Freud og Einstein om krig (og fred)

Jeg anede det ikke, måske anede du det heller ikke? Men Einstein og Freud havde en korrespondance (omkring 1932) om, hvordan man kan undgå krig. Nyhedsbrevet The Marginalian opsummerer deres breve i et helt utrolig rørende og fantastisk essay. Einstein kontakter Freud for at høre hans tanker om, hvad det er i menneskesjælen, der får os til at bruge vold, og om der mon findes metoder, der kan “overtale” os til at afstå fra den. Herunder et af de talrige mindeværdige citater. Dette er fra Freud:

Ugens kulturforbrug

Film

Drive my car

Ja ja, Oscar-vinder og mesterværk og alt det der. Men altså, JO, det ER et mesterværk. Jeg var fuldstændig suget ind i samtlige 179 minutter. Den japanske æstetik, som jeg er helt og aldeles til fals for, viser sig på mange måder, men sjovt nok er billedsiden utroligt hverdagsagtig og ofte sådan lidt grålig. Alligevel sad jeg og længtes efter at komme tilbage dertil!

Der er allerede skrevet en masse om den, og jeg har næppe noget klogt at tilføje andet end: Se den!

Bergmanns Ø

Den ikke danske, men franske filminstruktør Mia Hansen-Løve (hvordan i himlens navn kan man ikke være dansk med det navn???) har lavet en film, der simpelthen bare er så fransk. Blot er skuespillerne hovedsageligt engelsktalende, og den foregår på “Bergmanns Ø”, Fårø nord for Gotland. Det er et hverdagsdrama viklet ind i et hverdagsdrama, og det er meget, meget elegant lavet. Hun bruger klassiske virkemidler, men efteraber på ingen måde Bergmann. Alligevel er han til stede hele tiden – det er ren magi!

Bog

Det mørke kontinent

Jeg har lyttet til en roman af sidste års Nobelprisvinder, Abdulrazak Gurnah, og det gør jeg gerne igen. Den var fremragende indlæst af Jens Albinus. Mere om bogen på Goodreads.

Tv-serie

My brilliant friend

Mange har læst eller er i det mindste begyndt på Elena Ferrantes Napoli-kvartetten, hvis første bog hedder Min geniale veninde. Jeg slugte dem alle fire – det er nogle meget fine generations- og kvindeportrætter, og tillige er der portrættet af det ludfattige og tilbagestående Napoli, der står temmelig meget i stampe, mens resten af Italien rejser sig efter krigen.

De to første bøger har man kunnet se som tv-serie (på HBO) i et stykke tid, men nu er tredje bog (sæson) kommet. Jeg har kun set de første to episoder endnu (jeg trækker dem lidt i langdrag), men de tyder godt. Hvis du synes, du har set “alt” det gode, men ikke har set denne serie, så er det godt nyt.

Kunst og historie

De dyreste påskeæg

Som en lille ekstra påskegave har Zetland lavet en fin artikel om de berømte Fabergé-æg. Deres historie, både tilblivelsen og “hvad der siden hændte”. 

Arkitektur

Byggebranchen sakker (meget) bagud

IPCC-rapporten peger fingre af byggebranchen og arkitekterne og siger, at stort set intet er forandret i branchen siden Anden Verdenskrig. Av. Måske skal man bruge mere tid på egentlig innovation og mindre på greenwashing og bla bla bla om bæredygtighed?

Bevaring er bedst

Ikke mindst når det gælder enfamilieshuse. Renover dit (sommer)hus, riv det ikke ned. Din lokale håndværker vil (selvfølgelig) anbefale, at du bygger et nyt hus, men lyt ikke – det er egeninteressen, der taler. Det samme gælder etagebyggerier.

Genbrug af byggematerialer

© Nacasa and Partners Inc

Artikel fra ArchDaily med mange eksempler på byggeri med genbrugsmaterialer. Nogle af dem er helt ligetil – genbrug af mursten, andre mere end en anelse søgte. Jeg kan særligt godt lide en bar i Japan, hvor man har genbrugt vinduer fra forladte huse i landsbyen som et råb om hjælp, fordi byen er ved at blive affolket (Japan har et kæmpe problem med en aldrende befolkning og meget få unge til at tage over).

Design

Nanna Ditzel

Folkene på arkitektur- og designmagasinet Dezeen har fået øje på designeren Nanna Ditzel og i videoen er det repræsentanter fra møbelfirmaet Fredericia og tæppefirmaet Kvadrat, der bliver interviewet om, hvorfor de mener, at Nanna Ditzel er underkendt. I artiklen er der flere billeder af hendes møbler og tekstildesign, som vi jo godt kender!

Klima

En tredje vej for naturen?

Her er et interessant indlæg i den hidsige debat om naturnationalparker. Den er udtryk for “the middle ground”, og som flittige læsere af #serendipitet vil vide, så er jeg ret glad for den.

Ild

I onsdags (dagen før påske) bragte Information et longread oversat fra engelsk: “Verdens brande bilver stadig mere besynderlige”. Har du adgang til avisen, har den min varmeste anbefaling, når det gælder den type artikler, hvor man virkelig får noget at vide, man ikke vidste i forvejen.

Den handler om ildebrande før og nu. Vidste du fx, at der er færre ildebrande nu, end der har været tidligere? Men at de er mere udforudsigelige og langt farligere for klimaet. Eller at de mest dødelige brande er dem, vi ikke hører om (nemlig dem der finder sted i det globale syd).

Hvis du meget gerne vil læse den og ikke har adgang til Information, er her et link til den originale artikel i The Guardian. Og her til lydudgaven.

Don’t look up – live på TV i England

Det er så pinefuldt at se det her klip, at mine tæer ikke ville folde sig ud igen.

Her er den unge aktivist Mirandas refleksioner over oplevelsen. (Bare det at hun har læst opsummeringen af IPCC-rapporten, mens journalisterne tydeligvis ikke har!)

Samfund/politik

Krigsanalyse

Der findes simpelthen en hjemmeside, der hedder krigsvidenskab.dk, og på den kan man finde en med hans egne ord “gammel brigadegeneral og krigshistorikers” analyse af krigen mellem Rusland og Ukraine indtil nu. Det er meget interessant at læse en analyse, der kun ser på de militærtekniske aspekter af krigen og definitivt ikke er skrevet af en journalist!

Viden

Fremskridt i jagten på det kobolt-fri batteri

Videnskab.dk redegør for de forskellige alternativer, deres fordele og ulemper og hvor langt de forskellige teknologier er i udviklingen.

Om os

Aldring

Sjovt nok interesserer det mig meget… Her fortæller en aldringsforsker (han er 42 år og har forsket i aldring i 14 år… 😯) om de to tips, han selv benytter sig af (hvis man skal starte så tidligt, kan det måske allerede være lige meget for mig?). Artikel med links til mere viden på videnskab.dk. Det kosttilskud, han tager, nikotinamidribosid, ser i øvrigt ikke ud til at være noget, man sådan lige kan anskaffe sig hos Matas… Hvis nogle sku’ rende på ham, kan I så ikke lige spørger, hvor han køber det?

Vores hjemlige omgivelser betyder noget

Det handler ikke om, at vores hjem er pænt, når der kommer nogle på besøg, men om at vi indretter vores hjem, så VI synes, det er pænt, bekvemt og rart at være i. Dvs. at kunsten eller plakaterne eller dimserne eller hvad det måtte være, skal være ting, vi finder glæde ved at kigge på. 

Og så er rod altså ikke af det gode. Der er et langt stræk mellem et overfyldt, rodet hjem til ren minimalisme, hvor du kan finde dig selv. Og planter gør glad, det gør de altså! Man kan jo altid bare ha’ et par sukkulenter, som det næsten er umuligt at slå ihjel. Og så er der genbrug og upcycling. Udover den behagelige følelse af ikke at have bidraget til planetens undergang ved at have købt noget nyt, kan brugte ting også give andre glæder. 

Buzzfeed har talt med to indretnings- og adfærdsspecialister om, hvordan hjemmets indretning påvirker os. De fortæller os om en ny trend, der hedder biophilic design.

Share

Vores syge alkoholkultur

Måske er der en ændring på vej? I denne artikel fra K-forum fortælles om en ny bevægelse, der selvfølgelig kommer fra Amerika, kaldet Sober Curious. Der er ikke tale om en afholdsbevægelse, men om at udforske, om det virkelig er nødvendigt at drikke alkohol for at have det sjovt/slappe af. Her i landet skal man næsten altid forsvare, hvorfor man ikke drikker, eller endda hvorfor man ikke drikker særlig meget. Det er jo absurd, og jeg håber, at denne bevægelse får gennemslagskraft nok til at påvirke det helt overdrevne alkoholindtag, der finder sted blandt mange unge. Nu når politikerne tydeligvis ikke ønsker at gøre noget ved de latterligt lave priser på alkohol.

En eneste bog er det blevet til på kulturfronten

Det er jo patetisk, men jeg har da stadig corona og min knækkede ankel at undskylde mig med, når det gælder biograf og museer. Men jeg blev færdig med en bog i går, og den var god. Det var Kristian Ditlev Jensens BAR, der i øvrigt også stiller kraftigt spørgsmålstegn ved den danske alkoholkultur. Læs min anmeldelse på Goodreads. Til dem med god hukommelse: Jo, jeg er faktisk også snart færdig med både Robert Musil og Tolstoj, men især Musil skal altså indtages i mindre doser.

Samfund/miljø/politik

Mere om en værdig død

I sidste uge linkede jeg til et indlæg af en overlæge, der argumenterede for, at vi lader mennesker, der er klar til det, dø i ro og fred. Her er endnu en overlæge med samme budskab.

En naturlig død?

Denne gang handler det om dyr og naturnationalparker. Genstart har talt med biolog Rasmus Ejrnæs, og han siger så mange fine – og provokerende – ting.

Fakta om sociale mediers påvirkning af os

Michael Bang Petersen var en af oplægsholderne, da folketinget holdt en høring om det. Han opsummerer det i en serie tweets.

Findsen-gate

Læs her Peter Kofods opsummering af, hvad der (måske) er op og ned i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste. Måske har du ikke hæftet dig så meget ved det, men jo mere man tænker over det, jo mere crazy er det altså, at chefen for den ene af landets to efterretningstjenester sidder fængslet, og en tidligere forsvarsminister er sigtet efter en af lovens helt tunge paragraffer. Og vi har ingen anelse om, hvad anklagerne går ud på!

Læs også Politikens interview med Edward Snowden om sagen. Jeg er ikke abonnent, så kan ikke give gavelink, men har selv læst den via et gavelink fra en anden. Læs interviewet, hvis du kan skaffe adgang, det er vigtigt.

Fisk er sundt, ja, men er det også sundt for klimaet?

Zetland har taget et grundigt kig på alle de dilemmaer, vi står overfor, når vi skal vælge fisk i køledisken. Der er også konkrete gode råd at få. Jeg har tidligere skrevet om Netflix-dokumentaren Seaspiracy, der desværre går frem efter princippet om, at overdrivelse fremmer forståelsen. Men overdrivelse er faktisk ikke godt, når det gælder de her spørgsmål, for det underminerer troværdigheden. Derfor er denne her artikel god at læse, særligt hvis du har set den film.

Hurtig opsummering: spis flere muslinger, østers, sild og makrel og undgå laks, torsk, jomfruhummer og rejer.

Om os

Et break mellem fastelavnsbollerne

På Instagram kan man, hvis man ikke er omhyggelig med kurateringen af sit indhold, blive overvældet af “pæne ting” eller ting, der trender. En af disse ting er lige pt fastelavnsboller. Jeg spiste såmænd selv en i går, så jeg er absolut ikke immun over for deres charme og velsmag, men der er en overgrænse for, hvor mange jeg gider se på IG. Som en sund afveksling fra al pænheden kan man følge livet i Moria-lejren i Grækenland.

Viden

Findes trickle-down-effekten?

Med den er det (desværre) som med så meget andet i det her liv, der kan ikke svares kategorisk ja eller nej. Men, til gengæld kan der svares klart JA til, at skattelettelser til de rige skaber øget ulighed i samfundet. Artikel fra Videnskab.dk.

Lattergas

Sidste år strammedes lovgivningen for at komme de unges forbrug af lattergas til livs. Det har stort set ingen effekt haft, så derfor strammes lovgivningen nu igen. Her er videnskab.dk’s artikel fra sidste år om, hvordan lattergas virker, med en opdatering om, hvad de nye stramninger går ud på.

Medier

Bothsideism

Lige netop dette er en af årsagerne til, at jeg ikke kan holde ud at se debatprogrammer på tv. Fordi man aldrig prøver at finde to, der er uenige, men som er løsningsorienterede og søger at finde et kompromis, men altid vælger konfrontationen. Hvis den ene af deltagerne i en debat måske repræsenterer et ret mainstream synspunkt, er det ofte medierne magtpåliggende at den anden skal repræsentere et aldeles yderligt standpunkt, selvom dette slet ikke er repræsentativt for befolkningen. Det skaber vrede og polarisering og ingen løsninger. Jeg er helt enig med Øjvind Hesselager om, at medierne bærer en stor del af skylden for den manglende handling på klimaområdet.

Har fagbossens kulørte privatliv indflydelse på hans rolle i 3F?

Altingets chefredaktør indvier os i deres overvejelser, inden de valgte at offentliggøre.

Muligvis “husspektakelslignende forhold”

Ovenstående rubrik kan læses i en artikel fra det herrens år 2022 på TV2. Kan vi ikke snart få aflivet det ord, #dkmedier? Det er sådan set kun “familietragedie”, der er værre. Her er ganske enkelt tale om en mand, der forsøgte at dræbe sin hustru. Om de har været oppe at skændes forinden, har ikke noget med sagen at gøre.

Om os

Historien om mayonnaise

Den er kulørt, og eksperterne er ikke enige. Men det gør det ikke mindre underholdende at læse. Skulle du føle dig inspireret, fortæller den berømte Umut her, hvordan man laver mayonnaise på tre minutter.

Pjat

Meget flotte billeder af meget grimme (og udrydningstruede) fugle.

Teknologisk fugleungefodring

Share