Serendipitet forklaret

Forfatteren til bogen The Serendipity Mindset, som jeg har på min læseliste, men altså ikke er nået til endnu, har skrevet en forkortet udgave, som du her får som longread. Han hedder Christian Busch og han er bl.a. underviser på  London School of Economics og New York University. Han har også lavet illustrationen ovenfor.

Det handler om at positionere sig sådan, at heldet får lettere ved at finde én. Når man går en tur, handler det bare om at åbne øjnene. Når man er ude blandt andre, handler det om at se folk i øjnene og smile til dem (ja ja, I know, mundbind). Og så gælder det også om at huske de positive ting, der sker for en. Fx den dag, buschaufføren lige ventede et øjeblik, så du nåede at komme med, i stedet for, som vi har for vane, at fokusere på de gange, hvor han smækkede døren i for snuden af dig.

Samfund/miljø/politik

Etniske smerter

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er stor fan af Morten Sodemann, der fra sin position som hvid overlæge og professor altid taler de svages sag. Det her er et meget rammende citat: “Vi tror alle sammen hver især, at vi er en 0-kultur, mens det er de andre, der har kultur.”

Delhi Crime

Anbefalinger af tv-serier plejer at være længere nede ⬇️ i nyhedsbrevet, men denne indiske serie hører, på trods af, at det er drama baseret på virkelige hændelser, til i afdelingen for alvorligere sager. Sjældent har jeg da set noget så socialrealistisk – og da slet ikke på Netflix. Serien handler om den frygtelige gruppevoldtægt, som vi i Vesten også hørte om, og den følger de politifolk, der har til opgave at fange de seks voldtægtsmænd. De forhold politiet arbejder under!!!!! Man tror ikke sine egne øjne. Der er ikke noget forsøg på at fremstille Indien i et forsonende lys.

Men in Black

Jeg kan forstå, at Politiken har en artikel, der behandler Men in Black grundigt, men jeg kan ikke læse den. Zetland gjorde det for et par dage siden, hvilket vil sige før, MiB afbrændte en Mette Frederiksen-dukke. Husk, at du uden videre kan klikke og læse denne Zetland-artikel, fordi jeg giver dig den. Du skal ikke først give din sjæl til djævelen og registrere dig.

Og så vil jeg godt lige tilføje, at jeg er lidt rystet over, at den politiske afstandtagen til afbrændingen af dukken med dødstruslen på maven ikke har været mere markant. Her er fx Tom Jensen. Altså, hvis jeg væddede, ville jeg vædde på, at der havde været en noget skarpere tone, havde det været brune mennesker, der brændte en Inger Støjberg-dukke af. Måske havde vi endda set en breaking-bjælke eller to.

De-platforming or not

I Technorama-nyhedsbrevet fandt jeg link til en gennemgang af pros & cons ift at fjerne Trump m.fl.’s adgang til sociale platforme hos Axios. Forbilledligt.

En teskefuld klimaoptimisme

Via Intelligencer er her et langt longread (jo, for det er EKSTRA langt) fra New York Magazine, der giver udtryk for en ganske svag klimaoptimisme, samtidig med at den opremser de mange – utroligt mange – klimaproblemer, vi står over for. Artiklen er, på trods af sin længde, ikke svær at læse, og den kommer virkelig rundt om det meste. Sågar et interview med Dan Jørgensen, der overdriver Danmarks klimaduksestatus en hel del.

Eksemplets magt

I Videnskab.dk fortælles om et nyt studie, der viser, at det faktisk batter, når et mindre land eller gruppe af lande indfører miljøreguleringer, selvom det talmæssigt batter meget lidt. Den afsmittende effekt er stor.

Drømmejobbet

Journalisten har talt med en gruppe mennesker, der alle har det, mange af os betragter som “drømmejobbet”. De er skam glade for deres jobs, det er ikke nær det, men de får ikke svaret på alle deres livsdrømme via arbejde. Fx skal man skovle en hel del lort som dyrepasser i zoo…

Viden

Dinosaurens røvhul

Jo jo, det forskes der skam i. “En schweizerkniv af et røvhul” som forskeren begejstret beskriver det. Apropos drømmejob, så må det da være lidt sjovt at rode med fossiler, selvom der, som det også fremgår af artiklen, indgår ret så meget kedelig ventetid i det job også.

Er fagfællebedømmelse virkelig så vigtigt?

Skal videnskabelige studier offentliggøres, inden de har været fagfællebedømt? Et flertal af de forskere, videnskab.dk har talt med, synes det ikke. Det synes jeg heller ikke. Vi skal dælme lære at klappe hesten. Tænk, hvis forskere var som politikere, der ikke vil anerkende, at de tidligere har taget fejl eller været fejlinformeret. Det er en af grundene til, at jeg er fan af Søren Brostrøm. Han siger: jeg tog fejl, og så går han videre derfra. Det bør vi alle gøre.

Om os

Du må godt bande foran ungerne

De tager faktisk ikke skade af det. Til gengæld er det noget skidt at sige grimme ting om andre. Husk det, dig der sidder og slynger om dig med hæsligheder på Facebook. Dine børn ser det. Sarah Cottrell, der har skrevet det lille essay, kalder sig selv for ‘essay hustler’. Ret godt udtryk!

Miniaturer er besnærende

Nogle mennesker har for meget tid. Men det er også nogle af dem, der gør det sjovt at dimse rundt på Internettet. Ham her har bygget en miniatureudgave af sit værelse. Og han er ikke minimalist. (Lad dig ikke distrahere af de irriterende reklamer.)

Spyt ikke på fortovet

Det var en vigtig del af sygdomsbekæmpelse, da man havde opdaget, hvordan tuberkulose smitter, men endnu ikke havde vaccinen klar. Men øhm, løbere og cyklister anno 2021, I behøver vel heller ikke spytte på fortovet, gør I? jeg synes egentlig, det er lidt ulækkert. Del af Københavns Bibliotekers serie om det gamle København.

Hjemmetræning – hot or not?

For mig er der ikke noget valg. Jeg kan simpelthen ikke fordrage fitnesscentre, og det der med at møde op på et bestemt tidspunkt og stå og ligne en klovn sammen med andre klovner, det er heller ikke lige noget for mig. Så med lidt hjælp fra min fysioterapeut og internettet har jeg udvirket en halv times træning til mig selv, som jeg gennemfører hver morgen (ok, næsten hver morgen). Denne her artikel viser fem ting, som man ikke bør gøre. Jeg har heldigvis ingen af de fem på programmet, men jeg har tilføjet en af øvelserne, som de anbefaler i stedet, for den udfyldte lige et hul. Måske kan du også blive inspireret.

Heldags-dal

Den her opskrift bliver nok uaktuel for de fleste af os, når vi igen må komme ud i verden, men med ca. 12 skridt fra arbejdsplads til komfur, kunne jeg nok godt finde på at afprøve denne “black dal”, der skal simre for svag varme en hel dag. I forvejen kan vi godt lide dal her i huset, men den her lyder ekstra yummy. Og her på Nørrebro kan jeg skaffe godt arabisk brød til.

Kunst og kultur

Skattejagt på museet

Nu har jeg set de første tre episoder af Skattejagt på museet på DR. På den ene side er det jo ret sjovt, på den anden side bliver jeg så irriteret over den måde at lave fjernsyn på. Det har længe været et kendt filmtrick at vise, at man er i fortiden ved at gråtone billederne. Det bruges i spillefilm, når instruktøren anser, at vi er for tungnemme til at regne ud, at vi her er i et tilbageblik, og det bruges i tv-serier, når vi skal mindes om noget fra en tidligere episode eller sæson. I de tilfælde giver det jo relativt god mening. Men i et tv-program, der varer under en time, sætter de små bidder ind fra den første halve time i tilfælde af, at vi skulle have glemt det i den anden? Suk. Nå men, jeg ser alligevel frem til sidste afsnit, som er med Knud Romer og Pernille Rosendal. Måske siges der så noget klogt.

Gyldendal

Jeg har læst “Selveste Gyldendal” af Pernille Stensgaard. Det skal du også gøre, hvis du interesserer dig for dansk kulturhistorie.

Kunsttyve

Det er ikke alle kunsttyve, der iklæder sig sort tøj og sniger sig rundt om natten. Nogle af dem gifter sig bare med kunstneren eller hyrer hende som assistent. Hmfff.

Share

Oh, Tivoli

I anledning af at Tivoli i år fylder 175 (vildt!), har Gyldendal udsendt en hyldestbog. “TIVOLI – En have i byen”. Absolut en rammende titel – der netop sætter ord på det, jeg holder mest af ved Tivoli – det grønne og alle blomsterne.

Mærkelig opbygning

I betragtning af at det er en fotobog, har den en besynderlig opbygning. Teksten, der fylder de første 75 af bogens godt 200 sider, er skrevet af Lars Hedebo Olsen. De virkeligt skønne billeder, der, sæsonopdelt, fylder resten, er taget af Anne Prytz Schaldemose. I tekstdelen er der ingen billeder og i billeddelen ingen tekster. Slet ingen.

Ærgerligt er det, at pointerne ved mange af billederne går tabt, hvis man ikke har læst teksten forinden. Og – hånden på hjertet – hvor mange mennesker læser andet end billedteksterne i de fotobøger, de køber? Bag i bogen er en fotoliste med ultrakort forklaring, men det opvejer slet ikke irritationsmomentet ved at sidde og kigge på billeder uden at få baggrunden med.

Der var nyt at hente

Lad mig starte med at sige, at jeg da fik en del ud af at læse teksten. Selvom Olsen lægger ud med at sige, at det ikke er en bog om Tivolis historie, så får vi den alligevel. Og det er godt – fx havde jeg glemt, at Tivoli blev grundigt bombet i 1944, og jeg vidste ikke, at planer om en total restrukturering eller (oh no!!!) en udflytning af haven blev ivrigt diskuteret. Godt de ikke blev til noget!

Desværre er der mellem de nyttige, pudsige og interessante oplysninger helt utroligt meget fyld, ja, ren reklametekst, hvilket virkelig er synd. For hvem køber egentlig en dansksproget bog om Tivoli uden i forvejen at være ret begejstret?

Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at bogen oprindeligt har været tænkt på en anden måde, for kapitlerne gentager sig selv ad nauseam og alt er lutter roser med én mærkværdig undtagelse – det virker simpelthen som om Olsen har et horn i siden på Gemyse, havens næsten-vegetar restaurant, som han giver plads til omverdenens kritik af. Ingen andre af havens utallige restauranter bliver kritiseret, flere af dem bliver nærmest skamrost.

Nogle steder er der underlige forblommede sætninger, som fx “selvom Tivoli dog til tider fik kritik i pressen”. For hvad? Af hvem? Er der bortredigeret noget her, mon?

Nogle af afsnittene er meget bedre end andre. Der er et sjovt afsnit om chaufførerne i rutchebanen og et glimrende et om havens (landskabs)arkitektur.

Sure naboer

Noget, der går igen i mange af kapitlerne, er snak om Tivolis sure naboer. Er der virkelig nabobrok nok til, at det skal optage så meget plads? Jeg er selv nabo og kan høre Fredagsrocken, men jeg har været derovre og oplevet, at musikken slet ikke er højt nok, når man står på Plænen. Jeg kan også høre skrigene fra forlystelserne, bragene fra fyrværkeriet og mærke presset på parkeringspladserne. Men altså, da de fleste af os er flyttet ind for mindre end 175 år siden, så er det noget, vi må tage med, synes jeg.

I et af de sidste kapitler står der “Alle – uanset økonomisk position – er velkomne (hvis de altså har råd til at komme ind).” Sic. Sådan en sætning og de lidt for mange fejl burde være fanget af en redaktør.

Skønne fotos

Billederne derimod fejler ikke noget – mange af dem er virkeligt skønne og er ikke nogle, vi selv kunne have taget med vores smartphone. Køber du bogen, så gør det for billedernes skyld.

Tivoli – en have i byen
Lars Hedebo Olsen (tekst)
Anne Prytz Schaldemose (foto)
Gyldendal, 2018

Share

Tak, Svend!

Jeg har været glad for din opfordring til at Gå Glip. Jeg synes måske ikke, jeg lider sååå voldsomt af FOMO, men måske alligevel lidt? Jeg tjekker i hvert fald min telefon alt for tit.

Inden jeg læste bogen, læste jeg denne anmeldelse i Information (paywall). Den gav mig vildt meget lyst til at læse bogen, fordi anmelderen er så utroligt nedladende. Vi må forstå, at det er ret latterligt at både citere Goethe, Piet Hein, Queen og Løgstrup. For så blærer man sig jo egentlig lidt, samtidig med at man ikke fordyyyyber sig nok. Alle vi læsere af Brinkmann skulle meget hellere kaste os over originalværker af Giddens, Baumann og Foucault (og Peter Nielsen får jo på denne elegante måde fortalt os, at HAN skam HAR læst og forstået alle disse lærde værker). Men når jeg simpelthen elsker forfattere af Brinkmanns type, dvs. intellektuelle, der gider sætte sig ned på mit niveau og formidle svært stof, så er det netop fordi jeg ikke har tid, lyst, lejlighed eller måske evner til at læse disse lærde værker.

Den her bog har jeg læst

Jeg kan jo så til gengæld prale med, at jeg har læst Gå Glip. Det er så heller ikke så stor en opgave, da den er let læst og kun er på 136 sider. Brinkmanns budskab er jo ikke, at vi kan forstå alle de ovennævnte lærde tænkere ved at læse 136 sider. Eller at de alle sammen har råbt: Gå Glip! henover århundrederne. Men at ideen om, at mådehold kan være sundt for sjælen og mindst lige så lykkebringende som alverdens nye køkkener eller mindfullness, slet ikke er ny – tværtimod. Brinkmann vil gerne genintroducere tanken om mådehold som en dyd i vores helt og aldeles umådeholdne samfund. Eller rettere, som han også skriver flere gange i løbet af bogen, i det samfund, hvor et umådeholdent forbrug holdes op som en efterstræbelsesværdig målestok – særligt for dem, vi som samfund nu lukker ude fra samme forbrug ved igen og igen at nedsætte den almisse, vi som samfund giver dem.

Opfordringen er til os, der har

Jeg så på Twitter og Facebook folk harcellere over, at han opfordrer folk til at bruge mindre. Men de kan ikke have læst bogen – for hans målgruppe for den opfordring er netop os, der allerede har nok af alting – ikke de mennesker for hvem verden bryder sammen, når køleskabet gør det.

Andrea Hejlskov er sjov

Og hvis du nu ikke gider læse bogen, så kan du i det mindste læse Andrea Hejlskovs sjove og skarpe modanmeldelse af Peter Nielsens anmeldelse, som jeg nævner ovenfor. Hun argumenterer overbevisende for, hvordan man godt kan udvise mådehold uden derfor at gå over i ren askese. Man må godt stadig være glad for sin nye lampe eller købe nye sko. Men man kan overveje, om lampen kan være genbrug eller om skoene behøver koste 2.000 kr. (ahem). Måske kan vi godt blive bedre til at glædes over de ting, vi allerede har. Måske kan man træne sig i at tænke tilbage på dengang, man fik en konkret ting og så huske, hvor glad man var for tingen dengang. Og spørge sig selv, hvorfor man egentlig er mindre glad for tingen nu? Der kan jo være gode grunde til det – blenderen blender ikke særlig godt mere. Men der kan også være elendige grunde – min svigerindes nye blender er meget nyere og hottere eller min blå blender passer ikke til min røde røremaskine… Som læseren sikkert fornemmer: been there, done that.

Instant decision fatigue

Noget af det, jeg også syntes, var rigtig godt i Brinkmanns bog, var afsnittet om valgets tyranni baseret på en bog af psykologen Barry Schwartz. For hvor er det gyldne snit for valgmuligheder? Vi kan alle være enige om, at sovjetiske supermarkeder, hvor man kunne “vælge” mellem en slags af alting, var virkelig ufedt. Og valget mellem fx to slags sild er måske også lidt i underkanten. Men når man står i en stor Føtex og kan vælge mellem måske 50 slags? Eller et amerikansk supermarked (nej, ikke sild, men ALT andet, næsten). Jeg får Instant Decision Fatigue. Jeg kan ikke holde ud, at der er 12 forskellige typer af guacamole at vælge imellem. Ffs, det er mosede avocadoer! Men det er slet ikke nemt at finde det gyldne snit. Hvilke 2-3-4 slags skal der være at vælge imellem? Og i øvrigt – det skriver Brinkmann også – så er det i virkeligheden at gøre nar af verdens fattige at give os rige 12 forskellige slags guacamole at vælge imellem!

Hurra for kustoder og kuratorer

Sluttelig kommer måske en af grundene til, at jeg så godt kan lide bogen. Brinkmann roser folk af min slags: kuratorerne og kustoderne. Ikke de store skabende ånder, der vil stå for eftertiden i et forklaret lys, men de af os, der forsøger at bringe lidt skik på det hele for vores medmennesker. Sådan nogle bibliotekar-typer som yours truly. Så bliver man jo glad.

 

 

 

Share

Bogen alle de forkerte læser

Mange anmeldere ku’ lide den, mange kommentatorer ku’ lide den, alle mine venner ku’ lide den, jeg ku’ lide den. Men hvad med dem, der har brug for at læse den, grøftegraverne? Marcus Knuth og Inger Støjberg? DF-brigaden? Det Nye Socialdemokrati? Har de læst den?

Pensum på Christiansborg?

Og det, at dem der (også) burde læse den, næppe gør det, er faktisk min eneste indvending mod Özlem Cekic’ dejlige, varme og kloge bog. Hun er så god til at reflektere over sine egne reaktioner og tanker, så god til at se indad, så god til at udøve selvkritik, før hun kritiserer andre. Det er vi mange, der kunne lære af.

Uvidenhed og provinsialisme

Hvor mange gange har vi ikke siddet ved middagsbordet og latterliggjort Trumpisterne og Pianisterne derude og reduceret deres bekymringer til uvidenhed og provinsialisme? Jeg tager det gerne på mig – omend en anelse beskæmmet. Özlem har også været der. Hun har både hadet og latterliggjort, men hun er blevet klogere, efter at hun har mødt og drukket kaffe med en hel perlerække (hm, ordet perle måske ikke så velvalgt…) af sine argeste hatere. Lige fra nazister til Hizb ut-Tahrir.

Hun har også fat i alle moderne konflikters moder, Israel/Palæstina, som næsten gør kål på hendes ellers legendariske optimisme. Den konflikt har jeg læst en bog om for ganske nylig og er i det hele taget ret optaget af.

Drengene på den Røde Plads

Bogen er meget velskrevet og letlæst. Der er mange gode kapitler, hvor man sidder med hjertet oppe i halsen, mens hun besøger folk, der har skrevet de værste ting til hende, men mit favoritkapitel er det om drengene på den Røde Plads. Måske fordi der er lidt optimisme i det.

Frelsermission

Her er et af mine yndlingscitater:

“I starten troede jeg, at hvis de, der hadede muslimerne, mødte en muslim som mig, så ville de blive “gode” igen. I dag kan jeg imidlertid se, hvor umuligt den form for frelsermission var. Jeg mødes ikke længere med folk for at overbevise dem om det, som jeg synes er rigtigt, men mere for at lytte til dem. Men jo mere, jeg lytter, jo mere kompliceret bliver alting også.”

 Blækhuskløe

Da bogen kom ud, for flere borgerlige kommentatorer i blækhuset med bål og brand over Cekic’ dedikation til Dan Uzan og Finn Nørgaard. De havde hverken taget højde for, at det måske var en idé at læse bogen (hvor Cekic siger ca. 100 gange, at det er personen med fingeren på aftrækkeren, der har ansvaret og ingen andre) eller tjekke med Uzans og Nørgaards familier, om de måske havde hørt om det. Det havde de selvfølgelig. Dan Uzans far har jo selv vist sig som en brobygger af format.

Så fald lige ned og tag en slapper, meningstyper.

Share

Om (ikke) at tackle døden

I sidste uge var jeg til forfattermorgen hos Gyldendal for at se Svend Brinkmann og købe hans nye bog. Der var også en anden forfatter, og sandt at sige, så havde jeg aldrig hørt om hende: Lotte Blicher Mørk. Jeg tænkte, pyha, stakkels hende, sådan at komme lige før Brinkmann. Men det var ikke noget problem for hende – hun har været præst på Rigshospitalet i 14 år, og summen af hendes erfaringer indtil nu har hun komprimeret i en lille fin bog, “På en måde skal vi Dø – Fortællinger om Livet”.

Vi skal ikke “tackle” døden

Blicher Mørk og Brinkmann har en del pointer til fælles, bl.a. den, at de ikke bryder sig om, at “vi skal finde meningen inden i os selv” eller at vi skal “tackle” tilværelsen og dens afslutning. De leverer dem meget forskelligt og med vidt forskellig baggrund. Brinkmann er jo fx decideret areligiøs, hvor Blicher Mørk taler om Gud hele tiden.

Fiasko

På side 93 kommer hun frem til en yderst væsentlig pointe, nemlig at hun ikke mener, det er døden, der er vor tids største tabu, men fiaskoen. Derfra går hun indlysende videre til sin modvilje mod, at man i omtale af sygdom og død benytter en krigsterminologi – ikke mindst i udtrykket “kampen mod kræften” – som man så kan tabe og derved være en fiasko. Her skriver hun også, at “det må være vanskeligt at gå døden i møde uden at tro på andet end sig selv”. Det vil jeg gerne anholde, for jeg er agnostiker og tror altså ikke på Gud. Alligevel tror jeg ikke kun på mig selv. Jeg tror på det iboende gode i mennesket og på at det tjener et formål i sig selv at leve sit liv sådan, at man er sit bedste selv så meget af tiden som muligt.

At  møde døden

Denne lille bog gør sig mange fine overvejelser om, hvordan vi møder døden og kommer med fine eksempler fra mennesker, forfatteren har mødt i sin praksis. Den kan være en god gave til alle, som har fået døden lidt tættere på, end vi har til hverdag. Måske også til læger og sygeplejersker der ofte må tage “den svære samtale”. Man kan læse den med stort udbytte, selvom man som jeg ikke tror på Gud.

Share

Kvinden i toget

The_Girl_On_The_Train_(US_cover_2015)Nogen bliver nødt til at forklare mig, hvordan denne bog kan debutere øverst på New York Times bestseller liste og også toppe lister andre steder på kloden, bl.a. her i Danmark. Og gode anmeldelser fik den også mange steder, bl.a. af Bo Tao Michaëlis i Politiken, som ligefrem kalder den Ibsensk!!! (artiklen er premium, tag mit ord for det). Til gengæld er min blog-kollega Camilla ovre på Trilogien næsten lige så ubegejstret, som jeg er. Jeg har læst den på engelsk, så kan ikke sige god for den danske oversættelse.

Plottet er anstrengt, så det kan passe til den ligeså anstrengte rammefortælling om at pendle med toget. De tre kvinder, der er romanens omdrejningspunkter, forekommer mig også utroværdige, men nogen vil måske fortælle mig, at de kender til kvinder, der agerer sådan? Jo selvfølgelig er der kvinder med en fortid, som de ikke lægger offentligt til skue, og der er kvinder, der synker ned i alkoholisme efter en traumatisk oplevelse, men men men…

Hvorfor læste du den færdig, spørger du. Godt spørgsmål, svarer jeg. Svaret er nok, at jeg hele tiden ventede på at finde ud af, hvorfor så mange mennesker synes, den er fantastisk. Men det gjorde jeg altså ikke.

Bogen kommer som film i indeværende år, så vidt jeg kan læse af IMDB. Filmen behøver ikke være dårlig – det ville ikke være første gang, at en dårlig bog bliver til en god film. Men jeg holder ikke vejret.

Der er mange gode krimier og thrillere derude. Spild ikke din tid på denne. Prøv fx denne her.

Share

En provokation

Suzanne Brøgger og Kim Fupz Åkeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.
Suzanne Brøgger og Kim Fupz Aakeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.

Kunstneren og provoen Smike Käszner gav forleden en ordentlig opsang til både den kreative klasses Facebook-omklamring af flygtninge og DF-typernes evige sang om hjælp i nærområderne. Jeg har det fint med en opsang, for jeg kan sagtens identificere mig med hans godgørende kreativ-klasse flygtningevenner, der reelt aldrig gør andet end at sende 100 kr. på SMS eller like et opslag fra Dansk Flygtningehjælp. Smike harcellerer over, at vi snakker stolper op og stolper ned om at integrere flygtninge, men hvad gør vi selv? Har vi venner blandt flygtninge og indvandrere? Og han har jo ret i, at det er sindssygt nemt at sidde i en dejlig lejlighed i indre by eller en villa i Hellerup eller Holte og have meninger om, hvordan man integrerer flygtninge og indvandrere i Danmark. Vi møder dem i reglen kun, når vi forvilder os på Nørrebro eller i kiosker, i Matas, i supermarkedet eller kører med bus eller taxa. Dér gør vi os stor umage for at tale pænt til de brune mennesker, men vi taler jo netop til dem, ikke med dem.

Alligevel synes jeg, han skyder ret meget ved siden af. Hele projekt Venligboerne består i høj grad af folk fra den kreative klasse, der har besluttet sig for selv at gøre noget, når nu det ikke hjalp at sætte kryds ved folketingsvalget. De afholder lektiecaféer, danskundervisning, juridisk rådgivning, hjælper med udfyldning af papirer, giver introduktioner til det digitale Danmark, forærer flygtningene møbler, computere, mobiltelefoner, osv. Simpelthen mennesker, der gør meget mere end at like på Facebook – og der er mange, mange tusind af dem! Dem er der så en masse, der har travlt med at nedgøre, kalder dem godhedsindustri eller spelthippier eller noget tredje. Det giver jeg intet for. Marie Krarup kan selv være klam, kan hun!

Folk, der vælger at bruge deres tid og deres penge på at hjælpe andre, der har været mindre heldige i livet, kan aldrig nogensinde stå til hån i min bog. Det håber jeg heller ikke, de gør i Smikes.

I øvrigt er argumentet om, at man ikke kender og omgås “de andre” ret udbredt – et ægte DF-cirkelargument. Og ja, jeg kender kun ganske få mennesker, der står ved, at de stemmer Venstre eller DF. Vi deler ikke livssyn. Jeg kender også kun ganske få mennesker, der kun interesserer sig for fjernsyn og fodbold. For vi deler heller ikke livssyn. Det samme gælder overklassetyper, der hyler om skattebyrden, mens de pudser på deres 50.000 kroners carboncykel. Til gengæld kender jeg en del mennesker, der graver en eksistens ud på kontanthjælp, sygedagpenge eller førtidspension eller som ingen uddannelse har. Det er fordi, man godt kan være på sulteydelse eller have forladt skolen efter 9. klasse uden at have opgivet sin værdighed eller sin interesse i politik, samfundsforhold, etiske spørgsmål, litteratur, kunst, kultur, gastronomi eller de andre ting, som jeg interesserer mig for, og som jeg derfor opsøger hos andre.

BT har kørt en kampagne med fokus på, hvor “multikulturalisterne” bor – nemlig i Hellerup, etc., i store villaer med meget langt til nærmeste indvandrerghetto. Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors svarede igen med et sydende indlæg – og hvor har han ret. I øvrigt – alle DF-typerne, der vil have grænsekontrol og afskære flygtninges adkomst til Danmark, hvor mange indvandrere og flygtninge har de selv som naboer? Og hvad med chefredaktionen på BT? Bor de sammen med deres forargede læsere? Næh, vel gør de ej. Det er simpelthen et skinargument.

Men altså – de “andre” gider sgu da heller ikke mig! De synes, jeg er en snob og tror ikke på min ægte begejstring for en bog, en film, et kunstværk. De synes, at deres interesser er “de ægte” og folkelige. Det er fint nok for mig, men jeg accepterer ikke en gammelkommunistisk tankegang om, at “folkets kultur” (og sikke dog et forvrøvlet begreb!!!) er bedre end min. Mine interesser er bedre end deres – for mig!

Den anden halvdel af Smikes argument – om nærområdehykleriet – er vi nok ret enige om. Selvom jeg må sige, at alle, der har stemt på blå blok, har medskyld i, at hjælpen til nærområderne nu nedskæres i stedet for at øges, for det lagde hverken Venstre eller DF skjul på før valget.

Og så er der i øvrigt folkevandring i eftermiddag fra Udlændingestyrelsen ved Fredens Park til Christiansborg, hvor politikerne er i gang med at fejre sig selv og folkestyret. Deltager du?

 

 

Share