“Jeg vil gerne sagsøge min mor og far”

En dreng vil sagsøge sin mor og far for at have født ham ind i denne verden. Skiftende mellem klip fra retssagen og det liv, der gik forud, begynder vi at forstå. Det er simpelthen en perle af en film, der samtidig indeholder en af de mest utrolige præstationer fra en børneskuespiller, jeg har set. Filmen hedder Capernaum, og den fik juryens pris i Cannes det år. Jeg så den i Grand i 2018 – eller var det 19. Har du først set forfilmen, er det svært ikke straks at hoppe videre til Filmstriben. Det skal du virkelig unde dig selv.

En lille bog om alderdommen

En god bog, faktisk. Hans Boll-Johansen har skrevet en kort, men højst læseværdig bog om at blive gammel – og om døden og vores forhold til den. Den er god at blive klog af, også selvom man ikke er *rigtig* gammel endnu… Bare titlen: “Ganske kort her til sidst”.

Gauguin – mesteren, monsteret og myten

Jeg kommer næppe til at læse denne bog – jeg har aldrig været specielt vild med Gauguin. Men flere anmeldere roser bogens forfatter, Flemming Friborg, for den eminente måde, han forholder sig til monsteret Gauguin, altså ham der, på bedste imperialistvis, forsynede sig med purunge haitianske piger. Informations Peter Nielsen skriver:

”Friborg bruger en del plads på at diskutere, hvordan vi i dag skal forholde os til privatpersonen i maleren og ender med at skrive et stærkt forsvar for at fokusere på hans kunst uden at ignorere, at han var en skurk. I det hele taget har Friborg en insisterende evne til at undgå for lette slutninger. Han søger en kompleksitet, når han skriver om Gauguin, en kompleksitet, som også er kunstnerens egen, for hans liv og kunst er præget af selvmodsigelser, inkonsekvenser og en løbende redigering af eget liv.”

Jeg kan godt lide denne tilgang, hvor man både adskiller kunstneren og værket, og samtidig ikke ignorerer, at kunstneren var et narcissistisk røvhul.

If a Tree falls

Her er en lidt ældre dokumentarfilm på Filmstriben, som jeg fik anbefalet på Twitter af @madsmogwai efter en samtale om denne DR-artikel, der handler om, hvorvidt man på klimaets vegne må gribe til selvtægt/vold. Jeg synes, filmen er god at blive klog af.

Samfund/miljø/politik

Boomerang

På en skole i Tennessee har skolebestyrelsen i sin *visdom* besluttet at fjerne den Pulitzer-prisvindende grafiske roman Maus, der beskriver Holocaust, men med mus og rotter, fra biblioteket. Begrundelsen er noget med, at der er bandeord i. 

Hvad skete der så? Jo, den strøg til tops på Amazon, og flere boghandlere har foræret den gratis til kunderne. Tag den, censur-fjolser! Læs mere her.

Må jeg sige min ærlige mening om Boris Johnson?

Det spørger Jonathan Pie, en gudsbenådet britisk komiker, om i denne video fra New York Times. Den er ubetaleligt morsom. Ikke mindst de sammenstød mellem britisk og amerikansk kultur, som han udstiller så tydeligt.

Det uendelige had på internettet

En ven (hvid, midaldrende cis-mand) sendte mig dette lille essay fra en kvindelig tegneserietegner, der virkelig må stå på mål for meget l*** fra mænd på nettet. Om jeg så bliver 200 år, kommer jeg aldrig til at fatte, hvor alt det had kommer fra?

Når internethadet bliver til vold i virkeligheden

De fleste har nok hørt om den mand, der blev dømt til forvaring for at planlægge skoleskyderier. Ellers kan du læse/lytte historien om ham her hos Zetland. Hvad de ikke nævner hos Zetland og heller ikke i de andre artikler, jeg har læst om sagen, er, hvordan han blev opdaget. Det var en fra foreningen Digitalt Ansvar, der samlede beviserne og anmeldte ham til politiet. For politiet virker ikke selv til at bruge nævneværdige ressourcer på at følge de her typer på de mørkere dele af internettet. Men jeg kan jo tage fejl.

Og hvis du vil grave dig længere ned på dette ubehagelige sted, er her et longread fra Rolling Stone om en FBI-agent, der var under cover i +25 år (!) i højreradikale miljøer. Pyh! 

Fast fashion

Nu hvor det har været modeuge, kan vi passende se disse videoer om, hvor alt det tøj, vi køber billigt og bruger ganske lidt, før vi smider det ud, ender. Det ender bl.a. i Chile, hvor det forgifter de mennesker, der bor der. Eller i Ghana.

F.L. Smith og grønvaskning

Danwatch påviser, at F.L. Smiths argumenter for at blive i kulbranchen mildest talt er tynde. Som en repræsentant for Rådet for Grøn Omstilling siger det:

»Man kan ikke legalisere dårlige handlinger ved at sige, at ellers kommer der nogen andre, der gør det dårligere. Man kan ikke vaske sig ren i andre folks snavs«

Viden

Kun fem menneskeliv reddet

Har du (også) læst det om coronanedlukningerne? En analyse, som bl.a. Cepos stod bag, havde held til at få de fleste danske medier til at hoppe i med begge ben. Her forklarer danske forskere, hvorfor den undersøgelse ikke er det papir værd, den er printet på. Forhåbentlig kan denne pinlighed lære danske medier, at Cepos er en lobby-organisation, ikke en forskningsinstitution.

Ældste sygdomsfremkaldende virus opdaget

Oven i købet af den danske forskergruppe, der ledes af Eske Willerslev. Den er fundet i 31.000 år gamle mælketænder, og den findes stadig. Læs hos Videnskab.dk.

Stonehenge

Der er en udstilling på vej på British Museum om Stonehenge. I denne artikel fra The Guardian opsummeres, hvad man kan lære på udstillingen. Man kan blandt andet lære, at immigration altid har fundet sted, så de store sten måske ikke er så “engelske”, som det ellers var oplagt at forestille sig. Det er faktisk værd at tænke over, at begrebet “England” slet ikke var opfundet, da stenene blev rejst. I øvrigt over en periode på ca. 1500 år.

Teknologi

Nåh jo, jeg har droppet Spotify

Og jeg leder efter et alternativ til både Audible og til min Kindle. Desværre er det sådan, at Audibles (Amazons lydbogstjeneste) udvalg er enormt og deres app tæt på perfekt, derfor er mine krav høje til en ny lydbogstjeneste. Jeg har flere gange krydstjekket de danske tjenester for at se, om de havde de 3-5 næste bøger, jeg havde på min ønskeliste, og det havde de bare aldrig, eller måske én af dem. Så derfor hænger jeg stadig på Audible. Andre bud modtages med kyshånd.

Mht. Kindlen, så er den jo et skønt læseredskab (det er en paperwhite, jeg har), og med lidt besvær får jeg lempet danske bøger (som jeg har købt) over på den. Jeg vil selvfølgelig også gerne have en læser, som jeg kan læse bibliotekslån på. Jeg er ikke vild med at læse på min telefon. Men først og fremmest vil jeg gerne blive helt fri af Amazon! Help me out, people!

Og forresten, Joe Rogan har ikke bare promotet anti-vaccine, men også voldelig racisme.

Sikker Internetdag

Sådan en dag findes, og det er vist meningen, at den skal kommes i hu på alle landets folkeskoler. Det er på tirsdag, så du kan jo tjekke med dine unger, hvis du har nogen, der går på mellemtrinnet eller i udskolingen, om de faktisk har talt om sikkert internet? Medierådet for Børn og Unge står for indholdet, som du kan læse om her.

Pjat

Ja, jeg synes, det er noget pjat

At kalde noget for et “hjem”, når det hverken har toilet, bad eller køkken. Men altså, som legehus er det da ret fedt.

Baggrund til Zoom-møder

BBC tilbyder nu baggrunde fra en lang række af deres programmer – og de går langt tilbage. Hvad med Manuels værelse fra Fawlty Towers?

Share

Vindueskigger

Gl. Holtegaard har skabt mulighed for at se en udstilling virtuelt. Se selv her. Men det, jeg egentlig faldt for i deres nyhedsbrev, var billedet af folk, der står på små stiger og kigger ind ad vinduerne. Det’ sgu sjovt.

Samfund/miljø/politik

Basisindkomst

The Atlantic fortæller her om et projekt gennemført i Stockton i Californien med UBS (universal basic income).. 500$ om måneden fik en tilfældigt udvalgt gruppe mennesker med en indkomst under et vist niveau. Det var en uomtvistelig succes. Joe Biden arbejder på at udrulle noget lignede som Corona-hjælp til alle lavindkomstfamilier i USA. Wauw. Det bliver spændende at følge.

Tyveri af kulturarv

Det var ikke kun i kolonitiden, at vi i Europa tyvstjal andre landes kulturarv, nu vi alligevel var der for at snuppe deres råvarer. Det foregår stadig. Samtidig med at jeg syntes, det er en god ting, at museer verden over huset objekter fra andre tider og andre verdensdele, så vi kan lære om andet end os selv, når vi går derhen, så er det også en balancegang, for mange af de andre landes museer har jo ikke noget af vores kulturarv på hylderne.

En anden ting at tage hensyn til er selvfølgelig, at de uvurderlige genstande fra visse lande og områder er sikret mod krig og hærgen, når de står på et europæisk museum. 

Som det fremgår af artiklen her (den er lang og tager sit udgangspunkt i nogle afghanske marmortavler, der blev udgravet i 1951), så er der egentlig god stemning mellem museerne verden over, mens det ikke sjældent er kriminelle og superrige samlere, der ødelægger den fine balance mellem “østen og vesten”.

Myanmars militær på TikTok

Hvis jeg ikke lige havde læst det hos en pålidelig kilde og set et par af videoerne, ville jeg nok ikke tro det. Men Myanmars militærjunta bruger aktivt TikTok til at true landets borgere. Mens flere andre af de sociale medier har blokeret regimet på deres platforme, så har TikTok “sjovt” nok ikke.

Viden

Stonehenge

Du har måske læst, at man har fundet ud af, at Stonehenge blev transporteret til Wiltshire fra Wales for ca. 3000 år siden. Her giver en britisk arkæolog (artiklen er oversat til dansk) en oversigt over opdagelserne og teorierne og en for lægmand nogenlunde forståelig forklaring på de videnskabelige metoder, moderne arkæologer bruger for hele tiden at vriste ny viden ud af gamle sten (og andet). Artikel i videnskab.dk.

Kemikalier i plastlegetøj

Der er alt for mange af dem! Det fastslår et nyt studie, som bl.a. DTU har deltaget i. Så vi må fokusere på PC trælegetøj og legetøj produceret efter EU’s regelsæt, når der skal indkøbes til børn og børnebørn. Trælegetøj er dyrt, men til gengæld sælges der tonsvis brugt. Det kan som bekendt afvaskes inden brug.

Tættere på at forstå fødevareallergi

Nogle immunbiologer har nye spændende teorier om, hvorfor fødevareallergi er eksploderet i den vestlige verden. Nogle af de måske skyldige er, at vi ikke møder nok forskellige mikrober og bakterier i vores hverdag, at vi spiser for mange forarbejdede fødevarer, at vi (og grisebasserne) får for meget penicillin og måske opvaskemiddel?? Artikel i Videnskab.dk.

Teknologi

Slet dine sovende konti

De fleste af os har oprettet konti hos forskellige firmaer, services, etc., som vi for længst er holdt op med at bruge. Det er klogt at slette dem – på den måde minimeres risikoen for, at data om dig kommer til at flyde rundt på nettet, billigt til salg.

Jamen, dem kan jeg da ikke huske, siger du. Men prøv at gennemgå din passwordhusker (for sådan en har du SELVFØLGELIG!!!) – der står de alle sammen. Ellers har artiklen andre gode tips til at genfinde dem og også hjælp til at slette, da det ikke altid er så ligetil.

Brev fra renaissancen

Ny teknologi lader forskere læse uåbnede breve. De danske forskere, som interviewes, er lidt afvisende og mener ikke, at uåbnede breve kan ændre vort syn på historien, “da de jo ikke blev læst”. Men man kan vel forestille sig, at man finder et brev, der måske VILLE have ændret historien (måske bare en mindre lokal historie, men alligevel), hvis det havde nået sin modtager. Teknikken kan også bruges til at læse beskadigede papyrusser o.lign.

Om os

Hjælpsomme børn

Artiklens forfatter ku’ godt tænke sig, at hendes femårige vokser op og bliver hjælpsom og venlig som de børn, forfatteren har set i andre kulturer. Hun taler med en forsker, der har studeret netop det, og finder svaret på, hvorfor vores børn ofte ikke er videre hjælpsomme. Det er egentlig ret simpelt!

Pjat

Klassisk musik i tegnefilm

Her er en lang twitter-tråd om brugen af klassisk musik i gamle tegnefilm.

Man behøver ikke se alle filmene, men fx er den allerførste virkelig sjov. Og hvis man er en aaaanelse aldersstegen, genkender man mange af klippene og får så nu sat navn på musikken. Jeg har prøvet at finde klippene på Youtube, men tror ikke, de ligger der. (Via Martin Kröger på Twitter).

Orker du ikke en Twittertråd, så er her Tom & Jerry, der giver den gas.

Medier

Snippets

I Lars K. Jensens nyhedsbrev Digital Ugerevy, har han denne uge forkortet sine “lokke-tekster”, så de svarer til det format, som den kommende nye “link-lov” tillader. Jeg kan godt sige, at det er meget korte snippets. Nu ved jeg jo ikke, om resten af verden reagerer, som jeg gør, men jeg klikker på langt færre ting med kortere snippets, end jeg gør med længere. Lars forklarer lidt om loven her.

Instagram og uperfekte kroppe

Zetland har lavet et eksperiment for at teste, om Instagrams algoritmer diskriminerer. Det gør de.

Kunst og kultur

Virtuelt gennemsyn

Auktionshuset Bruun-Rasmussen tilbyder nu virtuelt eftersyn. Prøv at klikke på linket (helst på noget, der er større end en telefon) og gå en tur rundt i auktionshuset og se, hvad der kommer til salg her til næste auktion. Det er godt fundet på, og det har næppe været billigt. 

Jeg har lært en del om kunst og møbler ved at gå til eftersyn hos B-R, skønt jeg aldrig har haft råd til at købe noget og ofte heller ikke trang.

Pyh!!!

Kan du huske, da Donald Trump indførte en ny lov om “smuk arkitektur”? Nå men, det var noget med, at officielle bygninger skulle bygges i samme lagkagestil som det hvide hus og Capitol – ikke noget moderne halløjsa. Den lov har Biden nu afskaffet igen. Artikel i Dezeen.

Skyskrabere

Arkitekturmagasinet Dezeen gennemgår 10 skyskraber-projekter, der vil være færdiggjorte inden for de næste par år. To af dem er danske, det ene oven i købet i Danmark. Så har du nok gættet, hvad der er tale om. Jeg er ikke sådan rigtigt fan af de ekstremt høje, men jeg synes nu meget godt om BIG’s næste projekt i NYC.

Ugens bog

Er andet bind af Stephen Frys festlige, kloge og originale gendigtning af de græske myter. At høre ham selv læse op er balsam for sjælen. Jeg har som sædvanlig anmeldt den på Goodreads.

Share