Spring til indhold

En nuttet tyr


Vidste du, at børnebogen om Tyren Ferdinand er bygget på historien om en virkelig tyr? Læs den fine historie her hos Marginalian, der også fortæller, hvordan den historie fletter sig ind i den større historie om den spanske borgerkrig.

To ugers kulturforbrug

Bøger

I de forgangne to uger har jeg fået lyttet ekstra meget, fordi jeg har ligget og rallet med corona. Derudover er jeg blevet færdig med to ret tykke papirbøger – det er tilfældigt, at det er sket i samme uge.

Brænd alle mine breve

Jeg har læst endnu en af Alex Schulmans fantastiske selvbiografiske romaner. Det kunne du også gøre. Der er ingen selvsmagning, kun ransagelse af selvet og af fortiden. Læs mere på Goodreads.

I skyggen af unge piger i blomst I

Det hedder bind 3 af Prousts På sporet af den tabte tid. Som du kan læse i min “anmeldelse” på Goodreads, så er det at læse Proust som at iagttage en gletsjer her i vores antropocæne tid. Mens man ser på den, forekommer den ubevægelig, men så snart man ser væk, har den alligevel bevæget sig umærkeligt i mellemtiden.

Opfindelsen af naturen

En af de mest velskrevne fagbøger jeg har læst i lang tid. Det er nærmest som at læse skønlitteratur. Alexander von Humboldt var en helt igennem bemærkelsesværdig videnskabsmand, der trådte nye stier uanset om han var i Sydamerikas jungle eller i de fine selskaber i Paris eller Berlin. Et must for alle historie- og naturinteresserede! Glimrende oversat til dansk. Læs mere på Goodreads.

Du kan alt

Christian Jungersens seneste epos kom sidste år og fik ret slatne anmeldelser. Det synes jeg nu ikke er helt fair, ikke mindst fordi flere af anmelderne beskriver hovedkarakteren som usympatisk på en måde, som om Jungersen ikke selv netop har skrevet ham frem som sådan? Det kan selvfølgelig være tungt at lytte en kæmpelang bog med en selvgod og irriterende hovedperson, men jeg kan godt lide det præmis, som går igen i Jungersens bøger: Hvad er vi i stand til, når vi bliver presset? Kan du klare presset bedre end din nabo? Læs mere på Goodreads.

Leave the World Behind af Rumaan Alam

En ualmindelig veldrejet thriller, der fortjener al den hype, der er blevet den til del. Den amerikanske lydbogsudgave er glimrende indlæst. Den er oversat til dansk: Læg verden bag jer, hedder den. Min Goodreads-anmeldelse.

Læse-lytte-praktik

Da jeg opgav Amazon og dermed Audible, tegnede jeg abonnement på Saxo, fordi de angav, at de havde flest titler på engelsk. Det viste sig så at være lidt af en overdrivelse. De har muligvis flere end andre danske tjenester, men det er alt for få til mit behov. Og så var jeg mildest talt træt af deres app. Jeg valgte simpelthen den billigste danske tjeneste og samtidig en amerikansk i stedet for. Den danske er Bookbeat, og i tilgift til den gode pris har jeg nu fået en virkelig god og intuitiv lytte-app. Tak for det! Scribd hedder den amerikanske tjeneste, jeg har valgt. Deres lytte-app er også meget fin. Jeg har ikke prøvet de to tjenesters e-bogs-apps endnu.

Film

Elvis

Den var for lang. Men den første time fungerede godt og fortalte i hvert fald mig ting, jeg ikke vidste i forvejen, om Elvis’ barndom og ungdom. Og den unge Austin Butler bliver lynhurtigt til Elvis – han er helt skøn og synger virkelig godt. Der er typisk Baz Luhrmann’sk tryk på farver, klipning og musik, men indfaldet med at lade Tom Hanks’ figur, Elvis “onde” manager, være fortæller, fungerede ikke for mig.

Resten af livet

Næsten alle anmeldere er med rette faldet i svime over denne ægte perle fra Frelle Petersen. Vi reagerer alle forskelligt i mødet med sorg, og den enes reaktion kan virke voldsomt stødende på den anden. Filmen fortæller med helt enkle, men utroligt rørende virkemidler, at vi skal give plads til hinandens forskellige måder at sørge på, og ikke dømme den ene som bedre end den anden. Min unge medgænger var helt paf over, at en film kunne få hende til at græde. Det var hun ikke vant til. Det er noget andet med mig – jeg tuder jo nærmest altid…

Tv-serie

Mord mellem øst og vest

Bag denne talentløse titel gemmer der sig en spændende tysk tv-serie (på DR), der foregår i de allerførste år efter Murens fald og beskæftiger sig med den mistro, der fandtes mellem de to befolkningsgrupper – her personificeret i en sammensat politistyrke med betjente fra både øst og vest. Seriens originale titel er Zeit der Abrechnung, der kan oversættes næsten direkte til Afregningens time, hvilket Nabolandskanalerne da også har gjort.

Kunst og historie

En makaber fortælling

Hvor blev alle de døde af efter Slaget ved Waterloo? Ja, det er der ingen, der ved, og der var ellers nok af dem, et estimat siger 45.000. Artiklen, der fortæller om de forskellige teorier om, hvor de døde forsvandt hen, står i Videnskab.dk.

Arkitektur

“Arkitekturen lider af kvindeglemsel”

er overskriften på en artikel i Videnskab.dk. Og det skal jeg lige love for – artiklen fortæller om igangværende forskning, hvor historikere forsøger at finde information om kvindelige arkitekter i vores nære fortid. Heriblandt hende der opfandt det åbne køkken, og hende, der fandt på begrebet “børneværelser”. Spændende læsning.

Design

Spis en “ecovado”

En designstuderende i England har “opfundet” et avocado-alternativ som sit afgangsprojekt. Ved hjælp af ingredienser, der vokser lokalt i England, og en kemiker har den unge opfinder fundet frem til en kombination af ingredienser, der minder mest muligt om avocado i smag og struktur. Som du sikkert ved, er avocado, denne (også af mig) højt elskede frugt, en af de mest klimatyngende afgrøder, der findes. 320 l. vand per avocado. Det går jo ikke! Jeg er klar til at smage en ecovado, og i mellemtiden forsøger jeg at begrænse mit forbrug af avocadoer så meget som muligt. Læs i Dezeen.

Klima

Biodiversitet What is it Good for?

Jo, det skal jeg sige dig: Alt muligt. En bevaringsbiolog fra Penn State fortæller i denne artikel fra The Conversation, oversat i videnskab.dk, om alle de gode grunde, der er til at kæmpe for at bevare biodiversiteten. Der er både hardcore økonomiske årsager og årsager, der mere handler om vores psykiske velbefindende.

Billeder af fugle

Yellow-breasted Chat by Sandrine Biziaux-Scherson. @Audubon.org

“The Audubon society” er en gammel og meget velrenommeret amerikansk organisation, der er dedikeret til bevaringen af fugle. I linket kan du se årets vinderbilleder i deres konkurrence om de bedste fuglebilleder. Det gør mig glad at bruge en halv times tid på at se naturens undere uden at behøve at sidde stille i timevis på en feltstol med kamera og kikkert i isnende kulde eller brændende varme. Organisationen er opkaldt efter ornitologen James John Audubon (1785-1851), som blev berømt for sine fantastiske tegninger og malerier af fugle.

Viden

Hangry findes

Det ku’ jeg godt ha’ fortalt de der forskere.

Teknologi

Forårsager smartphonen tab af hukommelse?

Svaret blæser i vinden, fortæller denne artikel fra The Guardian – forskerne er ikke enige. De er til gengæld ret enige om, at vores omfattende brug af GPS er noget skidt, fordi vi ikke får stimuleret vores hjernes evne til at orientere os i to og tre dimensioner. Måske påvirker det også vores risiko for demens.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share