Spring til indhold

En kvinde der ku’ male

Bertha Wegmann

Resignation, 1890

Jeg har været på mit “nærmuseum” (kun Politimuseet er tættere på), Den Hirschsprungske Samling, og se deres nye udstilling med den dansk-tyske kunstner Bertha Wegmann. En fin udstilling, opdelt i temaer. Alligevel er det tydeligt, hvordan hun kommer fra den lidt tunge tyske tradition og så rykker sig ganske betydeligt efter mødet med Paris (1881) og kunstnerne dér – det ville bare være endnu tydeligere, hvis billederne var ophængt kronologisk. 

Opfølgeren til Et Lille Liv

To Paradise er Hanya Yanagiharas tredje roman. Jeg har ikke læst den første, men som mange andre var jeg dybt berørt af A Little Life, som jeg hulkede mig igennem. Knap så meget hulk er der i To Paradise, men det betyder ikke, at den er mindre trist – den er det bare på en anden måde. Læs omtalen af bogen og min “anmeldelse” på Goodreads.

Et Lille Liv udkom på Politikens forlag, men på deres hjemmeside forlyder der ikke noget om, hvornår To Paradise udkommer på dansk. 

Parallelle mødre

Pedro Almodóvar gør det igen: Laver en vidunderlig og vedkommende film, der berører alle, der ser den. Også selvom ét af dens temaer er “lokalt”, nemlig de vedblivende efterveer efter den spanske borgerkrig. Som alle hans film, kredser også denne om familiens betydning. Hvad betyder blodets bånd egentlig? Og vi får lejlighed til at tænke på, hvordan historien – både den personlige familiehistorie og den nationale historie – trækker spor i generationer. Vi kan simpelthen ikke løbe fra den!

Den sorte jord

En thriller fra 2019 om, hvad Stalin gjorde ved Ukraine i 30’erne. Ikke kønt. James Norton spiller hovedrollen – se den på Filmstriben.

Coster-Waldaus arktiske eventyr

Nu har jeg set Against the ice på Netflix, så du ikke behøver. Så skuffende, at Coster-Waldau ikke evnede at få mere ud af en helt vanvittig, sand historie, nemlig den om Einar Mikkelsen. Min mormor var fuldstændig forelsket i ham, så hans egne bøger og bøger om ham fyldte op i min barndoms bogreol. Og da jeg læste ALT som barn, læste jeg også dem. De bøger, der blev udgivet, mens han stadig levede, spekulerede naturligvis ikke i, hvad der var sket i de næsten tre år, han var alene med den unge mekaniker Iver Iversen. Men helt ærligt, det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, at der skete andet og mere, end vi ser i filmen… Bortset fra de flotte billeder fra Grønland, er det blevet en tam og utroværdig fortælling. Øv.

Samfund/miljø/politik

Russiske oligarkers besiddelser i Danmark

Mikhail Fridman ejer andele af flere olie- og gasfelter i Danmark og i IT-selskabet EET. Vladimir Lisin ejer stålvalseværket LNMK Dansteel i Frederiksværk, Alexei Miller har også ejerandele i dansk olie og Alexey Mordashov ejer 34% af rejseselskabet TUI. Det har DanWatch gravet frem – læs artiklen med mange detaljer om de fire.

Den digitale krig

I kriser er Twitter mere værdifuld end noget enkelt medie. Det kræver dog, at man har godt styr på sine kilder. Men følger man troværdige og samvittighedsfulde journalister på tværs af medier og holder øje med, hvem de igen bruger som kilder, er man godt hjulpet. Her fortæller Kommunikationsforum om, hvordan den digitale krigsførelse foregår. (K-Forum er i øvrigt blevet solgt til Watch Medier, der er en del af Politiken/JP).

Når hjælp til flygtninge er kriminel

Rundt om i Europa er mindst 250 mennesker sigtet (og mange anholdt og fængslede) for at hjælpe flygtninge. Særligt i Grækenland og Italien har man kriminaliseret hjælpearbejde. Her er historien om to unge, der fem år efter, de blev anholdt og fængslet på Lesbos, stadig er sigtede og afventer den græske højesterets afgørelse i deres sag.

Jeg græder over vores dobbeltmoral over for flygtninge, når jeg ser regeringen  introducere særlove for ukrainske flygtninge, der skal undtage dem for de drakoniske love, der er introduceret de seneste år over for deres brune, muslimske skæbnefæller.

Madeleine Albright

Dette essay i NYT blev skrevet et par dage, før krigen brød ud. Hun er spot on med sine forudsigelser.

Ægflation

En fremragende og grundig artikel fra Vox forklarer inflation med udgangspunkt i USA’s æggebranche. Meget interessant læsning. Tak til Føljeton for det link.

Husker du højhusbranden i England?

Undersøgelser pågår stadig, og nu er det kommet frem, at *alle* ansvarlige godt vidste, at den beklædning huset fik, var ekstraordinært brandfarlig og aldrig burde anvendes. Og her er der ikke engang tale om “onde kapitalister” som ved fx bygningskollapset i Bangladesh, men om et statsligt byggeri. Det er simpelthen så deprimerende!

Viden

Ny viden om tab af smags- og lugtesans 

Vi har hørt meget om, hvordan de fleste med Covid-19 mister smags- og lugtesansen i kortere eller længere tid. Det er meget indgribende og livskvalitetsforringende for dem, der, som en del af Long Covid, mister eller får forvrænget sanserne i længere tid. Et forskerteam har fundet ud af, at det med al sandsynlighed skyldes et kompliceret samspil mellem kroppens celler, der skal forhindre virus i at nå hjernen. Det forklares i artiklen her fra NYT.

Næsten sikkert: Corona kom fra Wuhan-markedet

Videnskab.dk har kigget på to nye studier, som, selvom de endnu ikke er peer-reviewed, har overbevist flere forskere. Virus sprang fra dyr på markedet til mennesker, og teorien om et uheld på et laboratorium er dermed så godt som lagt i graven.

Plastik

Se denne korte video fra Videnskab.dk, der forklarer, hvorfor plastik er så stort et problem på verdensplan, og hvad vi selv kan gøre.

Udtale

En af mine favorit-apps på min telefon er Forvo.com. Skriv et ord eller et navn (på en kendt fx) ind, og du får udtalen. Ikke kun på engelsk. Alle journalister, der arbejder med talemedier, burde have den!

Om os

Jo jo, kog du bare vandet to gange

Videnskab.dk forklarer, at det er en myte, at man ikke må koge vandet to gange. Det er jo vandspild at hælde det ud, hvis man ikke bruger det til at vande blomster eller lignende.

Ti lette retter (altså lette at lave)

New York Times’ læsere er som os andre, ikke så sjældent orker de ikke at stå i køkkenet og bakse længe for at få noget aftensmad på bordet. Her kommer ti bud på lette retter, hvoraf de fleste nok ikke er hverdag på danske middagsborde. Jeg vil gerne selv tilføje Shakshuka som den 11. ret. Jeg laver det tit med enten kikærter eller sorte bønner. Jeg afslutter i ovnen og bruger revet ost i stedet for feta, ligesom jeg ikke bruger æg. Hvilket jo bare viser, hvor praktisk opskriften er – den kan varieres på 100 måder!

Pjat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share