Spring til indhold

Mødet med det væmmelige

Fortæl dine børn, at nogle gange, når man søger efter noget i Google eller på YouTube, kommer man til at formulere sine søgeord uheldigt eller stave dem forkert, og bliver sendt til en side, der slet ikke var det, man ledte efter. Og nogle gange kan man være uheldig at snuble over noget virkelig ubehageligt – det væmmelige. Andre gange kan det være kammerater, der presser til at se noget, man egentlig ikke har lyst til. Det kan både være billeder og videoer med ekstrem vold, eller det kan være pornografisk indhold. Vær nu ikke så bange for at tale med dit barn om de her ting – de støder på dem alligevel, og så tør de måske ikke tale med dig om det! Det er meget muligt, at din 12-årige datter endnu ikke har fået smartphone, og at du har fuldstændig kontrol over hendes netbrug derhjemme. Men hvad, når hun er på besøg hos veninderne?

At nettet er proppet med porno er vel dokumenteret. Jeg har ikke selv set noget af det, og jeg har heller ikke foretaget noget porno-research til denne blog. Faktisk har jeg ikke tænkt særlig meget over det i Internet-opdragelsen af mine egne sønner, fordi det er en integreret del af deres øvrige opdragelse, at vi taler om den slags ting. At porno findes, hvorfor det er der, og hvad deres far og jeg synes om det. Hvordan de skal håndtere det, når kammeraterne kigger på porno, at det er en naturlig del af deres udvikling fra drenge til mænd at interessere sig for nøgne kvinder (eller mænd) og sex. Men at de piger (drenge), de kommer til at møde og have sex med, ikke nødvendigvis ser ud som pornomodellerne, og at de ikke nødvendigvis synes om den slags sex, der ofte finder sted i porno. Og at ikke alle mænd har organer, som dem de ser på nettet. Det kan godt komme som en lettelse for nogle unge mænd…

Men jeg oplever igen og igen forældre, der nævner porno før noget andet, når de skal give udtryk for deres bekymringer om internettet. Det chokerer mig faktisk lidt – de er mere bekymrede for, at deres børn skal se noget sex end for, at de skal blive fyldt med løgn.

Vi kan ikke beskytte børnene mod porno. Men vi kan armere dem, så de ikke bliver skadede af at møde det på nettet, og indgyde dem så meget selvtillid, at de åbent kan sige til kammeraterne, at de ikke gider se det, hvis det nu er tilfældet.

Hvis porno er afdramatiseret hjemmefra, hvis de har set sex-scener i fx. Borgen eller andet TV-drama, og I som forældre har talt med dem om, hvad det er, voksne gør, når de gør “det dér”, hvis I har haft samtaler om silikonebabser og “barberede misser” (hvad er en barberet mis, mor?), forskelle på tissemænd, diskuteret de ord, der er forbundet med sex, etc. etc., så er vores børn galvaniserede og klar til at møde verden. Desuden sendes programmer som fx Paradise Hotel så vidt jeg ved inden mange børns sengetid.

Og pigerne? Køb Kvinde Kend din Krop til dem. Det gjorde min mormor, fordi min mor var så bornert. Tak Mormor! Både jeg selv og mine sønner har nydt godt af den indsigt, jeg fik på et tidligt tidspunkt. Sønnerne, fordi jeg indså, hvor vigtigt det er at tale om tingene og sætte ord på, selvom vi helst vil være fri.

***

Det er vores ansvar som forældre at lære vores børn om den nye virkelighed, de vokser op i. Og føler vi os ikke kvalificerede, jamen, så må vi da se at blive opkvalificeret! Vi lærer os selv reglerne i fodbold, bordtennis, etc., når børnene vælger sport, og vi henter og bringer og køber udstyr og gør ved. Men de bruger mere tid på nettet, end de bruger til fodbold! Prioriterer du omvendt?

Lidt om motion

Børn skal have motion, helst hver dag. Hvis nettet optager så meget tid i dit barns liv, at der ikke er tid til at få rørt sig, så må du gribe ind. Jeg går ikke ind for at sætte specifikke begrænsninger på børns computertid, men det kan man blive nødt til, i det mindste i en periode, for at bryde en dårlig vane. Valget behøver ikke være enten at gå til fodbold tre gange om ugen eller spille World of Warcraft. Dit barn kan måske gå med hunden, begynde til springgymnastik eller cykle i skole. Desværre er det at sidde, noget af det værste vi kan byde vores krop, og vi bliver nødt til at være efter ungerne, så de ikke overtager vores dårlige vaner!

Wii og X-box Kinect kan også bruges til motion. Jeg synes ikke, det helt bør erstatte at bevæge sig udendørs, men på en regnvejrsdag, kan det da godt gå an. Eller I kan aftale, at I hver dag tager en match et-eller-andet, inden I slænger jer foran TV’et.

Lidt om mad

junkfoodDet er ikke naturgivent, at der hører pizza, chips, slik og cola til at spille computerspil. Du kan lade det være en betingelse for at spille, at der ikke bliver indtaget junkfood imens. Skub lidt bag på med en indbydende tallerken med skrællede, udskårne gulerødder, agurker, æbler, etc. Og så kan de jo passende lære at drikke te. Eller vand. Også her må vi se på vores egne vaner – hvad er der på bordet, når vi slænger os foran fjernsynet?

Man kan fx google sin middagsmad – hvad er der i køleskabet, der skal spises op? Google det hele på én gang – du vil blive overrasket over, hvilke herlige og sjove opskrifter, der dukker op. Og lav så maden sammen, tag et billede af den og smid det på Instagram. Sådan kan on/off forenes på den bedst mulige måde!

Brug Youtube eller Videojug til at lære at lave en eller anden ret. Gør det sammen. Er en af jer rigtigt gode til at lave en bestemt ret eller kage, så lav en video og upload den til Youtube, så I kan hjælpe andre.

 

Mor og søn sidder i hver sin ende af sofaen. Den ene med Ipad den anden med laptop, den ene på Twitter, den anden på Facebook og YouTube. De skiftes til at vise hinanden billeder og videoer og sludrer om alt det, der dukker frem på skærmene. Meget mere samtale end ved normal TV-kigning!

 

Dette var den femte post i en serie om børn på nettet, hvor jeg vil forsøge at komme rundt om alle relaterede emner. På mandag kommer det til at handle om Facebook. Serien startede her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share