Personinstruktion

Et sted i filmen Erna i krig sker der noget traumatisk for Ulrich Thomsens karakter. Og hans ansigt falder simpelthen sammen – det er en helt forrygende skuespilpræstation. Det gælder (selvfølgelig) også Trine Dyrholm, der som sædvanlig er gennemført overbevisende, og det gælder Anders W. Berthelsen, som jeg ellers var blevet lidt træt af, må jeg indrømme. Og min bio-partner foreslog, at instruktør Henrik Ruben Genz måske har givet den unge Sylvester Espersen Byder, der spiller Ernas knægt, der er “for dum til at gå i krig” besked på at se Leonardo di Caprio spille “dum” i What’s Eating Gilbert Grape, for han rammer udtrykket helt perfekt. Stor respekt til Genz for at løfte denne historie. Filmen var langt bedre, end jeg havde ventet.

Samfund/miljø/politik

USA’s 11 stammer

Zetlands Jakob Moll har læst en bog, som han blev enormt begejstret for. Så begejstret, at vi andre fluks skulle høre om den. Han interviewede forfatteren til bogen, og det er blevet til en meget spændende og oplysende artikel om de “stammer”, som forfatteren Colin Woodard, deler USA op i. Det giver virkelig meget mening og er særdeles interessant læsning eller lytning her lige før valget.

Bliver der borgerkrig? 😱

Læs en artikel, der omhyggeligt gennemgår alle de mulige scenarier efter valget. Der bruges ikke skræmmeretorik, for det er slet ikke nødvendigt…

Modtræk mod Vermund

Özlem Cekic har startet en indsamling “inspireret” af Pernille Vermunds ucharmerende kamp for at bringe andre menneskers liv i fare. Cekic samler ind til flere dialogkaffer, hvor man måske kan komme i samtale med nogle af de mennesker, som er i risiko for at blive rekrutteret til Hizb ut Tahrir eller det, der er værre. Giv en skærv!

Tag en fnisekiks

Jeg burde jo vide det, for der findes folk med glimt i øjet inden for alle faggrupper, men denne lussing til Cepos fra De Økonomiske Råd er simpelthen ugens sjoveste læsning. Tørt som en riskiks godt nok, men…

En feminist, der OVERHOVEDET ikke skælder ud på nogen

Grete-Lise Holm har et fint indlæg i Politiken, der ikke er surt eller aggressivt, ikke skælder ud på nogen, hverken unge eller gamle, mænd eller kvinder, men i stedet deler roser ud til dem, der gør det godt. Indlægget slutter med en lille anekdote fra da hendes døtre var teens. Den gjorde mig lidt våd i øjenkrogen. (Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om artiklen er bag paywall. Jeg beklager, hvis den er).

Masterplan for kloden

Bjarke Ingels tænker som bekendt store tanker. Nu vil han redde planeten. Kan han få flere med på ideen, er det helt fint med mig.

Om os

Den pokkers overgangsalder

Zetland har fået en ny og meget lovende skribent. Hun hedder Nanna Schelde, og hun har skrevet denne fortrinlige artikel om kvinders overgangsalder. Der er nye perspektiver og tanker og en grundig gennemgang af, hvordan medicinalindustrien var mere end en lille smule medskyldige i, at overgangsalderen bliver set som noget nær en sygdom.

Statuer

Det er ikke så tit, jeg er enig med Anne Sophie Hermansen om noget, så det skal da fejres, når det sker. Hun skriver om den eklatante mangel på statuer af kvinder i København.

Så cute

Det kan jo ikke være ynk og angst det hele, så her er vinderne af årets Comedy Wildlife Photography Awards.

Kunst og kultur

Hamnet

hedder en bog, jeg har lyttet til i de forgangne uger. En meget fin bog, der foregår på Shakespeares tid, men handler om familier til alle tider.

Kunstbio

Grand biografen har sat forskellige nye “skibe” i søen her i corona-tiden. Et af dem er kunstfilm – dvs. film om (billed)kunstnere. Det initiativ lyder måske som en dødssejler, men det har det på ingen måde været, tværtimod. Da vi var inde og se en tysk film om den svenske pioner inden for abstrakt kunst, Hilma af Klint, var der udsolgt – og det var tredje visning i den store sal. Og hende der Hilma (der var en stor sædudstilling på Louisiana i 2014), hun var dælme ikke helt almindelig, og hendes malerier er crazy – ikke mindst taget i betragtning, hvornår de blev malet.

Share

Bogen alle de forkerte læser

Mange anmeldere ku’ lide den, mange kommentatorer ku’ lide den, alle mine venner ku’ lide den, jeg ku’ lide den. Men hvad med dem, der har brug for at læse den, grøftegraverne? Marcus Knuth og Inger Støjberg? DF-brigaden? Det Nye Socialdemokrati? Har de læst den?

Pensum på Christiansborg?

Og det, at dem der (også) burde læse den, næppe gør det, er faktisk min eneste indvending mod Özlem Cekic’ dejlige, varme og kloge bog. Hun er så god til at reflektere over sine egne reaktioner og tanker, så god til at se indad, så god til at udøve selvkritik, før hun kritiserer andre. Det er vi mange, der kunne lære af.

Uvidenhed og provinsialisme

Hvor mange gange har vi ikke siddet ved middagsbordet og latterliggjort Trumpisterne og Pianisterne derude og reduceret deres bekymringer til uvidenhed og provinsialisme? Jeg tager det gerne på mig – omend en anelse beskæmmet. Özlem har også været der. Hun har både hadet og latterliggjort, men hun er blevet klogere, efter at hun har mødt og drukket kaffe med en hel perlerække (hm, ordet perle måske ikke så velvalgt…) af sine argeste hatere. Lige fra nazister til Hizb ut-Tahrir.

Hun har også fat i alle moderne konflikters moder, Israel/Palæstina, som næsten gør kål på hendes ellers legendariske optimisme. Den konflikt har jeg læst en bog om for ganske nylig og er i det hele taget ret optaget af.

Drengene på den Røde Plads

Bogen er meget velskrevet og letlæst. Der er mange gode kapitler, hvor man sidder med hjertet oppe i halsen, mens hun besøger folk, der har skrevet de værste ting til hende, men mit favoritkapitel er det om drengene på den Røde Plads. Måske fordi der er lidt optimisme i det.

Frelsermission

Her er et af mine yndlingscitater:

“I starten troede jeg, at hvis de, der hadede muslimerne, mødte en muslim som mig, så ville de blive “gode” igen. I dag kan jeg imidlertid se, hvor umuligt den form for frelsermission var. Jeg mødes ikke længere med folk for at overbevise dem om det, som jeg synes er rigtigt, men mere for at lytte til dem. Men jo mere, jeg lytter, jo mere kompliceret bliver alting også.”

 Blækhuskløe

Da bogen kom ud, for flere borgerlige kommentatorer i blækhuset med bål og brand over Cekic’ dedikation til Dan Uzan og Finn Nørgaard. De havde hverken taget højde for, at det måske var en idé at læse bogen (hvor Cekic siger ca. 100 gange, at det er personen med fingeren på aftrækkeren, der har ansvaret og ingen andre) eller tjekke med Uzans og Nørgaards familier, om de måske havde hørt om det. Det havde de selvfølgelig. Dan Uzans far har jo selv vist sig som en brobygger af format.

Så fald lige ned og tag en slapper, meningstyper.

Share