Nepotisme

Et 200 år gammelt kunstværk er med til at minde om, at det at give vigtige embeder som vennetjenester og belønninger er og altid har været en virkelig dårlig ide. “Medusas redningsflåde” hedder maleriet af den ikke så kendte franske maler Théodore Géricault. Det afbilder, hvordan politiske rævekager nogle gange udvikler sig til katastrofer. Læs den meget velfortalte artikel om billedets historie og om, hvordan det bl.a. satte gang i en seriøs diskussion om kolonialisme. Og det var altså i 1819.

Samfund/miljø/politik

Ynk

Information har lagt spalter til en far, der påstår, at det er fuldstændig uretmæssigt, at han kun må se sit barn et par timer hver anden uge – under opsyn. Når man har sat sig lidt ind i, hvordan de der ting foregår, så ved man, at forældre skal være seriøst langt ude, før deres samværsret bliver så begrænset. Men det hører vi selvfølgelig ikke noget om i indlægget. Moderen bor på krisecenter med barnet.

Det skrækkelige er så, at masser af mennesker tager hans ord for pålydende og fx nu tror, at et krisecenter er noget, man bare kan flytte ind på for at faderen får ret til at se barnet. Men sådan spiller klaveret ikke – det er ikke en “ret” at flytte på krisecenter. Det er noget, man kun gør efter grundig screening. Lisa Holmfjord, der er leder af Danmarks krisecentre, forklarer her, hvad det vil sige at blive indskrevet på et krisecenter.

Polarisering

To unge filmmagere har lavet en film om Jordan Peterson. Filmen blev påbegyndt, før han blev verdensberømt og er angiveligt en flue-på-væggen skildring af mennesket Jordan Peterson. Ikke desto mindre har den skabt betydelig turbulens, og det afslører på pinagtig vis, hvor uvillige mange af os er til at lytte til “de andres” argumenter. Selv når de fremføres på en ikke-konfrontatorisk måde. Artiklen beskriver, hvordan kampen mellem identitetskrigere på begge fronter truer med at rive vores samfund i 1000 stykker.

Kunsten har betydning (jo den har)

Ved den mexicansk-amerikanske grænse fratager grænsevagterne immigranterne deres ejendele og smider dem ud. Det gælder også medicin og tandbørster. Det var der jo ikke nogen, der vidste, før en vicevært opdagede det og begyndte at indsamle dem. Og når de så bliver grupperet og farveordnet, så gider store medier pludselig godt at vise dem frem.

Man who has it all

Man who has it all er en karakter med en stor following på Facebook og Twitter. Han vender stille og roligt og med stor humor kønsrollerne på hovedet. Der er ingen docering, ingen besserwisser, ingen agressioner. Men det virker. Tak til Camilla Larsen Schmidt for at tjekke kommentarsporet under denne Facebook-post. Det er simpelthen så sjovt.

Viden

Danmark fra rummet

Videnskab.dk har i denne uge bragt et ret fantastisk billede af Danmark set fra rummet. Du kan også se det ved at klikke her.

Immunterapi mod kræft

Immunterapi, der virker mod kræft, er nu en realitet. Et langt longread fra Wired (jo, altså, det er virkelig ekstra langt) om de nye terapiformer mod primært blodcancere, der nu ser ægte lovende ud. Flere af dem er godkendt af FDA og på markedet. At de så koster millioner er en anden diskussion. Stakkels læger og politikere, der skal træffe disse beslutninger!

Tsunami

Amatørvideoer fra de to store tsunamier i 2004 og 2011 bruges til at beregne hastigheden af kommende tsunamier. Langt bedre advarselssystemer er nu på plads, så det ikke igen kan ske, at 230.000 mennesker dør. Jeg havde glemt, at det var så afsindigt mange. Havde du også? Artikel i Wired, som jeg nu ikke kan læse flere artikler i denne måned. Man får fem gratis.

Medier

Kønsfordeling blandt kilder

Sjovt nok er forklaringen på, at der er så relativt få kvinder i medierne (som kilder) – kompleks. Nu igen, siger du, kan vi da for fanden ikke snart få en helt enkel forklaring på et eller andet. Men nej, kære læser, sådan er verden bare ikke skruet sammen. Fin belysning af en trænet radiovært i POV.

Kunst og kultur

En god og en ikke-særlig-god film

I denne weekend har jeg fået klemt to film ind. Den ene kunne jeg så godt have undværet. Jeg har set den danske film Onkel, der faktisk er ret utrolig. Den er ikke “arty” på nogen måde overhovedet. Og den er heller ikke sjov. Den prøver heller ikke på at være sjov. Den ER bare. Med mindre du har set filmen, hvor Andy Warhol sover, eller selv har optaget en film af maling, der tørrer, så har du næppe nogensinde set så langsom en film. Men langsomheden er filmens særegne styrke. Dramaet, der overhovedet ikke er et drama i nogen som helst gængs forstand, får lov til at folde sig ud – og ind igen – ganske stille og roligt. Det var en vidunderlig oplevelse simpelthen.

Den anden film var Knives Out med Daniel Craig, som jeg ellers har et blødt punkt for. Jeg gider ikke engang skrive, hvorfor den ikke er god. Det er den bare ikke.