jeg fik læst, inden jeg blev morfinomtåget, var Rosarium af Charlotte Weitze. Jeg havde aldrig hørt om hende, men bogen røg på min litteraturliste efter en anmeldelse. Jeg fik dog ikke gjort mere ved det, før jeg så litteraturprogrammet Fokusgruppen på DR om netop denne bog. De fem meget forskellige læsere var alle ganske bjergtagede, og forfatteren virkede meget sympatisk, så jeg lånte den som 14-dages lån på biblioteket. Fantastisk roman! Helt uden for rammerne af hvad vi normalt forstår ved dansk litteratur.
Bookerprisvinder
Som nævnt ovenfor fik jeg lyttet en masse bøger, men egentlig var der kun én, der for alvor blev siddende, nemlig årets vinder af Booker-prisen, den sydafrikanske forfatter Damon Galguts roman The Promise, som også var glimrende indtalt. Romanen kan klandres for at være (endnu) en hvid m/k’s syn på apartheid og Sydafrika, men for os hvide, privilegerede, der kan bilde os selv ind, at “vi er farveblinde”, er det en sund lektion at læse denne roman om en familie, der ikke kan finde ud af at tackle ophøret af apartheid. Ikke fordi de er sådan nogle white-power-typer eller er særligt politisk engagerede, men fordi de bærer generationer af at være et herrefolk i deres kroppe. En bog at blive klog af – tillige benytter forfatteren et interessant greb, som spreder romanen over tid.
Søren Ulrik Thomsens erindringsessay
Jeg har skrevet en længere smøre på Goodreads, hvor jeg forsøger at forklare, hvorfor jeg til min egen overraskelse var skuffet over den.
51 bøger!
Hvis du er så nysgerrig, at du også vil se, hvad jeg ellers lyttede til og læste, så kig på min liste over læste bøger på Goodreads. Jeg fik faktisk læst og lyttet 51 bøger i år. Jeg tror, det er en personlig rekord (som jeg er ret stolt af).
Pigen i violinen
Jeg har ikke fået læst den endnu. En af ulemperne ved at være grounded i lejligheden er, at man ikke kan smutte på biblo efter 14-dages lån. Men her er et ret dugfrisk interview med Knud Romer om bogen. Interviewet er en del af en forfatterstafet, iværksat af onlinemediet POV.international.
Don’t look up
Hvis du har Netflix, har du nok allerede set Don’t Look Up med Jennifer Lawrence (med det skønneste, mest kiksede pandehår!) og Leonardo di Caprio, som kikset professor. Det er en rigtig god film, men tag ikke mit ord for det, læs her.
Power of the dog – Jane Campion
Jane Campions nyeste film kan også ses på Netflix, og den er også god – med et ret godt plottwist! Jeg ved ikke med dig, men på en eller anden måde havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle se Benedict Cumberbatch som cowboy!
Film, serier og streamingtjenester
Jo, jeg ser en masse på streaming og har selvfølgelig fuldstændig overgjort det, mens jeg har været bundet til lænestolen. Men husk nu at tjekke på DR, inden du åbner Netflix eller en af de andre amerikanske tjenester. Der ligger faktisk altid gode danske film og ofte fine serier på DR. Lige nu kan du fx se en thriller-serie fra Skotland, der hedder Vigil, med to skønne kvinder i hovedrollerne. Og så er det jo her, vi finder serier fra vores nabolande, der ofte er af meget høj kvalitet.
Supernova
Jeg fik ikke set denne film, som ellers fik meget fin omtale både af anmeldere og blandt venner, mens den gik i Grand. Men nu kan den lejes/købes i Grandhjemmebio.dk. Det kunne være en god film at starte et nyt år med!
Nitten røde roser
Det er den første krimifilm, jeg kan huske at have set – den er fra 1974, så jeg har været 14-15 år, da jeg så den. For de yngre generationer må det være sjovt at se den med fx. Ulf Pilgaard, Henning Jensen og Jens Okking i noget yngre inkarnationer. Jeg overvejer, om jeg skal se den – den er muligvis helt håbløs set med nutidens øjne. Traileren kan ikke embeddes, men den er her. Se den på Filmstriben.
Samfund/miljø/politik
Ditlev Tamm i Deadline
Se lige denne udgave af Deadline med juraprofessor og historiker Ditlev Tamm, hvor han giver sine medkonservative tørt på, når det gælder identitetspolitik. Ha! Ta’ den!
KKK eksisterer i “bedste velgående”
Læs her en sand historie om en amerikansk krigsveteran, der gik under cover i to KKK-grupper i Florida, hyret af FBI til at afsløre politifolk og fængselsbetjente i klanen.
Støjberg-sagen
Den er der skrevet meget dumt og klogt om. Men noget af det mest uhyggelige ved hele sagen er næsten Socialdemokratiets reaktion, som man kunne lægge øre til i Folketingssalen den 21. december. Steffen Groth opsummerer det her.
Viden
Måske smitter Omicron IKKE mere end de andre varianter
Et helt nyt studie, beskrevet i Videnskab.dk, og som tages imod med kyshånd af andre forskere, viser, at Omicrons evne til at sprede sig hurtigere end Delta skyldes dens evne til at bryde igennem vaccinen/immuniteten, IKKE at den er “så smitsom som mæslinger”, hvilket jeg endda selv har gået rundt og sagt. Det er en god nyhed, fordi vi så ikke har behov for en immunitet i omegnen af 95%, som er nødvendig ift mæslinger.
Men vaccinerne virker altså og sørger for, at de smittede får mindre alvorlige og kortere sygdomsforløb.
Medier
Ed Snowden – Julian Assange
Jeg skriver altid om de her to, som begge har gjort mere for “freedom of information” end de fleste andre. Her kan du læse Snowdens seneste nyhedsbrev, der handler om udleveringsdommen over Assange.
Der er praktisk taget ingen i Danmark, der ser ud til at forstå, hvor alvorligt det er, at England vil udlevere Assange til USA, når man tager alvoren i anklagerne imod ham i betragtning. Eller også er folk – ikke mindst danske journalister – ligeglade? Jeg gentager lige noget, jeg har sagt og skrevet ad nauseam: At Assange virker gennemført usympatisk har intet – INTET – at gøre med, hvorvidt anklagerne mod ham er “rimelige”.
Selvom du ikke synes, du behøver vide mere, så kig alligevel forbi Snowdens nyhedsbrev. Han skriver helt fremragende og har tydeligvis ikke spildt tiden i Rusland, men har læst og læst og læst. Her spinder han en ende over begrebet “in bad faith”.
Teknologi
Et lærestykke
Den dygtige satiretegner Stine Stregen, som jeg har fulgt i årevis, oplevede forleden at vågne op til lukkede Facebook- og Instagram-konti. Facebooks alvidende algoritmer har åbenbart fundet noget, hvad får vi næppe nogensinde at vide, der stred imod deres “fællesskabsregler”, så hendes konti var slettede, og Facebook informerede hende om, at “dommen” ikke kunne appelleres. Nu er Stine imidlertid så heldig, at hun er en offentlig person, med “friends in high places”. Derfor kom hendes historie hurtigt i flere medier, og Facebook har nu givet hende hendes konti tilbage.
Men!!! Det gælder ikke for dig og mig. Så hvis du laver nogen form for kunstnerisk indhold, der har værdi for dig, så sørg for, at det altid er publiceret på en platform, som du selv ejer, inden du poster det videre på sociale medier. De ejer dig, ikke omvendt. Husk det!
Pjat
Det bliver man glad i låget af!
Jeg fatter ikke, hvordan man kan danse sådan – men ih, hvor er det skønt at bevidne!
