Vise ord fra en vis mand

Det patriarkalske, hvide og eurocentriske verdenssyn, mange af os er vokset op med, har givet os ubevidste bias i forhold til mange forskellige ting. Selvom vi kæmper imod, laver de fleste af os en mere eller mindre ubevidst profilering af andre mennesker baseret på “viden”, vi har fået ind med modermælken. Forleden læste jeg et portræt af Desmond Tutu i Kristeligt Dagblad, og jeg blev slået af, hvor vis den mand er. Det her citat slog mig virkelig!

Fokusgruppen

DR har minsandten lavet et litteraturprogram, der faktisk er til at holde ud at se. Ideen er, at fem “almindelige” læsere mødes med en ordstyrer og diskuterer en bestemt bog. I et andet studie sidder så forfatteren og får lov til at “lure” på samtalen, uden at deltagerne ved det. Til sidst mødes de så. Det fungerer faktisk ret godt, men noget, der er sjovt og lidt overraskende, er, at det enkelte afsnits kvalitet har mere med gruppedynamikken mellem de fem deltagere at gøre, end det har at gøre med, hvilken bog de diskuterer.

Tak for kaffe

– er som bekendt titlen på Özlem Cekic’ nye bog om den svære kunst at tale sammen. Min ven Johan forærede mig den, og nu har jeg fået læst den. Jeg prøvede hendes “teknik” af på en sur mand på Twitter, og måske var jeg bare heldig, at jeg ramte ham på en blød dag, men det virkede! Det svære er selvfølgelig i de nære relationer, men Cekic har gode eksempler at dele ud af – også eksempler på, når hun selv har fejlet. Det gør bogen ekstra troværdig. Jeg har skrevet lidt mere her.

Alex Schulman

I sidste uge blev jeg inviteret til en forfattersamtale i Den Sorte Diamant mellem den for mig helt ukendte (men i Sverige MEGET kendte) forfatter Alex Schulman og Lise Bach Hansen, der er litterær programchef i Diamanten. Jeg skyndte mig at bestille hans bøger på biblioteket, men ingen af dem nåede frem, inden dagen oprandt, så jeg havde kun læst om ham og ikke af ham inden samtalen. Det blev alligevel en meget intens oplevelse, for han fortæller fuldstændig hudløst om sit liv med en alkoholiseret mor. Herunder er en kort sekvens fra svensk TV. Siden kom romanen Overleverne hjem til mig på biblioteket, og jeg er næsten færdig med den. Meget meget flot måde at skrive selvbiografisk på – milevidt fra den autofiktion, som ellers er så moderne.

Opfølger til The Circle

The Circle var en ubehagelig roman af Dave Eggers om, hvordan en stor techvirksomhed bliver lidt for glad for at udnytte deres adgang til vores privatliv… The Every er den garanteret lige så ubehagelige efterfølger. Forestil dig bare verden, efter at Google og Amazon har fusioneret… Her er et uddrag bragt i Wired.

Samfund/miljø/politik

Det’ de rige, der forurener

Er du ikke overrasket? Videnskab.dk har kigget på de forskellige studier, der påviser forskellige aspekter af dette lidet overraskende faktum. De kigger også lidt på, hvad man kan gøre ved det. Og inden du ser arrigt mod Hellerup, så inkluderer verdens 10% rigeste de fleste af os danskere. Det er, når vi taler om den ene procent, du kan vende blikket den vej.

Av, det står galt til i fængslerne!

En grundig artikel fra Zetland, der ser på, hvad overbelægning, Danmarks højeste sygefravær og akut mangel på fængselsbetjente betyder. Og artiklen stiller selvfølgelig også million-spørgsmålet: Alle de strafskærpelser, som politikerne fra både rød og blå stue har fået indført de seneste 10-20 år, har de battet noget? Du har nok gættet svaret. Men danskerne elsker øjensynligt politikere, der er tough on crime, så selv de hårde fakta kommer ikke til at ændre noget som helst.

Ung og glad eller gammel og gold

Supertanker på P1 tager et filosofisk blik på overgangsalderen. I programmet bliver der aflivet en del myter om den kvindelige OG den mandlige overgangsalder. Det er god lytning. Og som bonus kan man høre Annemarie Helger læse op af sin bog om klimakteriemakrellen. Gad vidst, om unge også synes, hun er sjov?

Greta

Stort, dybdegående og helt igennem fremragende interview i The Guardian med den nu 18-årige Greta Thunberg, der lige er flyttet hjemmefra og bl.a. taler om værdien af venskab. Hvis du har adgang til Information, bringer de interviewet i en lydefrit oversat udgave.

Genbrug af byggematerialer

En succesfuld arkitekt opgav sin karriere og startede en ny – baseret på at byggebranchen skal lære at genbruge sine egne materialer. Artiklen her er mestendels et interview med arkitekten, Anders Lendager. Han er meget inspirerende.

Lynetteholmen

Jeg er ikke fan af det projekt, men jeg syntes nu alligevel, det var interessant at læse denne artikel, hvor programleder i Dansk Arkitekturcenter, Anne Kathrine Harders, taler FOR projektet.

Folkesundhedsprisen

Det er måske ugens bedste indenlandske nyhed, at Folkesundhedsprisen er gået til Morten Sodemann. Læs Dansk Selskab for Folkesundheds begrundelse her.

Viden

At huske folks navne

– er noget, jeg er helt ekstremt elendig til. Her forklarer en neurolog, der har skrevet den vel anmeldte bog The Idiot Brain, hvorfor. Altså ikke min ekstreme udgave, men hvorfor de fleste af os husker ansigter langt bedre end navne. Det er en Twitter-tråd, men du kan sagtens læse den, selvom du ikke er på Twitter.

Fibromyalgi

Det ser ud til, at der endelig gøres fremskridt i at forstå denne sygdom, som mange læger stadig betragter som “psykisk”. Artikel i Videnskab.dk.

Teknologi

Mens verden ventede

Mon det var Twitter-stifteren Jack Dorsey selv, der skrev denne tweet, mens Facebook, Instagram, Messenger, WhatsApp var nede?

Om os

Hævn-prokrastinering ved sengetid

Jo, jo, det er en ting, og de fleste af os gør det. Vi tager hævn over en for lang og pligttung dag ved at snyde os selv for søvn, fordi vi sidder og scroller meningsløst på vores telefon. Hvor er det skørt – men der er en forklaring.

Pjat

Dyr spiser græskar

Share

Personinstruktion

Et sted i filmen Erna i krig sker der noget traumatisk for Ulrich Thomsens karakter. Og hans ansigt falder simpelthen sammen – det er en helt forrygende skuespilpræstation. Det gælder (selvfølgelig) også Trine Dyrholm, der som sædvanlig er gennemført overbevisende, og det gælder Anders W. Berthelsen, som jeg ellers var blevet lidt træt af, må jeg indrømme. Og min bio-partner foreslog, at instruktør Henrik Ruben Genz måske har givet den unge Sylvester Espersen Byder, der spiller Ernas knægt, der er “for dum til at gå i krig” besked på at se Leonardo di Caprio spille “dum” i What’s Eating Gilbert Grape, for han rammer udtrykket helt perfekt. Stor respekt til Genz for at løfte denne historie. Filmen var langt bedre, end jeg havde ventet.

Samfund/miljø/politik

USA’s 11 stammer

Zetlands Jakob Moll har læst en bog, som han blev enormt begejstret for. Så begejstret, at vi andre fluks skulle høre om den. Han interviewede forfatteren til bogen, og det er blevet til en meget spændende og oplysende artikel om de “stammer”, som forfatteren Colin Woodard, deler USA op i. Det giver virkelig meget mening og er særdeles interessant læsning eller lytning her lige før valget.

Bliver der borgerkrig? 😱

Læs en artikel, der omhyggeligt gennemgår alle de mulige scenarier efter valget. Der bruges ikke skræmmeretorik, for det er slet ikke nødvendigt…

Modtræk mod Vermund

Özlem Cekic har startet en indsamling “inspireret” af Pernille Vermunds ucharmerende kamp for at bringe andre menneskers liv i fare. Cekic samler ind til flere dialogkaffer, hvor man måske kan komme i samtale med nogle af de mennesker, som er i risiko for at blive rekrutteret til Hizb ut Tahrir eller det, der er værre. Giv en skærv!

Tag en fnisekiks

Jeg burde jo vide det, for der findes folk med glimt i øjet inden for alle faggrupper, men denne lussing til Cepos fra De Økonomiske Råd er simpelthen ugens sjoveste læsning. Tørt som en riskiks godt nok, men…

En feminist, der OVERHOVEDET ikke skælder ud på nogen

Grete-Lise Holm har et fint indlæg i Politiken, der ikke er surt eller aggressivt, ikke skælder ud på nogen, hverken unge eller gamle, mænd eller kvinder, men i stedet deler roser ud til dem, der gør det godt. Indlægget slutter med en lille anekdote fra da hendes døtre var teens. Den gjorde mig lidt våd i øjenkrogen. (Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om artiklen er bag paywall. Jeg beklager, hvis den er).

Masterplan for kloden

Bjarke Ingels tænker som bekendt store tanker. Nu vil han redde planeten. Kan han få flere med på ideen, er det helt fint med mig.

Om os

Den pokkers overgangsalder

Zetland har fået en ny og meget lovende skribent. Hun hedder Nanna Schelde, og hun har skrevet denne fortrinlige artikel om kvinders overgangsalder. Der er nye perspektiver og tanker og en grundig gennemgang af, hvordan medicinalindustrien var mere end en lille smule medskyldige i, at overgangsalderen bliver set som noget nær en sygdom.

Statuer

Det er ikke så tit, jeg er enig med Anne Sophie Hermansen om noget, så det skal da fejres, når det sker. Hun skriver om den eklatante mangel på statuer af kvinder i København.

Så cute

Det kan jo ikke være ynk og angst det hele, så her er vinderne af årets Comedy Wildlife Photography Awards.

Kunst og kultur

Hamnet

hedder en bog, jeg har lyttet til i de forgangne uger. En meget fin bog, der foregår på Shakespeares tid, men handler om familier til alle tider.

Kunstbio

Grand biografen har sat forskellige nye “skibe” i søen her i corona-tiden. Et af dem er kunstfilm – dvs. film om (billed)kunstnere. Det initiativ lyder måske som en dødssejler, men det har det på ingen måde været, tværtimod. Da vi var inde og se en tysk film om den svenske pioner inden for abstrakt kunst, Hilma af Klint, var der udsolgt – og det var tredje visning i den store sal. Og hende der Hilma (der var en stor sædudstilling på Louisiana i 2014), hun var dælme ikke helt almindelig, og hendes malerier er crazy – ikke mindst taget i betragtning, hvornår de blev malet.

Share