Kunst i Danmark

Danske museer lider under manglen på turister. Men mine venner og jeg gør i hvert fald vores til at hjælpe på statistikkerne! Temperaturen inden for på et museum er altid den samme, uanset om det er (alt for) varmt eller koldt udenfor. Og det er altid en oplevelse, hvis man er åben over for det. Også selvom man måske ikke er helt vild med kunstneren.

Farshad Farzankia og Guld og Magi på Arken

Jeg er ikke vild med Farshad Farzankias malerier. Til gengæld så jeg et fint videointerview med ham, og jeg fik simpelthen sådan lyst til at kunne lide hans kunst, for han fremstår enormt sympatisk!

Udstillingen Guld og Magi er lavet i samarbejde med Nationalmuseet, og det er jo en fremragende idé. Jeg var så ikke 100% overbevist om udførelsen, men pyt, der var skønne ting imellem, deriblandt dette billede af Alexander Tovborg, som jeg straks forelskede mig i.

Aros

Jeg har en ven, der beskriver sig selv som “Elisabeth Jerichau-Baumanns største fanboy“, så det er klart, at vi måtte drage afsted til Aarhus og se særudstillingen på Aros. Jeg var ikke helt happy, for jeg synes, der var for mange af hendes “grædende børn” og “sexede italienerinder” (min beskrivelse) og for få af hendes mindre salgsorienterede værker. Jeg er klar over, at Aros nok gerne ville have haft dem med, men at de af forskellige grunde ikke kunne låne dem. Ærgerligt alligevel. Billedet her falder i sådan en midterkategori, synes jeg.

Vi så selvfølgelig også en hel masse andet på Aros, der virkelig er et stort museum! Jeg faldt over billedet i toppen af Joakim Skovgaard, som jeg holder meget af. Jeg erindrer ikke at have set det før, og jeg synes virkelig, det kan noget. Det hedder (selvfølgelig) Eva og Slangen, og det er malet i 1906.

Francisca Clausen

Indtil jeg faldt over omtalen af den hidtil største udstilling af Franciska Clausens malerier i Danmark, havde jeg aldrig hørt om Brundlund Slot, der ligger i Aabenraa, men de overraskede positivt med en meget fint kurateret udstilling. Franciska Clausen malede både surrealistisk og kubistisk og var i det hele taget både produktiv og alsidig. Hun er virkelig en overset kunstner i Danmark, men efterhånden sker der da noget – hun var en af tre kvindelige surrealister på Kunstforeningen Gl. Strand for noget tid siden. Billedet herunder var min absolutte favorit, skarpt forfulgt af køkkenopstillingen ovenfor.

Kunstnerkolonien på Bornholm

Jeg har også set kunst i fjernsynet, og som med første sæson (Kunstnerkolonien i Skagen) er jeg meget begejstret for denne form. Kunstformidling (ligesom litteraturformidling) duer næsten aldrig på TV, men det her format er godt. Vi møder kunstnerne, hvor de er på lige så usikker grund, som vi er. Og både mødet mellem seks meget forskellige kunstnere og mødet med den enkelte i gang med arbejdet tiltaler mig. Jeg kan lide at få indsigt i kunstneres metode og arbejdsform!

Det er virkelig svært ikke at holde af den unge video- og performancekunstner Kim Mejdahl, når man har set serien!

En enkelt film nåede jeg

Denne fine franske film går desværre ikke længere i Grand, men mon ikke den kommer i Grand hjemmebio? Franskmændene er måske de allerbedste til at forene komik og alvor på film uden at falde i den ene grøft. Og her er så oven i købet en film, der er varm og kærlig men helt uden sex!

Efter ferien glæder jeg mig helt vildt til denne, der er fint i tråd med Det ottende Liv, den umådeligt lange roman, jeg er i gang med. ⬇️

Sommerferielæsning

Selvfølgelig har jeg ikke fået læst bøgerne i min sommerbogstak. Jeg er faktisk ikke engang færdig med den første. Men den er så også på 1100 sider, og jeg har læst de 800, så det tæller lidt for 2-3 stykker, ikk? Behøver jeg sige, at den er god (da jeg nok ellers ikke gad slæbe mig igennem så tyk en bog…).

Jeg har lyttet to Harry Bosch/Renée Ballard-krimier, når jeg har ligget søvnløs i varmen. Under de omstændigheder er de godt selskab. Det er Dark Sacred Night og The Night Fire.

Anbefalinger

Jeg faldt over en klog Twitter-anbefaling af en fantastisk roman, Virginia Woolfs Orlando. Jeg læste den for mange år siden, og den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Det må have været mit første møde med flydende kønsidentitet. På mange måder er en roman, jeg har læst for ikke så længe siden, og som også satte sig i mig, nært beslægtet, nemlig Ali Smiths fantastiske roman How to be Both.

#Serendipitetslæsernes sommerbøger

Arendse (ej på Twitter) hører til gruppen med mødre, der er blevet pasningskrævende i et eller andet omfang. Det er en benhård transition at gå fra at være nogens barn til at være samme menneskes omsorgsperson. Hun anbefaler: ​​“Min mor” af Peter H Olesen og “Møde med Mælkevejen” af Bjørn Poulsen

Camilla @Camlarsch: Jeg hedder Folkví af Maria Hesselager (fin, kraftfuld, lille), Alan Banks-krimierne af Peter Robinson. (Solide), Fuglene af Tarjei Vesaas (lille, rørende, velskrevet. Jeg havde den på min liste i 20 år. Det var dumt at vente så længe.)

Kim @kimelmose: Sissel Bjergfjords novellesamling: “Midlertidig opvartning”. Den lyder fab: hver novelle har en person fra en haveforening som hovedperson. Vi kommer vidt omkring, som Kim beskriver det.

Kirsten @stensamler: Amalie Smith: Thread Ripper (“genrespændende” skriver hun)

@Ibber anbefaler en ældre sag af Siegfried Lenz: Deutchstunde. Den lyder vældigt god – endnu en klassiker, man bare uden videre kan låne på biblioteket og læse. De gratis glæder!

Troels (ej på Twitter) anbefaler en Fantasy-serie: China Mieville: Bas-Lag trilogien.

Jeg har selv kun læst en enkelt af bøgerne på listen, nemlig Tarjei Vesaaes Fuglene. Jeg læste den som teenager og har aldrig glemt den.

Samfund/miljø/politik

Beton

Højhuset i Miami, der kollapsede for nylig, er ikke en enlig svale – snarere er det det første af mange huse, broer, dæmninger, etc., der vil kollapse over de næste år. Især i udviklingslandene, men primært i Kina, der har brugt helt utrolige mængder af beton de seneste årtier – og måske ikke altid af top kvalitet?

Der skal seriøs nytænkning til, hvis ikke vi skal risikere et stærkt øget CO2-udslip pga produktion af så meget ny beton. Det skriver Wired om i denne (korte) artikel.

Vi planter bare nogle træer

En grundig artikel i arkitekturmagasinet Dezeen punkterer myten om, at vi kan plante et træ eller en lille skov og således retfærdiggøre CO2-udslippet ved vores flyvetur eller vores produktion af dimser. Så nemt er det slet ikke, desværre. Vejen frem er brolagt med løsninger, der desværre ikke er nemme. Vi er nødt til at udvikle produktionsmetoder, der udleder meget mindre CO2, eller som er helt CO2-neutrale.

Plastik

Det går rent ud sagt ad h…… til med at få reduceret vores brug af plastik og med at få genbrugt det, vi har smidt ud. Artiklen her ser kort på, hvem der producerer plastik og om de har incitamenter til at genbruge/reducere (spoiler: det har de ikke). Artiklen er fra New York Times og er en af de ti artikler om måneden, jeg som abonnent kan forære væk. Værsågod!

Professoren er ude med krabasken

Morten Sodeman forklarer om forskellene i sygdomsbehandling. Det kommer næppe bag på nogen, at vi veluddannede og velformulerede får en bedre behandling end lavtuddannede – og selvfølgelig folk, der ikke er gode til dansk.

Viden

Når kønsforskelle er vigtigt

Forskning i medicins virkninger og bivirkninger glemmer at tage højde for kønsforskelle. Et stort sammenlignende studie har påvist, at kun få procent af de studier, der er lavet om Covid-19, har taget højde for kønsforskelle. Som i al anden forskning er det vigtigt at vide, om særlige behandlinger eller medicin har forskellige virkninger på mænd og kvinder. Vi ved allerede, at det er tilfældet for en række sygdomme, og vi har set eksempler på, at studier er foretaget udelukkende på mænd, så lægerne har været uforberedte på de konsekvenser behandlingen havde for kvinder. Med Covid er det omvendt – mænd bliver mere syge end kvinder, men forskerne ved ikke hvorfor. Det kunne et øget fokus på kønsforskelle i de mange studier måske have rettet op på. Artikel i Videnskab.dk.

Share

Få dig en hobby

Du bliver lykkeligere og bedre til dit arbejde af det, fortæller denne artikel. Det er jo ikke overraskende, at man har brug for andet i livet end familie og arbejde, og tre ugentlige besøg i fitness-centret gør det ikke ud for en hobby.

Jeg læser og lytter og strikker og forsøger at få spillet lidt på mit klaver. Hvad gør du?

Samfund/miljø/politik

Gulerødder og æbler på recept

Frugt og grønt på recept vil spare samfundet milliarder. Og så er der den enorme miljøgevinst, som kommer lige i hælene. Men mon ikke en del mennesker vil se det som et større indgreb i den personlige frihed end medicin på recept? Fast Company har historien.

Skrøbelig maskulinitet

Gang på gang må man overraskes over, hvor skrøbelig mange mænds maskuline identitet er. En undersøgelse påviser, at mænd fravælger miljøvenlige produkter og handlinger, fordi de opfattes som “feminine”. Suk. Tak til nyhedsbrevet #notallmails for link.

til kamp mod medicinalgiganter

En selvudnævnt “hillbilly lawyer”, ikke ulig Erin Brockovich, har påtaget sig at føre en kæmpe sag mod medicinalfirmaer og distributører, der har solgt opioide produkter til amerikanere i helt uhørte mængder. De har solgt hvad der svarer til en glas piller til hver eneste amerikaner, ung som gammel! #Longread om baggrunden og den kommende retssag.

fake news – igen

Hvor bange skal vi være for #fakenews? Ikke så bange, som der lægges op til, siger denne forstandige Professor of Public Policy. Til gengæld kan vi roligt være bekymrede over hemmelige donationer til politikere. Vi kigger på dig, Britt Bager, og dig, Marcus Knuth.

Amazon-føljeton

Jeg skriver tit om Amazon. Det gør jeg, fordi det er et af verdens største firmaer, fordi de fleste af os køber et eller andet dér med (u)jævne mellemrum, og fordi både selskabet og dets ejer sætter nogle standarder for, hvordan man driver forretning i dag, som vi nærmest har pligt til at sætte os ind i. Her er så The Amazon Diaries, hvor der kommer en ny beretning fra Amazons frontlinjer hver uge. Der interviewes medarbejdere, høj og lav, nuværende og tidligere, anonyme og navngivne. Det kan kun blive spændende.

miljøpanik

Internettets far, Tim Berners-Lee har en bror, Mike Berners-Lee, der har skrevet bogen “There is No Planet B”. Han gennemgår her de muligheder, vi har som borgere for at gøre noget selv. Der er ingen radikale tiltag, og du skal ikke blive veganer i morgen eller forsage al flyvning nu og altid. Læs hans afbalancerede og fredsommelige råd i The Guardian.

Teknologi

batterilevetid

Batterier. Elektroniklevetid. Ak. What to do? Jeg fik et par AirPods af mine sønner i julegave, og jeg må sige, at jeg er sindssygt glad for dem. Jeg har muligvis sarte ører, men on-ear høretelefoner gør ondt på mine ører efter kort tid. Og alle kender jo problemerne med de ledningsforbundne. Men der skal simpelthen findes en løsning – vi må kræve, at batterier har længere levetid og kan skiftes ud. Og så selvfølgelig ikke smide vores elektroniske dimser i skraldespanden! The Atlantic kigger nærmere på problemet.

Send bedre emails

Her er tre gode råd til at sende bedre (arbejds)emails. Anbefales. Og i tillæg er her så et godt råd fra mig til modtagerne: Svar helst på ALLE de spørgsmål, der stilles i mailen – det er så praktisk…

Viden

Den lille forskel

Artiklen her er faktisk fra sidste uge, men jeg glemte at dele den. Torben Sangild fra Zetland har læst en ny bog om kønsforskelle i hjernen og interviewet dens forfatter, en britisk forsker. Ikke så få mennesker hader bogens konklusioner.

Hvem er det mest synd for?

Er det synd for de små mus og misser, hvis man udrydder dem fra områder, hvor de er invasive arter og derfor truer oprindeligt dyreliv? Forskere mener, at man så kunne redde omkring 10% truede dyrearter!

Ja, fattigdom fører til dårlig dømmekraft

At være tynget af gæld på fattigdomsmåden (i modsætning til folk, der professionelt låner 100’er af millioner) har voldsom negativ effekt på ens kognitive evner. Det har mange studier efterhånden påvist.

Kunst og kultur

Behrouz Boochani

Jeg har nu fået læst den bog, mange taler om, skrevet af en iransk/kurdisk flygtning, der på sjette år sidder fanget i en australsk flygtningelejr på øen Manus, der ligger tusindvis af kilometer fra noget som helst. Bogen har vundet flere litterære priser, og den er da også ganske ekstraordinær. Jeg har skrevet om mine tanker på Goodreads. Bemærk, at jeg har sakset nogle citater fra bogen, som giver et godt indtryk af den.

Kuriosum: hans bio på Wikipedia er låst pga disput. Men jeg kan ikke gennemskue, hvad uenigheden går ud på, når jeg kigger på ændringerne. Interessant.

en tur i eventyrland

Pippilotti Rist på Louisiana bør alle unde sig selv. Det er en helt ekstraordinær oplevelse at blive lukket ind i hendes univers, og hun har meget at sige os – det meste af det på en ganske underspillet og humoristisk facon. Louisiana har endnu engang leveret en helhedsoplevelse, som bliver siddende i kroppen længe efter, man er kommet hjem igen.

urent trav

De fleste Københavnere kender Ib Spang Olsens fine vægmaleri ved Nordhavn station. Noget tyder på, at Københavns kommune snyder på vægten og decideret lyver for at slippe for at male det op igen. Hvis det er sandt, er det simpelthen for pinligt! Døm selv, her er nyheden fra minby.dk om, at vægmaleriet nok må lade livet, og her er Ib Spang Olsens efterladtes kommentar på Facebook.

Historiepodcast

Det er jo en af mine svagheder! Og nu har Heartbeats startet en ny en, der hedder Vild Historie, med bl.a. den dygtige forfatter og dokumentarist Tommy Heisz. Det første afsnit handler om branden i Stengade i 1975, og katastrofehistorikeren Rasmus Dahlberg er gæst og sætter historien i perspektiv. Det er podcast, præcist som jeg kan lide det. Vel researchet, vel forberedt, vel redigeret. Jeg er fan.

Share