Med denne serie blogindlæg vil jeg først og fremmest fortælle om, hvad Internettet har at byde på for vores børn. Jeg fortæller så sandelig også om fælder og faldgruber, men det vigtigste er at få øjnene op for alle de muligheder, de fleste voksne ikke har tid til at opdage. Vi ønsker os jo alle sammen glade og kompetente børn, og på internettet er der meget hjælp at hente, så vi kan opnå netop det.
***
Digitale indfødte er en samlebetegnelse for alle, der er født, efter at internettet blev almindeligt udbredt. Begrebet blev introduceret i 2001 af innovationsguruen Mark Prensky i bogen Digital Natives, Digital Immigrants, hvor han argumenterede for, at dagens unge var født til at bruge computeren, mobiltelefonen og tablet-computeren som deres forlængede arm og som følge deraf er mere forbundne, mere indsigtsfulde og mere samarbejdsorienterede end de ældre generationer.
Vi andre, der er født før Internettet kom på banen, er digitale indvandrere. Vi har måttet lære det hele og vil aldrig have den samme naturlige tilgang til det, som de indfødte.
I sandhedens interesse er ovenstående mere en fortolkning af Mark Prenskys bog end det er, hvad han egentlig skrev. For grænsen mellem de to er dels overordentlig flydende – og bliver det mere og mere – dels er en anden grænse, den digitale grøft mellem de veluddannede og de uuddannede, måske mere vigtig i debatten om vores børns digitale udvikling.
Børn og unge er ikke bange for at trykke på tasterne på computeren og de griber smartphones og Ipads og finder lynhurtigt frem til spillene og YouTube. Så langt, så godt. Men det gør dem jo ikke ligefrem til den nye Einstein!
En ny Einstein kan man derimod blive, hvis man ikke bare kan trykke frimodigt på tasterne, men også har en gedigen indsigt i, hvilke ressourcer der findes på Internettet og – i særdeleshed – hvordan man finder frem til dem. I et essay fra 2011 introducerer Prensky et nyt begreb, Digital Visdom. Han argumenterer for, at mennesket altid har brugt teknologien som et redskab til at blive klogere. Først det skrevne ord, siden en lang række forskellige mere eller mindre højteknologiske dimser såsom et ur eller et kompas, til at gøre os “klogere”, dsv. gøre det nemmere at træffe en informeret beslutning. Han argumenterer for, at uanset hvor begavet og vidende en person er, så vil den person, der ikke bruger Internettet til at understøtte sin begavelse, altid komme til kort overfor den lige så begavede person, der gør det.
Vi kan altså godt holde fast i begrebet “digitale indfødte” om vores børn, men når jeg bruger det, er det udelukkende som en beskrivelse af en tilgang til elektroniske dimser, der er “naturlig” og uden den digitale indvandrers frygt og bæven for “at slette det hele”.
Som forældre til børn i skolealderen kan det være endog meget vanskeligt at forholde sig til, hvor på teknologibegejstringens stige man skal anbringe sig. Og om man skal anlægge den typisk danske strategi, hvor vi vejleder børnene og fungerer som sådan en slags kuratorer i børnenes verden, hvor vi skubber dem blidt i en bestemt retning, men dog ikke helt afspærrer de andre veje. Eller skal vi gøre som mange amerikanske og britiske forældre og installere filtre, forbyde smartphone-brug på værelset, etc. etc.?
Med denne blog vil jeg vise, hvordan man kan hjælpe sine børn til at opnå Digital Visdom, så de kan bruge Internettet fornuftigt i alle livets aspekter. Jeg er ikke begejstret for at installere filtre og køre massiv forbudspolitik, men til gengæld fortaler for at forberede dem på, at man kan møde ubehagelige og anstødelige ting på nettet, og forklare dem, hvordan de er havnet der, og hvad vi synes, de skal gøre, når de møder det. Min holdning er, at vi ikke kan beskytte dem mod den slags til evig tid, og at vi risikerer, at de rent faktisk støder på noget (fx hjemme hos en kammerat) og aldrig får det bearbejdet, fordi de fornemmer, at vi ikke ønsker at høre om det og bilder os selv ind, at de er beskyttet imod det.
