Her er den engelske, nu 70-årige, hitlistes historie fortalt af BBC.
Den danske hitliste, som vist for længst har lidt kvælningsdøden, har en historie, der ikke er helt ulig den engelske, men måske endnu mere kontroversiel: I de første mange år var hitlisten, der blev offentliggjort ugentligt i BT, styret af musikbranchens organisation IFPI Danmark (international Federation of the Phonographic Industry). Den blev baseret på det antal singler/albums, selskaberne solgte til pladebutikkerne (og altså ikke butikkernes salg over disken). Og der blev fiflet en del med det. Hvis pladebutikkerne købte en ordentlig r**fuld, fik de både en betydelig rabat + nogle gange endda mulighed for at returnere de usolgte eks., hvilket vil sige, at de store selskaber kunne købe plads på hitlisten for cool cash. Ydermere kunne kun plader fra selskaber, der var medlemmer af IFPI, overhovedet komme i betragtning.
Dette betød, at de plader, vi udgav på Irmgardz, ikke kunne figurere på hitlisten uanset antallet af solgte eksemplarer. Indtil vi udgav en plade med Gangway, var dette problem kun teoretisk. Men Gangways Sitting in the Park solgte ret godt, og det vakte en vis undren rundt omkring i branchen, at den ikke figurerede på hitlisten. Måske var det netop den, der fik branchen til at overveje, om det måske var helt fair & square at gøre det på den måde? Den “nye” hitliste blev baseret på salg over disken og inkluderede alle plader fra alle selskaber.
Ugens kulturforbrug
Bøger
Square Haunting af Francesca Wade***
Som så ofte før har jeg glemt, hvor jeg stødte på anbefalingen af denne mursten af en bog, men jeg bestilte den i hvert fald på biblioteket, og jeg nåede liiiige at læse den færdig, inden den skulle afleveres. Den er en biografi om et sted og en tid – Mecklenburg Squaure, Bloomsbury, London, første halvdel af det 20. århundrede – og af fem markante kvinder, der alle boede der på et tidspunkt i den periode. Dem, du umiddelbart kender, er Virginia Woolf og Dorothy Sayers. Læs mere på Goodreads.
Franciska af Agnete Braad****
Exofiktion om den danske maler Franciska Clausen, hvis udstillingsfrekvens er mangedoblet det seneste tiår, skønt hun er død for mange år siden. Den er velresearchet og velskrevet, og man får en god fornemmelse for både hende, og det kunstnermiljø, hun var en del af, først i Tyskland, senere i Paris. Læs mere på Goodreads.
Ulvespring af Kerstin Ekman*****
Den var nøjagtig lige så god, som alle anmelderne sagde. Ganske kort roman, der virkelig har fået presset alt væsentligt ind på ganske få sider. Læs mere på Goodreads.
Once there were Wolves af Charlotte McConaghy***
Jeg havde tydeligvis ikke læst beskrivelsen af denne roman ordentligt, inden jeg gik i gang. Jeg troede, det var, hvad de på min engelsksprogede streamingtjeneste Scribd kalder “literary fiction”. Men det viste sig at være, hvad man vel kan kalde en miljø-thriller. Den handler om et rewildingprojekt, der ikke går som beregnet. Det går over stok og sten med had, kærlighed, mord og hærværk. Mere på Goodreads.
Den nye Yanagihara minder IKKE om Et lille liv
Det skriver jeg, fordi den lige er kommet på dansk, og fordi mange var SÅ begejstrede for Et lille liv (det var jeg også selv), og de vil blive skuffede over denne, hvis de tror, den ligner. Men det er ikke det samme, som at den ikke er god – den er faktisk lidt af en præstation, omend jeg syntes, den var en kende for lang. Jeg skrev sådan her, da jeg havde læst den engelsksprogede udgave.
Film
Holy Spider
En hård omgang, der igen-igen minder om, at det ideelle offer for en morder er en prostitueret. Og det er faktisk lige meget, om det er i Iran eller i Danmark eller i USA. De bliver ikke meldt savnet særlig hurtigt (hvis overhovedet), deres “kolleger” er ikke just åbenmundede eller vilde med at tale med politiet, der er ikke så mange, der savner dem, og de er uglesete i hele samfundet.
Når det så sker i et samfund så frygteligt som det iranske, så bliver det bare endnu værre. Filmen er snavset og grimet, der er ingen pæne mennesker eller pæne ting. Men den grimhed blegner i forhold til den grimhed, samfundets kvindesyn er gennemsyret af.
Det var en mørk og stormfuld nat
Smuk og fin animationskortfilm om, hvad der (måske) sker, når døden banker på. Jeg fandt filmen på The New Yorkers Instagram. Her er artiklen, der hører til filmen.
John Lewis julereklame
Den får mig hvert år. Måske endnu mere i år, fordi der er skruet kraftigt ned for sentimentalitetseffekterne.
Kunst og historie
Den lille Idas blomster (og breve)
Har en nutids-børneinfluencer noget til fælles med den Lille Ida, der skrev breve til sin far (og alle mulige andre) og blev berømt og inkluderet i gamle H.C.’s eventyr? Ja, en hel del, viser det sig. Læs eller lyt hos Zetland.
Musik
Elisabeth
Elisabeth, der døde i oktober, var mere end et ikon fra min ungdom, hun var også en ven, hvis begavede selskab jeg kommer til at savne. Det her er en af hendes dejligste sange i en version, jeg virkelig elsker.
Trio Vitruvi
Som den lykkens pamjulefis jeg nogle gange er, fik jeg en billet til en helt igennem mesterlig kammerkoncert i den Sorte Diamant. De spillede blandt andet Schuberts Forellen Quintet. Altså, der er jo for pokker en grund til, at den er blevet en klassisker. Oh, joy!
Design/Arkitektur
Hvis jeg vandt i Lotto…
sku’ mit sommerhus nok se nogenlunde sådan her ud.
Samfund/Politik
Oh, at køre med tog
Jeg følger en håndfuld danske tog-entusiater på Twitter (eller det vil sige, der er tale om mennesker uden bil, der cykler, går og kører med toget. Altid). De poster ofte om deres frustrationer over alt fra farlige cykelveje til elendige togforbindelser. En af dem (tak Michael) postede det her interessante interaktive Europa-kort, hvor man kan se, hvor langt man kan komme fra en station, man selv vælger, på fem timer. Det er simpelthen ynkværdigt at klikke på København og Aarhus i forhold til de fleste byer uden for Danmark. Du kan komme fra Aarhus til Hamborg på fem timer med det yderste af neglene, men ikke fra København. Til gengæld kan du fx komme fra Edinburgh til London, fra Paris til Marseilles eller fra Berlin til München. Det er værd at huske, at det i Danmark ikke er infrastrukturen, der står i vejen, men politisk vilje.
Medier
Hus forbi
Det viser sig, at vi helst skal tage bladet med, når vi stikker Hus Forbi-sælgeren en tyver. Forklaring fra organisationen selv.
Teknologi
Mastodon
Som så mange andre Twitter-brugere er jeg bekymret over udviklingen, efter at ham milliardærtossen har taget over. Mange af mine “Twitter-venner” har for længst åbnet en konto hos Mastodon, der er en decentral open source mikroblog-platform, og nu har jeg endelig taget mig sammen til at følge efter. Jeg hedder @labeet@ohai.social dér, hvis du nu sku’ ha’ lyst til at følge med eller allerede er der. Her er en vejledning.
