Spring til indhold

Rejsevejledning

Egentlig behøver billedet ikke nogen kommentarer, og du får heller ikke nogen fra mig. Men du får en brændende engageret kommentar fra Haifaa Awad, som du skal læse, hvis du ikke i forvejen kender til hende. Hun er syrer, læge og debattør. Billedet har jeg lånt fra en god bekendts Facebookside – med forlov.

Samfund/miljø/politik

Kompetent inaktivitet

Ovenstående er mit forsøg på en fordanskning af det begreb, som denne fortræffelige podcast handler om: Masterly inactivity.

Hvad har forældre, praktiserende læger og den engelske kolonimagt i Afghanistan midt i det 19. århundrede tilfælles? De har det tilfælles, at Masterly Inactivity ofte er eller ville have været den bedste strategi for succes. 

Jeg har for nylig læst første bind af tre om britisk kolonihistorie, så jeg var bekendt med historien, men her får vi et lidt tættere blik på et af Englands mindre stolte øjeblikke som kolonimagt. Og (endnu) et indblik i Afghanistans lange, tragiske historie. Fortællingen får en til at begræde, hvor elendige vi er til at lære af historien!

“Masterly Inactivity” er et afsnit af en fortrinlig podcastserie, der hedder “Cautionary Tales” – og det er netop, hvad det er. 

Det er det ikke værd   

NYT har interviewet en stor gruppe unge kvinder i college to gange. I 2016 og nu, hvor de i mellemtiden har fået stemmeret. De fire år har desværre lært ikke så få af dem, at det er alt for omkostningstungt at gå efter topposter i politik. De har set alt det had, som særligt kvinder og ikke mindst ikke-etnisk-hvide kvinder har måttet stå model til, og det er de ikke klar til.

Heldigvis har andre derimod fået blod på tanden på “det skal de f***** ikke slippe afsted med”-måden.

Nedlukning per sogn

Jeg skal ikke kloge mig på, om det fungerer uden for byerne. Men i en storby som København (og det må gælde de fleste andre større byer) giver det ingen mening, fordi næsten ingen bor der, hvor de arbejder, eller hvor de besøger institutioner. Eksemplet med Sankt Pauls sogn i indre København illustrerer det fint: Min søns gymnasium Gefion måtte lukke, skønt ikke en eneste elev var testet positiv. Og Den Frie Udstillingsbygning kunne ikke genåbne sammen med alle andre (nå nej, ikke biograferne) kulturinstitutioner, fordi den også ligger i Skt. Pauls sogn, der har 4.689 indbyggere. 

Ifølge DR’s app, hvor man kan tjekke sit og andres sogn, har Skt. Pauls på de tre parametre, som man lukker efter, været under grænsen i flere dage. Men det fremgår ikke rigtigt, hvor længe sognet skal være det, før det må åbne op igen. Her søndag aften har skolens ledelse stadig ikke fået besked.

Entusiasme på lyd

Jeg er ret stor fan af Radio Information (podcast, gratis, alle platforme), som udkommer hver fredag. Selvom jeg har abonnement på avisen, lytter jeg alligevel trofast til podcasten, både fordi det jo er noget andet at høre den fremragende Anna von Sperling interviewe sine kolleger end at læse deres artikler + at jeg nogle gange bare har overset en artikel eller ikke fået åbnet avisen den dag.

Nå men, i denne uge sprudler Radioen i usædvanlig grad. Avisens tysklandskorrespondent Mathias Sonne fortæller med kæmpe indlevelse og begejstring om de nye tyske kanslerkandidater og det spil, der er gået forud, og det der venter. Og Rune Lykkeberg har ugens største optur over fodboldfansnes sejr over de ækle kapitalister. Hans optur er dog ikke uden selvindsigt 😆

Viden

Luftcirkulation på fly   

NYT har lavet en flot animation af, hvordan luft cirkuleres i et fly. Det er langt sikrere, end jeg havde troet. Jeg ved ikke, om man kan se artiklen uden for paywall, men håber det.

Et 142 år gammelt videnskabeligt eksperiment

Som stadig kører! Hvert 20. år mødes en lille gruppe videnskabsfolk på et hemmeligt sted, hvor de graver en beholder fyldt med frø op. Frøene har ligget i beholderen i 142 år. Og hvert tyvende år graver man så beholderen op og sår nogle af frøene for at se, om de stadigvæk vil spire. De fleste frø er døde, men i 2020 var der et enkelt frø, der spirede efter 148 år i en flaske. Hvad vil der ske i år? Videnskabsfolkene venter spændt!

Om os

Taknemmelighed kan hjælpe miljøet

De evige påmindelser om, hvor tæt på kanten vi er mht CO2-udledninger, etc., har desværre ikke den ønskede effekt på os, fordi vi reagerer temmelig uhensigtsmæssigt på dem. I stedet vil det få os til at handle mere miljøvenligt, hvis vi bliver mindet om, hvor dejlig naturen er, og hvor mange gode oplevelser vi har haft i den i vores liv – og de oplevelser vi vil give videre til vores børn. Nudging virker bare bedre end trusler om død og ødelæggelse! Artikel fra The Conversation er oversat og bragt i videnskab.dk.

Kunst og kultur

Kunst igen

Jeg har en aftale med min lille kunstklub på Hirschsprung i næste weekend, og jeg glæder mig SÅ meget. Hammershøi! Museet har fået lavet nogle flotte nye plakater – det skal blive vanskeligt at modstå!

Foto fra hjemmesiden af Jacob Ljørring

Illustrationer

Jeg faldt over en fuldstændig fantastisk tråd på Twitter. En lærer bad sine 3. års studerende på en gratisk uddannelse om at komme med deres bud på et cover til The New Yorker. Resultatet er først og fremmest vanvittigt opløftende, fordi kvaliteten simpelthen er tårnhøj. Jeg skal skynde mig at sige, at nogle af dem forstår jeg slet ikke. Der er nogle forudsætninger, som jeg er foruden. Det kan være min alder, eller det kan være min ikke-New-Yorker-status eller en kombination. Noget andet, der slog mig, var, at adskillige af dem er meget inspirerede af Miyazaki, hvilket jeg jo synes er vidunderligt. Det sidste i serien kaldte en tåre frem i øjenkrogen. Det er så skønt at opleve, at en tegning kan gøre det.

(Husk, at du kan klikke på en Twittertråd og se det hele, selvom du ikke er på Twitter).

Oscar

Mange af de Oscar-nominerede film kan ses på en eller anden streamingtjeneste. Nogle på abonnementstjenesterne andre som enkeltkøb af streaming. Men vi kan altså være næsten helt up-to-date, hvis vi vil. DR har en liste. Jeg så The Trial of the Chicago 7 i går. Den var faktisk bedre end ventet. Retssalsdramaer kan godt være lidt dræbende, men dette opretholder spændingen – ikke mindst, fordi Sascha Baron Cohen spiller en bærende rolle.

Den ungdom!

Genera+ion hedder en ny ungdomsserie på HBO. Jeg havde allerede sprunget den over flere gange, men så læste jeg en anmeldelse af den i Information. Den fik mig til at give den en chance, og der gik ikke mere end et par dage, så havde jeg set alle episoder. Hovedkarakteren Chester er aldeles uimodståelig, og den plottråd, som bæres igennem alle episoder, er simpelthen så fin. Vi er på college i Los Angeles, så der er helt frit spil for den politiske korrekthed, pronomen-diskussioner, etc. Det er både sjovt og lærerigt.

https://youtu.be/LaW_mdEqwpg

Ugens bog

Jeg har lyttet til Ishiguros Klara and the Sun i en fremragende indtaling på Audible. Som de fleste andre synes jeg også, den er god. Læs mere på Goodreads.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share