En meget tyk bog

Som nævnt i sidste #serendipitet, fik jeg på det nærmeste kun læst én eneste bog i ferien. Men hvilken en! Den hedder Det ottende liv, er på 1100 sider og er skrevet af den georgisk/tyske forfatter Nino Haratischvili. Så vidt jeg kan bedømme, er den fremragende oversat til dansk (fra tysk) – i hvert fald strøg jeg igennem de mange sider uden at snuble i sproget – så vidt som man nu kan stryge igennem en bog, der er så tung, at man ikke kan have den med nogen steder hen!

Den handler om de 100 år af Georgiens historie, der mestendels fandt sted i kommunismens skygge. Og den handler om en familie, der deler skæbne med dette ulykkesramte land. Vi følger familien op gennem generationerne, og det er dramatisk, rørende, spændende og lærerigt. Det sidste, fordi det virkelig var fortvivlende lidt, jeg vidste om landene i Kaukasus!

Stor respekt til det lille, store forlag Gutkind for at udgive denne bog. Jeg håber, den får den udbredelse, den har fortjent.

Booker prize longlist

Se den her. Jeg har læst én eneste af dem. Nemlig Klara and the Sun af Kazuo Ishiguro.

Andres sommerlæsning

Jacob delte ikke sin sommerlæsningsplan med os, men nu har han delt listen over bøger, han rent faktisk har læst. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan han bærer sig ad med at læse så mange bøger på så kort tid? Men her er de, med hans kommentarer (og mine (ganske få) i kursiv):

Jonathan Carr – The Wagner Clan (forholdsvis lettilgængelig introduktion til Richard Wagner, hans efterkommere og miljø. Tænk Dallas i Franken… En bekendt har forresten anbefalet Alex Ross – Wagnerism, der mere er en idehistorisk diskussion) Jeg tror ikke, jeg kommer til at læse disse bøger, men jeg havde stor glæde af Kristian Leths podcast-introduktion til Ringen. Den kan høres her.

Graham Greene – Stamboul Train (Sex, politik, skyld og død. Og nattog til Orienten)

Jens Kistrup – Kistrups teater (Tak til e-reolen. Jeg er jo så gammel at jeg læste Kistrups anmeldelser og klummer i Berlingske – og Kistrup har for mange år siden skrevet, hvad der kan skrives om Ghita Nørby). Jeg læste forleden, at Kistrup, da Malene Schwartz og Lone Hertz blev udnævnt til chefer for (det nu hedengangne) Bristol teater, skrev, at så skulle man da ikke besøge dét teater mere. Den kommentar kom han velsagtens til at sluge igen!

Richard Florida – The Great Reset (Den kreative klasse-Florida. Jeg vil dog snarere anbefale hans The New Urban Crisis, som også er relevant i forhold til den aktuelle danske konflikt om storbyer mod udkant)

Sigge Winther Nielsen – Entreprenørstaten (Carsten aka @filoffen provokerede mig. Jeg har synspunkter. Néné burde organisere en samtalesalon :-) ) Jeg synes da, at I to skulle diskutere bogen på Zoom og optage det. Så skal jeg gerne udgive det på Youtube og promovere det her… Jeg har tidligere postet link til Sigge Winthers egen opsummering af bogens indhold. Men her er det igen.

Blev ikke færdig med i ferien/er ved at læse

Jens Engberg – Den standhaftige tinsoldat (biografi af Frederik d. 6 – Engbergs tese er at Frederik var den mest katastrofale politiske leder, Danmark har haft, og de sene oldenburgere virker unægtelig også som noget af et rædselskabinet)

Andreas Reckwitz – Das Ende der Illusionen (Kendt for en stor bog om singulariteter – som er noget andet end det transhumanisterne fabler om. Spændende indsigter om aktuelle sociale konflikter – også meget oplysende når vi ser på de aktuelle danske konflikter)

Kasper Møller Hansen mfl – Klimavalget (den store undersøgelse af folketingsvalget i 2019)

Og der står resten af os så med vores 3 1/2 bog, hvoraf to er krimier…

I biografen – uden coronapas men stadig med latterligt få i salene

Jeg har set to film, og jeg må indrømme, at jeg nok var lidt undervældet af dem begge.

Det er en fin film, i og for sig, og den gør det kloge at begrænse sig til et par måneder i 1940. Det meste af filmens indhold forekommer at være baseret på hårde fakta og overleverede dokumenter. Jeg kunne dog godt tænke mig at vide, hvor meget man faktisk ved i dag om møderne mellem De Gaulle og Churchill.

Jeg tror faktisk, den her film er bedre, end jeg oplevede den. For sent gik det op for mig, at jeg faktisk var alt for træt efter en lang dag på arbejde til at se en film, der er blottet for action. Når jeg nu genser forfilmen, kan jeg godt se, at den faktisk byder på noget helt usædvanligt – tilfældige møder, der fører til forandrede liv.

Den film, jeg virkelig ville se i denne uge, var Kammerater! Men dælme, om den ikke kun gik 9:30 om morgenen de sidste få dage, og det kunne jeg ikke få til at passe. Pokkers også! Håber, den kommer i Grandhjemmebio.dk.

Bjørn Nørgaard på Munkeruphus

Vi var heldige at have fantastisk vejr på vores udflugt til Munkeruphus, der ligger så smukt i Dronningmølle med adgang til stranden og en fantastisk have og udsigt. Udstillingen var skuffende – jeg synes, den var kurateret alt for indforstået. I en tid, hvor mange udstillinger måske er lidt “overkuraterede”, savnede vi de mest basale oplysninger. Ser man filmen, der vises på udstillingen, går det lidt bedre. Den er faktisk rigtigt god og giver Bjørn Nørgaard lov til at folde sig ud om bæredygtigt byggeri. Bæredygtigt både sådan i “moderne” forstand, men i høj grad også bæredygtigt i den forstand, at det skal være godt at bo i og se på i mange, mange år.

Nolde og Kirchner på SMK

Jeg nåede lige nøjagtigt at se denne udstilling i de sidste to timer af dens levetid. Grunden til, at jeg ikke har fået set den før, er nok, at jeg ikke er særligt vild med Nolde og ikke havde noget særligt forhold til Kirchner. Jeg konkluderer, at jeg bedre kan lide Kirchners billeder end Noldes, men at jeg på ingen måde bliver fortryllet af nogen af dem. Udstillingen var lidt for overpædagogisk for min smag, jeg følte mig faktisk lidt talt ned til. Herunder teksten til billedet herover. Jeg synes godt, man kan argumentere for, at billedet overfortolkes.

Samfund/miljø/politik

Magteliten i England

Financial Times afdækker i en lang men utroligt spændende artikel, hvordan man køber sig til indflydelse over Boris Johnson og det konservative parti. Det er ikke småpenge, vi taler om. Det koster fx min 250.000 pund om ÅRET at blive medlem af et såkaldt “advisory board”. Men: A Conservative spokesman said: “Government policy is in no way influenced by the donations the party receives. They are entirely separate.” Det skal man lige huske, jo…

Illustration fra artiklen, der linkes til ovenfor.

Brobyggerne

Helt ærligt, Bent Melchior og Özlem Cekic’ forening Brobyggerne har ikke nået 10.000 medlemmer endnu!? Hvordan er det muligt? Er der ikke 10.000 mennesker i Danmark, der ønsker at imødegå hadet? Har du meldt dig ind? Hvorfor ikke? For det er vel næppe prisen, de 100 kr.?

Beirut

En helt fantastisk artikel om eksplosionen i Beirut for et år siden og tiden før og efter af en, der boede der. Vi ved virkelig alt for lidt om, hvad der foregår uden for andedammen/Europa/USA. Eller, jeg ved ikke med jer, men jeg ved i hvert fald alt for lidt og bliver glad og taknemmelig, når nogen gider oplyse mig. Tak til Zetlands Thomas Aagaard for denne forbilledlige artikel.

Det yderste højre og kvinderne

I en kronik i Berlingske (!) gør en Princeton-professor opmærksom på det, nogle af os sådan set har bemærket: Nemlig, at højrefløjsterrorister og partier på den yderste højrefløj har det tilfælles, at de hader kvinder. Med udgangspunkt i 10-året for massakren på Utøya, tager han os på en ubehagelig rundtur på den foruroligende voksende yderste højrefløj, hvoraf mange har det tilfælles, at de bruger “traditionelle familieværdier” til at appellere til den ikke-ekstreme højrefløj. Og tit virker det. 😢 Kronikken er undtagelsesvist ikke bag paywall.

Sørine og mænds tårer

I lighed med en del mænd rundt omkring i medierne, har Sørine Godtfredsen det svært med moderne mænds gråd på TV. Det har Carsten Fogh Nielsen en yderst fiffig kommentar til. Sørines kommentar er bag paywall – klebager.

Viden

Det er næppe slut med Corona

I hvert fald ikke så længe vi i Vesten ikke gør mere for at få vaccineret det globale syd. Nogle førende britiske forskere opsætter her i Forbes fire scenarier for, hvordan Corona kan udvikle sig over det næste års tid. Det er desværre ikke spor opmuntrende.

Share

The Four Seasons Total Landscaping, PA

Lørdag eftermiddag blev jeg mindet om, hvorfor jeg er på Twitter. Det er, fordi noget af det allersjoveste på internettet udspiller sig der – i real time. Det her handler om Giulianis pressemøde, der faldt sammen med, at medierne annoncerede Bidens sejr – men det var ikke det, der var det sjove. Læs selv tråden, hvis du ikke har hørt om det. Du klikker bare på tweetet.

Samfund/miljø/politik

Samfundskollaps – hører det fortiden til?

Den bedste artikel, du kommer til at læse denne uge, handler ikke om valget eller Trump. Den handler om, at alle samfund til alle tider er kollapset efter X antal 100 eller 1000 år – og om hvorfor. En ret velargumenteret teori er, at et samfund kan blive så komplekst, at det underminerer sig selv. Den forsker, der udtaler mest i artiklen, bruger Rom som eksempel. Man erobrede mere og mere land, dvs. brugte flere og flere penge  og mandskab på militær, tjente mindre og mindre ved de samme erobringer (fordi omkostningerne hele tiden steg), og så til sidst stod fjenden ved byporten.

Artiklen ender faktisk på en meget optimistisk note, så jeg vil virkelig varmt anbefale, at du gemmer den og får den læst.

I øvrigt, hvis forfatteren kendte Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensens bog om pseudoarbejde, ville han måske have nævnt den, for han taler netop om, at det at have et arbejde, man ikke selv forstår, er med til at undergrave individets tro på samfundet og dets institutioner. (Disclaimer: jeg har ikke læst deres bog, blot de artikler og interviews, der var med dem ifm udgivelsen).

Finsk anti-konspirationstilgang

På Forskerzonen.dk findes en letlæst (oversat) artikel af en forsker fra Cambridge, der har set nærmere på nogle finske forsøg med at lære skolebørn kritisk tænkning og lære dem at værdsætte demokratiske samfundsinstitutioner. De forsøg kunne det amerikanske undervisningsministerium måske med fordel kigge nærmere på!

Skal de stå til regnskab?

Da Obama fik magten, besluttede han at lade alle skurkene slippe – fx dem, der havde beriget sig i Wall Street. Forfatteren argumenterer for, at det var en dårlig ide. Skal man “nøjes” med en Sandhedskommission eller skal vi over i noget Nürnberg-agtigt? Interessante tanker her.

Teknologi

Hvem står bag konspirationerne og løgnene?

En lang Wired-artikel, der faktisk når til bunds i mysteriet om en meget indflydelsesrig Twitter-konto, der spreder Trump-støtte og disinformation af enhver art. Det kræver både tid, teknisk snilde og tålmodighed at komme til bunds i sådan et netværk af løgne og bedrag – med lidt sandhed strøet ind, når man mindst venter det.

Viden

Ja, det kan være en overreaktion

at aflive alle mink i Danmark. Men det kan også være rettidig omhu. Berlingske og mange borgerlige politikere er klar til at lave den satsning – eller det siger de i hvert fald (det er gratis som avis eller opposition). Videnskab.dk forklarer, hvorfor Cluster 5 måske ikke er så farlig, men også hvorfor man alligevel gør klogt i af aflive minkene.

Covid i Afrika

Endnu en oversat artikel fra videnskab.dk – denne gang om Covid i Afrika, hvor det slet ikke er gået så galt, som man først antog, at det ville. Det er der en række grunde til – to internationale forskere opregner dem her. Det er ikke uinteressant.

En historisk historie

Om hvordan prinsesse Anna af Danmark endte som dronning i England efter en smuttur omkring Skotland (og Norge). Den er af historiestuderende Rasmus Friis Effersøe og står i POV.

Om os

I afdelingen for (meget) nuttede dyr

Foto Josh Bowell

En ny lille duttelidut er opdaget i Australien. Tak for den til @mediemedicin, som alle på Twitter burde følge. (ikke på grund af de nuttede dyr).

Kunst og kultur

En kærlig hilsen fra David Hockney

Min favoritkunstner blandt de stadig levende er David Hockney. Skønt overordentlig gammel er han stadig aktiv, og han har malet os et årstidstræ. Tjek det ud, det er så smukt.

Besøg SMK hjemmefra

Det er da et kulturtilbud, der vil noget – ikke mindst for alle danskere, der ikke kan cykle derhen på fem minutter. (Tal om at få noget for “alle” støttekronerne).

Wagner-sopranen Kirsten Flagstad

De fleste kender hende ikke rigtigt mere, og da hun døde i 1962, er de fleste indspilninger af en kvalitet, som folk ikke vil lytte til i dag. Læs den fantastiske historie om hendes utrolige liv. Og lyt til bidder af nogle af de indspilninger, der findes med hende. Efter hendes afskedskoncert på The Met, klappede publikum i 22 minutter. Og det var 22.

En film om bøger og boghandlere

Filmstriben gør i denne uge reklame for en dokumentarfilm om antikvarboghandlere. At dømme efter forfilmen er den absolut seværdig. Den hedder – ganske originalt – The Booksellers.

Share

Hvorfor går vi ikke i teatret?

Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall.
Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall (17/5).

Jeg har læst den her artikel, så du ikke behøver tegne abonnement for en måned. Den handler om, hvorfor folk gider museer mere og mere og teatre mindre og mindre. Flere kloge hoveder er inviteret til at mene noget om det. Kirsten Drotner, professor ved Syddansk Universitet, siger: “museerne og teatrene er direkte sammenlignelige, fordi de henvender sig til samme borgersegment, de veluddannede og midaldrende.” Museerne får ros for at være blevet bedre til at kommunikere i øjenhøjde med deres besøgende. Professor emeritus Jørn Langsted fra Aarhus Universitet fremhæver, “at teaterbesøget kræver mere af publikum end det at gå på museum eller i biografen. Det kræver koncentration og fordybelse.” Endelig udtaler lektor i teatervidenskab på KU, Stig Jarl, at teatrene er “røget ind i et produktionsræs med et for stort udbud af forskellige forestillinger”.

Priser og de stramme tidsrammer nævnes kun perifert.

Jeg er uenig i, at publikum til teater og museum er “direkte sammenlignelige”. Fx kan børnefamilie gå på museum, de kan ikke ofte gå i teatret – eller det er i hvert fald noget andet teater, end artiklen her omhandler. Og man kan gå på museum som gratis søndagsforlystelse, mens det at tage mor, far + 2 unger i teatret er lige så dyrt som Bonbonland. Og jeg spekulerer på, om professoren har været til SMK Fridays (hun nævner dem), hvor der er pakket med unge mennesker? Jeg er også uenig med Langsted, som jeg ellers ofte er enig med. Han siger, at et teaterbesøg er mere krævende end museum og biograf. Altså, det synes jeg ikke, man kan generalisere om! Jeg så Laurie Anderson-filmen forleden og har fx set den etiopiske film Lammet. Eller Niki de Saint Phalle på Arken. De kræver da mindst lige så meget som de fleste teaterforestillinger!

Som mine faste læsere vil vide, er jeg ivrig kulturforbruger, men går ret sjældent i teatret. Hvorfor?

  • De fleste forestillinger går kun i en kort periode og for det Kgl. Teaters vedkommende kun på særlige dage. Kl. 20 på hverdage, kl. 14 på lørdage. Ikke om sommeren, hvor man ellers har tid.
  • Teater er dyrt, sådan ca. fra 200 kr. og op.
  • Teater skal planlægges, ofte længe i forvejen.
  • Jeg kender ikke så mange, der både har lyst, tid og råd til at gå med mig i teatret.
  • Det er – i modsætning til fx koncerter, der ellers også er dyre – mange penge at betale for noget, man ikke ved, hvad er. Biffen koster 90 kr. og man kan beslutte sig i sidste øjeblik.

På museerne kan man planlægge med kort frist, og mange af dem, særligt dem som nævnes i artiklen, fx SMK, har den ret enestående fordel, at de har gratis adgang. Det er så snart slut, desværre. Men alligevel: helårsadgang til fx Louisiana for to personer koster 600 kr. inkl. en masse fordele. Hvor mange teaterbesøg får to personer for 600 kr.?

Jeg er udmærket klar over, at det er dyrt at drive teater. Der er rigtigt mange mennesker på lønningslisten til sådan en forestilling. Men ligesom museerne har fornyet sig ganske kraftigt over de sidste tyve år, så kunne teatrene måske tage et lignende ryk? Der gøres en del forsøg, også vellykkede af slagsen, men der kunne godt eksperimenteres mere. Og som Stig Jarl spørger jeg også, om der behøver være så mange forestillinger hvert år? Nogle forestillinger går kun i få  uger – hvordan skal man dog nå at opdage dem overhovedet? Festivaler, musik-, film- mad-, you-name-it- er et hit i alle aldersgrupper. Måske kunne man eksperimentere lidt mere med det? Én billet, adgang til så meget teater, du kan spise, i en uge. Eller noget. (Og ja, jeg ved godt, der allerede findes teaterfestivaler).
State Library of Victoria (Stained Glass of William Shakespere)
Nu hvor jeg sad og researchede til denne blogpost, faldt jeg over et fedt nyt initiativ for unge, nemlig gratis Shakespeare i HC Ørstedsparken. Lad os da tage ungerne med til det i stedet for Bonbonland! Jeg pakker en madkurv, hvis du kommer med skovturstæppe og unger med åbent sind.

 

 

 

Share

Nat på museet

 

glyptoteket

Ja, egentlig mener jeg jo aften – nat lyder bare mere dramatisk. Vore store museer er begyndt at holde aftenåbent i forskellige formater. Louisiana holder aftenåbent tirsdag-fredag (til 22), og det vil jeg virkelig anbefale de af jer, der endnu ikke har prøvet det, for der er langt færre mennesker end lørdag-søndag. Har man tid, lyst og råd, er deres aftenbuffet i reglen et godt bud på et hyggeligt, sund og velsmagende måltid. Og nu er der jo PRIKKER – helt til januar måned.

Men faktisk handler dette om Glyptoteket og deres Slow og om SMK og deres SMK Fridays. De kommer lige efter hinanden (nok ikke verdens allerbedste planlægning…).  Glyptoteket havde ikke linket deres Slow i torsdags til Golden Days’ Festival of Important Shit – eller omvendt. Gad vidst, hvem der ikke taler med hvem? For en aktiv kulturforbruger hang arrangementet derfor lidt og svævede, og jeg havde svært ved at se den røde tråd i de arrangementer, der blev tilbudt. Det forekom mig altsammen enten uvedkommende eller elitært. Tilstrømningen var da også derefter. Jeg nøjedes derfor med at se Man Ray-udstillingen, som jeg af uransagelige årsager ikke havde fået set før. En udmærket udstilling, men måske lidt på den konventionelle side. Man fik ikke rigtigt fornemmelsen af, hvor kantet og usædvanlig Man Ray var i sin egen tid.

Goldendays2015

Dagen efter var jeg til SMK Friday, der handlede om Mesterværker og var knyttet til  Golden Days. Det var et virkelig godt arrangement, og det var ekstremt velbesøgt. Gå hjem og vug, jer typer, der tror, unge hippe mennesker ikke vil gå på museum. For det vil de i den grad godt. Jeg føler mig tit gammel, men dog sjældent, når jeg går på museum. I fredags var der dog kraftig overvægt af folk mellem 20-30. Måske lidt flere kvinder end mænd, men ikke overvældende (scoretip, guys!). Der var spændende musik, interessante “talks”, billige drinks og så al den dejlige kunst i behageligt aftentempo. Diskussionen, af hvad der udgør et mesterværk, er altid interessant. For det er jo lidt hævet over diskussionen om, hvad der er kunst. Prøv at snakke om det over middagsbordet – hvornår ophøjes et kunstværk til mesterværk? Når det har modstået tidens tand og glemslens dyb i 100 år? Kortere eller længere tid? Og kan det være et mesterværk i 50 år og så igen blive glemt?

Mit personlige højdepunkt var da en meget ung kunsthistoriker fortalte levende om et kobbertryk af Rembrandt, som i dagens anledning var hevet frem fra gemmerne og kunne beundres ‘live’. Folk, der kan formidle deres indsigt og begejstring, er noget af det bedste, jeg ved.

Rembrandt van Rijn (1606-1669), Christus helbreder de syge. "Hundredgyldenbladet", About 1649
Rembrandt van Rijn (1606-1669), Christus helbreder de syge. “Hundredgyldenbladet”, About 1649

Og minsandten om vi ikke også var på museum lørdag aften. Jeg tror faktisk, det var en personlig rekord. Festival of Important Shit sluttede af med et bravour-nummer af en bryllupsfestKøbenhavns Museum. Udgangspunktet var selvfølgelig, at kulturarven er meget mere end fancy malerier og Thorvaldsens skulpturer, det er fx også den danske bryllupstradition. Har I nogensinde været til et dansk bryllup med udenlandske gæster, så ved I, hvad jeg mener. Der er sgu da ikke nogen andre, der klipper sokkerne af brudgommen! For mig var denne aftens højdepunkt nok Knud Romers lille, veloplagte foredrag om ægteskabet. Han er frygteligt irriterende, men på en meget klog og vidende måde.

 

 

Share

What’s Happening på SMK

Uh, det er en fed udstilling. Skynd dig hen og se den! Det er egentlig lige meget, om du bryder dig om performancekunst eller ej. Udstillingen viser, hvordan det gik for sig, da kunsten for alvor hoppede ud af guldrammerne.

Man kan muligvis mene noget klogt om formidlingen og om, at der er for meget eller for lidt af nogle bestemte kunstnere. Men det ved jeg heldigvis slet ikke nok om kunst til at mene noget om. Selvfølgelig var der en masse, jeg havde set før, ligesom der var endnu mere, jeg slet ikke kendte. Både jeg selv og min udstillingsmedgænger var halvstore børn/teens i 70’erne, så vi var ikke “med”. Jeg voksede op hos mine bedsteforældre, så de var bestemt heller ikke med. Derfor var det enten noget, vi svagt erindrede at have hørt om dengang som noget sensationelt, eller noget vi har hørt eller læst om efterfølgende.

Udstillingen er fyldt med samtalestartere, en af dem var en planche med avisartikler om en kvinde-seriemorder fra perioden. Vi var slået af, hvordan så meget (heldigvis) har ændret sig i kvinders rolle og status, men hvordan andet slet ikke har. Overskrifterne, hvor de kvindelige ofre pikant seksualiseres, kunne lige så godt have stået på Facebook eller på BT’s spiseseddel i dag! Det kan man godt blive lidt træt over.

Noget andet, vi kom til at tale om, var, hvor forskellige ting kropskunst udført af kvinder udtrykker, alt efter om kroppen tilhører en ung smuk kvinde eller en knap så ung, knap så smuk kvinde. Der var stor forskel dengang, og det er der stadig. Eksempel på det første er Nørgaard/Adler Petersens herostratisk berømte happening på Børsen, eksempel på det andet Jytte Rex/Kirsten Justesens film Tornerose var et Vakkert Barn. Inspireret af Paul Gernes’ herlige fotoserie “Bagsider” vil jeg så personligt tilføje, at jeg da gerne så flere nøgne mænd i kunsten. Når jeg siger det, siger mænd ofte, jamen mandekroppen er så grim eller kedelig. Og til det må jeg stille det retoriske spørgsmål, om Glyptoteket og Thorvaldsen så er fyldt med grimme statuer? Jeg er sikker på, at Elmgreen & Dragset vil give mig ret…

Et andet værk, jeg virkelig godt kunne lide, havde jeg aldrig hørt om eller set før. Det er en stor installation af Stig Brøgger kaldet ‘Pamela’. Det er masser af ens tryk af et Warhol-agtigt kvindeansigt, og på mange af dem står der Pamela says: et-eller-andet. Hun siger mange forskellige ting, både meget dybe og eftertænksomme og aldeles overfladiske. Det fik os til at tale om kulturelle lag i kunstværker og litteratur. Og vi grinede af, at jeg tænkte på Ulysses (mindre fordi jeg er særligt litterær, end fordi jeg er i gang med at læse den) og min udstillingsmedgænger tænkte på en Pixar-film. Men begge associationspar handler jo om stream-of-consciousness. Og det ville ikke undre mig spor, hvis manuskriptforfatterne til Inside Out udmærket kender Ulysses.

Den samme samtale kan man have om Bjørn Nørgaards skulptur Marat – hvem var Corday?, der er en gendigtning af dette maleri:

Jacques-Louis David: Marat assassinated, 1793. Wikimedia.
Jacques-Louis David: Marat assassinated, 1793. Wikimedia.

Man kan godt fornøje sig over Nørgaards skulptur uden forkendskab, men det hjælper gevaldigt, hvis man kender maleriet og måske endda noget til historien bag. Jeg kunne ikke helt huske det, men Google og Wikipedia var igen mine venner.

Share

Om kunsten og museerne

http://www.flickr.com/photos/xiquinho/5104207785/sizes/o/in/photostream/

I dagens Politiken (artiklen er ikke online, ikke engang for abonnenter (?)) er der et stort opsat interview med Glyptotekets direktør Flemming Friborg. Det sker i anledning af en polemisk artikel, han angiveligt har skrevet til Carlsbergfondets Årsskrift (heller ikke online). Kunst skal øjensynligt diskuteres med tryksværte på fingrene…

Overskriften på interviewet er “Det er perverst at sige, at vi mangler brugerinddragelse“. Yderligere siger han bl.a.:

Det har længe været ‘det andet’, som museerne har fokuseret på – som om kunsten behøver hjælp udefra af noget mere eller mindre væsensfremmed for den og museet. Dermed vælger man de korte sejre, for jeg tvivler på, at de personer, der alene kommer til en dj-aften, kommer igen ugen efter og ser nærmere på kunstværkerne.

Lidt senere kritiserer han Kulturstyrelsens puljeordninger, hvor der bl.a. findes én, der er målrettet kulturinstitutionernes samarbejde med uddannelsessektoren:

Problemet med puljerne er, at de bestemmer, hvad der skal satses på for at opnå støtten. Vi løber efter at skulle finde på projekter, der passer til virkeligheden, snarere end at finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage.

Jeg tror mest, jeg er Uenig med ham, selvom han også siger ting, som jeg er enig i. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvilket museum, der har æren for at have åbnet mine øjne for kunst. Louisiana. Helhedsoplevelsen ved at tage derop, de fantastiske omgivelser, den bestandige fornyelse på en solid bund af kærlighed og respekt for kunsten, de originalt kuraterede udstillinger, de spændende møder med det nye og ukendte, hvorefter man kan gå ned i samlingen og dvæle ved sine yndlingsværker. Repetitionen og fornyelsen. Det samme gælder både min nu voksne ældste søn, der har kommet der siden han var lille, og min nu 13-årige, der ikke sjældent selv foreslår, at vi tager derop. Ingen af dem foreslår, at vi skal gå over på Glyptoteket, som jeg ellers kan se fra mine vinduer.

Nu ser jeg på kunst her og der og allevegne, inkl. Glyptoteket, og jeg ved, at det kan jeg i høj grad takke Louisiana for. Jeg vil derfor ikke være med til at kritisere de moderne museer for deres formidling, selvom jeg da også ind imellem synes, der er lidt for meget tju-hej og lidt for lidt fokus på kunsten, men hey, jeg er 55 år!

Sidste fredag var jeg med en veninde på Statens Museum for Kunst til SMK Fridays. Vi snakkede mest og drak gin & tonic, men vi nød samtidig den dejlige stemning og de virkelig mange mennesker i alle aldre, der fandt vej til Sølvtorvet en fredag aften. Både for hende (der end ikke havde hørt om SMK Fridays før) og for mig var det en dejlig aften, der inspirerede til at komme igen. Jeg tror derfor godt, at anderledes arrangementer kan lokke folk tilbage på en almindelig onsdag. Det har jeg skrevet om i forbindelse med et besøg på Arken. Det handler om at føle sig tryg og om at opleve noget nyt på en base af genkendelighed.

Til gengæld er jeg enig med Friborg om, at museerne skal finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage. Han fortæller, at Glyptoteket introducerer et koncept, de kalder slow, hvor man inviteres til at fordybe sig i et enkelt kunstværk. Det er en meget god idé, der allerede praktiseres på Nivaagaard, hvilket jeg var meget begejstret for.

Jeg gik en dag igennem nogle af de mere fjerne sale på Nationalmuseet sammen med en af inspektørerne, som jeg kender. Nærmest en passant fortalte hun en sjov historie om netop denne sal, som gav den liv og varme og fik mig til at stoppe op. Men den fortælling er ingen steder at finde i rummet. Heller ikke nogen andre fortællinger. Hvad med at stille et staffeli op sådan et sted med en planche, der fortæller lidt basisviden og et par anekdoter?

Der sker virkelig noget med ens kunstopfattelse, når man får en grundig introduktion til et værk eller får fortalt en historie om dets tilbliven eller dets proveniens. Derfor er jeg heller ikke enig med Friborg, når han synes, det er noget pjat at tilbyde museumsgæster at være ‘kurator for en dag’. Nej, det er ikke noget pjat, for når først man bruger noget tid sammen med et værk, og noget tid på at sætte ord på, hvorfor man bedre kan lide ét værk frem for et andet, så er man kommet nærmere kunsten og får mere ud af den næste gang.

Share