En styrtsø af kultur

Master Blaster

En ret fantastisk historie om en rock’n’roll fotograf, der var mere optaget af at tage billederne end af at fremkalde og sælge dem. Billedet i toppen ⬆️ er af nogle af de mange ufremkaldte film. Et større projekt er sat i gang med midler fra GoFundMe, så billederne kan blive fremkaldt, mens fotografen, Charles Daniels, stadig lever. Selvom du ikke orker læse hele fortællingen, så klik ind og se nogle af de ret fantastiske billeder, der allerede er fremkaldt. Fx. Rod Stewart bagfra i nogle ret stramme guld/sølv bukser. OMG! Der er også et herligt billede af fotografen selv (det er så taget af en anden) fra 1975. Det dér med Gender Bender er virkelig ikke noget nyt!

Anderledes brug af teateret

Jeg har været til en debataften på Nørrebro teater om karrikaturkrisen med de to historikere Kirstine Sinclair og Christoffer Emil Bruun. De havde en interessant samtale med udgangspunkt i Sinclairs bog af samme navn, og af spørgsmålene fra publikum kom de bedste fra en skoleklasse.

Det er skønt, at der er sådan en opfindsomhed, så teatret kan bruges til andet end at opføre skuespil. Se her, hvad Nørrebro teater har at byde på.

Ugens bøger

Der er hele tre – den ene var dog en lille tænkepause, så den var jo hurtigt læst trods sin relative tyngde. Det var Dan Ringgaards om Litteratur, som jeg havde fået som gave. Først blev jeg irriteret, men så fik den mig alligevel.

Så lyttede jeg til Leila Slimanis De andres land. Jeg ved simpelthen ikke, om min misfornøjethed er med bogen som sådan, eller om jeg var så forstyrret af den staccato og fejlbehæftede indlæsning og oversættelsen, at jeg ikke kunne bedømme bogen? Læs om min oplevelse på Goodreads.

Endelig blev jeg færdig med Morten Papes Guds bedste børn. En bevægende, men deprimerende læseoplevelse (paperback denne gang). Mere på Goodreads.

Der var engang en musikklub

inde i Huset i Magstræde, som hed Barbue. Der arbejdede jeg i nogle år i 80’erne, og vi præsenterede vel det, man med en meget bred samlebetegnelse kan kalde undergrundsmusik. Engang imellem genoplives stedet, når bands eller musikere fra dengang optræder og trækker alle os snart-pensionister af huse. Således også lørdag aften, hvor den temmelig avantgardistiske duo Valeur/Siberg optrådte med Michael Valeurs rasende digtoplæsning med Jesper Sibergs originale underlægningsmusik. Skønt var det at opleve, at de begge mestrede at optræde overbevisende og (næsten) uden krukkeri, men velforberedte og med klædelig selvironi. Inden deres optræden så vi Torben Skjødt Jensens film fra 2018 om digteren Michael Strunge, der var et strålende lys i 80’erne, men som tog sit liv som kun 27-årig.

Belfast

Jeg har aldrig været en stor fan af Kenneth Branagh, slet ikke som skuespiller. Men af forskellige årsager har jeg interesseret mig mere for The Troubles end danskere vel har som flest, og denne film har tillige fået storartede anmeldelser (og Branagh spiller ikke selv med…).

Jeg var nok ikke helt så solgt som nogle af anmelderne, men det betyder ikke, at det er en dårlig film. Man skal bare være klar over, at det er Branaghs barndomserindringer set igennem nogle meget sepia-farvede briller. I virkeligheden kan man måske mere tale om en serie af fine, afrundede anekdoter end én lang erindring, for replikkerne er simpelthen for perfekte! Dem, du hører i forfilmen, er blot eksempler; der er virkelig mange af dem i filmen.

Jeg vil i øvrigt opfordre til lige at genopfriske The Troubles, hvis det ikke er noget, du er så bekendt med, inden du ser filmen, for den forklarer næsten ikke noget. I øvrigt, nu vi er ved det: En fantastisk og helt anderledes bog om The Troubles er The Milkman af Anna Burns.

Louisiana

Jeg har været på en kort tur på Louisiana, fordi jeg ikke kan klare den store kunstmuseums-tour-de-force endnu pga min ankel. Så vi nøjedes med den “skøre” arkitekt Peter Brook og museets ophængning af deres seneste erhvervelser. Peter Brooks tegninger bliver man i godt humør af – han bringer legelysten ind i faget. 

Sonia Delaunay bliver næste gang. En af nyanskaffelserne er af den danske kunstner Troels Wörsel.

Troels Wörsel: Uden titel. 2015.

Warhol

Da vi var på Louisiana var der også en nyophængning af deres Warhol-billeder. Vi talte kort om, hvordan han kan blive ved med at være interessant. Det er der så en forklaring på her i dette gavelink fra New York Times.

Den første pris til en arkitekt fra Afrika

Den prestigiøse arkitekt-pris Pritzker, der har været uddelt siden 1979, er for første gang uddelt til en arkitekt, Diébédo Francis Kéré,  fra Afrika (Burkina Faso).

Et kig på nogle af hans projekter mindede mig om en bog, jeg oversatte for nogle år siden. Ulrik Plesner: In Situ. Ulrik Plesner var en dansk arkitekt, men han forlod Danmark meget tidligt og tilbragte det meste af sin karriere i Sri Lanka, hvor han i mange år arbejdede sammen med Geoffrey Bawa, en af de mest indflydelsesrige asiatiske arkitekter fra den tid. Plesners livsprojekt var at skabe arkitektur til det land, det klima og de mennesker, der skulle bo i den eller bruge den og ikke trække sine egne vestlige ideer ned over hovedet på andre. En antikolonialistisk attitude længe før det kom på mode!

Samfund/miljø/politik

Det flydende køn

Hvordan skal vi boomere (og andre ignoranter) forholde os til det? Min egen grundholdning er den, at folk må ha’ lige den kønsidentitet, de vil – det blander jeg mig ikke i. En persons køn(sidentitet) er jo ligegyldig for mig, hvis jeg ikke skal have intim omgang med dem. 

Når det er sagt, er jeg tiltrukket af det androgyne look pga den mystik, det har. Vi er så vant til at definere andre mennesker ud fra parametre, der jo egentlig er ligegyldige, men som sidder dybt i os. Når vi så ikke kan, sker der noget med os. Det “noget” er hos mig positivt – jeg kan godt lide at blive udfordret: Som forleden i bussen, hvor der overfor mig sad et ungt menneske af ikke-europæisk oprindelse med en stor kagemand på skødet og et uudgrundeligt smil på læberne. Jeg kunne næsten ikke holde øjnene fra dette smukke menneske, der ikke lod sig definere på nogen som helst måde. 

Jeg har altid haft det fint med at være kvinde og befundet mig udmærket i en kvindekrop. Men jeg har haft meget svært ved at opføre mig, som man “skulle”, når man var hunkøn. Det er en af de (få) gode ting ved at blive ældre: den slags bliver mindre vigtigt – både for én selv og for omgivelserne.

Nå, en masse snak om det. Her er en fin artikel fra Zetland, hvor fem unge med såkaldt flydende kønsidentitet fortæller om deres liv og tanker.

Mere chokolade

I sidste uge missede jeg forfilmen til Miki Mistratis tredje film om børnearbejde i chokoladeindustrien. Filmen har været vist under CPH:DOX.

Viden

Smerterne sidder i hjernen

Torben Sangild fra Zetland har skrevet en udmærket artikel om, at vi ikke skal lade kroniske smerter styre vores liv. Det er jo sandt, at man ikke bliver mindre syg (snarere mere) af at synke hen i lænestolen i selvmedlidenhed. Men det er også sandt, at mange kroniske smerter ikke går væk, uanset hvor meget gymnastik man laver, og uanset hvor meget man forsøger at ignorere dem.

Medier

Rosendahl-gate

Det første jeg læste om Erik Jensens fødselsdagsomtale af Pernille Rosendahl var søsteren Christina Rosendahls rasende Facebook-opslag. Siden har jeg set (alt for) mange so-me-poster om sagen og ikke mindst kommentarer. Da jeg ikke havde læst selve fødselsdagsomtalen, vedblev jeg med at være delvist i mørket. I dag har jeg så endelig læst den (der er link til et billede af den i artiklen, så prøv ikke at læse den på telefonen) i dette indlæg i K-forum (af en mand). Jeg synes faktisk mest, Erik Jensen lyder som en forsmået elsker… 

Om os

Fornøjelser/glæder

Et lille essay fra The Atlantic om forskellen på fornøjelser og glæder (min ikke helt tilfredsstillende oversættelse af pleasure/enjoyment). Meget interessant skelnen, som jeg selv laver, uden at jeg egentlig har sat ord på det.

Pjat

Jeg ved godt, at krigen i Ukraine ikke er spor sjov. Men folks dumhed er altid sjovt, særligt når den perspektiveres af andres vid… 

Share

Krydstogt – nej tak

Min amerikanske far, der nu er død, var helt vildt opsat på, at hele familien skulle på krydstogt sammen – det var hans store drøm. Jeg kan kun sige, at det nærmere var et mareridtsscenarie for mig. Tænk at bruge så mange penge på noget, der nærmest er indbegrebet af alt, hvad jeg ikke kan fordrage (sejle, tvangsmingling, en-dag-hvert-sted, buffeter)! Væmmelsen ved tanken bliver ikke mindre efter at have hørt beretningerne om Covid-19-smitten ombord på mange af skibene. Her er en øjenvidneberetning fra Washington Post sat sammen af beretninger fra flere passagerer og pårørende på land. Bemærk, at hvis du har opbrugt din månedsration af artikler fra WP (det havde jeg), så kan du snyde dig til lidt flere ved at åbne linket i en anden browser.

Her er en lille frontlinjeberetning fra en musiker, der var ombord på et af de sidste skibe, der sejlede. Jeg gad godt læse en beretning fra en af de mange filippinere, der bemander de her skibe.

Den her aldeles fremragende artikel fra Weekend-Avisen (ingen betalingsmur) om krydstogtsindustriens beskidte bagside er der mange af mine venner og bekendte, der allerede har delt. Men hvad nu, hvis du ikke har fået læst den?

Kan Wonderful Copenhagen og turistindustrien ikke finde på bedre måder at skaffe turist-kroner på?

Corona

Politiseringen er begyndt

En beskrivelse fra The Atlantic af, hvordan Corona allerede nu bliver voldsomt politiseret i USA. Ikke bare er republikanerne mere stemte for en hurtig genåbning af samfundet på bekostning af nogle ældre og svage – det ser vi også herhjemme – nej, det er også selve holdningen til pandemien, der er væsensforskellig. I golfklubben og på skydebanen klumper stædige ældre republikanere sig sammen og siger til sig selv og hinanden, at det hele er noget hysteri, de venstreorienterede medier koger suppe på.

Hvad nu, lille du?

Longread fra The Atlantic om de mulige udkommer af Corona-krisen i USA. Som bekendt er der en del ting, der adskiller USA markant fra Danmark, men der er alligevel en del interessant læring i artiklen.

Vi husker vores drømme

Det viser sig, at det ikke bare er yours truly, der nu pludselig husker drømme (ellers plejer jeg sådan ca. at kunne huske en hvert andet år), det er et verdensomspændende fænomen. I artiklen her forsøger psykologer at give svaret på hvorfor.

Forældreråd

Medierådet for Børn og Unge har adskillige fornuftige råd til forældre om, hvordan man håndterer børns online-liv i disse karantænetider. Gode, faktabaserede råd til fortvivlede forældrelige her.

Post-Corona vision

En ukrainsk arkitekt har en post-Corona vision om, at vi allesammen skal have et lille hus med egen eller lokalsamfundets lille have. Det tror jeg (desværre) ikke på som en mulighed for andre end os vestlige middelklassetyper. Hvad siger du?

Samfund/miljø/politik

Historien bag det amerikanske valgsystem

En præ-Corona historie fra Teen Vogue (!). Den forklarer oprindelsen på det mærkelige amerikanske valgsystem. Det er ikke kønt, til gengæld er det en glimrende lynlektion i dele af amerikansk historie. Tak til @ibeneser (Twitter). Hun er historiker. 

Mere gys fra Clearview

En journalist har brugt den californiske pendant til GDPR til at fremskaffe sin egen profil hos Clearview, det præ-Corona meget omtalte ansigtsgenkendelsesfirma, som også dansk politi har lagt billet ind hos.

Han viser, hvad de har samlet ind om ham, og det er ikke så lidt. Det mest skræmmende er faktisk det, de har opsamlet, som er forkert. Det kunne få særdeles ubehagelige konsekvenser. Vi kan faktisk alle (alle os i EU) anmode Clearview om adgang til de data, de har om os. Artiklen beskriver hvordan.

Provokerede hundeejere

Racismediskussionen sat helt på spidsen. En provokatør på Twitter får hvide (amerikanske) hundeejere op i det meget røde felt. Nogle gange har vi brug for at blive provokeret for at se noget, der ellers lurer i skyggen. Artikel i Medium.

Klimaet

Det seneste nummer af Wired er et særnummer om klimaet. Bladet har valgt sin sædvanlige tilgang: Hvad kan vi gøre, hvad skal vi gøre, vi er sammen om det her. Det er jo befriende. Jeg har slet ikke læst det hele, men det kan jo være du har tid/lyst/lejlighed.

Viden

Mere eller mindre virus?

Du har måske hørt om det råd, nogle virusforskere er kommet med, om at smittede skal lade sig isolere fra resten af familien, fordi folk, der udsættes for massivt meget virus, bliver mere syge. Og så har du måske også hørt, at det bliver modsagt af flere læger. I denne artikel på videnskab.dk kommer alle til orde og få lov at tale ud.

Instagram data

Henrik Moltke, DR’s dygtige IT-journalist har delt denne interessante artikel, der viser, hvordan man har brugt data fra Instagram til at vise, hvor folk, der var på skiferie i Ischl, rejste hen bagefter. Det er godt nok opfindsomt – og dejligt, når data kan bruges til andet og mere end at sælge os noget.

Kroniske smerter

Kan det være vores hukommelse, der er lidt for god til at huske smerten? Et longread om al den nyere forskning i kroniske smerter.

Medier

Husk den kritiske sans!

Dorte Toft gennemgår i POV de sager fra de seneste par uger, hvor de danske myndigheder er blevet kritiseret af medierne (og selvfølgelig på so-me) for ikke at reagere hurtigt nok på driftige erhvervsmænds gode tilbud. Tak for det, fru Toft!

Om os

Zoologisk have hjemmefra

Den her video er fra Cincinatti Zoo, og den er faktisk lidt kedelig, hvis jeg skal være ærlig. Men jeg tjekkede vores egen Zoo på Frederiksberg, og de har ikke publiceret en video siden før krisen. Hvorfor i himlens navn dog ikke? En kombination af reklame og gratis underholdning til børn og dyreglade voksne – og billigt er det også. Sæt i gang!

Tanker om døden

Et par lever sammen langt ude i vildmarken i Alaska. Hun får Schlerose, og de beslutter tidligt, at når hun når til et uudholdeligt stadie, vil de forlade denne verden sammen. Her er beretningen om dem, men ikke mindst vise og eftertænksomme overvejelser om aktiv dødshjælp – og frihed fra genoplivningsforsøg og medicin. En meget smuk fortælling med den fantastisk natur i Alaska som bagtæppe.

Kunst og kultur

Fade-out

Nogle af os kan huske, dengang det var ganske almindeligt, at et popnummer fadede ud til slut. Det er det ikke mere. Slate fortæller her historien om, hvordan ideen kom til verden, og hvorfor ingen bruger det mere – og alt derimellem. Sjovt og interessant. Fra Kristoffer Dahy Ernsts morgenpost.

Serier

Egentlig får jeg ikke set så meget. Jeg bruger (for) meget tid på at læse om corona og scrolle på Twitter, det indrømmer jeg gerne. Og jeg hører måske endnu flere podcasts, end jeg plejer. Men jeg har da lige genset Pride & Prejudice på DR. Det var et herligt gensyn. Jeg tvangsindlagde Jr. til The Big Lebowski forleden aften – det var en succes for både ham og mig. Nu siger alle, at jeg skal se Tiger King, så måske tjekker jeg den ud en af dagene.

Og hvad synes I andre egentlig om Når Støvet har Lagt Sig? Altså, jeg synes ikke, den var decideret dårlig, men der var godt nok meget ved den, som jeg fandt utroværdigt og uægte.

Emma Gad går i teatret

Den her skønne dame kender jeg. Vi var naboer, da jeg boede i Rungsted. Hvor er det et godt koncept!

Share

Zetland Live

Det var 10ende gang, der var Zetland Live, men det var første gang, jeg så det. Og det var så endda kun fordi, min knægt var med. Jeg tror, at Zetland måske markedsfører det lidt indforstået og smalt? De andre 9 gange har jeg enten slet ikke opdaget, at det var der, skønt jeg har været Zetland-abonnine helt fra starten, eller jeg har tænkt, at det ikke var noget for mig. Det viste sig heldigvis at være helt forkert.

2016-05-20 21.26.14
Mads Olrik og Dane på scenen. På lærredet ses publikum, set fra dronen på gulvet.

Jeg var godt underholdt fra start til slut, og jeg elsker, at man kan gøre økonomi- og videnskabsjournalistik sjovt og vedkommende uden at udvande eller forsimple det. Ekstra Bladet og BT kunne lære noget der!

Ud over indslaget med Dane, der selvfølgelig handlede om droner, så var mine favoritter Silke Bocks indslag om lægevidenskab og Jakob Molls om rene hænder (også videnskab). Inaam Nabils fortælling om ensomheden som mønsterbryder var god, og man fik en klump i halsen. Endelig er jeg så enig, så enig med chefredaktør Lea Korsgaard, der ønsker sig Studentersamfundet eller dets lige tilbage.

Nævnes skal også “husorkestret” Katinka. De var virkeligt gode!

Jacob Olrik og Dane på scenen

Et uddrag på 1/2 time – uden droner – kan høres på DR. Hele showet findes som podcast – bare søg på Zetland. Hvis du rigtig gerne vil høre den del af programmet, der handler om droner, og hvor man kan høre Danes milde røst i et kort øjeblik, så er det 1:04:40 inde. Ellers kan du herunder se en video, optaget med Danes minidrone, hvor han terroriserer Zetland-redaktionen og personalet på Nørrebros Teater.

Share

Hvorfor går vi ikke i teatret?

Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall.
Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall (17/5).

Jeg har læst den her artikel, så du ikke behøver tegne abonnement for en måned. Den handler om, hvorfor folk gider museer mere og mere og teatre mindre og mindre. Flere kloge hoveder er inviteret til at mene noget om det. Kirsten Drotner, professor ved Syddansk Universitet, siger: “museerne og teatrene er direkte sammenlignelige, fordi de henvender sig til samme borgersegment, de veluddannede og midaldrende.” Museerne får ros for at være blevet bedre til at kommunikere i øjenhøjde med deres besøgende. Professor emeritus Jørn Langsted fra Aarhus Universitet fremhæver, “at teaterbesøget kræver mere af publikum end det at gå på museum eller i biografen. Det kræver koncentration og fordybelse.” Endelig udtaler lektor i teatervidenskab på KU, Stig Jarl, at teatrene er “røget ind i et produktionsræs med et for stort udbud af forskellige forestillinger”.

Priser og de stramme tidsrammer nævnes kun perifert.

Jeg er uenig i, at publikum til teater og museum er “direkte sammenlignelige”. Fx kan børnefamilie gå på museum, de kan ikke ofte gå i teatret – eller det er i hvert fald noget andet teater, end artiklen her omhandler. Og man kan gå på museum som gratis søndagsforlystelse, mens det at tage mor, far + 2 unger i teatret er lige så dyrt som Bonbonland. Og jeg spekulerer på, om professoren har været til SMK Fridays (hun nævner dem), hvor der er pakket med unge mennesker? Jeg er også uenig med Langsted, som jeg ellers ofte er enig med. Han siger, at et teaterbesøg er mere krævende end museum og biograf. Altså, det synes jeg ikke, man kan generalisere om! Jeg så Laurie Anderson-filmen forleden og har fx set den etiopiske film Lammet. Eller Niki de Saint Phalle på Arken. De kræver da mindst lige så meget som de fleste teaterforestillinger!

Som mine faste læsere vil vide, er jeg ivrig kulturforbruger, men går ret sjældent i teatret. Hvorfor?

  • De fleste forestillinger går kun i en kort periode og for det Kgl. Teaters vedkommende kun på særlige dage. Kl. 20 på hverdage, kl. 14 på lørdage. Ikke om sommeren, hvor man ellers har tid.
  • Teater er dyrt, sådan ca. fra 200 kr. og op.
  • Teater skal planlægges, ofte længe i forvejen.
  • Jeg kender ikke så mange, der både har lyst, tid og råd til at gå med mig i teatret.
  • Det er – i modsætning til fx koncerter, der ellers også er dyre – mange penge at betale for noget, man ikke ved, hvad er. Biffen koster 90 kr. og man kan beslutte sig i sidste øjeblik.

På museerne kan man planlægge med kort frist, og mange af dem, særligt dem som nævnes i artiklen, fx SMK, har den ret enestående fordel, at de har gratis adgang. Det er så snart slut, desværre. Men alligevel: helårsadgang til fx Louisiana for to personer koster 600 kr. inkl. en masse fordele. Hvor mange teaterbesøg får to personer for 600 kr.?

Jeg er udmærket klar over, at det er dyrt at drive teater. Der er rigtigt mange mennesker på lønningslisten til sådan en forestilling. Men ligesom museerne har fornyet sig ganske kraftigt over de sidste tyve år, så kunne teatrene måske tage et lignende ryk? Der gøres en del forsøg, også vellykkede af slagsen, men der kunne godt eksperimenteres mere. Og som Stig Jarl spørger jeg også, om der behøver være så mange forestillinger hvert år? Nogle forestillinger går kun i få  uger – hvordan skal man dog nå at opdage dem overhovedet? Festivaler, musik-, film- mad-, you-name-it- er et hit i alle aldersgrupper. Måske kunne man eksperimentere lidt mere med det? Én billet, adgang til så meget teater, du kan spise, i en uge. Eller noget. (Og ja, jeg ved godt, der allerede findes teaterfestivaler).
State Library of Victoria (Stained Glass of William Shakespere)
Nu hvor jeg sad og researchede til denne blogpost, faldt jeg over et fedt nyt initiativ for unge, nemlig gratis Shakespeare i HC Ørstedsparken. Lad os da tage ungerne med til det i stedet for Bonbonland! Jeg pakker en madkurv, hvis du kommer med skovturstæppe og unger med åbent sind.

 

 

 

Share

Konsulent-teater

Foto af den fortrinlige Per Morten Abrahamsen
Foto af den fortrinlige Per Morten Abrahamsen

Sidst på Dagen er vi alle Mennesker, hedder en ny forestilling, som Mammutteatret i øjeblikket opfører på Edison-scenen på Frederiksberg. Den er baseret på et aldeles fremragende manuskript af Kaspar Colling Nielsen. Til grund for manus ligger en virkelig psykologs virkelige interviews med virkelige konsulenter fra de største konsulenthuse, fx. McKinsey og BCG. Jeg kender og har kendt adskillige konsulenter og andre, der arbejder i de øverste beslutningslag i vores samfund, og forestillingen her rammer dem lige på kornet.

Bemærk dog noget vigtigt: som i al virkelig god kunst, er teksten solidarisk med konsulenterne. De bliver ikke hængt ud – de hænger allerhøjst sig selv ud! Samtidig med at vi sidder og krummer tæer over alt det, de tydeligvis går glip af i deres jagt på intens arbejdstilfredsstillelse,høj løn og status, så nikker vi også anerkendende til, at der helt indlysende er tale om mennesker med høj intelligens og en vis selvindsigt, der dog skæmmes af ret betydelige blinde punkter. Hen mod slutningen af forestillingen peger flere af konsulenterne på netop disse – dog uden selv at opdage det.

Det er muligt, at andre manuskriptforfattere kunne have udlagt psykologens interviews lige så loyalt og intenst som Colling, men jeg tvivler på det. Colling har lige nøjagtig det blik på samfundet, som gør ham helt rigtig til denne opgave. Jeg var ikke ubetinget vild med hans bog, Den Danske Borgerkrig, men jeg anerkender dens enorme samfundsrelevans og bifalder den status som debattør, han efterfølgende har fået.

Skuespillerne er overbevisende som konsulenter. Simon Sears‘ brede og blændende smil, Claes Bangs reklamemand-udseende og økonomiske brug af tics og andre små ufrivillige bevægelser og Marijana Jankovic‘ stramme biznizhestehale og nervøse latter fremkalder de perfekte konsulenter med deres unikke blanding af en vis berettiget selvsikkerhed, selvovervurdering og usikkerhed.

Jeg var godt underholdt og fik noget med hjem til eftertanke. Det er jo netop det, man gerne vil have, når man går i teatret.

Share

The Moon Illusion på Københavns Musikteater

The Moon Illusion er en forestilling i genren “cirkus-teater”. De to svenskere, Samuel Gustavsson og Petter Wadsten er jonglører. Derfor havde jeg også taget Jr. med – han har tidligere været meget begejstret for nogle cirkus-teater forestillinger, vi har set ude på République.

petter_samuel-2

Jeg skal ærligt indrømme, at den dybere mening undslap mig – det var noget med månen og den undren, vi alle sammen har over, hvorfor den nogle gange er så meget større end andre gange. Når de optrædende talte til publikum, talte de på engelsk, mens de småvrissede på svensk af hinanden. Den detalje kunne jeg ret godt lide. Noget andet, jeg var vild med, var Bjørn Svins musik. Uh, det var godt.

Søns bedømmelse var: De lagde op til en hel masse, som så aldrig skete. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Men de var altså virkelig skrappe til at smide rundt med de dér orange ringe!

Share