Julian Barnes: Tidens Støj
Julian Barnes er en fantastisk forfatter, hvis værk jeg kun langsomt er ved at indhente. Denne bog handler på overfladen om den sovjetiske komponist Dmitri Shostakovich. Det tilfører naturligvis ekstra lag, hvis man kender til ham, russiske komponister eller klassisk musik, men det er langt fra nødvendigt for at få udbytte af romanen, hvis egentlige tema er, hvad frygt gør ved et menneske.
Hvis du ikke kender Shostakovich, kan du lytte til mit favoritværk af ham, mens du læser videre herunder.
Frygt
I bogen følger vi Shostakovich i hans voksne liv fra første gang, han falder i unåde, og frem til hans død. Igennem hele denne triste vandring mærker vi den altgennemtrængende angst, som et regime som det sovjetiske påførte alle, der på den ene eller den anden måde kom til at stikke næsen lidt frem. Shostakovich ønskede på ingen måde opmærksomhed om sin person – bare sit værk – men det var ikke muligt.
I forsøget på at beskytte sin familie gjorde han sit bedste for ikke at påkalde sig systemets vrede, samtidig med at han forsøgte holde sin egen moralske fane højt. Hvilket selvsagt var umuligt. Bogen lægger sig meget tæt op ad, hvad man ved om ham, så der er ikke tale om mere digt, end at man selvfølgelig aldrig ved, hvad et andet menneske egentlig tænker og føler.
Stueren
I Danmark i 70’erne (mine tidlige ungdomsår, hvor jeg kun hørte og selv spillede klassisk musik) var der en svag mislyd ved Shostakovich’ navn, som jeg naturligvis ikke tænkte nærmere over dengang, men som jeg siden har spekuleret på. Hans næsten samtidige, Stravinskij, havde ikke en sådan mislyd ved sit navn – men han var jo i eksil og var derfor ikke fedtet ind i regimet.
Interessant er det jo, at Shostakovich’ frygt for, at hans “blåstempling” af regimet ville påvirke opfattelsen af hans person og (vigtigere) hans værk uden for Sovjetunionen, var aldeles velbegrundet!
