Min yngste kom og viste mig denne kommentar fra hans Facebook strøm og jeg fik straks en stor klump i halsen og en masse modstridende følelser på én gang. Jeg kender ikke drengen, men ved, at han er 11-13 år gammel og at posten er autentisk. De mange kommentarer fra hans venner er SÅ søde, så blandt vennerne er der tydeligvis ingen fordømmelse.
Hans forældre er nok ikke så glade, særligt moderen, men…
Jeg har ikke postet dette for at dele hverken forbløffelse eller forargelse, for jeg tror ikke, jeg er nogen af delene. Men jeg kan altså ikke hitte ud af, hvad jeg skal mene om, at vores inderste følelser nu – som det mest naturlige i verden – deles med alle og enhver. Umiddelbart hælder jeg mod at synes, at det skal man ikke gøre. Men bare fordi jeg ikke selv ville gøre det, betyder det vel ikke, at jeg skal bestemme, hvad andre skal gøre. Og egentlig, hvordan kan det nogensinde skade drengen her, at han har vist sine yderst menneskelige følelser og følt trang til at fortælle sine venner, at de skal nyde deres familie, mens de har den?
Jeg hører meget gerne jeres kommentarer.
Og apropos yngre børn og deres færden på Facebook, så er Medierådet for Børn og Unge kommet med en vejledning til forældre. Læs den før din nabo.
Den er svær. Først og fremmest synes jeg det er godt at din knægt ville vise den til dig og snakke med dig om det.
Så kan jeg se af privatlivsindstillingerne at det er en opdatering, som drengen “kun” deler med sine direkte FB-kontakter – jeg bryder mig ikke om udtrykket FB-venner, og dermed har jeg selvfølgelig også antydet, at jeg selv vil være lidt forsigtig med, hvad jeg deler – så der er spørgsmålet naturligvis om et barn på 11-13 år er klar over hvad det betyder, at man tilføjer nogen som kontakt.
I det konkrete tilfælde er der åbenbart en eller anden historie mellem moderen og en anden mand, og det er nok ikke så heldigt at det blev skrevet, selv om jeg kan forstå det i kampens hede. Men det er nok det, som vækker vores modstridende følelser.
Personligt: Selv om jeg er meget aktiv på Facebook og Twitter røber jeg ingen hemmelighed ved at sige, at der er virkelig meget jeg ikke deler på nettet, også selv om jeg har en lukket FB-profil. Jeg har også oplevet at på et sent tidspunkt at opdage noget meget væsentligt om et menneske jeg havde haft netkontakt med i flere år, og jeg syntes – og synes – det var helt i orden at vedkommende holdt det ude fra sine internetprofiler.
Omvendt: Hvad gør man når nogle deler meget, jeg vil opfatte på grænsen som privat? Den naturlige reaktion er jo ofte at ville hjælpe, men her skal både afsender og modtager huske på, at Twitter- og FB-kontakter er – netop – kontakter. Det er lidt samme problem, som hvis nogen fortæller meget personlige ting i en bus eller et tog.
Jeg fornemmer at det nu er saa normalt i dk enten selv at have gaaet gennem foraeldres skilsmisse eller at have naere venner som gaar i gennem det at man mere focuosserer paa hvon man skal hjaelpe boernene end hvordan man skal undgaa selve situationen. Man vil gerne investere i psychologer som skal hjaelpe, hoere, stoette boernene. Man hjaelper sig selv meget mindre, og er langt mindre parate til at acceptere at parforhold/aegteskab handler ikke om “hvad jeg kan faa ud af det” men om hvad man kan GIVE, om at vaere flexibel, om at tolerere, om at give op sommetider, og om at holde mund og ikke proeve at forandre partneren.
Jeg lever i en land ( ikke Danmark ) hvor man er meget opmaerksom paa det lidt nye trend med at have en partner indtil man ikke gider det mere fordi det ikke er perfekt. Derfor tilbydes der aegteskabs forberedelsesklasser og ideen er ikke bare populaer den har osse vist sig at hjaelpe mange til at forstaa mere hvad det er at vaere gift – og holde sammen saa der ikke kommer flere af de triste og desparate breve fra boern om deres foraeldre.
Ingen normal person aabner idag en business uden at sidde i timevis, dagevis, ugevis med folk der har erfaring for at laere hvad det indebaerer. Men samme forberedende investering er man ikke parat til naar det gaelder aegteskab. Man gaar fra aegteskab, parforhold fordi det ikke laengere GIR os hvad vi synes vi har krav paa….
Og hov – vi glemmer at der osse er bedsteforaeldre som lider under adskillelserne, men dem snakker vi ikke om og de har ikke noget at skulle have sagt.
Det er et uendelig trist brev, men endnu mere trist er den verden det afspejler.