Spring til indhold

Prado

Mariano Fortuny The Artist's Children in the Japanese Salon
Jeg blev fuldstændig fortryllet af dette billede: Mariano Fortuny: The Artist’s Children in the Japanese Salon, 1874 (Wikimedia)

Selvfølgelig tilbragte vi også nogle timer på Prado-museet. Vi havde forhåndskøbt billetter, men det betød ikke, at vi slap for de kæmpestore grupper af kinesiske turister, der blev ført fra rum til rum af højrøstede guides.

Det, der altid slår mig, når jeg er på museer, der væsentligst indeholder ældre kunst, er, at de kræver en masse dannelse og viden. De mange kæmpe lærreder med dramatiske figurer er nærmest meningsløse, hvis man ikke forstår, hvad der afbildes. Det gør jeg langt fra altid, selvom jeg har læst både Biblen og Græske Guder og Helte, eller hvad den nu hed. Ofte må jeg søge hjælp i de små papstykker, museerne venligt klæber på væggen til højre for billedet. Desværre er den hjælp, man får, ofte særdeles mangelfuld. Når jeg har Jr. med på museum bliver det naturligvis endnu tydeligere, hvor mange forkundskaber sådan nogle malerier kræver. Han har gået på internationale skoler og har derfor ikke haft biblen tæt inde på livet. Hvad synes I, man skal mene om, at hans kendskab til græske guder og helte stammer fra bøgerne om Percy Jackson? Personligt synes jeg, det er herligt, at der kan skrives spændingsbøger for børn og unge, der samtidig bibringer dem lidt dannelse. Lidt det samme som den danske tegneserie Valhalla om Thor og de andre nordiske guder.

Samme aften læste jeg så Mai Mercados blogindlæg om kristendom i Berlingske. Og jeg synes jo, hun har fat i noget rigtigt, men drager de helt forkerte konklusioner. Ja, vi har brug for at forstå vores historie, og kristendommen er en særdeles væsentlig del (men jo altså kun en del) af vores historie.  Og ja, det går skidt for en del muslimske lande for tiden (dog ikke for alle), men at det skulle være begrundelse nok for at sige, at kristendommen er bedre end islam? Har hun nogensinde hørt om Alhambra? Jeg ville nok nøjes med at sige, at kristendommen er en bedre religion for mig. Hvis jeg altså mente det. Randahl Fink Isaksen har så i øvrigt sagt det, der skal siges om den sag.

Vi vesterlændinge føler os naturligt hjemme i kristendommen, fordi alle myterne er os bekendte. I det moderne Danmark har vi bekvemt glemt alt det sludder og hævngerrige vrøvl, der også står i biblen, og så plaprer vi løs om næstekærlighed. Som om de andre religioner ikke også har deres versioner af den! Oven i købet har Søren Krarup vist engang sagt, at den kristne næstekærlighed kun gælder dén næste, der ligner os selv. Det er nok derfor, han ikke har skrevet en kæmpe smøre om de døde unge i Kenya. De er bare for langt væk.

Hvis man vil forstå, hvor fremmede vores myter forekommer folk fra andre dele af verden, kan man gå forbi Davids Samling. Det er gratis at komme ind. Der finder man tre etager med islamisk kunst og kunsthåndværk. Som uindviet kan man kun beundre det for dets fantastiske håndværk og for den universelle skønhed. Meningen med de enkelte værker går fuldstændig hen over hovedet på os. Sådan må det også være for de kinesiske turister på Prado-museet, som jeg nævnte her i første afsnit.

Vi vandrede lidt hovedløst rundt, for det er ikke noget nemt museum at finde vej i. Men vi blev enige om, at vi måtte se Goya, hvis billeder selvfølgelig på ingen måde kunne ses samlet. Søn kunne sagtens se, hvorfor Tres de Mayo har stået distancen over så mange år.

Francisco Goya: Tres de Mayo 1808 (1814)
Francisco Goya: Tres de Mayo 1808 (1814)

Vi så også Albrecht Dürers berømte selvportræt, som jeg aldrig rigtigt har forstået opstandelsen over, men som så ofte før, så sker der noget, når man står foran originalen. Han er lidt udringet, synes I ikke?

Albrecht Dürer, Selbstbildnis mit 26 Jahren (Prado, Madrid)
Albrecht Dürer: Selvportræt, 26 år. 1498
Igen var vi heldige, at Kunstmuseum Basel er under ombygning, for også til Prado havde de lånt nogle billeder. 10 store Picassoer. Der var flere, jeg ikke erindrer at have set før – heller ikke i kunstbøger.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share