Farvel Facebook?

Efterhånden tænker jeg næsten dagligt på at lukke min Facebook-profil, fordi der er mere og mere ved Facebook, der irriterer mig.

Facebookhowareyou

Det handler ikke om at slippe for vennernes kedelige opdateringer om fodbold, perfekte børn og speltboller – dem har jeg sorteret fra for længst – det er jo, i modsætning til så meget andet på Facebook, noget man selv kan gøre noget ved. Og jeg er også for længst holdt op med at tillade applikationer adgang til min profil. Vil folk mig noget, må de give mig mulighed for at blive kunde/abonnent uden om Facebook.

Nej, det handler om, at Facebook ommøblerer i min strøm, så jeg ikke ser opdateringer, jeg ellers gerne ville se – fx fordi de pågældende personer ikke opdaterer særlig ofte, eller fordi de ikke er del af den gruppe af venners venner, som udgør den inderste kerne i de fleste menneskers Facebook-univers.

Og det handler om de reklamer og “anbefalinger”, der nu hele tiden dukker op i strømmen. Især på telefonen er det irriterende. Hvis jeg kunne vælge en Premium-udgave af Facebook, så jeg kunne slippe for reklamerne, slog jeg til med det samme!

Og så er det grimt. Uæstetisk.

Udover at følge med i, hvad mine venner og min familie interesserer sig for, bruger jeg Facebook som nyhedsfeed (RSS), hvor jeg abonnerer på diverse danske og internationale aviser, magasiner og organisationer, jeg interesserer mig for. Men den del af min Facebook kunne jo uden videre flyttes til Twitter eller Google+.

Men en meget stor del af de mennesker, hvis opdateringer jeg sætter pris på, bruger ikke andre sociale medier. Jeg ville altså miste kontakten med en lang række spændende mennesker.

Desuden er jeg oprigtigt interesseret i sociale medier og deres udvikling. Man kan godt nok læse kloge artikler om Facebook til man segner og måske tro, at man ved, hvad der foregår. Men det er bare ikke det samme, som at være der selv!

Noget tyder imidlertid på, at Facebook er klar over, at vi er nogen, der har det sådan. For de har en opdatering på vej, der ser ret lovende ud. I hvert fald lover de, at vi som brugere får større selvbestemmelse over det, vi ser på Facebook – og at det bliver nemmere at eksekvere denne selvbestemmelse.

Og det bliver pænere. Så jeg bliver, lidt endnu.

newFacebook

 

 

Share