Blah blah blah

En grundig rapport har nu påvist, at Greta Thunberg har ret, når hun vredt beskylder verdens ledere for at tilgå klimakatastrofen med blah blah blah og no action.

Timme Bisgaard Munk fra K-Forum gennemgår rapporten, der viser alle de strategier, regeringer og andre bruger for at slippe for at igangsætte ægte, virkningsfulde klimatiltag. Man kan nærmest se, hvor grundigt den danske regering har studeret alle disse retoriske kneb. Ak! 

Ugens kulturforbrug

Bog – Kristentro

Sanger, komponist og forfatter Elisabeth Gjerluff Nielsen har skrevet en lille bog om sin kristne tro, Salmen i blodet. Den er meget bedre, end man skulle tro – også for et aldeles ukristent menneske som denne læser. Læs mere her.

Bog – Iben Mondrup

Igen-igen lytter jeg til en dansk roman, Vittu, der har fået masser af ros i de danske aviser. Den er udmærket, den har et interessant tema, den er velkomponeret, men den fik mig ikke suget ind. Og denne gang var det ikke indlæsningens skyld, for den var udmærket indlæst af forfatteren selv.

Talk – Leila Slimani

For et par serendipiteter siden, skrev jeg om en roman af Slimani, De andres land. Jeg skrev bl.a., at jeg næsten ikke så mig i stand til at forholde mig til den, fordi jeg både havde en fornemmelse af, at oversættelsen ikke var ret god og en vished om, at lydbogsindlæsningen var ret ringe. Jeg var inviteret til en talk med hende i Den Sorte Diamant, hvor hun blev interviewet af Matthias Dressler-Bredsdorff, som jeg aldrig havde hørt om. Han var velforberedt og stillede gode, åbne spørgsmål og lod den yderst velformulerede og veltalende Slimani tale. Hendes syn på kolonitiden er ikke mainstream, og det var spændende at høre hende redegøre for det.

TV-serie – The Ipcress file

På DR ligger en ny british spionserie i seks afsnit – DR kalder den Harry Palmer. Den er bygget på en af Len Deightons spionromaner, der tidligere har været filmatiseret (i 1965 med Michael Caine). Den foregår under den kolde krig, og plottet er ret godt tænkt. Udførelsen er lidt Mad Men-agtig, og den kvindelige hovedpersons kjoler og frakker er, åh, to die for!

Arkitektur – Et “legehus” i skoven

Et par østrigske arkitekter har taget deres barnlige selv med på råd, da de byggede nogle huse ude i skoven ved en østrigsk landsby. Husene udgør en restaurant og boliger for personalet. Se evt. mere her.

Samfund/miljø/politik

IPCC-rapporten

Videnskab.dk har plukket i rapporten og viser i denne artikel, hvor det bedst kan betale sig (økonomisk) at sætte ind for at reducere CO2-udledningerne.

Steder der forsvinder

Det er nærmest blevet acceptabelt at tale om, at vi kan holde os under en temperaturstigning på 2 grader. Glemt er næsten de 1 ½ grad, vi lovede hinanden. Stiger temperaturen med 2 grader, er der steder på kloden, der simpelthen forsvinder. Tag nu fx Napa Valley, der selvfølgelig ikke forsvinder fra jordens overflade, men forsvinder som vinøst paradis. Det samme gælder for de italienske alper, hvor 200 skisportssteder allerede er lukket. Det er GQ, som jeg ikke ret tit ser artikler fra, der har historien, der peger på mange flere steder, der forsvinder. Enten under havets overflade eller som “bare” bliver ubeboelige.

Jeff Bezos’ formue

En tegner hos New York Times har illustreret Jeff Bezos’ formue på en masse forskellige måder. Det er simpelthen svimlende! Og ærligt talt, hvor er det dog deprimerende, at én mand ejer så meget og ikke giver noget af det væk, men køber kæmpe-yachts og raketter for pengene. Hans ekshustru, Scott McKenzie, derimod har netop doneret 3,8 mia $ til forskellige NGO’er.

Jeg har det godt med at have forladt Amazon, selvom det gør mit læse-lytteliv mere bøvlet. 

Hjemløses penge

I Danmark er vi nu endelig ved at implementere Housing First-strategien for hjemløse. Det betyder helt enkelt, at den hjemløse ikke først skal opfylde alle mulige krav, før hen får en bolig (det kunne fx være, at hen sku’ være stoffri (as if!!)). De får en bolig og (forhåbentlig) også hjælp til at holde styr på betalingerne, så de ikke bliver smidt ud igen, fordi de ikke får betalt husleje. Et andet problem, hjemløse har, er at få fat i deres egne penge. Det beskriver en gadejurist her i dette indlæg fra LinkedIn

Når jeg har en vagt, der starter kl. 10 på avisen, så ser jeg altid den lange kø uden for Danske Banks filial på Nørrevold. Der står Københavns ikke-digitale borgere i blæst og regn og venter på at få lov til at hæve deres egne penge. Nogle af dem må rejse langt for dette “privilegium”, da næsten ingen banker har kontanter længere. Det er simpelthen så pinligt, at vi lader folk uden digitale kompetencer eller uden adgang til et hævekort eller digitale medier i stikken på den måde!

Medier

Quortrups exit

De danske mediers reaktion har været direkte pinlig. Enhver anden stor kendt dansk virksomhed, der udskifter en centralt placeret direktør fem gange på godt et år, vil blive udsat for intens kritik og motivforskning, men uh nej, ikke når det gælder egne rækker. En undtagelse er Information, der havde en okay artikel om, hvad der mon ku’ ligge bag. Og så K-forum, men det er lidt noget andet. De har så til gengæld hele to artikler om det.

Share

Big Little Lies

En nu afsluttet serie på HBO i syv afsnit. Det er værd at tegne abonnement på HBO (første måned gratis) bare for at se denne serie! Personligt har jeg siddet klar med fjernbetjeningen hver mandag aften, når der kom et nyt afsnit. Det er ret sjældent, jeg er så religiøs om en serie – kan normalt godt vente en uge eller to, også selvom Twitter og Facebook flyder over med spoilere.

Men denne serie greb mig – og det på trods af, at den faktisk forekommer ret misogyn i de første afsnit. Overklassekvinderne, der står i centrum, er en flok ondskabsfulde bitches, som bekræfter alle fordomme, du nogensinde har haft om rige, hvide kvinder. Det viser sig selvfølgelig, at så enkelt er det ikke, men jeg vil ikke afsløre noget her, hvis du nu ikke har set den.

Witherspoon og Kidman – et powerpar

Reese Witherspoon, som jeg ærligt talt ikke ventede mig meget af, er fuldstændig uovertruffen som blondine-über-bitch med dybder, der langsomt åbenbares. Og Nicole Kidman overgår sig selv i sart skønhed med stålkerne. Udover at spille hovedrollerne står de to bag serien, da de sammen købte rettighederne til bogen og også har produceret serien. Den er instrueret af Jean-Marc Vallée og produceret af David E. Kelley, en rutineret tv-serie-rotte. Det spås allerede, at denne serie kommer til at rende med alle Emmy‘erne i år.

Det forlyder, at Witherspoon og Kidman er i gang med at producere en sæson 2 – på samme måde som True Detective sæson 2. I dette tilfælde skulle den basere sig på endnu en roman af Liane Moriarty. Men vi er lidt på rygtebørsen her.

#BigLittleLies

Da jeg var færdig med den fuldstændig forrygende sidste episode og lige havde fordøjet den lidt og dissekeret den med en veninde, søgte jeg på #biglittlelies på Twitter.

Det gav selvfølgelig en enorm mængde hits, deriblandt finale-anmeldelser fra alle de store amerikanske medier. Nogle af dem er meget interessante og flere har endog meget feministiske agendaer. 👏🏻

*Spoiler-alert* Læs IKKE disse anmeldelser, hvis du ikke har set serien til ende.

Min favorit er fra VultureA Commentary on Gender Bias

Vanity Fair, The New Yorker, Huffington Post. Vil du have mere analyse, er der masser på Youtube.

Share