Hvorfor kan vi ikke bare sige sådan, når vi læser op af Tintin i Congo eller Strudsen Rasmus for vores børn? Og lade det følge af en alderssvarende forklaring om racisme?
Når jeg har “internet-diskussionen” med andre forældre, havner diskussionen ofte i “hvad børn kan tåle”. Og det er der mildest talt delte meninger om. Jeg tror fx, at børn kan tåle næsten uanede mængder af halvbagte sexscener (af den type, der er rigtig mange af i amerikanske film) og tju-bang skyderier (af den type etc.). Men at de let kan få mareridt over fx tortur-scener i historiske film og misforstå film og tv med for mange tvetydigheder og underforståetheder. For slet ikke at tale om, hvor skadeligt det er for deres selvbillede at se endeløse serier af reality-programmer og X-faktor lignende udsendelser, hvor udseende og halvbagt sangevne er det eneste målepunkt.
I en super interessant artikel i Information for et par uger siden beskrives de forsøg på historieforvanskning velmenende voksne har gang i for at “beskytte børnene”, heriblandt forsøg på censur af Thorbjørn Egners Folk og Røvere og Jørgen Clevins Strudsen Rasmus. I artiklen påpeger pensioneret professor i barndomssociologi fra universitetet i Trondheim Jens Qvortrup:
»(…) spørgsmålet er, om vi ikke gør børnene en bjørnetjeneste ved at beskytte dem mod den virkelighed, som de jo er en del af, hvad enten vi er bevidste om det eller ej. Der bør være et stort spillerum i forhold til hvad børn præsenteres for.«
og
»Der er forskelle på børn og voksne i mange sammenhænge. Og der kan være en tendens til, at nogle mener, at børn kan alt og tåler alt, og det er ikke min opfattelse. Børn er meget capable, men der er en risiko for, at man smider dem ud med badevandet, hvis man forestiller sig, at alle børn kan forholde sig til samme kompleksitet som en voksen. Men på den anden side er det jo heller ikke alle voksne, der kan forholde sig til den samme grad af kompleksitet.«
Jeg kunne næppe være mere enig. Jeg er overbevist om, at det er de overbeskyttede børn, der får det største chok eller måske ligefrem traume, når de så alligevel – for det sker jo – møder ubehageligheder på TV-skærmen eller på nettet. For de har aldrig set noget lignende før i deres liv, og deres forældre har ihærdigt forsøgt at tie det ihjel, at der findes mærkelige, mystiske, uforståelige, ækle, væmmelige, frygtelige og hæslige ting derude i verden.
Det minder mig om dengang for godt og vel 100 år siden, hvor Sigmund Freud fremførte sine teorier om børns seksualitet. Der var der også nogle ‘velmenende’ voksne, der mente, at børn ville tage skade af seksualoplysning. Freuds holdning var klar: Ingen – heller ikke børn – tager skade af oplysning om tingenes rette sammenhæng. Aktualiteten blev understreget af Dansk Folkepartis nylige afstandtagen til en seksualoplysende video om nye familietyper.
Spørsmålet er, om de ‘beskyttende’ forældre ikke har et forvrænget billede af, hvad barndom indebærer, af hvad børn kan forstå og kan tænke osv.? Jeg mener, at børn er meget klogere end vi er tilbøjelig til at tro… ;)