Spring til indhold

Andre sociale medier – 1

Det allervigtigste når man tænker på sociale medier i forhold til børn og unge er, at man ikke tænker på dem enkeltvis og isoleret. Selvom Facebook er altdominerende, er det dels ikke det eneste sted, de unge færdes, dels er hele feltet i konstant udvikling, og der kommer et nyt socialt medie ca. en gang om måneden. Selvfølgelig er det ikke dem alle, der slår an, men mange gør – ikke mindst i subkulturer.

Denne hurtige gennemgang kan ikke blive andet end mangelfuld. Men hvis du ikke ved ret meget om det, så læs alligevel kapitlet, for din forståelse for, hvordan de forskellige medier virker, er afgørende for din forståelse af dit barns virkelighed. Og så er det faktisk lige meget, om det sociale medie hedder det ene eller det andet.

[statistik fra Medierådets teen-undersøgelse om so-me brug blandt dk teens – de grønne tal afspejler, hvor forældrene tror, deres børn har en konto, de blå tal hvor børnene rent faktisk har en konto]

Medierådets hjemmeside er i øvrigt et godt sted for information om børn og alt det digitale.

  • Twitter – Det virker, som om de danske unge, der bruger Twitter, har særlige interesser. Der forekommer ikke at være en egentlig ungdomskultur på Twitter, som det ses i USA, selvom antallet af danske teenagers på Twitter er i kraftig stigning. Twitter er asynkront og adskiller sig derfor væsentligt fra Facebook. Der er fx mange unge piger, der følger Justin Bieber – og sikkert også danske idoler, det ved jeg meget lidt om – men han følger dem ikke nødvendigvis tilbage. Det samme gælder de fleste andre idoler, såsom Caroline Wozniacki. På Twitter kan man, på samme måde som på Facebook, lulle sig ind i den tro, at man befinder sig i et privat rum. Det gør man selvfølgelig ikke. Twitter har en ret stejl læringskurve, men er derefter meget givende, hvis man selv er parat til at dele ud af sin viden – derfor velegnet til unge med specielle fritidsinteresser.

  • Blogs – En blog er en digital udgave af en logbog. Det er sådan en, en kaptajn eller styrmand fører ombord på et skib, hvor alle begivenheder registreres. Det “lange” navn for blog er weblog. I mange år var det de færreste, der vidste, hvad sådan en var, endsige læste dem eller selv havde en. Nu findes de overalt, og alle dagblade, magasiner og store virksomheder har en eller flere. Mange private har dem også, og der er simpelthen blogs om alt. Du læser jo netop dette på en blog. Blogs kan handle om hvad som helst:  mad, skønhed, politik, hundeopdræt eller skak. Intet emne er for lille, fordi man – hvis man skriver på engelsk eller holder sig til billeder – har et næsten globalt publikum. Man kunne udmærket opfordre sit barn til at starte en blog, hvis de har noget på hjerte, tager mange billeder eller laver noget andet, der kan have interesse for andre. Det er en måde at slutte sig til producenterne i stedet for blot at være passiv forbruger. Som på alle andre sociale medier, skal børn hjælpes med at komme i gang, og man skal sørge for at sætte sikkerheden sådan, at alle kommentarer skal godkendes, før de bliver synlige på bloggen.

I morgen fortsættes gennemgangen af sociale medier. Første afsnit af denne serie artikler om børn på nettet findes her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share