Evnen og viljen til at lære nyt

Harvard Business Review har en artikel om det, de anser som den vigtigste ting, virksomheden skal spørge kandidaterne om ved jobsamtalen. “Hvordan lærer du?” I sidste uge bragte jeg et link til en artikel om, hvordan vi faktisk kan forbedre vores IQ gennem hele livet. Det ligger fint i tråd med dette. Ægte nysgerrighed bør være en topkvalifikation hos nye ansatte overalt i organisationen.

Samfund/miljø/politik

Skattefrit flybrændstof

I en Zetland-artikel blev jeg mindet om, at flybrændstof (og flybilletter) er skattefrit, mens brændstof til biler, busser og tog ikke er. Jeg spurgte på Twitter til historien bag, og klimajournalist Mads Nyvold fra Klimamonitor sendte et link til en kort, men meget oplysende artikel fra The Conversation.

Et trist jubilæum

Det er ti år siden, det arabiske forår fandt sted. Og som de fleste ved, er der ikke rigtigt noget at fejre. Min yndlingspodcast Throughline fra NPR (National Public Radio i Guds eget land), har en episode, hvor de interviewer mennesker, der rent faktisk bor i de lande, det drejer sig om. Altså, dvs. ham fra Syrien bor der ikke længere efter at have været fængslet to gange…

Og apropos Syrien, der er det tredje land, de kigger nærmere på (efter Tunesien og Ægypten), så får man ondt i maven af at høre om Assads mangeårige terrorregime, og man savner virkelig forståelse for, hvordan det skulle kunne være sikkert for folk, der er flygtet fra landet, at vende tilbage? Det gælder særligt, hvis de ikke tilhører alawitterne, den gruppe Assad selv tilhører. Sunnier er knap så heldigt stillet.

Palæstina

Der er sket et skift i verdensopinionen i forhold til denne forfærdelige konflikt – og det er godt. Skiftet er sket både inde i Israel, i USA og også herhjemme. Men det er stadig vigtigt at minde om centrale elementer. Det gjorde Yahya Hassan i denne formfuldendte tale:

Og her er lige en hurtig “do’s and dont’s i samtalen om Palæstina“.

Pilou Asbæk og offentligheden

Asbæk har skrevet en kronik i Berlingske, som rent undtagelsesvis er uden for paywall. I den står han meget fast på de synspunkter, han allerede har fået tæsk for på Twitter – at politikerne på hele den danske højrefløj (som Socialdemokratiet jo efterhånden bekender sig ret helhjertet til) tror, at deres dem-og-os-retorik er det eneste, vælgerne interesserer sig for. Du får den her.

Apropos angreb i den offentlige debat

– så så jeg godt, at Politiken havde en artikel om en ny rapport fra TRYG-fonden, men den var selvfølgelig bag paywall. Dorte Toft har dog fundet rapporten, som du kan downloade som pdf via linket herover. Hvis du som enten muslim eller kvinde har følt, at du bliver udsat for mere grimt sprog end gennemsnittet, så er det, fordi det gør du. Statistikken er bedrøvelig. Hvor er der mange mennesker derude, der må have nogle gedigne l****liv, siden de har så travlt med at hade mennesker, de slet ikke kender!

Entreprenørstaten

Sigge Winthers nye bog om fordøren og bagdøren i dansk politik og de manglende løsninger på de såkaldt “vilde problemer” må være en af de forgangne ugers mest interessante udgivelser inden for det politiske spektrum. I skarp konkurrence, men ikke i modsætning til, Pelle Dragsteds bog, som jeg skrev om for et par uger siden. 

Læs denne gode gennemgang af bogens hovedtemaer, skrevet af forfatteren selv.

Digitalt

Instagram på desktop

Instagram tester om en upload-feature i deres desktop-version mon er en god ide. Hvad kan jeg sige andet end JA TAK! Jeg synes, jeg bruger irriterende meget tid på at flytte billeder til min telefon og huske at slette dem igen, når jeg skal poste på Instagram i arbejdssammenhæng. (Via nyhedsbrevet Digital Ugerevy).

Medier

Brügger

Læsere af #serendipitet vil vide, at jeg ikke er nogen stor fan. Jeg bryder mig ikke om mobbere, og jeg anser Brügger for en sådan. Nå men, K-forum har bedt en person med forstand på medieøkonomi se på, hvad der skal til, for at Brüggers Friheden skal lykkes. Interessant læsning for alle, der interesserer sig for medieøkologien i Danmark.

Om os

Nerdy by Nature

Jeg har sagt det flere gange før: abonner nu på Astrids nyhedsbrev, der er poetisk, altid inspirerende og somme tider også sjovt. Og hurtigt læst, for hun bruger ikke tid på alt muligt udenoms. Citat fra denne uge om at være i selvisolation med en treårig (efter alvorlige refleksioner over begrebet tid): 

“Men det er også den samme glæde over at være tæt sammen, over privilegiet i at kunne lægge det meste til side og være sammen med sit barn og se hende vokse og taknemmeligheden over, at Disney gjorde et godt arbejde, da de producerede Skønheden og Udyret.”

Kunst og kultur

Brutalisme til ære og værdighed

Arkitektfirmaet Chybik & Kristof har genoplivet en brutalistisk busbanegård i Brno i Tjekkiet. Deres budskab er: Riv ikke ned, genskab og transformer ældre bygninger. Tjek de flotte billeder af en imponerende bygning, der er blevet tilføjet lys og luft (og praktikalitet). 

Forleden lærte jeg, at brutalisme ikke betyder, at arkitekturen er “brutal”, men at den er lavet af “beton brût”, som betyder rå beton. Se, så blev man igen klogere!

Den danske pavillon

Her fortæller arkitekturmediet Dezeen om den danske pavillon på Venedig-biennalen. Den handler om vand – og dermed om klima. Det er et meget spændende projekt. I sammenhæng med projektet har dets kurator, Marianne Krogh, udgivet en bog, som jeg tidligere har skrevet om. 

Kunst inspireret af litteratur

Jeg kendte kun Millais’ Ophelia, som til gengæld er et af mine yndlingsværker, og Picassos Don Quixote. Hvor spændende, at Dalí har illustreret Alice in Wonderland!

Jeg har været i biografen!!!!!

Hele to gange endda, selvfølgelig i Grand, den popcornfri biograf. Jeg så den smukke, langsomme amerikansk-koreanske Minari, der har en ægte ny vinkel på andethed – dvs. på at være “fremmed”. Man bliver både glad og sørgmodig af at se den.

Og så så jeg en italiensk film, De Smukkeste År. Den første time kunne jeg slet ikke holde den ud, men så begyndte den faktisk at få skovlen under mig. Jeg føler mig altid så skrækkeligt nordisk og kølig/kedelig, når jeg ser sydeuropæiske film…

Ugens bøger (hele tre)

Den første, jeg blev færdig med, var Hooked – Art and Attachment af litteraturprofessoren Rita Felski. Jeg havde læst en glødende begejstret anmeldelse i Kristeligt Dagblad og et interview samme sted ($$$), der fik mig til at bestille den med det samme. Jeg blev ikke skuffet – hendes budskab er, at påstanden om, at man kan vurdere et værk (uanset om det er kunst, film, musik eller litteratur) objektivt, er noget sludder. Vi er vant til at forholde os til Den Professionelles syn på kunst, dvs. kunst- og litteraturprofessorer, anmeldere, m.fl. (“objektivt”) sat i modsætning til Amatørens, dvs. alle os andre (“subjektivt”). Men hun giver mange eksempler på, hvordan også de professionelle har al mulig bagage med, når de vurderer et værk. Allerede når en underviser på en læreanstalt udvælger curriculum, har der været nogen eller noget eller begge dele ind over. Hun bruger en teori fra sociologien, der hedder ANT (Actor Network Theory), som er udviklet af bl.a. Bruno Latour, til at se på kunst, og det er vildt tankevækkende, sjovt og inspirerende. Bogen er selvfølgelig ret akademisk, men hun er ikke litteraturprofessor for ingenting, hun har et skønt og levende sprog, der bl.a. er fyldt med bogstavrim. Jeg har skrevet lidt mere her.

Så blev jeg færdig med Jesper Wung-Sungs meget omtalte og roste bog om Vilhelm Hammershøi(s kone): Kvinde set fra ryggen. Men jeg var skuffet.

Og jeg har læst (på én dag) Edmund de Waals opfølger til Haren med de ravgule øjne: Letters to Camondo. Den var næsten lige så god! Jeg har skrevet en laaang smøre på Goodreads…

Share

Rejsevejledning

Egentlig behøver billedet ikke nogen kommentarer, og du får heller ikke nogen fra mig. Men du får en brændende engageret kommentar fra Haifaa Awad, som du skal læse, hvis du ikke i forvejen kender til hende. Hun er syrer, læge og debattør. Billedet har jeg lånt fra en god bekendts Facebookside – med forlov.

Samfund/miljø/politik

Kompetent inaktivitet

Ovenstående er mit forsøg på en fordanskning af det begreb, som denne fortræffelige podcast handler om: Masterly inactivity.

Hvad har forældre, praktiserende læger og den engelske kolonimagt i Afghanistan midt i det 19. århundrede tilfælles? De har det tilfælles, at Masterly Inactivity ofte er eller ville have været den bedste strategi for succes. 

Jeg har for nylig læst første bind af tre om britisk kolonihistorie, så jeg var bekendt med historien, men her får vi et lidt tættere blik på et af Englands mindre stolte øjeblikke som kolonimagt. Og (endnu) et indblik i Afghanistans lange, tragiske historie. Fortællingen får en til at begræde, hvor elendige vi er til at lære af historien!

“Masterly Inactivity” er et afsnit af en fortrinlig podcastserie, der hedder “Cautionary Tales” – og det er netop, hvad det er. 

Det er det ikke værd   

NYT har interviewet en stor gruppe unge kvinder i college to gange. I 2016 og nu, hvor de i mellemtiden har fået stemmeret. De fire år har desværre lært ikke så få af dem, at det er alt for omkostningstungt at gå efter topposter i politik. De har set alt det had, som særligt kvinder og ikke mindst ikke-etnisk-hvide kvinder har måttet stå model til, og det er de ikke klar til.

Heldigvis har andre derimod fået blod på tanden på “det skal de f***** ikke slippe afsted med”-måden.

Nedlukning per sogn

Jeg skal ikke kloge mig på, om det fungerer uden for byerne. Men i en storby som København (og det må gælde de fleste andre større byer) giver det ingen mening, fordi næsten ingen bor der, hvor de arbejder, eller hvor de besøger institutioner. Eksemplet med Sankt Pauls sogn i indre København illustrerer det fint: Min søns gymnasium Gefion måtte lukke, skønt ikke en eneste elev var testet positiv. Og Den Frie Udstillingsbygning kunne ikke genåbne sammen med alle andre (nå nej, ikke biograferne) kulturinstitutioner, fordi den også ligger i Skt. Pauls sogn, der har 4.689 indbyggere. 

Ifølge DR’s app, hvor man kan tjekke sit og andres sogn, har Skt. Pauls på de tre parametre, som man lukker efter, været under grænsen i flere dage. Men det fremgår ikke rigtigt, hvor længe sognet skal være det, før det må åbne op igen. Her søndag aften har skolens ledelse stadig ikke fået besked.

Entusiasme på lyd

Jeg er ret stor fan af Radio Information (podcast, gratis, alle platforme), som udkommer hver fredag. Selvom jeg har abonnement på avisen, lytter jeg alligevel trofast til podcasten, både fordi det jo er noget andet at høre den fremragende Anna von Sperling interviewe sine kolleger end at læse deres artikler + at jeg nogle gange bare har overset en artikel eller ikke fået åbnet avisen den dag.

Nå men, i denne uge sprudler Radioen i usædvanlig grad. Avisens tysklandskorrespondent Mathias Sonne fortæller med kæmpe indlevelse og begejstring om de nye tyske kanslerkandidater og det spil, der er gået forud, og det der venter. Og Rune Lykkeberg har ugens største optur over fodboldfansnes sejr over de ækle kapitalister. Hans optur er dog ikke uden selvindsigt 😆

Viden

Luftcirkulation på fly   

NYT har lavet en flot animation af, hvordan luft cirkuleres i et fly. Det er langt sikrere, end jeg havde troet. Jeg ved ikke, om man kan se artiklen uden for paywall, men håber det.

Et 142 år gammelt videnskabeligt eksperiment

Som stadig kører! Hvert 20. år mødes en lille gruppe videnskabsfolk på et hemmeligt sted, hvor de graver en beholder fyldt med frø op. Frøene har ligget i beholderen i 142 år. Og hvert tyvende år graver man så beholderen op og sår nogle af frøene for at se, om de stadigvæk vil spire. De fleste frø er døde, men i 2020 var der et enkelt frø, der spirede efter 148 år i en flaske. Hvad vil der ske i år? Videnskabsfolkene venter spændt!

Om os

Taknemmelighed kan hjælpe miljøet

De evige påmindelser om, hvor tæt på kanten vi er mht CO2-udledninger, etc., har desværre ikke den ønskede effekt på os, fordi vi reagerer temmelig uhensigtsmæssigt på dem. I stedet vil det få os til at handle mere miljøvenligt, hvis vi bliver mindet om, hvor dejlig naturen er, og hvor mange gode oplevelser vi har haft i den i vores liv – og de oplevelser vi vil give videre til vores børn. Nudging virker bare bedre end trusler om død og ødelæggelse! Artikel fra The Conversation er oversat og bragt i videnskab.dk.

Kunst og kultur

Kunst igen

Jeg har en aftale med min lille kunstklub på Hirschsprung i næste weekend, og jeg glæder mig SÅ meget. Hammershøi! Museet har fået lavet nogle flotte nye plakater – det skal blive vanskeligt at modstå!

Foto fra hjemmesiden af Jacob Ljørring

Illustrationer

Jeg faldt over en fuldstændig fantastisk tråd på Twitter. En lærer bad sine 3. års studerende på en gratisk uddannelse om at komme med deres bud på et cover til The New Yorker. Resultatet er først og fremmest vanvittigt opløftende, fordi kvaliteten simpelthen er tårnhøj. Jeg skal skynde mig at sige, at nogle af dem forstår jeg slet ikke. Der er nogle forudsætninger, som jeg er foruden. Det kan være min alder, eller det kan være min ikke-New-Yorker-status eller en kombination. Noget andet, der slog mig, var, at adskillige af dem er meget inspirerede af Miyazaki, hvilket jeg jo synes er vidunderligt. Det sidste i serien kaldte en tåre frem i øjenkrogen. Det er så skønt at opleve, at en tegning kan gøre det.

(Husk, at du kan klikke på en Twittertråd og se det hele, selvom du ikke er på Twitter).

Oscar

Mange af de Oscar-nominerede film kan ses på en eller anden streamingtjeneste. Nogle på abonnementstjenesterne andre som enkeltkøb af streaming. Men vi kan altså være næsten helt up-to-date, hvis vi vil. DR har en liste. Jeg så The Trial of the Chicago 7 i går. Den var faktisk bedre end ventet. Retssalsdramaer kan godt være lidt dræbende, men dette opretholder spændingen – ikke mindst, fordi Sascha Baron Cohen spiller en bærende rolle.

Den ungdom!

Genera+ion hedder en ny ungdomsserie på HBO. Jeg havde allerede sprunget den over flere gange, men så læste jeg en anmeldelse af den i Information. Den fik mig til at give den en chance, og der gik ikke mere end et par dage, så havde jeg set alle episoder. Hovedkarakteren Chester er aldeles uimodståelig, og den plottråd, som bæres igennem alle episoder, er simpelthen så fin. Vi er på college i Los Angeles, så der er helt frit spil for den politiske korrekthed, pronomen-diskussioner, etc. Det er både sjovt og lærerigt.

Ugens bog

Jeg har lyttet til Ishiguros Klara and the Sun i en fremragende indtaling på Audible. Som de fleste andre synes jeg også, den er god. Læs mere på Goodreads.

Share

Skolevægring

Både undervisningsinstitutionerne og politikerne har travlt med at give forældrene skylden, når børnene “pjækker” fra skolen. Artiklen her i Videnskab.dk samler op på omfattende både dansk og udenlandsk forskning, der sætter spørgsmålstegn ved det ensidige fokus på børn og forældre og vender pilen mod lærerne, skolerne og undervisningen.

Lidt mere perspektiv på samme område er der her, hvor Rasmus Brygger har lavet fraværsstatistik opgjort på etnicitet. Det ulovlige fravær blandt ikke-etnisk danske elever i folkeskolens udskoling er tre gange så højt som fraværet blandt de etnisk danske. Er det kættersk at forestille sig, at der er “noget i vandet”, der gør, at de ikke trives – at det ikke kun er forældrenes skyld? Det skal lige siges, at Rasmus Brygger ikke konkluderer noget overhovedet.

Samfund/miljø/politik

Hvad er racialisering?

Klog og lidt skræmmende forskning gengivet i The Economist om såkaldt “racialisering”. Racialisering er, når sprogbrug bevidst eller ubevidst racialiserer den eller dem, der omtales. Et kendt eksempel er, når Trump og hans fæller bruger ordet “thugs” – så mener de altid sorte eller latinoer, men det kan ikke bevises – og Pia Kjærsgaard, der siger “bøller” – så ved man implicit, at hun henviser til indvandrerdrenge. De vil til enhver tid fastholde, at det ikke er det, de mener. Men *alle* ved jo, at det er dem, der laver al balladen.

Det er blevet så “umoderne” og marginaliseret at være egentlig racist, at racister er nødt til at dække sig bag “neutrale” ord, hvis betydning forskubbes. Dertil kommer de ord og vendinger, som personer, der IKKE ønsker at få andre til at tænke i de baner, alligevel kommer til at bruge. Mon ikke vi allesammen har gjort os skyldige i det fra tid til anden?

EU’s forfejlede migrationspolitik

Zetland har syndikeret en god artikel fra det hollandske De Correspondent om en hændelse, der måske kan få EU’s migrationspolitik, der både er pinlig, menneskefjendsk, ukonstruktiv og uretfærdig (i forhold til fordelingen mellem landene i EU), til at kæntre.

USA taber terræn

Og det er ikke kun pga Donald Trump. Det har været på vej længe, og der er adskillige grunde. Et grundigt kig på USA set fra EnglandTom McTague fra The Atlantic tager udgangspunkt i nogle udvekslinger af synspunkter, der finder sted i Tinker, Taylor, Soldier, Spy, John le Carrés berømte spionroman fra den kolde krig.

Endnu en glemt krig

Midt i Corona og amerikanske raceuroligheder har vi glemt krigen i Syrien, selvom en altovervejende del af tidens flygtningestrømme udgøres af syrere, og det derfor ville være klogt at rette blikket den vej. Vi troede, at Assad havde vundet, gjorde vi ikke? Nu ser det ud, som om han stadig kan slås – indirekte er våbnet den galopperende inflation i Syrien og i nabolandet Libanon. En af sidste uges Zetland helikopter var viet til dette tema.

Viden

Hvad døde de af?

Mozart, Marlowe, Alexander den Store? Her er nogle yderst kvalificerede gæt og nogle ligeledes kvalificerede afvisninger af kendte teorier. Jeg er helt vild med denne type artikler, må jeg indrømme.

Og nu vi er ved det – Elizabeth I’s hvide makeup. Hvorfor – og hvad var den lavet af? Hint: mere gift.

Teknologi

Kunstig intelligens – igen

Denne gang handler det om ansigtsgenkendelse og om, hvordan det virker meget ringe på mennesker med mørk hudfarve – mennesker, der i forvejen har en større risiko for at blive mistænkt og arresteret for forbrydelser, de måske ikke har begået. Her er en konkret historie om en mand, der på baggrund af et match ved brug af ansigtsgenkendelsessoftware, blev anholdt for et tyveri. Politiet gik direkte til anholdelse uden først at tjekke manden ud – endsige hans alibi. For et sådant viste det sig, at han havde.

Kunst og kultur

Post-corona interview med direktøren for Grand

Kim Foss er direktør for Grandteatret og for Camera Film, der er filmimportør og ansvarlig for, at utroligt mange fine, såkaldte “art house film” overhovedet er blevet vist i Danmark. Her er han interviewet i filmtidskriftet Cineuropa.

Hvis man siger, at Corona har været hårdt for biograferne, så overdriver man ikke.

Åh Dolly

Det her er straight up vidunderligt. De her to kids ser lige gennem farver, generationer, køn og genrer og hylder en vidunderlig sang.

Olive Kitteridge

En kollega gjorde mig opmærksom på, at en bog, jeg læste med stor begejstring for nylig, ligger som miniserie på HBO. Frances McDormand var jo nærmest født til at spille den gnavne Ms. Kitteridge. Det er i hvert fald temmelig svært at forestille sig andre i rollen.

Share

Elektroniske valg

Når du har læst denne artikel (den er lang, men hold ud), bliver du glad helt ind i hjertet over Danmarks håndholdte og analoge valghandling. Ved at gennemgå et konkret eksempel fra USA i 2016, viser artiklen (i Politico) alle de steder, hvor fejl – hacks eller “bare” fejl – kan opstå. Og ærligt talt, listen er nærmest endeløs!

Samfund/miljø/politik

Island går foran

På Island havde de problemer med unges druk og stofmisbrug, der accellererede op gennem nullerne. Så gjorde de noget ved det.

Snowflakes på Yale

En tidligere soldat fik et legat til at uddanne sig på Yale universitetet. Han havde mange forestillinger om de unge, han skulle gå på universitetet sammen med og betragtede dem som “snowflakes”, ligesom det meste af den amerikanske højrefløj. Dvs. sarte unge mennesker, der kun går op i intersektionalitet og ikke kan “tåle mosten”. Stor var hans overraskelse over, hvordan hans medstuderende var i virkeligheden. Det beskriver han i dette essay, hvor han er meget ærlig om sine egne fordomme.

Dødsårsager

Klik på linket her og se en levende grafik over dødsårsager (jeg ku’ ikke finde ud af at embedde). Det er umagen værd at se den til ende (ganske kort), for “vinderen” overrasker stadig, selvom vi faktisk godt ved det. Tak til Thomas C. for link.

USA’s venstrefløj hader Buttigieg

Altså, han har selvfølgelig det imod sig, at han er en hvid mand. Men han er dog erklæret homoseksuel. Alligevel hader den amerikanske venstrefløj ham og angriber ham med alle midler, skønt det kniber lidt med skytsene, fordi han tilsyneladende ikke har nogen skeletter i skabet. Jeg skal ærligt tilstå, at jeg ikke rigtigt forstår det. Artikel i New York Times. Hvis du ikke lige har fået sat dig ind i, hvem han er, så kan du læse/lytte om ham her.

Vesten mod Vesten

Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, har skrevet en tyk, tyk bog, som jeg egentlig gerne ville læse. Den hedder Vesten mod Vesten. Men jeg ved jo godt, at det ikke kommer til at ske. Derfor er min glæde stor over Informations gave til os, der ikke rigtigt har råd til at holde avisen. Hans foredrag om bogen som gratis podcast. Hent Radio Information i din podcast-app.

Du er træt af at læse om Syrien

Den syrisk/danske læge Haifaa Awad prøver alligevel at råbe os op – igen. Du skulle tage at læse hendes opråb – ikke mindst hvis du hører til dem, der er dybt bekymrede over flygtningestrømmene. Det er jo vores egen inaktivitet, der forårsager dem.

Mange har travlt med at sige, at den iranske general var en slem mand med mange liv på samvittigheden, hvilket helt sikkert er rigtigt. Men der er faktisk en del af hans slags i Mellemøsten (og mange andre steder) – fx Assad i Syrien, der myrder løs på sin egen befolkning. Men ham er der ingen, der smider en bombe efter.

Mere om Syriske flygtninge i Danmark – fra France24 (via Ronnie).

Ugens Jarlov

“De snævre interesser i den offentlige sektor”.

Viden

Det amerikanske imperium

Ærligt talt, jeg ANEDE ikke, at Philippinerne var amerikanske indtil 1941. Japanerne angreb landet samtidig med Pearl Harbour og vandt herredømme over øriget. Som så fik selvstændighed, da Japan tabte krigen. Dette faktum og mange andre kan man lære i denne meget oplysende artikel om de dele af USA’s imperium, vi i reglen ikke hører om. Du husker måske, hvordan Puerto Rico blev behandlet som en andenrangsnation efter orkanen. Igen via Ronnie.

Crispr cheatsheet

Jeg har vist henvist til en del artikler om Crispr-teknologien, og du har måske ikke rigtigt orket at læse dem. Så er her en ret kort artikel, der gennemgår de største nyheder på feltet. Også god genopfriskning for dem, der har læst.

Om os

Licens til at være et r**hul

Interessant forskning i hvorfor “gode” mennesker gør skidte gerninger. Fx folk ansat i NGO’er, der voldtager praktikanter eller er Verdens Værste Chefer. Det handler faktisk om, at vi – ubevidst selvfølgelig – samler godhedspoints sammen, og når så vi har mange af dem, giver vi os selv tilladelse til at opføre os dårligt. Når bare der hele tiden er lidt overskud på kontoen…

Din venindes mand er utro

Du ved det med sikkerhed fra en troværdig kilde. Skal du vælte hendes verden eller “beskytte” hende mod en viden, der vil gøre hende ulykkelig? En psykolog gør et forsøg på at besvare spørgsmålet.

Lær at reparere dine ting

Eller betal for at få andre til det. Smid ikke gode ting eller godt tøj ud. Start fx med at stoppe strømper. Jeg er begyndt på det, og det går okay, selvom det sagtens kunne være en del kønnere. Jeg reparerer også de huller de onde møl laver i mine uldne trøjer. Små reparationer kan være usynlige, de større må man gøre en dyd ud af. Læs artiklen her fra The Guardian om, hvordan du kommer i gang. Den har også henvisninger til Instagram-konti, vi kan følge for at lade os inspirere.

Kunst og kultur

Camillas læseliste

Camilla Larsen-Schmidt er en af de største læseheste, jeg kender, og hun har offentliggjort sin læseliste for 2019 og fortæller lidt om sine oplevelser med de forskellige bøger. Det er fornøjelig læsning i sig selv. Så mange som Camilla får jeg ikke læst, men jeg har sat mit mål til 45 i år. For mig er det ret ambitiøst, men lad os nu se.

Yo-Yo Ma favner verden

Den verdensberømte cellist viser i denne smukke video sin kærlighed til alle kunstarter, alle mennesker. Det er meget fint. Tak til Gabs for link.


Tom Waits som skuespiller

Jeg har alle dage været vild med denne rebelske musiker og skuespiller. Her er et fint sammenkog af de roller, han har haft i forskellige mere eller mindre mindeværdige film.

Læseapparat

Jeg vil ikke have flere papirbøger. Jeg kan ikke holde ud at læse på min iPad. Og Kindlen, som jeg ellers er glad for at læse på, er fra Amazon, der lægger restriktioner på, hvad jeg kan og ikke kan med den. Jeg hører lydbøger, men gad godt, at det var nemmere og billigere at have e-bogsformatet og lydbogsformatet kørende parallelt. Her er en artikel, som udtrykker alle mine irritationsmomenter som ivrig læser. Jeg er helt på linje med artiklens forfatter. GIV OS NU NOGLE BEDRE LÆSEMEDIER!

Knives Out

Her er den anmeldelse, jeg ikke selv var i stand til at skrive.

Læser du?

tilmeld dig Goodreads og ping mig, så vi kan være bog-venner. Jeg elsker at se, hvilke bøger mine venner og bekendte læser, og hvad de synes. De seneste, jeg har læst, er Educated af Tara Westover og Agent Running in the Field af John le Carré.

Share