Vi er i dårligt humør!

sådan kollektivt! Se “hedonometret” (som jeg ikke vidste fandtes, før jeg læste om det i Technorama nyhedsbrevet). Det handler så faktisk kun om folk, der er på Twitter og kun om dem, der tweeter på engelsk. Meeen alligevel, tjek det ud!

Samfund/miljø/politik

Dansk Mandesamfund

Nogle gode mænd, hvoraf jeg kender den ene godt, har startet Dansk Mandesamfund, hvis formålsparagraf du kan læse ved at klikke på linket. Du kan melde dig som interesseret her. Foreningens hovedformål er at skabe et ligestillet samfund med lige respekt for alle køn. Her er muligheden for at deltage i et arbejde for at forbedre mænds vilkår dér, hvor den er gal (fx inden for sundhed), uden samtidig at stå og skrige, at det er kvindernes skyld.

De stakkels mænd

Jakob Brønnum skriver glimrende i POV om “de stakkels mænd” – altså dem, der nu ikke må flirte mere, dem der aldrig kan lægge an på en kvinde igen, dem der virkelig gerne vil fokusere på noget vigtigt nu, dem der siger, at kvinder bruger sex til at opnå fordele, etc. etc. Han har en opsang til dem, som er hårdt tiltrængt! Og så vil jeg da gerne lige tilføje for egen regning: Hej mand, hvis du er utilfreds med, at kvinder bruger deres seksualitet til at opnå fordele hos dig, så må du jo bare lade være med at falde for det. Har du tænkt på det?

“De fem i Nordkorea”

Det er svært få lov til at være negativ over Mads Brüggers Nordkorea-”doku”, når de fleste omkring én synes, den er åh så fantastisk. Brüggers form er og har altid været mig imod – han kaster andre mennesker under bussen for sin egen karriere og fornøjelses skyld, og det kan jeg virkelig ikke lide. Da jeg blev færdig med at se den, brugte jeg lidt tid på at finde noget substantiel kritik af serien, men det lykkedes mig ikke rigtigt (det er ikke det samme, som at det ikke findes – så grundig var jeg heller ikke, ligesom jeg kan være blevet stoppet af diverse paywalls). Men her skriver Mette Holm sobert og ædrueligt om det.

Viden

Mødommen

En artikel i videnskab.dk gennemhuller – igen – myterne om “mødommen”. Det er IKKE muligt for en læge at fastslå, om en pige/kvinde har haft samleje eller ej. Mødommen er ikke en hinde, men en krans. Og kan vi SÅ få noget seriøs seksualundervisning i de små klasser i skolen.

Diskussion om ansigtsmasker

…skal åbenbart være en ting. Det er sgu næsten ikke til at bære, men når Danmarks tidligere statsminister går ud og sår tvivl om nytten, så må man desværre bare erkende, at det ER en ting. Allerede i juli kom videnskab.dk med en opsummering af forskningen (heraf artiklen fra The Lancet, som jeg bragte i sidste uge). Og de fortæller om baggrunden for, at amerikanske forskere advarer mod det danske mundbindsstudie.

Om os

Myter om mad og helbred

Der cirkulerer stadig en del myter om, hvad der er “sundt”. Fx sammenblandes “slankende” ofte med “sundt”, og det er simpelthen bare ikke det samme, selvom det selvfølgelig ofte er det. Her er lige en hurtig oversigt. 

Det femte punkt på listen handler om detox-kure. Jeg husker stadig med rædsel den detox-kur min meget helsebesatte mor engang fik mig overtalt til at gå på. Det var FORFÆRDELIGT, simpelthen. Jeg blev så syg af kuren, og det havde absolut ingen effekt, da min mave endelig blev sig selv igen bagefter. Don’t go there.

Kartofler

Jeg er altid på udkig efter nye måder at tilberede kartofler på. Jeg tilhører ikke kartoffelfornægterne – det er en god, sund og billig råvare, som kan udgøre basis for mange typer måltider. Disse her græske kartofler lyder, som noget man sku’ prøve af.

Nøglen til at leve godt, længe

Japanere i Okinawa lever længst i verden. Og ikke bare det, de lever også bedst, hvilket i min optik er det vigtigste. Journalisten i artiklen har spurgt en håndfuld af disse meget gamle mennesker, hvad deres “hemmelighed” er. Og de siger allesammen: “Jeg spiser dejlig mad” – en af dem endda “jeg elsker søde sager”. Ta’ den, helsefreaks.  Det er selvfølgelig vigtigt at spise sundt og alsidigt – men vi skal sørme også huske at nyde maden!

Medier

Pinligt, Børsen!

Forhåbentlig har de røde ører hos Børsen og TV2. Anders Colding var heldigvis hurtigt ude på Twitter og skælde ud over en clickbait-overskrift, der er Ekstrabladet værdigt:

Og historien? Jo, en af de deltagere i vaccineforsøget, der havde fået placebo, var død af noget helt andet. Flot!

Berlingske var også rigtigt ude og puste til den konspirationsteoretiske ild. Se ovenfor om, hvorfor studiet er afvist. For et såkaldt seriøst dagblad at antyde, at tre kæmpestore internationale videnskabelige tidsskrifter har afvist artiklen af politiske grunde er langt ude – hvis man ikke har noget substantielt at bakke det op med.

Teknologi

Twitter tweak

Twitter indbygger lidt modstand for at forhindre bevidstløs retweeting. Det er nok meget godt. Via Digital Ugerevy.

Tastaturgenveje

Jeg er nogenlunde med, når det gælder tastaturgenveje (Når man har problemer med leddene, bliver man hurtigt god til det), men der var alligevel et par stykker af dem her, jeg ikke kendte.

Falske Facebook events

Frederik Forklarer Internettet er en serie podcasts på Zetland, hvor et nyt fænomen på internettet forklares, så alle kan være med. I denne uge handlede det om et falsk (et af mange) event på Facebook, nemlig den Sorte Diamants aften med Piketty. Hvorfor oprette et falsk Facebook event, spørger man sig selv. Svaret kan du lytte dig til.

Kunst og kultur

Kunst påvirket af sygdom

Abbott Thayer’s ‘A Virgin of 1892-3.’

Her er en artikel om, hvordan kunstnere er påvirket – og inspireret – af sygdom. I mange år var tuberkulose en mystisk sygdom, som man ikke forstod oprindelsen af og ingen kur havde imod. Fordi adskillige berømte kunstnere døde af tuberkulose, blev sygdommen romantiseret. Artiklen tager udgangspunkt i den ikke særligt kendte maler Abbott Thayer og er oprindeligt skrevet i The Conversation, men oversat til dansk og bragt i videnskab.dk.

Et kig indenfor hos Ingels

Jeg ved ikke med dig, men jeg har da ønsket mig at få lov til at kigge indenfor hos Bjarke Ingels derude på Holmen. Det har Architectural Digest nu fået lov til, og vi kan kigge med. Tak til Morgenposten for link.

Oh Dolly

The New Yorker har læst en ny bog om Dolly Parton, og anmeldelsen er mere et referat end en anmeldelse, og der er også henvisning til den podcast, jeg anbefalede for snart mange måneder siden. Den kan man stadig finde.

Bogklub?

Siden sidste uge har jeg ikke fået læst en bog færdig, selvom enden nærmer sig for en af dem, jeg har gang i. Jeg gad godt tale mere med andre om de bøger, jeg læser, og det luftede jeg under en bogopdatering fra Jeppe Haugaard på Instagram. Han sagde, at han var frisk på at være med i en bogklub, hvis jeg startede en. Vil du være med?

Vi kan mødes på Google Meet eller på Zoom, så hverken Corona eller geografi er en hindring. Jeg forestiller mig, at vi definerer nogle rammer, som alle kan blive enige om, for, hvilke typer af bøger, vi gerne vil læse, og at medlemmerne så skiftes til at vælge en bog. For mit vedkommende skal det ikke nødvendigvis være nye bøger – jeg vil nødigt føle mig pressset til at købe en ny bog hver måned – og heller ikke presse andre.

Hvis du er i tvivl om, hvilke bøger jeg holder af at læse, så kan du kigge på Goodreads, hvor jeg holder regnskab med, hvad jeg læser.

Share

Aprilsnar alt for tæt på virkeligheden

Jeg faldt faktisk for Politikens aprilsnar, indtil jeg lige havde tygget lidt på den. Den var virkelig godt lavet med interview og “ingen kommentarer” osv. Sammen med den på billedet herover fra Kunsten.dk viste den, at noget af den førte politik er så absurd, at man tror, det’ for sjov.

Samfund/miljø/politik

Bander

Det viser sig, at der findes omfattende viden om, hvad det betyder at kriminalisere og afkriminalisere bander. Læs her om Ecuador, hvor man for 10 år siden besluttede at legalisere bander, fordi kriminaliseringen bare ikke virkede. Og minsandten om ikke mord-raten er faldet dramatisk. Det er naturligvis tale om en korrelation, men læs om de ret overbevisende resultater både i Ecuador og andre steder, bl.a. i Barcelona. Meget interessant med tanke på vores regerings anstrengelser for at kriminalisere bander her i DK.

bander II

I London benytter The Met(ropolitan police) sig af såkaldt Predictive Policing, en matrix, der skal forudsige kriminelle handlinger. Et af de mange problemer med systemet er, at det er virkelig dårligt til at skelne mellem potentielle kriminelle og potentielle ofre. I Wireds artikel er der en del ret horrible eksempler på, hvor galt det kan gå, når man prøver at udrulle Minority Report i virkeligheden.

Borgerløn

Her er lidt om de første forskningsresultater efter det finske forsøg med borgerløn. Spoiler: Resultaterne er ikke entydige.

Brexit flowchart

Jeg har fulgt Jon Worth på Twitter i en del år. I den senere tid har han til lige dele moro og frustration forsøgt at vedligeholde et flowchart over, hvad der sker med Brexit. Men nu kan han næsten ikke holde til det mere! I øvrigt: Hvis du er interesseret i at vide, hvordan det er udelukkende at transportere sig med tog rundt i Europa, så følg Worth.

womansplaining

Hvis du har brug for at få womansplainet alle myterne om løngabet mellem mænd og kvinder, så kan du med fordel læse denne artikel i New York Times.

Og nu til Nietzsche

Vildt interessant artikel om Nietzsche og hvordan han ville forholde sig til vores mulige snarlige udslettelse. Jeg kan ikke påstå, at jeg forstod det hele, men dele af det var både inciterende og skræmmende. Førstnævnte: Kan du huske Koyaanisqatsi: Life Out Of Balance fra 1982? En videoinstallation der inkluderer den og video af Grand Theft Auto… Hvad angår det skræmmende – prøv at google Roko’s Basilisk. Gys.

Teknologi

Copyright-direktivet

Peter Kofod forklarer kortfattet, hvorfor Copyright-direktivet er noget l***. Jeg ved godt, jeg gentager mig selv lidt her, men læs det nu. Især hvis du er en af dem med copyrighted materiale, som du gerne vil have beskyttet.

Vi kan ikke vente

Her er MIT’s (Massachusetts Institute of Technology) liste over 10 problemer, som teknologi måske kan løse i fremtiden. Men bemærk, at vi i de fleste tilfælde end ikke er i nærheden af en løsning, der kan udrulles i global skala.

Og det er altså derfor, at vi ikke kan sætte os ned på vores flade og vente på, at teknologien fikser vores miljøproblemer.

Gem eller slet

Her er Zetlands fuldstændig hands-on guide til, hvordan du gemmer og sletter indhold på so-me. Gem den allerførst.

Digitale sexkrænkelser

En sociolog siger, at vi skal holde inde med skytset mod de unge og vende blikket mod os forældre, og det er jeg ganske enig med hende i. Hun mener, det kræver af os, at vi skal forstå den digitale verden – at det er nye regler, der gælder. Jeg er tilbøjelig til at mene, at de samme regler gælder nu som altid. Man skal opføre sig ordentligt og tage hensyn til andre. Det er grænseoverskridende, egoistisk og grov mobbeadfærd at dele den type video, som Umbrella-sagen drejede sig om, med andre. Punktum.

Viden

det her kan blive stort

Kontrol over Amygdala = stresskontrol. Læs om et vanvittigt spændende forsøg med amerikanske soldater, der lærer at kontrollere deres Amygdala og dermed forhindre overreaktion på en ubehagelig situation. #neurofeedback

den blå zone

Det er der, hvor folk lever længere end gennemsnittet. Det er fx i Japan, Costa Rica, Italien. Artiklen fortæller baggrundshistorien om vores langvarige søgen efter evigt eller langt liv og går videre til at fortælle om, hvad forskningen i de blå zoner fortæller os om, hvad der skal til for at have potentialet til at leve (et godt liv) til 100+.

Om os

#sashiko mending

Som en del af trenden med at genbruge tøj og reparere det, vi har, er fokus kommet på en japansk måde at gøre det påsynlige reparationer. Der er forskellige Instagram-konti, man kan følge for at lade sig inspirere.

Parforholdet 2.0

Anne Sofie Allarp stiller det yderst relevante spørgsmål, om den post-børn, post-ægteskab kæreste, kvinder ønsker sig, mest af alt er en veninde med en penis? Til de mænd, der synes, det lyder som en virkelig dårlig idé, har hun et par gode råd.

Dressing for guderne

Jeg ved ikke, hvad der fik mig til at læse en hel artikel, der lovpriste en dressing. Men det virkede, for jeg måtte straks lave den. Og den er faktisk virkelig god, men den giver også en nærmest samfundsomstyrtende hvidløgsånde… Artiklen er ikke bare lang, men så ondsindet, at den henviser til en opskrift, der er bag paywall. Men jeg forbarmer mig over mine læsere og bringer den her: Bland følgende ingredienser: saft af 2 citroner, 10 finthakkede ansjoser, 4-5 fed knust eller revet hvidløg, 1 tsk kosher salt, 1/2 tsk chiliflakes, 1 cup olivenolie, peber. Den kan bo i køleskabet i flere uger.

Bon appetit!

Share