Ulysses Archives - labeet.dk

Ulysses…

For ca. to år siden startede vi projekt “få den nu læst” på Twitter under hashtagget #Ulysses5s. De 5s henviser til fem sider om dagen. Ikke engang det orkede jeg, så det har taget mig to år at nå igennem. Men forleden nåede jeg The End efter hæsblæsende læsning af det fantastiske slutkapitel med Mollys stream-of-consciousness tanker om sex (og andre ting, bevares).

Groft sagt fattede jeg ikke en sk** af romanen, men alligevel elskede jeg store dele af den pga de helt sindssyge associationsrækker, de fantastiske ordlege og det vilde vid, Joyce præsenterer os for.

Man skal næsten være polyhistor

Undervejs under læsningen noterede jeg de emner, som man næsten er nødt til at vide noget om for at fatte, hvad han skriver om (listen er ikke udtømmende):

Shakespeare
De gamle grækere
Milton
Shelley
Irsk historie
Europæisk historie
Samtidskendskab (Europa i starten af det 20ende århundrede)
Latin
Italiensk
Fransk
Litterære stilarter
Biblen – katekismus – den katolske kirke
Musik, klassisk og kontemporær
Dublin
Gælisk
Slang fra perioden
Fysik/kemi
Astronomi

Fun fact: Joyce var en stor beundrer af Georg Brandes, som nævnes ved navn i den ufatteligt lærde diskussion af Shakespeare i kap 9. Men Brandes, som ellers fik tilsendt Ulysses af Joyce selv, brød sig ikke om den og gad ikke svare på Joyces henvendelser. Fandme mærkeligt at tænke på i dag! Det (og meget andet) lærte jeg til et foredrag om forholdet mellem Ibsen-Joyce-Brandes, hvilket jeg har skrevet lidt om.

Hvad er det, der er så fedt?

Her følger så et par håndfulde citater, som jeg håber illustrerer, hvad der gør læsningen umagen værd.

Peace and war depend on some fellow's digestion. (kap 8)

Om Gud: The playwright who wrote the folio of this world and wrote it badly (He gave us light first and the sun two days later) (kap 9)

a broadshouldered deepchested stronglimbed frankeyed redhaired freelyfreckled shaggybearded widemouthed largenosed longheaded deepvoiced barekneed brawnyhanded hairlylegged ruddyface sinewyarmed hero. (kap 12)

what region of remoteness the whatness of our whoness hath fetched his whenceness. (kap 14)

I stand so to speak, with an unposted letter bearing the extra regulation fee before the too late box of the general postoffice of human life. (kap 15)

But O, oblige me by taking away that knife. I can't look at the point of it. It reminds me of Roman history. Mr. Bloom promptly did as suggested and removed the incriminated article, a blunt hornhandled ordinary knife with nothing particularly Roman or antique about it to the lay eye, observing that the point was the least conspicuous point about it. (kap 16)

He had been meantime taking stock of the individual in front of him and Sherlockholmesing him up ever since he clapped eyes on him. (kap 16)

with thought of aught he sought though fraught with nought. (kap 17)

...like that Indian god he took me to show one wet Sunday in the museum in Kildare street all yellow in a pinafore lying on his side on his hand with his ten toes sticking out that he said was a bigger religion than the jews and Our Lords both put together all over Asia imitating him as hes always imitating everybody I suppose he used to sleep at the foot of the bed too with his big square feet up in his wifes mouth... (kap 18)

Det sidste citat herover er et næsten ikke-pornografisk citat fra det vidt berømte sidste kapitel, hvor det er Mollys stemme, vi hører. Kapitlet er bl.a. så berømt, fordi der ikke er nogen tegnsætning i det – overhovedet. Ikke desto mindre er det langt lettere (og virkelig ret sjovt!) at læse end kapitel 15, som det nok tog mig seks måneder at komme igennem.

Jeg brugte bl.a. (Rap)Genius.com til hjælp til at forstå uforståelighederne rundt omkring. Meget nyttigt. Udgaven jeg læste var delvist annoteret, fx. hjalp introduktionerne til hvert kapitel (forholdet mellem Homers Odysseen og Ulysses) mig meget.

Engelsk eller dansk?

Jeg læste på engelsk, fordi det gør jeg. Men hvis du kigger på linket øverst til #Ulysses5s vil du se mange citater fra de danske oversættelser, der virkelig ser fantastiske ud. Jeg bøjer mig i støvet for de mennesker, der i tidens løb har oversat den bog til andre sprog. Hold. Nu. Op for et kæmpe arbejde!

Fordi jeg elsker leg med ord og elsker at blive klogere, fandt jeg læsningen af Ulysses ret fantastisk, selvom der vitterligt var lange passager, jeg ikke forstod ret meget af. Jeg håber, mit liv bliver langt nok til, at jeg kan læse den igen – og måske forstå lidt mere. I hvert fald forstår jeg til fulde, hvorfor den blev berømt og berygtet dengang, og hvorfor den stadig “bør læses” i dag.

What’s Happening på SMK

Uh, det er en fed udstilling. Skynd dig hen og se den! Det er egentlig lige meget, om du bryder dig om performancekunst eller ej. Udstillingen viser, hvordan det gik for sig, da kunsten for alvor hoppede ud af guldrammerne.

Man kan muligvis mene noget klogt om formidlingen og om, at der er for meget eller for lidt af nogle bestemte kunstnere. Men det ved jeg heldigvis slet ikke nok om kunst til at mene noget om. Selvfølgelig var der en masse, jeg havde set før, ligesom der var endnu mere, jeg slet ikke kendte. Både jeg selv og min udstillingsmedgænger var halvstore børn/teens i 70’erne, så vi var ikke “med”. Jeg voksede op hos mine bedsteforældre, så de var bestemt heller ikke med. Derfor var det enten noget, vi svagt erindrede at have hørt om dengang som noget sensationelt, eller noget vi har hørt eller læst om efterfølgende.

Udstillingen er fyldt med samtalestartere, en af dem var en planche med avisartikler om en kvinde-seriemorder fra perioden. Vi var slået af, hvordan så meget (heldigvis) har ændret sig i kvinders rolle og status, men hvordan andet slet ikke har. Overskrifterne, hvor de kvindelige ofre pikant seksualiseres, kunne lige så godt have stået på Facebook eller på BT’s spiseseddel i dag! Det kan man godt blive lidt træt over.

Noget andet, vi kom til at tale om, var, hvor forskellige ting kropskunst udført af kvinder udtrykker, alt efter om kroppen tilhører en ung smuk kvinde eller en knap så ung, knap så smuk kvinde. Der var stor forskel dengang, og det er der stadig. Eksempel på det første er Nørgaard/Adler Petersens herostratisk berømte happening på Børsen, eksempel på det andet Jytte Rex/Kirsten Justesens film Tornerose var et Vakkert Barn. Inspireret af Paul Gernes’ herlige fotoserie “Bagsider” vil jeg så personligt tilføje, at jeg da gerne så flere nøgne mænd i kunsten. Når jeg siger det, siger mænd ofte, jamen mandekroppen er så grim eller kedelig. Og til det må jeg stille det retoriske spørgsmål, om Glyptoteket og Thorvaldsen så er fyldt med grimme statuer? Jeg er sikker på, at Elmgreen & Dragset vil give mig ret…

Et andet værk, jeg virkelig godt kunne lide, havde jeg aldrig hørt om eller set før. Det er en stor installation af Stig Brøgger kaldet ‘Pamela’. Det er masser af ens tryk af et Warhol-agtigt kvindeansigt, og på mange af dem står der Pamela says: et-eller-andet. Hun siger mange forskellige ting, både meget dybe og eftertænksomme og aldeles overfladiske. Det fik os til at tale om kulturelle lag i kunstværker og litteratur. Og vi grinede af, at jeg tænkte på Ulysses (mindre fordi jeg er særligt litterær, end fordi jeg er i gang med at læse den) og min udstillingsmedgænger tænkte på en Pixar-film. Men begge associationspar handler jo om stream-of-consciousness. Og det ville ikke undre mig spor, hvis manuskriptforfatterne til Inside Out udmærket kender Ulysses.

Den samme samtale kan man have om Bjørn Nørgaards skulptur Marat – hvem var Corday?, der er en gendigtning af dette maleri:

Jacques-Louis David: Marat assassinated, 1793. Wikimedia.

Man kan godt fornøje sig over Nørgaards skulptur uden forkendskab, men det hjælper gevaldigt, hvis man kender maleriet og måske endda noget til historien bag. Jeg kunne ikke helt huske det, men Google og Wikipedia var igen mine venner.

Om Ibsen, Brandes og Joyce

Fordi jeg, af to helt forskellige grunde, lige i øjeblikket både læser en Brandes-biografi og er i gang med Ulysses, lå et arrangement i går i Politikens hus med to Brandes/Joyce-kendere lige til højrebenet. Det var stablet på benene af Joyce-selskabet og Brandes-selskabet, to typisk danske foreninger, jeg end ikke kendte eksistensen af. Jeg påtænker at melde mig ind i Brandes-selskabet – efterhånden som jeg kommer igennem biografien, kan jeg bedre og bedre lide ham, den selvoptagede krukke!

De to oplægsholdere var den fra Politiken kendte Bo Tao Michaëlis, der indledte med 25 minutters causeri om Joyces forhold til Ibsen, og den for mig ukendte Benjamin Boysen, der har skrevet flere yderst lærde værker om bl.a. Joyce. Han er Dr. Phil. og lektor på Syddansk Universitet og talte om Joyces forhold til Brandes. Afslutningsvis diskuterede de og svarede på spørgsmål fra publikum. Spørgsmålene fra publikum kunne vi godt have undværet – hvorfor er der næsten aldrig nogen, der stiller nysgerrige, interessante spørgsmål, men altid nogle, der udelukkende beder om mikrofonen for at høre sig selv tale? De to Joyce-kenderes diskussion af, hvor småborgerlig Joyce egentlig var på bunden, var ret underholdende! I det hele taget fungerede de begge, men dog især Michaëlis, meget bedre på slap line end under deres oplæg.

Hvad jeg nu ved, som jeg ikke vidste før?

At George Bernard Shaw har udtalt, at han fandt Ibsen vigtigere end Shakespeare.
At der kan være grund til at kigge nærmere på litteraturforskeren Franco Moretti, der blandt andet har sammenlignet Ibsen med Thomas Mann.
At Ibsen flere gange bruger en lavine som katalysator for handlingen – hvilket straks fik mig til at tænke på filmen Force Majeure!
At Ibsen altid har et kriminelt element i sine dramaer; noget Michaëlis, der er specialist i krimi-litteratur, nævnte med et skævt smil.
At Joyce som ung var meget betaget af Nietzsche, men senere tog afstand fra ham og ligefrem gjorde nar af ham.
At Joyce var enormt optaget af Shakespeare.
At Joyce sendte sine værker til Brandes for at få ham til at anmelde dem, men at Brandes aldrig gjorde det – eller svarede på hans breve.
At Brandes mente, at Hamlet er Shakespeares selvportræt.

Der var nok mere, men det er, hvad jeg noterede og husker.

Der blev talt en del om, at Ulysses er den første roman med en jøde som hovedperson, skrevet af en ikke-jøde. Det affødte en “irettesættelse” fra et af de tilstedeværende kværulantiske æggehoveder. Han anførte, at Bloom ikke er jøde, fordi han dels ikke har en jødisk mor, dels ikke er troende. Utroligt nok havde selv jeg, der ikke engang er færdig med Ulysses endnu, fattet, at det netop er en af Joyces pointer. Nemlig at anti-semitismen (som var enormt udbredt på den tid) handlede om den udefinerbare anderledeshed mere end konkret afstamning eller religion. Det fik Michaëlis og Boysen hurtigt slået fast. Kværulantens slagnummer var dog, at Ulysses IKKE er den første roman med en jødisk hovedperson skrevet af en ikke-jøde, for det Nye Testamente handler om en jøde og er skrevet af ikke-jøder. Den super-skarpe Michaëlis bed ham af med: Åh, den glemte jeg, er det en roman? Men jeg har set filmen! De øvrige gråhætter i salen var helt på Michaëlis’ side.

Jeg vender tilbage til min Ulysses-læsning på et senere tidspunkt. Og bare rolig, jeg kommer ikke til at forsøge mig med en anmeldelse! Indtil da kan du søge på hashtagget #Ulysses5s på Twitter.