Jeg minder om, at der kun er én grøn valgdato tilbage i Hans Engel og TV2’s valgkalender, som jeg delte for snart mange uger siden. Og det er selvfølgelig på dagen for EU-parlamentsvalget. Så mon ikke, vi kan konstatere, at der er 29 dage til valget, der i så fald bliver på en søndag.
Samfund/miljø/politik
Hudfarvet
Det er nu blevet et ord, man skændes om på tværs af de sædvanlige skillelinjer. En sort mand tweetede et billede af sin finger med et (for ham) hudfarvet plaster på og fortalte, at han var blevet forunderligt rørt over synet. Jeg retweetede det selv og fik selvfølgelig de sædvanlige modargumenter. BBC opsummerer diskussionen her.
Masser af babyer
EU-parlamentet har lavet et skønt stykke følelsesporno for at få os til at stemme FOR Europa.
Alle vinkler skal jo belyses, ved vi nok
Og derfor har Venstre været mange måneder om at forfatte spørgsmål til klima-borgerforslaget, som de endda har indsendt for sent. Det betyder så d e s v æ r r e, at Folketinget ikke kan nå at stemme om borgerforslaget inden valget. Og at medierne derfor heller ikke rigtigt har nogen grund til at skrive om det. Venstre er SÅ kede af det. Virkelig.
Progressiv kapitalisme
For snart mange år siden opdagede jeg et amerikansk magasin ved navn Vanity Fair. Det var lidt af en åbenbaring, fordi det er et glittet magasin med en million reklamer og high-end modereportager OG lange, gennemresearchede artikler om vigtige emner. Jeg var helt solgt. Også til den Nobelprisvindende økononom Joseph Stiglitz‘ månedlige klumme om økonomi – første gang nogensinde jeg læste artikler om den slags. Her skriver han om ansvarlig kapitalisme – denne gang i NYT.
Problemet med whistleblowers
Vi bliver nødt til at blive ved med at tale om vestlige demokratiers meget udemokratiske måde at behandle whistleblowere på.
To store amerikanske medier har skrevet ret grundigt om Instagram og influencers og den senere tids små forandringer på platformen og af den måde, influencers opfattes på og opfatter sig selv på. The Atlantic skriver om Instagrams vej væk fra ‘det perfekte billede’ og The New Yorker skriver om fænomenet Influencers fra Shakespeare og til i dag.
Det er nok ikke russerne
Men fake news, det er det. En video fremstilles, som om den er optaget i Danmark under optøjerne på Nørrebro, men i virkeligheden er den optaget i Algeriet. Bl.a. er den blevet delt på Stram Kurs’ hjemmeside. Facebook har ikke lige fået fikset det endnu. Læs hos Mandag Morgen.
Yndlingsmuslimer
Regeringen og Kongehusets ydlingsmuslimer har været igang igen – med halshugninger af Shia-muslimer efter summariske rettergange. En del medier har bragt historien. Sauderne kan øjensynligt ikke går for vidt.
Generation identitær
Jo, Redox er stærkt venstreorienterede, men det tager du bare højde for, når du læser deres analyse af den højreradikale paneuropæiske bevægelse Generation Identitær.
Teknologi
Singularitet
Joi Ito (chef for MIT) har skrevet et essay om singularitet (troen på at kunstig intelligens vil overgå menneskelig intelligens). Han tror ikke på det, men tror i stedet på “extended Intelligence”. Jeg er med ham.
Kodak color er hvid!
Der har altid været problemer med at gengive mørke ansigter på farvefotografier. Her troede man, at der var “naturlige” grunde til det, men det viser sig, at Kodak brugte billedet af en hvid kvinde, som udgangspunkt for kalibrering af farver ved fremkaldelse. Det var ikke mennesker med brun hud, der forårsagede, at Kodak ændrede strategi, men derimod klager fra producenter af chokolade og træmøbler. Jo jo. En interessant historie fra NYT.
Viden
Anvendes inden
Madspild. Mange mennesker kigger på datoen på pakken og smider så mad ud, der sagtens kunne spises – uden at have kigget nærmere på det eller lugtet til det. Fx holder æg sig meget længe – uger længere end datoen på pakken. Det gælder også uåbnet crème fraiche og yoghurt fx. Læs denne artikel om, hvor arbitrær og cover-my-arse-agtig datering på fødevarer er og få reduceret dit madspild.
Du bliver ikke fed af frugt
Mange diæter opfordrer til frugtfrygt. For uhada, frugt er jo fyldt med frugtsukker, og alle ved, at man bliver fed af sukker. Men læs lige her og spis et æble til.
Viljestyrke/selvkontrol
Her er en artikel, der fortæller om den forskning, der finder sted i fænomenet viljestyrke. Det mest interessante er, at de taler om at planlægge sig ud af mange af de kampe, vi ellers har med vores selvkontrol. Som han skriver “at sætte vækkeuret i den modsatte ende af værelset fra, hvor man sover, for at komme ud af den dårlige vane med at snooze, er ikke viljestyrke, det er planlægning.” Det princip kan man applicere på mange ting her i livet.
Artiklen er fra 2016, men jeg er sikker på, at Google kan hjælpe med at finde det nyeste nye, hvis man skulle have lyst til at læse mere.
Og apropos viljestyrke – så er svær overvægt i meget højere grad end tidligere antaget genetisk betinget. Artikel fra NYT.
Genmodificeret majs er ikke farlig at spise
I min optik er de farer, der måske lurer ifm genmodificering af afgrøder, slet ikke om de er farlige at spise, men om afgrødens nye egenskaber har utilsigtede virkninger i naturen. Læs i Videnskab.dk.
Om os
Regneark
Tips og tricks til Google spreadsheets. Der er nogle gode nogle imellem!
Library of things
Et tingotek fyldt med den slags ting, som man har vildt meget brug for en gang om året eller en gang hvert femte år og derfor virkelig ikke burde eje. Sådan et burde der være i hver eneste karre i byerne og i hver eneste landsby. Historie fra The Guardian.
Kunst og kultur
Tysk film – du sku’ se en
Jeg har skrevet om Værk uden Skaber på Biografbloggen. Jeg nød hvert øjeblik af de 3 timer og 15 minutter.
Jeg går sjældent i teatret
Men jeg har været i Teatret ved Sorte Hest og se forestillingen I nat kommer krigen hjem, som man ikke lige kunne smide fra sig. Den handler om angrebet på Charlie Hebdo og stiller alle de spørgsmål, vi savner svar på, når disse angreb sker. Forestillingen indledes med ordene: ”Det første, jeg tænker, er, at det er forfærdeligt. Det næste, jeg tænker, er, at jeg må prøve at forstå. Jeg må tegne en lige linje fra Fort Europa, kolonialismen, Kurt Westergaard og radikal Islam til Charlie Hebdo. Jeg tænker, jeg må sige noget klogt. Jeg tænker, jeg må poste noget på Facebook, der viser, at jeg har tænkt noget klogt.”