Ma grippe

Grippe betyder influenza, har jeg lige slået op. Illustrationen er en af mange i en Facebook-gruppe af den slags, der gør det værd stadig at besøge Facebook. Den hedder People’s History of the Corona Pandemic. Jeg får hver dag en lille dosis smil eller ukurant information.

Samfund/miljø/politik

Coronakurve

Denne her kan du med fordel bookmarke – det er en konstant opdateret statistik over corona på verdensplan. Læg mærke til, at du selv kan vælge lande til og fra, så du ser statistik for de lande, der interesserer dig mest.

Mundbind mundbind mundbind

Forskerzonen samler lidt op på det danske studie og diskussionen generelt. I den forgangne uge læste jeg et sted, at når mundbind mange steder vurderes til ikke at virke så godt, så er det fx, fordi de ikke beskytter mod Corona i en tom bus eller en halvtom Netto. No shit, Sherlock? Og skal vi så ikke lige slå fast: Mundbind bæres for at undgå at smitte andre = sprede smitten i samfundet.

Et “frisat” læserbrev fra en overlæge

Denne overlæge arbejder med corona-patienter på en intensivafdeling. Han har sgu et par borgerlige ord til alle os skrivebordsgeneraler, der bare ved, hvordan den her virus skal skæres. Tak til Ronnie for frisættelsen. (Med frisættelse menes, at læserbrevet er bag paywall hos Berlingske).

De gule veste

Monica Krogh-Meyer har anmeldt en dansk bog om de gule veste. Bogen får jeg næppe læst, men det var godt at læse MKM’s anmeldelse, for jeg vidste om muligt endnu mindre om bevægelsen, end MKM siger, at hun selv vidste. Nu ved jeg lidt mere.

Fra miljøsynder til miljøhelgen

Zetland har kigget nærmere på Mærsk’ usædvanlige og interessante rejse fra sort miljøsynder til lidt af en duks i klassen.

Teknologi

Pepe the frog

Pepe the frog, vil mange nok vide, er et samlende symbol for den yderste højrefløj på det amerikanske internet. En dokumentarfilm, der pt ligger tilgængelig på DR, fortæller historien om, hvordan den uskyldige skaber af Pepe ønsker at tage sin frø tilbage. Jeg har ikke set den endnu, men læste lige en varm anbefaling fra Alexander Sjøberg i Politiken i dag. Filmen er opkaldt efter det, som Pepe angiveligt siger hele tiden i tegnefilmen: Feels Good Man.

Nyhedsbrevkuratering

En ny tjeneste ser snart dagens lys, læser jeg i nyhedsbrevet Digital Ugerevy. Den hedder Listory. Vil jeg prøve den af, nu hvor jeg abonnerer på så mange nyhedsbreve pga #serendipiteten? Ja, det vil jeg nok, men jeg er ikke ved at gå bagover af begejstring – endnu da.

Om os

The serendipity mindset

The serendipity mindset – en (ikke ny) bog om at skabe serendipitet for sig selv. Første skridt er naturligvis at læse #serendipiteten. Nej, ærligt, jeg har ikke læst denne bog, men vil sætte den på næste års liste.

Serendipitet handler om at tilrettelægge sin vej sådan, at man næsten ikke kan undgå at bumpe ind i “heldet”. Heldet forfølger ikke nødvendigvis de tossede, nemlig, men måske snarere dem, der opsøger “heldet” ved flid og god karma.

Mænd i kjoler

Jeg ved med stor sikkerhed, at jeg ikke er den eneste kvinde, der har nydt Vogues forside med Harry Styles i kjole. Jeg er også vild med mænd i kilt – tjek i øvrigt Facebook-siden Kilt – Møg Maskulint. Der er en ny mand i kilt hver uge!!!

Nå men, diverse konservative skribenter har nu kommenteret, at kvinder ønsker at se mænd i kjoler for at afmaskulinisere dem. Det er simpelthen et feministisk plot. Men intet er altså mere forkert! Vi (#notallwomen I guess) synes, mænd bliver meget mere sexede i kjole!

“But Vogue didn’t put Styles in a gown on their cover because of some nefarious agenda to emasculate American men; they did it because it’s hot.” Det og meget mere kan man læse i denne glimrende artikel.

Kunst og kultur

Ingen bog, ingen film, ingen kunst

Det har desværre været en af de uger, som bare forsvandt – sådan stille og roligt. Jeg læser jo hver dag, men jeg er ikke blevet færdig med nogen af dem endnu. Til mit forsvar skal siges, at den korteste er på 410 sider.

100 bøger

Det er tid for lister, og her har New York Times Review of Books udvalgt 100 gode bøger fra året. Udvalget er selvfølgelig meget amerikansk, men der er også både indiske og japanske forfattere imellem dem, jeg lige nåede at kigge på. Så savner man inspiration, kan man altid lige gemme det her link.

51 film (+ 1)

Zetland har udvalgt 51 feel-good film til at forsøde jule- og coronatiden med. Det var sgu da pænt af dem! Der er mindst en håndfuld, jeg ikke har set endnu. For egen regning til jeg gerne tilføje Captain Fantastic med Viggo Mortensen. Jeg elsker den film.

Share

Vi er i dårligt humør!

sådan kollektivt! Se “hedonometret” (som jeg ikke vidste fandtes, før jeg læste om det i Technorama nyhedsbrevet). Det handler så faktisk kun om folk, der er på Twitter og kun om dem, der tweeter på engelsk. Meeen alligevel, tjek det ud!

Samfund/miljø/politik

Dansk Mandesamfund

Nogle gode mænd, hvoraf jeg kender den ene godt, har startet Dansk Mandesamfund, hvis formålsparagraf du kan læse ved at klikke på linket. Du kan melde dig som interesseret her. Foreningens hovedformål er at skabe et ligestillet samfund med lige respekt for alle køn. Her er muligheden for at deltage i et arbejde for at forbedre mænds vilkår dér, hvor den er gal (fx inden for sundhed), uden samtidig at stå og skrige, at det er kvindernes skyld.

De stakkels mænd

Jakob Brønnum skriver glimrende i POV om “de stakkels mænd” – altså dem, der nu ikke må flirte mere, dem der aldrig kan lægge an på en kvinde igen, dem der virkelig gerne vil fokusere på noget vigtigt nu, dem der siger, at kvinder bruger sex til at opnå fordele, etc. etc. Han har en opsang til dem, som er hårdt tiltrængt! Og så vil jeg da gerne lige tilføje for egen regning: Hej mand, hvis du er utilfreds med, at kvinder bruger deres seksualitet til at opnå fordele hos dig, så må du jo bare lade være med at falde for det. Har du tænkt på det?

“De fem i Nordkorea”

Det er svært få lov til at være negativ over Mads Brüggers Nordkorea-”doku”, når de fleste omkring én synes, den er åh så fantastisk. Brüggers form er og har altid været mig imod – han kaster andre mennesker under bussen for sin egen karriere og fornøjelses skyld, og det kan jeg virkelig ikke lide. Da jeg blev færdig med at se den, brugte jeg lidt tid på at finde noget substantiel kritik af serien, men det lykkedes mig ikke rigtigt (det er ikke det samme, som at det ikke findes – så grundig var jeg heller ikke, ligesom jeg kan være blevet stoppet af diverse paywalls). Men her skriver Mette Holm sobert og ædrueligt om det.

Viden

Mødommen

En artikel i videnskab.dk gennemhuller – igen – myterne om “mødommen”. Det er IKKE muligt for en læge at fastslå, om en pige/kvinde har haft samleje eller ej. Mødommen er ikke en hinde, men en krans. Og kan vi SÅ få noget seriøs seksualundervisning i de små klasser i skolen.

Diskussion om ansigtsmasker

…skal åbenbart være en ting. Det er sgu næsten ikke til at bære, men når Danmarks tidligere statsminister går ud og sår tvivl om nytten, så må man desværre bare erkende, at det ER en ting. Allerede i juli kom videnskab.dk med en opsummering af forskningen (heraf artiklen fra The Lancet, som jeg bragte i sidste uge). Og de fortæller om baggrunden for, at amerikanske forskere advarer mod det danske mundbindsstudie.

Om os

Myter om mad og helbred

Der cirkulerer stadig en del myter om, hvad der er “sundt”. Fx sammenblandes “slankende” ofte med “sundt”, og det er simpelthen bare ikke det samme, selvom det selvfølgelig ofte er det. Her er lige en hurtig oversigt. 

Det femte punkt på listen handler om detox-kure. Jeg husker stadig med rædsel den detox-kur min meget helsebesatte mor engang fik mig overtalt til at gå på. Det var FORFÆRDELIGT, simpelthen. Jeg blev så syg af kuren, og det havde absolut ingen effekt, da min mave endelig blev sig selv igen bagefter. Don’t go there.

Kartofler

Jeg er altid på udkig efter nye måder at tilberede kartofler på. Jeg tilhører ikke kartoffelfornægterne – det er en god, sund og billig råvare, som kan udgøre basis for mange typer måltider. Disse her græske kartofler lyder, som noget man sku’ prøve af.

Nøglen til at leve godt, længe

Japanere i Okinawa lever længst i verden. Og ikke bare det, de lever også bedst, hvilket i min optik er det vigtigste. Journalisten i artiklen har spurgt en håndfuld af disse meget gamle mennesker, hvad deres “hemmelighed” er. Og de siger allesammen: “Jeg spiser dejlig mad” – en af dem endda “jeg elsker søde sager”. Ta’ den, helsefreaks.  Det er selvfølgelig vigtigt at spise sundt og alsidigt – men vi skal sørme også huske at nyde maden!

Medier

Pinligt, Børsen!

Forhåbentlig har de røde ører hos Børsen og TV2. Anders Colding var heldigvis hurtigt ude på Twitter og skælde ud over en clickbait-overskrift, der er Ekstrabladet værdigt:

Og historien? Jo, en af de deltagere i vaccineforsøget, der havde fået placebo, var død af noget helt andet. Flot!

Berlingske var også rigtigt ude og puste til den konspirationsteoretiske ild. Se ovenfor om, hvorfor studiet er afvist. For et såkaldt seriøst dagblad at antyde, at tre kæmpestore internationale videnskabelige tidsskrifter har afvist artiklen af politiske grunde er langt ude – hvis man ikke har noget substantielt at bakke det op med.

Teknologi

Twitter tweak

Twitter indbygger lidt modstand for at forhindre bevidstløs retweeting. Det er nok meget godt. Via Digital Ugerevy.

Tastaturgenveje

Jeg er nogenlunde med, når det gælder tastaturgenveje (Når man har problemer med leddene, bliver man hurtigt god til det), men der var alligevel et par stykker af dem her, jeg ikke kendte.

Falske Facebook events

Frederik Forklarer Internettet er en serie podcasts på Zetland, hvor et nyt fænomen på internettet forklares, så alle kan være med. I denne uge handlede det om et falsk (et af mange) event på Facebook, nemlig den Sorte Diamants aften med Piketty. Hvorfor oprette et falsk Facebook event, spørger man sig selv. Svaret kan du lytte dig til.

Kunst og kultur

Kunst påvirket af sygdom

Abbott Thayer’s ‘A Virgin of 1892-3.’

Her er en artikel om, hvordan kunstnere er påvirket – og inspireret – af sygdom. I mange år var tuberkulose en mystisk sygdom, som man ikke forstod oprindelsen af og ingen kur havde imod. Fordi adskillige berømte kunstnere døde af tuberkulose, blev sygdommen romantiseret. Artiklen tager udgangspunkt i den ikke særligt kendte maler Abbott Thayer og er oprindeligt skrevet i The Conversation, men oversat til dansk og bragt i videnskab.dk.

Et kig indenfor hos Ingels

Jeg ved ikke med dig, men jeg har da ønsket mig at få lov til at kigge indenfor hos Bjarke Ingels derude på Holmen. Det har Architectural Digest nu fået lov til, og vi kan kigge med. Tak til Morgenposten for link.

Oh Dolly

The New Yorker har læst en ny bog om Dolly Parton, og anmeldelsen er mere et referat end en anmeldelse, og der er også henvisning til den podcast, jeg anbefalede for snart mange måneder siden. Den kan man stadig finde.

Bogklub?

Siden sidste uge har jeg ikke fået læst en bog færdig, selvom enden nærmer sig for en af dem, jeg har gang i. Jeg gad godt tale mere med andre om de bøger, jeg læser, og det luftede jeg under en bogopdatering fra Jeppe Haugaard på Instagram. Han sagde, at han var frisk på at være med i en bogklub, hvis jeg startede en. Vil du være med?

Vi kan mødes på Google Meet eller på Zoom, så hverken Corona eller geografi er en hindring. Jeg forestiller mig, at vi definerer nogle rammer, som alle kan blive enige om, for, hvilke typer af bøger, vi gerne vil læse, og at medlemmerne så skiftes til at vælge en bog. For mit vedkommende skal det ikke nødvendigvis være nye bøger – jeg vil nødigt føle mig pressset til at købe en ny bog hver måned – og heller ikke presse andre.

Hvis du er i tvivl om, hvilke bøger jeg holder af at læse, så kan du kigge på Goodreads, hvor jeg holder regnskab med, hvad jeg læser.

Share

Ny udsigt

Jeg er flyttet til Nørrebro, og min udsigt fra stuen er det nye Panum, som er udført af CF Møllers tegnestue. Det er jeg simpelthen ovenud lykkelig for. Dels synes jeg, det er et flot byggeri, dels ligger det mod nord, så det skygger ikke, dels er det trukket tilbage fra vejen, så jeg får en masse lys i min lejlighed og kan se en masse himmel.

Så taler vi til gengæld ikke om, hvor stressende det er at flytte, hvor meget jeg stadig mangler eller hvor meget bagud, jeg er med alting. Inklusiv #serendipiteten. Jeg har en million ulæste nyhedsbreve i min indbakke, men har besluttet at slette dem og bare give jer, hvad jeg har samlet sammen de seneste uger. Ellers tror jeg faktisk aldrig, der kommer en ny udgave, og det går jo ikke!

Samfund/miljø/politik

Mueller rapporten (havde du glemt den?)

Nu kommer den første bog indefra justitsministeriet. Muellers højre hånd giver i bogen sin version af, hvorfor det gik så galt. Læs en opsummering fra The Atlantic.

Rød/blå fordeling af smittespredning i USA

En fantastisk bevægelig graf viser, hvad republikanerne har betydet for smittespredning i USA – man tror næppe sine egne øjne – kun Nevada af de blå stater forbliver i den kritiske zone.

Det vidste jeg ikke!

Hver eneste gang en socialrådgiver sidder med en person med dobbelt statsborgerskab eller udenlandsk statsborgerskab, inklusive mennesker der er født her i landet, så SKAL de spørge dem, om de vil “hjem til x-land”. Hver gang – også selvom borgeren tidligere har sagt nej tak 10 gange og fx ikke engang taler sproget i det land, hen angiveligt “kommer fra”. Hvad gavn gør sådan en regel? Der er (alt for) meget, vi ikke ved om, hvordan de svageste borgere i vores land bliver behandlet. Ingen vågen journalist har åbenbart læst den her bekendtgørelse, som landets socialrådgivere skal rette sig efter. Men nu har det da i det mindste stået i Information. Og i #serendipiteten!

Politikens kampagne mod kvindekrisecentre

Det er ikke godt at vide, hvad der ligger til grund for, at Politiken har valgt at føre en ret intensiv kampagne for at miskreditere kvindekrisecentre. Det fremgår fx af mange artikler, at kvinder kan “tjekke ind på et krisecenter for at øge chancen for at få forældremyndigheden”. Lige meget hvor meget folk med forstand prøver at forklare avisen, at man ikke kan “tjekke ind” på et krisecenter, men at der er ventelister og meget grundig screening, så fortsætter Politiken sin kampagne. Lisa Holmfjord, der er forperson for de danske kvindekrisecentre, skrev et indlæg om dette til avisen, men de ønskede ikke at bringe det. I stedet er det blevet bragt i POV. Nu kan du også læse det.

Viden

Supersprederbegivenheder

I sidste uge læste jeg i The Atlantic en af de hidtil bedste artikler om den seneste viden om, hvordan Covid-19 smitter. Jeg havde gemt den til #serendipiteten, men til min glæde har Zetland fået den oversat, så den nu er tilgængelig på dansk. Læs eller hør den – jeg synes, det giver rigtigt meget mening.

Ansigtsmasker

Jeg har i de forgangne par uger mødt folk irl, der ikke mener, at masker virker. Det bekymrer mig – ikke mindst fordi mange asiater har brugt ansigtsmasker lige siden SARS, og mener vi da, at disse millioner af mennesker er komplet idioter, der løber rundt med masker på uden grund? Her er en artikel fra Nature, som ret grundigt dokumenterer, at masker virker. I øvrigt er der også et eksempel på maskers effektivitet i artiklen ovenfor.

Og mere om masker (fordi det er vigtigt, jo) – en kort artikel i The Atlantic om endnu en konspirationsteori, der cirkulerer over hele verden – nemlig at brug af masker gør dig (mere) syg. Noget sludder om, at du så indånder din udåndingsluft og bla bla.

Om os

Vilde dyr er – vilde

Facebookvideo, der fik mig ud på kanten af stolen og min puls til at ræse. Pyh. Vi har vist en tendens til at glemme, at vilde dyr er – vilde.

Medier

“Almindelige danskere”

Forskerzonen vender kikkerten mod mediernes brug af “almindelige danskere” som cases. Lad mig bare sige, at den artikel bør være pensum på journalistuddannelserne!

Kunst og kultur

Hvide Jesus

En kunsthistoriker forklarer, hvordan Jesus blev hvidere og hvidere op igennem (kunst)historien. Og viser den mest udbredte afbildning af Jesus, der ikke er særlig gammel, men til gengæld meget grim…

Caravaggio

Caravaggio: Burial of St. Lucy (1608)

En afro-amerikansk journalist følger i Caravaggios fodspor rundt i Italien og på Malta. Det bliver en dramatisk rejse. (Longread fra NYT)

Kontroversielle bøger

Jeg har læst hele to kontroversielle bøger over de seneste uger. JK Rowlings (R. Galbraith) seneste, som af hendes modstandere påstås at handle om en transseksuel morder (det gør den altså ikke), og Janine Cummins bog om immigranter fra Sydamerika, der har mødt modstand, fordi Cummins ikke er fra Mexico. (Links herover til min egen omtale på Goodreads).

Om Rowling er der sagt og skrevet helt utroligt meget, og jeg har læst en masse af det for at prøve at forstå det synspunkt, at hun er transfobisk, og at vi bør undlade at læse hendes bøger. Hvis hun havde sagt eller skrevet det, som mange siger, hun har sagt/skrevet, så måtte jeg da give dem ret. Men jeg kan ikke finde de citater, selvom jeg kan se, at hun bliver lagt ret vilde ting i munden. Som fx tweetet herunder, hvor det @manaxium siger om lægevidenskabens dovenskab bliver udlagt, som om Rowling siger, at psykisk syge mennesker er dovne.

Rowling skriver bl.a., at der de senere år er sket en stigning på 4.400% i antallet af unge piger, som søger hjælp til at skifte køn. Heraf en overrepræsentation af autistiske piger. Ingen steder ser jeg disse tal tilbagevist eller forklaret.

Af de mange debatter kan jeg se, at folk på min alder ofte mener det, jeg mener, og at det er unge, der er uenige. Det plager mig selvfølgelig lidt, fordi jeg i mange andre kønsrelaterede debatter helt klart er på de unges side og ofte bliver beskyldt for at være “lige lovlig woke” af folk på min egen alder. Men jeg er altså tydeligvis en TERF (Trans Exclusionary Radical Feminist). Jeg må sige, at sådan føler jeg mig simpelthen ikke – jeg ved ikke, hvad jeg skulle have imod transpersoner og særlig ekstremistisk føler jeg mig heller ikke.

Glamour – bladet man ikke forventer andet af end mode og makeup, har skrevet en forbilledlig gennemgang af hele sagen. De citerer alle tweets og artikler fra alle sider. Der sker virkelig noget med “dameblade” for tiden – se bare vores eget Femina!

Nick Cohen, der er en kendt skribent på forskellige britiske medier, har skrevet et forsvar for Rowling i magasinet The Critic. Og Washington Post har skrevet en udmærket anmeldelse af selve bogen.

The Guardian skrev sidste år en opsummering af sagen om American Dirt.

En ukontroversiel bog

Det var faktisk ikke med vilje, at jeg læste to “kontroversielle” bøger lige oven i hinanden. Men jeg har altså også læst en, der ikke var kontroversiel. Men den var (også) god. Jeg faldt for Kindred, fordi den blev beskrevet som den første sci-fi roman skrevet af en sort kvinde, Octavia Butler. Jeg synes ikke, den er særlig sci-fi-agtig, men pyt med det. Den er skrevet i og foregår i 70’erne og i slavetiden. Læs min anmeldelse på Goodreads.

Minsandten

om det ikke også er lykkedes mig at se en kontroversiel film. Nemlig J’Accuse af Roman Polanski (jeg kan ikke med den engelske/danske titel Officer og Spion – jeg får billeder på nethinden af noget kulørt med Sharon Stone). Lige siden jeg første gang læste om Dreyfus-affæren, har den slået mig som det perfekte billede på, hvor langt magthavere vil gå for at dække over deres egne fejl og fejltrin, og hvor dygtige de ofte er til at finde den perfekte m/k at smide under bussen. I dette tilfælde en jøde. Filmen fremstiller hele affæren meget loyalt, så vidt jeg kan bedømme, og vi ser de ofte både uærlige og uduelige officerer i den franske hærs øverste lag dække over sig selv og hinanden. Og vi ser en mand af ære, der på trods af, at han også lider af tidens antisemitisme og at han ikke er særlig vild med den lidt selvretfærdige Dreyfus, alligevel søger sandheden, skønt prisen er høj.

Men altså, hvis Polanski virkelig mener, at han og Dreyfus har noget som helst tilfælles, så er han s’gu langt ude! Jeg kan desværre ikke læse Christian Monggaards anmeldelse i Information, men at dømme efter overskriften, mistænker jeg, at jeg er enig med ham.

Gammel og vis

Min veninde Gaby sendte mig det smukkeste interview i morges – det var så fin en indledning til søndagen. Interviewet er med den ældgamle forfatter og rejseskribent Jan Morris, der bl.a. var med Edmund Hillary på den succesrige tur til Mount Everest. Jeg havde hørt om hende, men vidste fx ikke, at hun har skrevet det britiske imperiums historie. Jeg har nu bestilt første bind – det lyder som lige noget for mig!

Share