Og det er fandme vigtigt, at vi tror på det og bakker op om det. Susanne Sayers tager i dette essay i POV.international udgangspunkt i en by i Kroatien for at fortælle os, at vi har kunnet det før, og vi kan gøre det igen. Og skal vi bukke under for Putin og/eller Trump, så lad os da gøre det, mens vi kæmper for at redde klimaet, vores medmenneskelighed, ligeværdighed og demokrati, og ikke med opgivelse og bøjede nakker. Og lad os ses mere IRL!
Jeg stiller mig tvivlende over for boycot af amerikanske varer. Jo jo, man kan undlade at drikke Coca-Cola eller spise Snickers (nemt for mig, jeg gør ingen af delene), men der hvor det for alvor batter, er jo der, hvor det gør møgondt. Sociale medier, streamingtjenester, software, forbrugerelektronik! Jeg har som mål langsomt at få smøget mig ud af det altsammen, men det bliver en svær proces. Til gengæld vil jeg i endnu højere grad end tidligere kaste mig over ikke-amerikanske kulturprodukter. Ikke fordi jeg tror, de kan mærke det derovre, men fordi vi har forsømt både vores eget kontinent og de andre, der jo faktisk eksisterer, til fordel for all things American. Så ind med fransk mad, romaner fra Afrika, musik fra Canada og film fra Asien.
På Zetland har klimaskribent Thomas Hebsgaard set nærmere på et muligt øget samarbejde med Kina, nu hvor USA har vist sig så umedgørligt, særligt når det gælder klima. Her er Kina jo helt fremme i skoene.
Også på Zetland har deres format “Hakon og Sebastian elsker penge” kigget ind i den lyserøde krystalkugle og forestillet sig et nyt, bedre og mere robust Europa. Det er altså ret rar læsning/lytning!
Kortet her og i toppen er fra 1923. Lige godt 100 år gammelt.

Bøger
Senest læste
Colm Tóibín: Long Island ****
Colm Tóibín: Brooklyn *****
Kristian Leth: Verdens vigtigste bog ****
Olga Tokarczuk: Empusion ****
Marcel Proust: Fangen 2, bind 10 af På Sporet af den Forsvundne Tid ****
Julian Barnes: The Only Story ***
Maj My Humaidan: Ærø-manifestet ****
Rachel Cusk: Outline ****
Film og tv-serier
Frøet fra det hellige figentræ
Iranerne kan bare noget med film! Dels har landet jo en ganske fantastisk intellektuel og kunstnerisk tradition, som det endnu ikke er lykkedes for præstestyret at knuse. Og dels er nødvendigheden vel også en driver – nødvendigheden af at vi, uden for landet, ser, hvor meget de kæmper og alt det, de har at kæmpe for.
Vi er i Teheran, lige efter at moralpolitiet har dræbt Mahsa Amini, og protesterne spreder sig i gaderne hver eneste dag. En ret stor del af filmen består af autentiske mobiloptagelser fra gader og vinduer. Det er hårdt at se på. Og hele filmen er indspillet i dyb hemmelighed. Det er altså fantastisk!
Når jeg ser film eller læser bøger, hvor hovedpersonerne lever i en totalitær stat, bliver jeg altid besat af tanken om, hvordan jeg selv ville agere i sådan en situation. Og nej, jeg er langt fra overbevist om, at jeg ville være lige så modig som kvinderne er det i denne film – og altså i virkeligheden.
Omdrejningspunktet i filmen er en familie med to teenagedøtre. Faderen er netop blevet udnævnt til undersøgelsesdommer, og det job er ekstra hårdt i en tid, hvor politiet arresterer hundredevis af demonstranter hver dag, og præstestyret kræver, at de dømmes hårdt. Faderen er både tynget af samvittighed, men også dybt indoktrineret af staten og arbejdspladsen. Det leder uundgåeligt til konflikt med hans familie. Filmen rummer mere end ét moralsk dilemma!
Pigen med nålen
Den brød jeg mig ikke om. Det var jeg overrasket over. Måske er det, fordi jeg ikke er så vild med gotisk horror, som den læner sig op ad. Jeg brød mig heller ikke om den måde, filmen bruger musik på – eller den hakkede klipning, selvom jeg selvfølgelig godt forstår bevæggrunden bag den.
Der er til gengæld virkelig ikke noget i vejen med Trine Dyrholms præstation – hun er som sædvanlig fænomenal.
A Complete Unknown
Jeg har altid været den lidt mærkelige Dylan-fan, der holder allermest af countryalbummet Nashville Skyline. Så det er måske ikke så mærkeligt, at jeg vældig godt kunne lide denne film. Altså, nej, jeg er jo ikke Dylan-fan, for jeg har aldrig ejet andre albums end ovennævnte.
Jeg synes, at Timothée Chalamée gør det virkelig godt. Han synger henad Dylan, men heldigvis er man ikke for hverkens hans eller nogen andres vedkommende forfaldet til at AI’e deres stemmer, så de lyder helt som dem, de portrætterer. Jeg har både hørt og læst om opgøret mellem det akustiske folk-miljø og de nye elektriske stemmer. Det er så fint beskrevet her, og skønt at se Pete Seeger fremstillet med så stor kærlighed og indlevelse af Edward Norton.
Flow
Jeg så denne smukke film, der er helt uden ord, sammen med mit 3 1/2 år gamle barnebarn. Han syntes, den var liiiidt farlig, men han klarede det! Vi kunne heldigvis hviske lidt sammen, for vi var næsten alene i Gloria-biografen en onsdag formiddag. Filmens hovedkarakterer er fem forskellige dyr, der langsomt, dejlig langsomt, får en vis tillid til hinanden under de meget dramatiske omstændigheder, som de befinder sig i. Nemlig, at deres hjem oversvømmes, så de havner på en båd sammen. Filmen er milevidt fra Disney-happy-endings, men giver os alligevel håb. Så fint.
Gloria-biografen har i øvrigt fået en lille opdatering i og med Grand har overtaget den, så det er nu endnu mere hyggeligt at træde derind, end det var tidligere.
Sex, Drømme, Kærlighed
Siden jeg så den første af filmene i denne trilogi, har jeg ventet på at komme til at se den anden. Denne norske instruktør, Dag Johan Haugerud, der har noget enormt hyggeligt onkelagtigt over sig, er simpelthen i en klasse for sig. Han bruger nogle tricks, der er så overraskende. Og effekter, som normalt hører til i en helt anden slags film. Men altså, hans film er ikke sådan at beskrive – de skal opleves!
En hyldest til Filmstriben
For mig personligt bliver det virkelig svært at sige farvel til streamingtjenesterne, der mange aftener giver mig et par times tænkefrihed. Jeg håber, at en eller flere af de europæiske “stepper op”, så der bliver noget at tage af. Men i mellemtiden kan mange af os se en helt utrolig mængde fantastiske film, både nye og klassikere på Filmstriben. Mange, men ikke alle, for visse kommuner har fravalgt at tilbyde deres borgere denne fantastiske service, heriblandt den ludfattige Gentofte kommune!
Hvad siger du, du har stadig ikke hentet app’en eller fået dig et login? Tsk tsk.
Rasmus Elmelund, der er journalist på Information, har her skrevet en lille hyldest til Filmstriben. Så fortjent.
Leoparden
I anledning af, at Leoparden er kommet som tv-serie på Netflix (jeg har ikke set den endnu), har BBC lavet ægte public service med en fin artikel, der fortæller lidt italiensk historie, noget om Lampedusa selv, noget om den gamle film med Burt Lancaster og lidt om tv-serien. Glimrende læsning!
James Turrell
Jeg er skuffet. Også denne fantastiske kunstner har bøjet sig for mammon og installerer et af sine værker i Saudi-Arabien. Øv.
Sidste nyt fra Pompeii
Arkæologer er i gang med at udgrave et større palæ, og her ser vi deres opdagelse af en decideret spa inde i palæet. Arkæologiske opdagelser hører til blandt de nyheder, jeg altid læser. Vi er både forandrede og uforandrede som menneskehed. Det er de samme tanker, der svømmer over mig, når jeg læser ældre litteratur.
Politik/samfund
Vores kæmpe svigt
Den franske filosof Didier Fassin lægger ikke fingrene imellem i sin kritik af Vestens manglende blik for, hvad det er, Israel har gang i i Palæstina. Og har haft gang i meget længe – nu er det blot blevet så tydeligt, at man skal have bind for øjnene for ikke at se det. Og det har en stor del af de europæiske politikere og meningsdannere så iført sig. Det er uklædeligt, når det ikke sidder på Fru Justitia!
En fremtid uden indvandring
En professor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet har været så venlig at lave en fremskrivning af, hvordan det vil se ud med Danmarks befolkning, hvis der ikke flytter flere hertil, end der flytter væk. Det ser ud, som om vi så får vældig god plads… Artikel i Videnskab.dk.
Oprøret i Serbien
– som vi ikke hører meget om. Men her fortæller Slavoj Zizek om det. Det er faktisk meget opmuntrende læsning i en tid, hvor det virker, som om mange har givet op.
Spanien
er et land, der har held med migration. Det skal siges, at størstedelen af migranterne i Spanien kommer fra Sydamerika med to ikke ringe fordele i forhold til migranter fra Menapt-landene: Samme sprog og samme religion. Alligevel er der måske noget at lære af landet, der byder migranterne velkommen og ser i øjnene, at vi ikke klarer arbejdskraftmanglen ved at trække vindebroen helt op. Artikel i The Guardian.
Mads Ananda om woke
En garvet aktivist giver sit besyv med i debatten om, hvorvidt “woke er død”. Han har faktisk meget interessante og ikke mindst nuancerede ting at sige. Så meget værd at lytte til/læse.
Klima/miljø
Sci-fi forfatter om klimakampen
I en af Informations “langsomme samtaler” har Rune Lykkeberg talt med Kim Stanley Robinson om USA’s nye præsident og om klimakampen. Han har interessante ting at sige om især det sidste. Artiklen her er af lidt ældre dato, men den ældes jo ikke sådan lige.
Min ven Thomas har læst hans bog “Fremtidsministeriet” og skriver om den her. Selv er jeg nr. 69 i køen til at låne den som lydbog hos Libby. Pludselig en dag er den der!
Jo, klimaskam er okay
Det siger bioetiker Mickey Gjerris i dette store interview i Information, hvor han også giver en god begrundelse. Og (husk, han er teolog) minder om, at skam er en væsentlig følelse i vores samliv med andre. Han siger også noget om håb: “Vi er nødt til at forstå håb som noget andet [end at klimakrisen bliver fuldkommen løst], hvis det skal være en produktiv følelse. Håb er ikke, at klimakrisen forsvinder, men i højere grad at vi tør se virkeligheden i øjnene og så begynder at handle på den. Og samtidig lever liv, der er meningsfulde, og hvor der er rig mulighed for at opleve livsglæde.”
DK klimaindsats er nulstillet. Hvad nu?
Dygtige Thomas Hebsgaard har interviewet en virksomhedsleder i energibranchen. Han har interessante ting at sige om de danske politikeres enten storladne eller ynkelige klimaindsatser.
Medier
Murdoch-imperiet
Et langt longread, altså, virkelig langt, men læsningen værd synes jeg. Murdoch-imperiet har berørt så mange menneskers liv, at det er helt uhyggeligt. Her fortæller The Atlantic hele historien, der, som det vil være bekendt for mange, indtil videre er endt med, at Rupert og Lachlan tabte i retten til de andre tre søskende i deres forsøg på et kup. Men vejen derhen er nok så interessant.
Digitalt
Har du delt en artikel uden at læse den først?
Det mener jeg faktisk ikke, at jeg nogensinde har – ikke uden at deklarere det i hvert fald. Og aldrig på Facebook da! Men et studie fra Penn State University har påvist, at 75% af artikler delt på Facebook, ikke er klikket/læst, inden de er blevet delt. Forskerne var i chok, står der. Det er jeg sgu også.
Svaret på dine Netflix-drømme
“Hemmelige” koder til at finde indhold, som algoritmerne ellers ikke “vil lade dig se”. Jeg har dimset rundt i 10 minutter og allerede fundet adskilligt.
Om os
Fællesskabet er din redning
Et meget interessant og anderledes interview med Niels Brandt fra The Minds of 99, hvor han fortæller om, hvordan de i bandet kom igennem flere benhårde kriser og fandt ud af, hvordan fællesskabet er helt centralt, også selvom det er sig selv, man leder efter.
Jeg har intet forhold til Minds, er ikke engang sikker på, at jeg ku’ genkende en sang, hvis jeg hørte den i radioen. Men forsangerens budskaber her er relevante for os alle.
Jeg blev (dvs: var i forvejen) så sur på Kaare Dybvad at jeg købte Ærømanifestet, inden jeg i embeds medfør kastede mig over Arbejdets land.
Jeg vil sige at Humaidan på den ene side ikke overbeviste mig (man kan læse bogen som historien om et fejlslagent eksperiment), men på den anden side var det også åbenlyst at Dybvad ikke havde læst bogen. Som jeg ser det er pointen at hun er kvinde, har en videregående uddannelse og kommer fra en større by – og dermed skal fungere som modbillede til Dybvads Rigtige Danskere (mænd), med Rigtige Uddannelselser (faglærte) fra Rigtige Steder (Øster Bøvl og den slags landsbyer).
“Arbejdets land” er i øvrigt så kedelig at jeg droppede at lade mine studerende læse et par uddrag. Tænk en rapport til et socialdemokratisk seminar i bogform.
Næh, jeg er, som skrevet står, heller ikke overbevist af Humaidan, men der er da ingen tvivl om, at hun ramte noget i mange med den bog, simpelthen fordi det virker så vanvittigt, at vi bare blindt og ureflekteret fortsætter ad den vej, som de fleste godt ved, ikke fører til noget godt!
Jeg har adgang til Filmstriben via Rudersdal biblioteker – men her i kommunen kun 8 point
Har også adgang via biblioteket til euro kultur streamingtjenesten Medici.tv – hvis man er til de gamle kunstarter som Ballet, opera, klassisk musik
Opført både efter traditionen og fortolkning i nye opsætninger
Det lyder da dejligt, jeg ved slet ikke, om jeg har adgang. Er ikke så god til opera og ballet på tv. Selv er jeg superglad for Libby, hvor jeg finder lydbøger, jeg ikke kan finde andre steder. Og appens brugergrænseflade er simpelthen så god. Og pæn er den også!