Tak, Svend!

Jeg har været glad for din opfordring til at Gå Glip. Jeg synes måske ikke, jeg lider sååå voldsomt af FOMO, men måske alligevel lidt? Jeg tjekker i hvert fald min telefon alt for tit.

Inden jeg læste bogen, læste jeg denne anmeldelse i Information (paywall). Den gav mig vildt meget lyst til at læse bogen, fordi anmelderen er så utroligt nedladende. Vi må forstå, at det er ret latterligt at både citere Goethe, Piet Hein, Queen og Løgstrup. For så blærer man sig jo egentlig lidt, samtidig med at man ikke fordyyyyber sig nok. Alle vi læsere af Brinkmann skulle meget hellere kaste os over originalværker af Giddens, Baumann og Foucault (og Peter Nielsen får jo på denne elegante måde fortalt os, at HAN skam HAR læst og forstået alle disse lærde værker). Men når jeg simpelthen elsker forfattere af Brinkmanns type, dvs. intellektuelle, der gider sætte sig ned på mit niveau og formidle svært stof, så er det netop fordi jeg ikke har tid, lyst, lejlighed eller måske evner til at læse disse lærde værker.

Den her bog har jeg læst

Jeg kan jo så til gengæld prale med, at jeg har læst Gå Glip. Det er så heller ikke så stor en opgave, da den er let læst og kun er på 136 sider. Brinkmanns budskab er jo ikke, at vi kan forstå alle de ovennævnte lærde tænkere ved at læse 136 sider. Eller at de alle sammen har råbt: Gå Glip! henover århundrederne. Men at ideen om, at mådehold kan være sundt for sjælen og mindst lige så lykkebringende som alverdens nye køkkener eller mindfullness, slet ikke er ny – tværtimod. Brinkmann vil gerne genintroducere tanken om mådehold som en dyd i vores helt og aldeles umådeholdne samfund. Eller rettere, som han også skriver flere gange i løbet af bogen, i det samfund, hvor et umådeholdent forbrug holdes op som en efterstræbelsesværdig målestok – særligt for dem, vi som samfund nu lukker ude fra samme forbrug ved igen og igen at nedsætte den almisse, vi som samfund giver dem.

Opfordringen er til os, der har

Jeg så på Twitter og Facebook folk harcellere over, at han opfordrer folk til at bruge mindre. Men de kan ikke have læst bogen – for hans målgruppe for den opfordring er netop os, der allerede har nok af alting – ikke de mennesker for hvem verden bryder sammen, når køleskabet gør det.

Andrea Hejlskov er sjov

Og hvis du nu ikke gider læse bogen, så kan du i det mindste læse Andrea Hejlskovs sjove og skarpe modanmeldelse af Peter Nielsens anmeldelse, som jeg nævner ovenfor. Hun argumenterer overbevisende for, hvordan man godt kan udvise mådehold uden derfor at gå over i ren askese. Man må godt stadig være glad for sin nye lampe eller købe nye sko. Men man kan overveje, om lampen kan være genbrug eller om skoene behøver koste 2.000 kr. (ahem). Måske kan vi godt blive bedre til at glædes over de ting, vi allerede har. Måske kan man træne sig i at tænke tilbage på dengang, man fik en konkret ting og så huske, hvor glad man var for tingen dengang. Og spørge sig selv, hvorfor man egentlig er mindre glad for tingen nu? Der kan jo være gode grunde til det – blenderen blender ikke særlig godt mere. Men der kan også være elendige grunde – min svigerindes nye blender er meget nyere og hottere eller min blå blender passer ikke til min røde røremaskine… Som læseren sikkert fornemmer: been there, done that.

Instant decision fatigue

Noget af det, jeg også syntes, var rigtig godt i Brinkmanns bog, var afsnittet om valgets tyranni baseret på en bog af psykologen Barry Schwartz. For hvor er det gyldne snit for valgmuligheder? Vi kan alle være enige om, at sovjetiske supermarkeder, hvor man kunne “vælge” mellem en slags af alting, var virkelig ufedt. Og valget mellem fx to slags sild er måske også lidt i underkanten. Men når man står i en stor Føtex og kan vælge mellem måske 50 slags? Eller et amerikansk supermarked (nej, ikke sild, men ALT andet, næsten). Jeg får Instant Decision Fatigue. Jeg kan ikke holde ud, at der er 12 forskellige typer af guacamole at vælge imellem. Ffs, det er mosede avocadoer! Men det er slet ikke nemt at finde det gyldne snit. Hvilke 2-3-4 slags skal der være at vælge imellem? Og i øvrigt – det skriver Brinkmann også – så er det i virkeligheden at gøre nar af verdens fattige at give os rige 12 forskellige slags guacamole at vælge imellem!

Hurra for kustoder og kuratorer

Sluttelig kommer måske en af grundene til, at jeg så godt kan lide bogen. Brinkmann roser folk af min slags: kuratorerne og kustoderne. Ikke de store skabende ånder, der vil stå for eftertiden i et forklaret lys, men de af os, der forsøger at bringe lidt skik på det hele for vores medmennesker. Sådan nogle bibliotekar-typer som yours truly. Så bliver man jo glad.