Jeg får hver uge det smukke, litterære nyhedsbrev Marginalian. I denne uge tager Maria Popova, der står bag nyhedsbrevet, fat i en usædvanlig (ikke ny) bog om George Orwell af Rebecca Solnit.

Jeg har noteret bogen på min uendelige læseliste, men fordi jeg ved, at det meget vel kan ske, at jeg aldrig når frem til den, læste jeg det essay Popova har skrevet på basis af bogen. Det gav mig ny viden om Orwell, der allerede har ændret min opfattelse af ham, samt nye vinkler på, hvorfor vi aldrig må opgive skønheden i hverdagen. Og en forklaring på, hvorfor der er plantet roser på hans grav.
I øvrigt, artiklen om Orwell i Wikipedia er en af de mest omfattende, jeg nogensinde (ikke) har læst til ende.
Bogens magt
En amerikansk/vietnamesisk forfatter skriver om en bog, der ændrede hans liv, da han læste den som ganske ung. Han går videre til at tale om den omsiggribende trend i USA med at forbyde bøger på biblioteker og i skoler. Han fortæller også, hvordan han læser de meget politisk ukorrekte Tintin-tegneserier med sin 8-årige søn. Og endelig om sin ambivalens ved at se sin egen bog på nogle skolers curriculum. “I don’t want to be anyone’s homework. I don’t want my book to be broccoli.”
Læs hans fine, ikke så lange, essay (gavelink fra NYT).
Slutsammenfald
Det sker ret tit for mig: På to helt forskellige tidspunkter begynder jeg på to helt forskellige bøger af helt forskellig længde, den ene på papir, den anden som lydbog. Og utroligt ofte afsluttes de næsten samtidig. Hvorfor mon? Anyway, det skete også i denne uge, Jeg blev endelig færdig med første bind den østrigske forfatter-filosof Robert Musils mærkværdige roman Manden uden Egenskaber. Uden sammenligning i øvrigt mindede læsningen mig om min læsning af Ulysses – altså, at nyde læsningen af noget, man ikke helt forstår. Læs evt. mere på Goodreads.
Samtidig blev jeg færdig med Tolstoys Anna Karenina, som ikke tog nær så lang tid, fordi den er spændende og flydende læsning/lytning i modsætning til Musil. Tolstoy har egentlig ikke færre budskaber proppet ind mellem linjerne, men han gør det på en helt anden måde. Jeg lyttede til den på engelsk, hvilket egentlig er mod mine principper – men den var et gratis frynsegode til mit lydbogsabonnement hos Audible. Mere på Goodreads.
Babylæsning
Mit barnebarn er ikke så god til det der med nattesovning endnu, så søn og svigerdatter lider. De er ikke alene, ved jeg, og her har redaktør på Zetland @Madsolrik samlet sine anbefalinger af bøger, der er egnet (og dem, der ikke er) til at læse på telefonen, mens man bouncer baby. Det er sjovt.
Apropos bøger
Så har jeg et spørgsmål: Jeg er en stor beundrer af det relativt nye forlag Gutkind, der har vist sig at have et vældigt godt øje, også for oversat litteratur. De er aktive på Instagram, hvor jeg flere gange har tagget dem, både med ros og med forespørgsler. Men de reagerer aldrig, hvilket faktisk er ret usædvanligt. Er der en af mine læsere, der har et bud på hvorfor?
Jubiiiiiii!!!! Jeg har været i Grandteatret
Ikke bare corona, men i højeste grad min dumme ankel har forhindret mig i at komme i biografen siden starten af november. Og der har været så mange gode film! Og nu er der mindst 4-5 stykker, jeg gerne vil se – hvordan skal jeg dog nå det?
Jeg så den danske dokumentarfilm om Salvatore Mundi, Verdens Frelser, maleriet der måske er malet af selveste Leonardo. Hvordan det er muligt at gøre en dokumentarfilm om en historie, som jeg udmærket kendte, så spændende, må du selv afsted for at finde ud af. Fremragende, simpelthen. At få alle disse mennesker i tale og få dem til at slappe af foran kameraet er ikke nogen ringe præstation.
Se en holocaust-film med dine børn
Det skal selvfølgelig tilpasses til deres alder, men børn, der allerede har set Squid Games, kan altså tåle at se hvad som helst! Det kunne fx være denne her på Filmstriben, der (selvfølgelig) havde holocaust-tema denne uge.
Samfund/miljø/politik
Handleplan mod racisme
Jeg ville ønske, jeg kunne abonnere på endnu flere nyhedstjenester, streamingtjenester m.m., end jeg allerede gør. For jeg sluger godt indhold, og der er ingen tvivl om, at indhold bag paywall oftest er af højere kvalitet end det udenfor. Nej, jeg ved det, #notallmedia. Et af dem, jeg godt gad læse, er Føljeton. Som en bleg erstatning læser jeg hver uge et par af deres nyhedsbreve. I dagens nyhedsbrev står der om regeringens handleplan mod racisme, meget præcist:
“Kigger man på tallene, taler de imidlertid deres tydelige sprog. Langt de fleste religiøst motiverede hadforbrydelser i Danmark bliver begået imod muslimer. Af de 180 episoder, der blev indberettet i 2019, havde 109 af dem muslimer som ofre. Når de som gruppering ikke nævnes med et ord i udkastet til handlingsplanen, ser det altså ret besynderligt ud. Noget kunne tyde på, at man har en ekstra høj smertetærskel for, hvad man vil lade lige netop dén minoritet finde sig i.”
Føljeton har i øjeblikket et tilbud, som jeg har taget imod: 2 måneder for 20 kr.
Men det er altså min mening
Hvor tit har vi ikke oplevet en diskussion, i eget liv eller i medierne, blive afsluttet med den sætning. Og hvis “din mening” er, at den ene bog er bedre end den anden, så skal du sør’me ha’ lov til at have den. Men hvis “din mening” er noget, som objektivt kan modbevises, som fx at MFR-vaccinen giver autisme, så har du ikke ret til din mening, nej. @jannienh på Twitter pegede på denne artikel, der er af ældre dato, men som beskriver problemet meget præcist.
Mink
Frank Korsholm giver her i POV.international en kort gennemgang af minksagen indtil videre. Han har en del knubbede ord til regeringstoppen og embedsværket, men det er svært at få øje på den rygende pistol, der skulle føre til den Rigsret, som store dele af oppositionen så brændende ønsker sig.
Viden
Corbevax
Har du hørt om Corbevax? Ellers skal du læse med her. Det er en covid-19-vaccine, der er uden for patent (pga forskere, der sætter verdens heling over egen profit), som er nem og billig at fremstille (omend lidt langsommere end Mrna-vaccinerne), og som kan transporteres og opbevares ved normale temperaturer og endda har en lang holdbarhed.
Teknologi
Reducer dit streaming-strømforbrug
Det kan du gøre ved at bruge en tv-app, som Apple-tv eller Chromecast i stedet for en konsol. Der er virkelig mange penge at spare, fortæller Samvirke.
Om os
Venskab
Nick Cave har en brevkasse, har jeg fundet ud af. Den hedder The Red Hand Files, og dér besvarer han spørgsmål fra sine fans. Det er ikke en hvilken som helst brevkasse, hvilket alle med kendskab til Nick Cave nok allerede har regnet ud. Her er hans definition af de tre slags venskaber. Hvor er jeg dog heldig, at jeg har venner i alle tre kategorier! I øvrigt er der en film på vej med musik af Nick Cave og hans musikpartner Warren Ellis, Sneleoparden bliver dens danske titel.
Hittegods i Japan
Som så meget andet i Japan, er der fuldstændig styr på hittegodset. Det, der bliver returneret mest af, er mobiltelefoner og kontanter (!!!), mindst er paraplyer. En lille film fra BBC om dette særegne fænomen.
Farvelkys
Jeg har tidligere nævnt New York Times etiske brevkasse, men de har også en anden, der er lidt mere munter (og kortfattet). Denne gang om hvorvidt en mand skal give sin stadig sovende hustru et farvelkys eller ej, inden han går på arbejde. “Wait for it”, as they say.
Middagsmad som single
Yngstesøn er flyttet hjemmefra, jeg kan igen stå på benene længe nok til, at jeg kan tilberede et måltid mad, så jeg er løbet tør for undskyldninger. Det svære er egentlig ikke så meget at orke at tilberede et måltid, det svære er at finde på, synes jeg. Men her er en god, sund og billig opskrift. Hel, bagt selleri med svampesovs. Den lyder så lækker, at den kommer på min liste. Jeg arbejder hjemmefra, så et er ingen kunst at smække sellerien i ovnen hen på eftermiddagen. Skulle du også få lyst til at prøve opskriften, så har jeg googlet “nutritional yeast” for dig. Det kan nemt erstattes med følgende: soya, cashew-nødder, solsikkefrø, grøntsagsbouillon, tørrede porcini svampe eller kikærtemel. Man skal generelt ikke lade sig skræmme af en enkelt ingrediens, man ikke lige har i huset. Google er din ven – igen.
Uh, det er så irriterende, når folk/forlag/journalister/halvkendte er på instagram og aldrig svarer. Man vil gerne eksponeres, men ikke interagere.
Det kan næppe være så uoverkommeligt at svare, når man er et dansk forlag og ikke Celeste Baber fx. Den eneste grund, jeg kan komme i tanker om, at det bare ikke prioriteres højt nok, så der ikke sættes tid af til svar.
Ja, jeg skrev første gang, fordi jeg var så imponeret – du ved, ren ros. Siden har jeg skrevet til dem om en bog, de har på tapetet og spurgt, hvorfor der er et helt år til udgivelse (oversat bog). Men, nix bix, nul respons.
Jeg forstår godt, når folk/virksomheder, der får hundreder af beskeder, ikke svarer, men det er virkelig ikke tilfældet her. De har altså brug for glade, trofaste læsere!