Spring til indhold

Få forklaret begrebet serendipitet i forskning

Jeg har styret mig i denne uge. Eller også har der bare ikke været så meget interessant stof. Det, der er, er til gengæld rigtig godt. Noget af det bedste er denne artikel i Videnskab.dk, der forklarer serendipitet (og får hvisket, hvorfor “Fra Forskning til Faktura” er verdens dårligste idé.)

Samfund/miljø/politik

Vækst vækst vækst

Politiken har et interview med Kate Raworth, økonomen som har opfundet den såkaldte doughnut-økonomi. Hun siger bl.a.: “Vores samfund er slave af økonomisk vækst i snæver forstand. Men vækst er alt for begrænset en målestok, når det drejer sig om at skabe samfund, som holder sig inden for naturens tålegrænser og samtidig opfylder alle menneskers grundlæggende fysiske behov. Artiklen er bag paywall, men denne artikel fra Videnskab.dk beskæftiger sig med samme emne og kan læses af alle.

De fattige er dyre for samfundet

Professor Nanna Mik-Meyer fortæller i Berlingske om sin nye undersøgelse af de mennesker, der lever på undersiden af det danske samfund. Taberne, de syge, misbrugerne. Ingen systemer er gearet til at hjælpe dem, så de ender med at leve mere usselt, end de behøvede og SAMTIDIG koste samfundet flere penge end nødvendigt.

“Gør Bezos til vores bitch”

I anledning af flere amerikanske staters konkurrence om, hvem der kan gøre sig mest lækre (dvs. give størst skatterabatter) over for Amazon for at få dem til at placere nye distributionscentre hos sig, har mediet Outline denne meget radikale artikel, der gennemgår alt det, Amazon får for at placere sig et sted og hvor lidt, den pågældende stat – og især arbejderne – muligvis får ud af det. Faktisk konkluderer artikel, at man bør nationalisere Amazon. Det kommer nok ikke liiiige til at ske, men artiklen er meget oplysende.

Det bedste land

Med udgangspunkt i England fortæller to forskere på World Economic Forums hjemmeside, at Danmark er det optimale land at bo i, hvis man gerne vil have opfyldt ‘den amerikanske drøm’. Ikke overraskende er USA et af de dårligste (i Vesten) og England ligger ikke meget højere. Det er social ulighed, der er markøren for, hvor godt eller dårligt et land er til at opfylde drømmen.

Fælles for alle ekstremistiske bevægelser

Desværre er det, de mange ekstremistiske bevægelser på alle fløje og i alle lande har til fælles, had til kvinder. Det skriver Loke Bisbjerg overbevisende og gysende om i POV.

Teknologi

Alternativ søgemaskine

Den franske regering og forsvarsministerium har droppet Google som søgemaskine og bruger nu det “hjemmelavede” fransk-tyske Qwant, der påstår, at de ikke overvåger brugerne. Og Frankrig har meget mere i støbeskeen for at gøre sig (og os/EU) mindre afhængige af tech-giganterne. Svært at forestille sig danske politikere gøre det samme! Læs i Wired.

Om os

Pas på tingene

Apropos Black Friday, så er her et lille indslag fra BBC om Repair cafés. Jeg synes, jeg har hørt om en på Østerbro, men en hurtig Googling viser kun en enkelt i København, på Nørrebro. Jeg ville ønske, jeg selv var sådan en, der ku’ reparere ting…

Kunst og kultur

Jeg har set en film og en TV-serie, der har det til fælles, at de foregår i Berlin. Filmen var den moderniserede gyser Suspiria. Gysere og mig – vi bliver aldrig venner. Jeg har fået blod og indvolde og syge ritualer nok til resten af livet. Men lyt til Thom Yorkes musik i stedet. Meget smuk.

TV-serien derimod, er Babylon Berlin på DR.dk. Se den, se den, se den. Den er aldeles fremragende.

https://youtu.be/SBgAlOb2niY

En anden god serie på DR er norske Lykkeland, der handler om olieeventyret i Stavanger. Fedt at se, for har vi ikke næsten glemt, at Norge var et fattigt land indtil for ikke så længe siden?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share