Always On – Altid På er et af tidens buzzwords, og det bruges både negativt og positivt, kommercielt såvel som til at beskrive en bestemt personlighedstype.
Vi voksne har nok en tendens til at skelne ret skarpt mellem, hvornår vi er online og off, selvom smartphones og tablets hastigt er ved at udviske forskellen. Og mange af os definerer fx kvalitetstid som tid, der bruges offline. Vores børn skelner slet ikke på samme måde. For dem kan det sagtens være kvalitetstid at tage sig en slapper med Facebook på sofaen eller med et spil på Wii, mens offline kan være forbundet med sur pligt som fx lektier eller opvask eller “tvungen hygge” med familien.
Hjemme hos os skelner vi ikke på den måde. Vi skelner mellem fritid, afslapning og hygge på den ene side og pligter og opgaver på den anden side. Om de så foregår med smartphone, Ipad eller computer eller de foregår i sofaen, ude i haven eller med støvsugeren er irrelevant. Og med den stadigt øgede integration af digitale tjenester i alle aspekter af tilværelsen, tror jeg på, at det er vejen frem. Hvis børnene skal tvinges væk fra skærmen (uanset hvilken skærm), skal det ikke være fordi, “det er dårligt for dem”, men fx fordi de trænger til at få rørt sig, eller fordi for mange timer ved skærmen kan give røde, tørre øjne og trætte, ømme arme. Nogle forældre med sensitive børn har glæde af at skelne imellem aktiv og passiv skærmtid, så ungerne ikke må spille fx den sidste time inden sengetid, fordi den pumpende adrenalin forhindrer søvn.
Det, vi plejede at forstå ved “lødig fritidsbeskæftigelse”, så som at læse en bog eller spille et brætspil i familien er nu blandt de flere og flere ting, der kan foregå online. Bøger kan læses på både telefon (selvom det er noget småtteri), på Ipad og på e-bogslæsere, og hjemme hos os spiller vi både Scrabble, Matador og andre familiespil på Ipad’en. Før i tiden holdt børn og unge kontakt med vennerne via telefon, og de holdt øje med udviklingen inden for deres hobby via bl.a. magasiner. I dag iscenesættes meget af kontakten med vennerne via SMS eller Facebook, og de holder øje med klubber, firmaer og foreninger inden for deres sport/hobby via nettet, igen ikke mindst Facebook. Der findes ingen dokumentation for, at børn og unge i dag er mindre sammen rent fysisk, end de var for 10 år siden.
Argumentet for at rejse sig fra computeren er derfor delvist det samme som argumentet er for at lette sig fra sofaen. Nemlig at motion og frisk luft er sundt! Og det er et godt argument, som vi med fordel også kan bruge overfor os selv! Lødighedsargumentet duer derimod kun, hvis man forholder sig specifikt til det, barnet foretager sig på nettet og ikke til netbrug i det hele taget.
Vi skal også huske, at vores egen opførsel smitter af på børnene. Som bekendt er det ikke nok, at fortælle børnene, hvad de skal gøre, vi skal også gå foran med et godt eksempel. Hvis vi kun bruger nettet til at checke arbejds-email og gå i netbank og ellers skyer det som pesten, så udvikler børnene deres egne regler, og det er ikke sikkert, at du ved, hvem deres forbilleder er, eller overhovedet hvad de laver! Og vi skal ikke bilde os ind, at fordi de ikke må gå på computeren mere end én time daglig i fællesrummet derhjemme, at de så ikke har et hemmeligt liv online andre steder. Det er ikke SIKKERT, at det er tilfældet, men det er heller ikke usandsynligt. Og er dit barn lydigt og artigt og går ikke på nettet, så er det uforberedt, uvidende og sårbart, den dag der ikke er nogen vej udenom. Skolelærere og fritidspædagoger i min omgangskreds fortæller mig, at de kender til mange børn, der har hemmelige Facebook- og YouTube konti, som deres forældre ikke ved noget om.
I Europa er debutalderen på internettet 9 år. I Danmark er den 7 år. De 9-16-årige er på nettet 1 ½ time dagligt – i gennemsnit.
Dvs. at børnene tilbringer 44% af deres skærmtid som passive sofakartofler. Det kunne man jo starte med at gøre noget ved – med mindre de da bruger al tiden på at se oplysende dokumentarfilm.
De resterende 56% fordeler sig nogenlunde sådan:
I næste afsnit følger mere om, hvad det vil sige at være “producent” og hvorfor det er noget godt.
