og det betyder, at jeg slet ikke tænkte over, at han ikke var særlig gammel, da han døde. Når man er 17, er folk på 48 jo ældgamle!
Den plagede kunstner
Da jeg så filmen, blev jeg slået af, hvor mange film jeg efterhånden har set om den plagede kunstner, der suges ned i et selvdestruktivt hul af misbrug og angst. Det er lidt ærgerligt, synes jeg, at der ikke er så godt stof i kunstnere, der har en lidt lettere gang på jord.
Rasmus Bjergs levendegørelse af John Mogensen er intet mindre end suveræn. Jeg har aldrig rigtigt været så vild med Bjerg, så mine forventninger var beskedne, men han ER John Mogensen i den film. Et par andre præstationer er også pænt over middel; Helle Fagralid som Mogensens ufatteligt trofaste hustru Ruth, Harald Kaiser Hermann som drengen John og Peter Mygind som Meisner.
Filmen vil for meget
Filmen veksler på mærkværdig vis mellem ret mesterlige scener og noget, der nærmer sig dilettantkomedie. Jeg forstår ikke helt, hvordan begge dele kan være til stede i samme film? Noget andet, der også er både-og i filmen er, at Bornedal vil levere det klassiske portræt af den plagede kunstner, men samtidig vil demonstrere, at han har alle mulige kunstneriske tricks oppe i ærmet. Nogle tricks fungerer rimeligt, som fx tilstedeværelsen af Mogensen som dreng, selvom det kammer lidt over. Andre virker påklistrede – som fx solopgangen i starten af filmen og de melodramatiske gentagelser af Mogensens hjertestop på stamværtshuset. Og der er en alenlang scene med en barnedåb, som forekom mig overflødig fra start til slut. Til gengæld kunne man godt have gjort det yngre publikum den tjeneste at vise, hvem Cornelis Vreesvijk var, og hvor vigtig han var i tiden, når nu han rent faktisk introduceres.
For sådan en som mig, der både har alderen til at kunne huske Mogensen og en del af de andre figurer, og selv har været i musikmiljøet og hørt om og endda truffet nogle af de originale typer, vi støder på undervejs, er filmen bestemt værd at se. Men yngre generationer, især måske folk med musik i blodet, vil også kunne sætte pris på den. Igen, Bjergs præstation er helt fantastisk.
Sangene
Og sangene, jamen, jeg havde da helt glemt, hvor fast en ingrediens de var i radioen og mange andre steder! Selv tror jeg nok, jeg foretrak Bowie, Genesis, Eno og sådan noget rædsomt noget som Weather Report dengang. Men jeg gik i 2. G i 1977, så det hele står en smule uskarpt!
