Freud og Einstein om krig (og fred)

Jeg anede det ikke, måske anede du det heller ikke? Men Einstein og Freud havde en korrespondance (omkring 1932) om, hvordan man kan undgå krig. Nyhedsbrevet The Marginalian opsummerer deres breve i et helt utrolig rørende og fantastisk essay. Einstein kontakter Freud for at høre hans tanker om, hvad det er i menneskesjælen, der får os til at bruge vold, og om der mon findes metoder, der kan “overtale” os til at afstå fra den. Herunder et af de talrige mindeværdige citater. Dette er fra Freud:

Ugens kulturforbrug

Film

Drive my car

Ja ja, Oscar-vinder og mesterværk og alt det der. Men altså, JO, det ER et mesterværk. Jeg var fuldstændig suget ind i samtlige 179 minutter. Den japanske æstetik, som jeg er helt og aldeles til fals for, viser sig på mange måder, men sjovt nok er billedsiden utroligt hverdagsagtig og ofte sådan lidt grålig. Alligevel sad jeg og længtes efter at komme tilbage dertil!

Der er allerede skrevet en masse om den, og jeg har næppe noget klogt at tilføje andet end: Se den!

Bergmanns Ø

Den ikke danske, men franske filminstruktør Mia Hansen-Løve (hvordan i himlens navn kan man ikke være dansk med det navn???) har lavet en film, der simpelthen bare er så fransk. Blot er skuespillerne hovedsageligt engelsktalende, og den foregår på “Bergmanns Ø”, Fårø nord for Gotland. Det er et hverdagsdrama viklet ind i et hverdagsdrama, og det er meget, meget elegant lavet. Hun bruger klassiske virkemidler, men efteraber på ingen måde Bergmann. Alligevel er han til stede hele tiden – det er ren magi!

Bog

Det mørke kontinent

Jeg har lyttet til en roman af sidste års Nobelprisvinder, Abdulrazak Gurnah, og det gør jeg gerne igen. Den var fremragende indlæst af Jens Albinus. Mere om bogen på Goodreads.

Tv-serie

My brilliant friend

Mange har læst eller er i det mindste begyndt på Elena Ferrantes Napoli-kvartetten, hvis første bog hedder Min geniale veninde. Jeg slugte dem alle fire – det er nogle meget fine generations- og kvindeportrætter, og tillige er der portrættet af det ludfattige og tilbagestående Napoli, der står temmelig meget i stampe, mens resten af Italien rejser sig efter krigen.

De to første bøger har man kunnet se som tv-serie (på HBO) i et stykke tid, men nu er tredje bog (sæson) kommet. Jeg har kun set de første to episoder endnu (jeg trækker dem lidt i langdrag), men de tyder godt. Hvis du synes, du har set “alt” det gode, men ikke har set denne serie, så er det godt nyt.

Kunst og historie

De dyreste påskeæg

Som en lille ekstra påskegave har Zetland lavet en fin artikel om de berømte Fabergé-æg. Deres historie, både tilblivelsen og “hvad der siden hændte”. 

Arkitektur

Byggebranchen sakker (meget) bagud

IPCC-rapporten peger fingre af byggebranchen og arkitekterne og siger, at stort set intet er forandret i branchen siden Anden Verdenskrig. Av. Måske skal man bruge mere tid på egentlig innovation og mindre på greenwashing og bla bla bla om bæredygtighed?

Bevaring er bedst

Ikke mindst når det gælder enfamilieshuse. Renover dit (sommer)hus, riv det ikke ned. Din lokale håndværker vil (selvfølgelig) anbefale, at du bygger et nyt hus, men lyt ikke – det er egeninteressen, der taler. Det samme gælder etagebyggerier.

Genbrug af byggematerialer

© Nacasa and Partners Inc

Artikel fra ArchDaily med mange eksempler på byggeri med genbrugsmaterialer. Nogle af dem er helt ligetil – genbrug af mursten, andre mere end en anelse søgte. Jeg kan særligt godt lide en bar i Japan, hvor man har genbrugt vinduer fra forladte huse i landsbyen som et råb om hjælp, fordi byen er ved at blive affolket (Japan har et kæmpe problem med en aldrende befolkning og meget få unge til at tage over).

Design

Nanna Ditzel

Folkene på arkitektur- og designmagasinet Dezeen har fået øje på designeren Nanna Ditzel og i videoen er det repræsentanter fra møbelfirmaet Fredericia og tæppefirmaet Kvadrat, der bliver interviewet om, hvorfor de mener, at Nanna Ditzel er underkendt. I artiklen er der flere billeder af hendes møbler og tekstildesign, som vi jo godt kender!

Klima

En tredje vej for naturen?

Her er et interessant indlæg i den hidsige debat om naturnationalparker. Den er udtryk for “the middle ground”, og som flittige læsere af #serendipitet vil vide, så er jeg ret glad for den.

Ild

I onsdags (dagen før påske) bragte Information et longread oversat fra engelsk: “Verdens brande bilver stadig mere besynderlige”. Har du adgang til avisen, har den min varmeste anbefaling, når det gælder den type artikler, hvor man virkelig får noget at vide, man ikke vidste i forvejen.

Den handler om ildebrande før og nu. Vidste du fx, at der er færre ildebrande nu, end der har været tidligere? Men at de er mere udforudsigelige og langt farligere for klimaet. Eller at de mest dødelige brande er dem, vi ikke hører om (nemlig dem der finder sted i det globale syd).

Hvis du meget gerne vil læse den og ikke har adgang til Information, er her et link til den originale artikel i The Guardian. Og her til lydudgaven.

Don’t look up – live på TV i England

Det er så pinefuldt at se det her klip, at mine tæer ikke ville folde sig ud igen.

Her er den unge aktivist Mirandas refleksioner over oplevelsen. (Bare det at hun har læst opsummeringen af IPCC-rapporten, mens journalisterne tydeligvis ikke har!)

Samfund/politik

Krigsanalyse

Der findes simpelthen en hjemmeside, der hedder krigsvidenskab.dk, og på den kan man finde en med hans egne ord “gammel brigadegeneral og krigshistorikers” analyse af krigen mellem Rusland og Ukraine indtil nu. Det er meget interessant at læse en analyse, der kun ser på de militærtekniske aspekter af krigen og definitivt ikke er skrevet af en journalist!

Viden

Fremskridt i jagten på det kobolt-fri batteri

Videnskab.dk redegør for de forskellige alternativer, deres fordele og ulemper og hvor langt de forskellige teknologier er i udviklingen.

Om os

Aldring

Sjovt nok interesserer det mig meget… Her fortæller en aldringsforsker (han er 42 år og har forsket i aldring i 14 år… 😯) om de to tips, han selv benytter sig af (hvis man skal starte så tidligt, kan det måske allerede være lige meget for mig?). Artikel med links til mere viden på videnskab.dk. Det kosttilskud, han tager, nikotinamidribosid, ser i øvrigt ikke ud til at være noget, man sådan lige kan anskaffe sig hos Matas… Hvis nogle sku’ rende på ham, kan I så ikke lige spørger, hvor han køber det?

Vores hjemlige omgivelser betyder noget

Det handler ikke om, at vores hjem er pænt, når der kommer nogle på besøg, men om at vi indretter vores hjem, så VI synes, det er pænt, bekvemt og rart at være i. Dvs. at kunsten eller plakaterne eller dimserne eller hvad det måtte være, skal være ting, vi finder glæde ved at kigge på. 

Og så er rod altså ikke af det gode. Der er et langt stræk mellem et overfyldt, rodet hjem til ren minimalisme, hvor du kan finde dig selv. Og planter gør glad, det gør de altså! Man kan jo altid bare ha’ et par sukkulenter, som det næsten er umuligt at slå ihjel. Og så er der genbrug og upcycling. Udover den behagelige følelse af ikke at have bidraget til planetens undergang ved at have købt noget nyt, kan brugte ting også give andre glæder. 

Buzzfeed har talt med to indretnings- og adfærdsspecialister om, hvordan hjemmets indretning påvirker os. De fortæller os om en ny trend, der hedder biophilic design.

Share

Gamle kendinge

Jeg er simpelthen bare ikke særlig vild med Gauguin – det tror jeg også, jeg skrev i sidste uge… Billedet herover er et af de få Gauguin-billeder, jeg kan lide. Det er fra 1896.

Når jeg alligevel tog på Ordrupgaard med en veninde, var det dels for at gense Ordrupgaards egen samling, som jeg ikke har set i nogle år, og som jo simpelthen bare indeholder perler fra den danske kunsthistorie, og dels for at gense Finn Juhls hus. Min (arkitekt)veninde og jeg er enige om, at noget af det mest fantastiske ved huset er alle de små indbyggede løsninger, der er overalt. En helt enestående kombination af praktisk og æstetisk. 

Se Flugt, mens du kan

Det er en på alle måder anderledes fortælling. I øvrigt var jeg ved at blive kvalt i pinlighed, da statsministeren på Instagram solede sig i filmens tre Oscarnomineringer. Var hovedpersonen kommet til Danmark i dag, var han blevet smidt direkte på porten, og der var ikke nogen film. Den ligger på DR.dk.

Genser Borgen

Jeg ved egentlig ikke, om man skal grine eller græde over, at de politiske dilemmaer og rævekager er præcis de samme nu, som de var for ti år siden. Episoden (i første sæson) om forsvarets rolle i Afghanistan føles helt aktuel.

Trøffeljægerne fra Piemonte

Som nogenlunde den sidste i min omgangskreds har jeg nu endelig fået set den spøjse dokumentarfilm om en håndfuld gamle, sære mænd og deres hunde, Trøffeljægerne fra Piemonte, i Grand. Den havde premiere i efteråret, men går stadig, fordi rygtet er gået om, at den er værd at se. Det er den også. 

Kandisjægene fra Jylland

Jeg skal nok spare læserne for at mene noget om filmen, andet end at anbefale at se den, hvis man ikke allerede har. Min kommentar er til den meget selvhøjtidelige kritik af de greb, filmens skaber har benyttet. Uha, det er ikke ÆGTE dokumentar, hører man. Undskyld, men kan det være rigtigt, at selv rutinerede mediefolk mener, at der ikke manipuleres i dokumentarfilm generelt? Jan Eriksen, en garvet musikanmelder, skriver bl.a. om det i en klumme i POV.international.

Man vidste det jo godt, men

Se her HVOR bevidst og gennemført farvevalget er i spillefilm. Fundet på LinkedIn af alle steder.

Pigen i Violinen

Det gjorde nærmest ondt, da jeg trykkede på “3 stjerner” på Goodreads. Men jeg er altså bare ikke fan 😞 af romanen, skønt stor fan af Romer.

Brev fra Dickens

Et 150 år gammelt brev fra Charles Dickens, som han skrev i en hjemmelavet form for stenografi, er endelig blevet dechifreret. New York Times har historien.

Bertha Wegmann

Nu åbner Den Hirschsprungske Samling en særudstilling om Bertha Wegmann, der som så mange andre kvindelige malere, har opholdt sig i glemmebogen i en del år. Jeg glæder mig til at se den, for jeg har været ret vild med de par malerier af hende, jeg allerede har set i samlingen og enkelte andre steder. Tegningen her hedder Eftermiddagste i kunstnerens atelier og er ikke dateret. Så vidt jeg kan se, har hun brugt én eneste blyant til at få alle de detaljer frem. Det er helt sikkert ikke noget mesterværk, men det er saftsusme godt håndværk. Klik på linket for at se hendes fine malerier eller aflæg den fine lille samling et besøg.

Samfund/miljø/politik

Tvangsadoption?

Zetland har skudt papegøjen i denne uge med deres serie om konsekvenserne af regeringens nye takter i forhold til tvangsadoptioner. Stort set alle andre medier har taget sagen op. Det er meget, meget svært at forholde sig til det emne, for der er givetvis forældre, der er aldeles uegnede til opgaven, men samtidig rammer man måske forældre, der på en eller anden måde på forhånd lever op til en forvaltnings fordomme og så bliver dømt ude, uden at deres forældreevne reelt er blevet vurderet. Og forældre, der på overfladen virker til at have en fin forældreevne, opdages måske ikke. Du får her link til første del af fire. Hvis du gerne vil høre resten og ikke selv er abonnent, så skriv til mig.

Bare fordi de er døde…

Artiklen her taler ondt om de døde, nærmere bestemt Picasso, Steve Jobs, Gandhi, Churchill og Mother Teresa. Jeg tænkte, at vi kunne tage dem med, nu hvor jeg i to uger har omtalt Gauguin, som bestemt heller ikke var nogen helgen.

Men de havde ret

Her kan du læse om fem mennesker, der afslørede forskellige former for svindel, løgn og bedrag, men blev latterliggjort og udstødt. De nåede alle at miste deres omdømme og  karriere og nogle gange mere end det, inden det blev klart, at de havde haft ret hele tiden. Hvor er det dog sørgeligt!

Et sygt system

Alle ved det, men nogle gange bliver man mindet om præcis, HVOR sindssygt, det amerikanske juridiske system er. Læs her om en ung kvinde, der sidder fængslet på livstid, fordi hun ikke i tide forlod den mand, der dræbte hendes barn. AL viden om dynamikken i forhold med en voldelig mand ser man bort fra.

Mails uden for arbejdstid?

Når nu man kan sætte sit mailsystem til at sende mails på et bestemt tidspunkt, hvorfor så sende mails til sine medarbejdere eller kolleger søndag aften?  Der kan selvfølgelig være uopsættelige sager, men hvad med resten? Alternativt kan man skrive i emnelinjen, at det sagtens kan vente, til det bliver hverdag igen. Zetland har kigget på, hvordan og hvor meget det påvirker os.

Et grundigt kig på 4-dages arbejdsugen

Artiklen er fra Wired, så den handler om det amerikanske arbejdsmarked, der heldigvis ikke ligner vores særlig meget. De fleste, der har været med i forsøg med 4-dages arbejdsuge, er meget glade for det, men mange arbejder så til gengæld lange dage, og nogle rapporterer, at de savner tid til at sludre med kollegerne ved kaffemaskinen. Og – SURPRISE – så har succes eller fiasko med en kortere arbejdsuge meget at gøre med kvaliteten af ledelsen.

Viden

Monokulturer – hvorfor er de så farlige?

Det er de, fordi hvis hele verden kun dyrker en håndfuld sorter af hvede, bananer eller kaffe, så er de ekstra følsomme over for både sygdomme, insektangreb og klimaforandringer. En større variation vil betyde lavere risiko – og ja, større variation i udbuddet. Men det koster, ikke mindst på producenters bundlinjer, så derfor sker det ikke. Men som med den “uventede” pandemi, kan der også opstå en “uventet” sygdom på kaffeplantager verden over, som vil betyde enden på kaffe som vores daglige redningsdrik og hverdagsnydelse. Når jeg sætter “uventet” i gåseøjne, skyldes det selvfølgelig, at det ikke vil være spor uventet, fordi forskere har forudset det i årtier. Artikel i Vox.

Gennembrud i migræneforskningen

Videnskab.dk fortæller om gennembruddet, der handler om de gener, der forårsager sygdommen. 

Danske drabsstatistikker

Jeg har ikke noget at tilføje til ugens heftige og nødvendige debat om kvindedrab. Men da jeg allerede et par gange har set spørgsmålet, “hvor mange gange dræber kvinder mænd?”, så er her svaret: 11% af mord i Danmark begås af kvinder mod mænd. Justitsministeriet har udgivet noget statistik, som du kan læse.

Medier

De bedste naturfotos i år

Jeg tør ikke bringe et af dem her, men klik og kig nærmere. Der er nogle underskønne imellem – ikke mindst det fantastiske vinter-vinderbillede.

Teknologi

Genialt genbrug

Vindmøllevinger som broer! Det er næsten for smart til at være sandt… Men de første to er bygget, én i Polen og en i Irland. Billedet er fra Irland. Fundet på The Verge.

Udsalg af både data og etiske overvejelser

Telenor har solgt et shitload af data om borgere i Myanmar til militærstyret. Hvad skal man dog mene om sådan en opførsel? Jeg er glad for, at jeg ikke er kunde hos Telenor! Danwatch og flere andre medier har historien, men den har ikke skabt breaking-bjælker. Hvorfor egentlig ikke?

Om os

Kigger på vinduer

Samvirke opsummerer i denne lille artikel, hvad der er lovligt vindueskiggeri, og hvor grænsen overtrædes. Heldigvis er en af mine yndlingsbeskæftigelser inden for loven – nemlig at kigge ind ad folks vinduer, når jeg går forbi eller kigge ind til genboerne (som i mit tilfælde bor ret langt væk), når jeg alligevel står ved køkkenvinduet eller på min altan. Når jeg kigger ind, mens jeg går på gaden, er det i høj grad for inspiration. Nogle mennesker har bare originale, sjove og fine måde at indrette sig på – ikke mindst her på Nørrebro. Når jeg kigger over til genboerne, er det nok mere bare, fordi blikket tiltrækkes af lys og/eller bevægelse. Men jeg kan mærke, at jeg alligevel ikke er interesseret nok til at skelne dem fra hinanden. To af dem ryger på altanen – det er svært ikke at bemærke om vinteren… Og en har en kat, der ofte sidder i vinduet og kigger tilbage på mig. Det er lidt hyggeligt. 

PS: Finder du kikkerten eller kameraet frem, så er det ulovligt…

Tahincreme

Jeg er begavet med en helt utroligt sød og hjælpsom nabo. Hun hjalp og støttede ud over alle rimelighedens grænser, mens jeg var mest bevægelseshæmmet pga den knækkede ankel. Som tak inviterede jeg hende forleden på vores lokale gourmet-restaurant, Omar, der ligger i en sidegade til Sjællandsgade og er en af de der overvældende succeser, man bare ikke kan forklare. I en af retterne indgik en tahincreme – en form for sauce, som jeg elsker, men ofte glemmer. Her har Samvirke en opskrift på en nem og hurtig udgave, men den kan forskønnes på alle mulige måder.

Brug dog de fine glas og de guldrandede tallerkner

Det råd gav en af mine veninder mig, da jeg flyttede ind i min lejlighed her på Nørrebro – en lejlighed med noget mindre opbevaringsplads end den tidligere. Og hvor havde hun ret! Jeg glæder mig dagligt over at dække bordet med pæne ting. Går de i stykker? Ja, så går det også nok, for gider børnene overhovedet arve dem? Det samme siger forfatteren til denne artikel.

Pjat

Snydt

Jeg elsker den opgivende måde, den lader sig glide helt til jorden.

Wørdle

På Twitter får man det indtryk, at *alle* spiller Wørdle. Jeg gør ikke, for jeg har ikke brug for flere tidsslugere i mit liv. Men jeg læser her hos videnskab.dk, at en sprogforsker har fundet frem til de bedste ord at starte spillet med. Så værsgo til dig, der spiller Wørdle.

Share

Genbrugmerebjerget

Mount Recyclemore står på en strand i Cornwall i anledning af G7-topmødet. Det forestiller de syv regeringschefer og er lavet udelukkende af elektronikaffald. Flot manifestation. Læs mere i The Art Newspaper. Billedet er fra @joerushlondon på Instagram.

Samfund/miljø/politik

Statistik og tal der snyder

Morten Münster (det er ham med “Jytte fra marketing”) gennemgår i denne korte, men fortræffelige tekst ti ting med tal, hvor medierne snyder os. Han har gode og meget tydelige eksempler, og det var ikke dem alle sammen, jeg var helt obs på, skal jeg da ile med at indrømme. Læs læs læs!

Nationaløkonomi

Statens gæld er voldsomt øget under coronakrisen, og mange har meget travlt med at advare mod en dyster fremtid med tilbagebetaling af de mange millliarder, finansieret af skatteyderne. Men hov, wait a moment, hvad er det egentlig, der sker, når staten gældsætter sig?

En økonomom, der rent faktisk kan forklare ting, så jeg forstår dem, viser her de mulige scenarier i det næste tiår. Fra Forskerzonen på videnskab.dk.

Den obsternasige demokrat

Med demokratisk flertal i både Kongressen og Senatet skulle man jo tro, at Joe Biden nemt kunne få sin politik igennem. Men du har måske hørt om den ene senator, der hele tiden stikker en kæp i hjulet, West Virginias Joe Manchin. NYT tegner et portræt af både ham og den stat, han kommer fra. Meget interessant og leder tankerne hen på vores eget socialdemokrati.

NYT har indført et nyt system, hvor abonnenter kan dele 10 artikler om måneden. Denne her er den første af mine, så I kan klikke på den uden at ramme muren.

Tag imod vaccinen og vind en automatisk jagtriffel

Jo jo, West Virginia er virkelig en særlig stat. Flere amerikanske stater har brugt lotterier til at lokke deres borgere til at blive vaccineret, men kun i West Virginia kan man vinde våben. Artiklen går ligesom den ovenstående lidt i dybden med staten – denne gang med dens helt-hen-i-vejret våbenlovgivning.

Viden

Mænd er bare bedre

Det synes mange af os åbenbart. Ikke hvis vi bliver spurgt direkte, men hvis vi ikke bliver spurgt. Et gennemkontrolleret studie, hvor forskere på en universitetsafdeling, hvor de uddanner tandlæger, blev bedt om at evaluere CV’er. CV’erne skulle have karakter (fra 1-10) og kandidaterne skulle vurderes på lederevner. Forskerne, der troede, de var med i et ansættelsesudvalg, fik ens CV’er udleveret – kun kandidatens navn varierede mellem m og k. Kvinderne fik konsekvent lavere bedømmelse, og deres lederevner bedømtes ligeledes som markant ringere. 

Al den “lærdom” vi slæber med os fra vores opvækst sidder tungt i vores hjerner og påvirker alt, vi gør.

Digitalt

Paris Hilton, kryptovaluta og NFT’s

Nu har de fleste af os vel hørt om NFT’s – digitale kunstværker (og verdens første tweet), der sælges for svimlende summer. Men har vi forstået, hvad det er? Det tror jeg egentlig nok, at jeg efterhånden har, men jeg er stadig voldsomt i tvivl om, hvorvidt det kan komme “almindelige” kunstnere til gode. Altså folk, der sælger deres kunst for lidt mindre exorbitante beløb fra helt almindelige gallerier på gadehjørnerne – for slet ikke at tale om musikere og fotografer. Det føler jeg mig stadig ikke overbevist om, heller ikke efter at have læst artiklen her. Men jeg synes, at Marie Carsten Pedersen fra Zetland har gjort et godt stykke arbejde og som bonus fik jeg rykket lidt ved mit syn på Paris Hilton.

Om os

En opsang til studenterne

Men altså, den kommer fra Kenneth Thordal, så mon ikke der er et glimt i øjet? Min egen yngste bliver student i næste uge – jeg under ham og alle de andre studenter alt det sjov og ballade, de kan nå at få under huen, inden alvoren melder sig. Jeg har altid været den type, der vinker til studenterne og dytter af dem, hvis jeg er i bil.

Børn og bortblevne forældre

Historien om en sort/hvid amerikansk drengs søgen efter sin far (og sig selv). Denne artikel fra New York Times Magazine er også en foræring fra mig til dig.

Pjat

Steinbecks brev til Monroe

Min Facebook-bekendte Philip Sampson postede dette utroligt morsomme og charmerende brev fra min barndoms favoritforfatter til den uimodståelige Marilyn. Åh, brevskrivningens kunst!

Kunst og kultur

Dorte Mandrups IKEA

Dezeen har nye renderinger af den by-IKEA, der kommer ved Fisketorvet.

Tove

Filmen om Mumitroldenes skaber, Tove Jansson, er smuk, varm og overraskende. Jo, vi står med en frustreret kunstner, der holdes nede af “den gode smag”, men se lige, hvem der vinder!? (Ikke rigtigt en spoiler, vel, for vi ved jo, at det endte godt…). Gode skuespillere, fantastisk instruktion og meget fin scenografi gør den her film til et must, for alle, der er vilde med krydsfelter mellem kunstarter.

Jeg har været på biblioteket og lånt Den Store Mumibog, fordi jeg så filmen og fik lyst til at genmøde de lidt dystre trolde fra min barndoms avisstriber. Nu er jeg så bare helt Awwww og Ahhhhh. Sådan kan det gå – man kan lære at sætte pris på melankoli!

Memories of Murder

Den her film er forgængeren til sidste års koreanske kæmpehit, den aldeles utrolige Parasite. Den er fra 2003, men handlingen foregår i 80’erne, og det er i den grad lykkedes at få filmen til at se ud, som om den også blev lavet i 80’erne. Den er så grimy og beskidt, at man næsten tror, det er løgn. Og som i Parasite, så regner det VIRKELIG meget. Og regnen har en betydning. Hvis jeg læste en masse interviews med instruktøren Bong Joon Ho, ville jeg muligvis får en forklaring på, hvad regnen betyder for ham, men jeg synes ikke, jeg behøver det. Jeg smider bare min egen symbol-tolkning ind over… Vild film, som både er komedie, thriller, noir-krimi og I-don’t-know-what.

Ugens bog

Vi har læst Puk Damsgaards Arabica i bogklubben, men vi får ikke talt om den, for vi måtte aflyse bogklubmødet i denne måned. Da en af mine all time favourite danske yndlingsbøger er Thorkild Hansens Det Lykkelige Arabien, er det egentlig lidt mærkeligt, at jeg ikke engang havde opdaget eksistensen af denne bog. For Puk Damsgaard følger i fodsporene på Carsten Niebuhr, den eneste overlevende efter den forfejlede ekspedition til “Arabien”. Forfejlet fordi alle andre døde og mange optegnelser gik tabt. Men det viste sig, at den ikke var så forfejlet endda, fordi Niebuhr gjorde så mange opdagelser, tog så ufatteligt mange noter og lavede så mange tegninger, der har været til glæde for forskere lige siden.

Damsgaards personlige aftryk på turen gennem Yemen gør det hele meget nærværende for os, og hun forstår at dele sin enorme viden og indsigt i den arabiske verden med os på en måde, der ikke taler ned til os.

Share

9 ud af 10 har fordomme

mod kvinder… Sådan at forstå, at kvinder også i høj grad har fordomme om, hvad de selv og andre må, kan og skal. De fleste mener selvfølgelig ikke, at de har dem, fordommene. Men når folk får stillet “trick-spørgsmål”, så viser det sig jo, at det har de alligevel. Her i Danmark er vi særligt stolte af, at vi absolut ingen fordomme har, og at vi her i landet har total ligestilling. Men når vi måles mod andre lande, ser det knap så fantastisk ud.

(Jeg skulle lige markere kampdagen, ikk!)

Samfund/miljø/politik

Hvor blev medmenneskeligheden af?

Vi har mistet vores menneskelighed, når vi lader børn dø af sult og underernæring på Lesbos, og når vi ikke vil hente danske børn hjem fra flygtningelejrene i Syrien. Hvornår er det blevet en dansk, kristen ting at lade børn betale for forældrenes synder, der for børnene på Lesbos vedkommende, udelukkende består i at flygte fra krig eller håbløshed?

De får aldrig en straf

Banditterne i habitterne, altså. Danske Banks forsikringsselskab har sagt nej til at forsikre bestyrelse og topledelse mod egne fejlbeslutninger OG LOVOVERTRÆDELSER for 200 mio €. De vil ikke forsikre dem for mere end 85 mio €. Derfor foreslår banken nu generalforsamlingen en ændring i vedtægterne, så banken selv går ind og dækker potentielle erstatningskrav, når bestyrelse og ledelse hvidvasker eller på anden måde optræder uetisk eller ulovligt.

Jeg bliver snart kommunist. Læs eller lyt hos Zetland.

Ugens Jarlov

Rasmus er okay i denne uge. Men hans følgere? Not so much.

De stemte på Trump

Og de gør det igen. Men det er ikke kun fjolserne med MAGA-hatte og idiot-synspunkter, for de er faktisk ikke nok til at give ham genvalg. Der er også alle dem, der stemmer på Trump i mangel af bedre. De hader virkelig Washington-aristokratiet. Zetland har været i det nordøstlige USA og interviewet nogle ret velorienterede, men temmelig desillusionerede unge amerikanere.

Viden

Fingerpegning af overvægtige har modsat effekt

100 forskere og institutioner har udsendt en erklæring, der opfordrer til, at vi ophører med at udskamme overvægtige og forstår, at de kun selv har ret ringe indflydelse på deres vægt

»En særlig pointe, der er værd at fremhæve – mere end jeg synes, de gør i erklæringen i Nature Medicine – er, at stigmatiseringen og alt, hvad deraf følger, efter alt at dømme er en meget stærk faktor i fastholdelse og videreudvikling af fedme,« lyder det fra Thorkild I.A. Hansen.

Artikel i Videnskab.dk.

Genbrugsmursten

Nogle skotske forskere har opfundet en mursten lavet af 90% genanvendt byggeaffald. Også selve produktionen har lav CO2-udledning. 

Om os

Endulge yourself

Men gør det ordentligt! Skal du give efter for trangen til chokolade, så walk the extra mile og køb et lille stykke super-luksus chokolade. Har du shoppetrang, så køb en lille eksklusiv ting, du vil have glæde af resten af livet. Med andre ord, lad som om du er Din Franske Veninde. Sjovt tankeeksperiment.

Tag toget – i USA

En tur med Amtrak ned langt den amerikanske vestkyst lyder som min drøm af en ferie. Hvis du ikke får lyst til at køre med tog, når du har læst dette, så ved jeg virkelig ikke!

Instagram face

Jeg døde altså lidt indeni, da jeg hørte denne artikel fra en ny ung – og dygtig – medarbejder hos Zetland. Faktisk er vi allesammen, måske i særlig grad jer med døtre, nødt til at vide, hvad et Instagram face er.

Til gengæld

Kan man ikke undgå at blive i godt humør af denne unge mand, der har bedt alle verdens lande om at sende sig deres flag. Det er bare så sjovt. Tak til min søn Dane for den.

Kunst og kultur

Åh David (Byrne)

He’s Burning Down the House – again.

Science Fiction er okay

Siger psykologerne (nu). Før sagde de, at det var for folk, der var for dumme til “rigtig” litteratur.

Danmark ved Ganges

På Filmstriben ligger denne film om danskere og indere, der sammen arbejder på at bevare danske bygninger fra kolonitiden. Arkitekturen bygger bro til fortiden. Jeg har ikke selv set den (endnu), men den ser interessant ud. Hvem vidste, at Danmark havde haft en koloni i Indien?

Share

Spis dine grøntsager

Det er Google, der siger det, så mon ikke hellere du skulle se at komme i gang? De siger det til 195.000 medarbejdere hver dag. Med succes. Her kan du læse den ret interessante historie om, hvordan Google har omlagt måltiderne på alle deres locations, så medarbejderne spiser mindre, men mere grønt. Der er en hel del nudging involveret – men ikke kun.

Samfund/miljø/politik

Trump og Deutsche Bank

Et symbiotisk forhold af den usunde slags. Longread fra New York Times (det er en sammenskrivning af en bog, der snart udkommer).

Walking while black

I Jacksonville, Florida. Man tror jo dælme, det’ løgn. (link er til Facebook)

Genbrug af tøj. Alt tøj.

Signe Wenneberg forklarer og fortæller også, hvor du kan aflevere ALT tøj, også det hullede, plettede, ubrugelige. Eneste krav, vask det først. Og hvor er det så? H&M, Arket, Zara foruden selvfølgelig Røde Kors’ egne butikker. Du er måske en af dem, der ikke kan lide Wenneberg? Nå men, derfor kan hun jo godt have ret, ikk!

Arkitektur i lille skala

Billedserie fra Wallpaper af tilbygninger til almindelige huse i London. Jeg er ikke lige begejstret over dem alle sammen, ligesom jeg tænker, at det var mere vigtigt, om vi lærte at nøjes med mindre plads. Men ikke desto mindre er det herligt at se så meget nytænkning, og et par af tilbygningerne ser jo rent ud sagt fabelagtige ud! Via Anja Berglund.

Medal of Honor

Den hadefulde og løgnagtige radiovært fra det yderste højre Rush Limbaugh fik Medal of Honor af Trump, som dermed samtidig får trådt alle tidligere modtagere ned i støvet.

Antisemitisme?

Endnu en sammenblanding af kritik af staten Israel med antisemitisme – denne gang en kronik i Berlingske (som jeg ikke har læst). Ærligt talt, så fatter jeg ikke, at det kan være så svært? Hvad stiller de mennesker op med de mange jøder, i Israel og i diasporaen, der er arge modstandere af Israels politik? Er de så også antisemitter eller hvad er de? Det er Steffen Groth, der lige får sat tingene på plads.

Og nu vi taler om antisemitisme, så har Sanders (der som bekendt er jøde) godt fat i de muslimske vælgere i Iowa.

Boligmarkedet

Hakon Mosbech fra Zetland gennemgår både den generelle situation på det danske lejeboligmarked i fortiden og i dag og den nye aftale og dens betydning for lejerne og samfundet. Det er en artikel, der er god at blive klog af.

Genforeningen

Genforeningen – det er 100 år siden i år. Her er en lille video med et blik på de plakatkampagner, Tyskland og Danmark kørte over for befolkningen. Hvis du ser den, så kan jeg fortælle, at jeg har plakaten med Moder Danmark hængende – ikke fordi jeg er nationalist, men fordi jeg er vild med den tids æstetik og design.

Hvis du fatter interesse for emnet, så har Golden Days fokus på Genforeningen med en masse arrangementer. Læs evt. mere her.

Viden

Om dokumentarfilmen The Game Changers

Er det godt at skubbe flere mennesker hen imod en mere plantebaseret kost? Ja, selvfølgelig. For sundheden såvel som for planeten. Men behøver man snyde på vægten for at overbevise folk? Please, nej!? Gennemgang af den nogle gange tyndbenede forskning bag argumentationen for veganisme.

“Ultimately, it’s not that getting people to eat plants is a bad thing. It’s generally a great thing. But you don’t have to do so by erroneously telling people that meat is killing them, and they need to go to an all-plant diet. That is a false dichotomy,” — St. Pierre.

Teknologi

Et GODT hack til din iPhone

For at genskabe noget tekst, du er kommet til at slette: Ryst telefonen. Mange tak til Christiane Vejlø for det glimrende tip.

Strik & kod

Jeg kender nogle kvinder, der har sådan en klub. Herligt at tænke på, at kvinder har strikket og kodet i flere hundrede år! Tak til Gabz for link.

Om os

Kanelgilder

En ting, jeg ville ønske, jeg ikke havde hørt om. Det er indbegrebet af ting, jeg hader. For det aller aller aller værste, du kan gøre som ung mand, er at sige, “jeg synes ikke, det er en sk** sjovt”.

“Ja men, sådan noget har unge mænd jo altid gjort.” Okay, og det betyder så, at de skal blive ved med det for evigt? Unge mænd er jo fx holdt op med at stå op kl. 5 om morgenen og duellere til døden i morgentågen. Skal vi tilbage til det også?

Kunst og kultur

Milkman

Jeg har lyttet til Anna Burns’ Milkman. Den var overraskende god. Overraskende OG god.

Endnu mere Parasite

En ung koreansk/amerikansk kvinde forklarer nogle sproglige detaljer om Parasite, som går tabt i underteksterne. Samtidig forklarer hun os noget om at være koreaner i USA.

Share