Mobning Gentænkt

mobning gentænktJeg har kæmpet mig igennem en 380 sider lang antologi af videnskabelige tekster om mobning. Selvom jeg generelt synes, at akademisk litteratur er utrolig tungt og unødvendigt kedeligt, så var det nu alligevel interessant læsning, og jeg er glad for, at jeg stod det igennem. Men jeg synes faktisk, det er død-ærgerligt, at så vigtige budskaber, skaffet til veje for skatteborgernes penge, pakkes ind i en bog til 350 kr., som ingen hører om, og færre orker at læse.

Derfor denne “anmeldelse”, hvor jeg forsøger at viderebringe de vigtigste pointer fra den meget omfattende forskning, som antologien bygger på.

Allerførst en super vigtig pointe til alle forældre med børn i Folkeskolen, der oplever, at deres børn bliver mobbede: Fordi skolen har et lovmæssigt ansvar for at sætte ind over for mobning, kan det være i skoleledelsens interesse at undgå, at noget kategoriseres som mobning. I bogen (særligt kapitel 3 af Nina Hein) beskrives situationer, hvor en skoleledelse og lærere forsøger at give en enkelt elev og dennes forældre skylden for, at vedkommende bliver mobbet. Fx. ved at henvise til forældrenes skilsmisse eller barnets “manglende vilje til at passe ind”. Eksemplerne er meget skræmmende for en læser, der selv har oplevet intens mobning!

I bogens kapitler kastes forskellige blikke på mobning, og det er meget interessant og tankevækkende, hvor mange forskellige vinkler, mobning kan anskues fra. Jeg nævner nogle forskellige:

  • Et barn mobber for selv at bevare sin plads inde i varmen – udstødelse af et barn længere nede i fødekæden kan være en effektiv metode til at aflede opmærksomheden fra én selv.
  • Et (nyt) barn mobbes, fordi det truer status quo i klassen (og altså ikke fordi det er nyt eller anderledes).
  • Mobning kan i meget høj grad bestå af ting, der iKKE sker. Billedet bliver IKKE liket på Facebook, barnet bliver IKKE inviteret til fødselsdag, barnet er IKKE med på shoppingtur i storcentret. Denne form for mobning er udbredt og kan være næsten umulig at se for lærere og forældre. Det gør den ikke mindre pinefuld.
  • Lærere overser (ubevidst) mobning af elever, der ikke er undervisningsparate <umulige unger>.
  • Undervisningsparate elever kan slippe af sted med selv grov mobning, fordi lærere ikke associerer “dygtige børn” med mobning.
  • Det overordnede miljø i klassen INKLUSIVE samspillet med lærer(e) har stor betydning for mobbefrekvensen. Mao: Skolen kan gøre noget ved det, hvis de vil og/eller evner.
  • Mobning kan i et vist omfang sammenlignes med terror – den rammer mange flere end de primære ofre. Bogen har mange beskrivelser af børn, der går omkring i evig angst for, at den mobning, de ser ramme andre i klassen, en dag skal ramme dem.
  • Mobbere og mobbeofre bytter nogle gange plads – det kan fx ske ved overgangen fra barn til teenager.
  • Mobbere hader oftere skolen end andre børn. Mobbeofre holder mere af skolen (altså læringen) end andre børn – men det er ikke en regel uden undtagelser.
  • ALT kan være årsag til mobning – lige fra de oplagte som kikset tøj, overvægt og briller til de mest overraskende ting, som kopiering af tøjstil eller farven på snørebånd. Den ene dag hot, den anden dag not.

Bogen har også et spændende kapitel af Dorte Maria Søndergaard om spil, vold og mobning. Heller ikke denne omfangsrige gennemgang af spilforskningen finder nogen causalitet mellem computerspil og vold IRL. Særlig én iagttagelse synes jeg, det er værd at gengive. Når børnene gejler sig selv og hinanden op, mens de spiller forskellige voldelige spil, høres der en overvældende voldsretorik, og aggressionerne flyver i lokalet. Men det er ikke værre end før/under/efter en sportskamp, og Søndergaard gengiver flere eksempler på, hvordan de taler sig selv og hinanden ned bagefter, så de kan mødes med “fjenden” dagen efter i skolen.

Som forældre er det også vigtigt at være opmærksom på, at det at være dygtig til spil kan være et bolværk mod mobning. Der er høj status i at være god til spil – det kan fx opveje, at man er lidt for tyk eller dårlig til sport.

Endelig er det værd at nævne, at det er endog meget udbredt, at selv ganske små børn spiller spil mærket med 16+ og 18+. Det skal jeg ikke gå ind og forsvare her – blot understrege, hvor udbredt det er. Og gengive et eksempel på mislykket intervention fra de voksne: På et fritidshjem var forældrene meget bekymrede over, at børnene spillede så meget. Spiltiden blev derfor rationeret til en halv time. Det resulterede i, at børnene begyndte at spille langt mere simple og voldelige spil uden strategisk og udfordrende indhold, fordi det var det eneste, de kunne nå i den afmålte tid.

***

Konkluderende må man sige, at mobning aldrig helt kan undgås, men at vi kan gøre os selv og børnene den tjeneste at anlægge et nuanceret syn på det. Og at forældre derfor med fordel kan gå sammen i bekæmpelse af mobning i en klasse i stedet for at acceptere stigmatiseringen af et eller flere børn (og deres forældre) som “onde”.

 

Share

Så forstå det dog!

Knægten i denne video snakker godt nok meget og længe, men han har altså ret. Al den forskning, jeg har fundet om børn og computerspil, understøtter de erfaringer, han selv har gjort. Men hans sidste bemærkninger om fedme – det er altså noget vrøvl ;-) Tak til Nikoline Agger (og hendes søn) for at dele den med mig.

Hvis du ikke tror på det, så se videoen herunder med neurologen Daphne Bavelier.

Computerspil er trådt i stedet for TV for mange yngre – og i en del tilfælde er computerspil faktisk mere udviklende end TV. I øvrigt er 42% af alle gamere nu kvinder/piger og gennemsnitsalderen for en gamer er 34. Der er altså stor chance for, at den pæne unge mand, der betjener dig i banken eller pædagogen i fritidshjemmet gi’r den gas derhjemme med World of Warcraft eller Black Ops. Jeg tror nok, jeg foretrækker en fritidspædagog, der spiller computerspil frem for en, der bruger en tilsvarende mængde tid på at stene De Unge Mødre eller Luksusfælden.

Share

Børn finder svaret på YouTube

Mange børn og unge springer Google over, når de skal finde ud af noget. De søger direkte i YouTube. Børn er så meget hurtigere end os andre til at lure, at det, der kan tage timer at lære ved hjælp af “så gør du sådan og så gør du sådan”-vejledning, kan læres på den halve tid ved at se nogen gøre det. Min yngste søn har lært sig selv alt, hvad han kan af praktiske ting (også nogle upraktiske…), på YouTube. Sandelig også ting jeg ikke lige havde forestillet mig, at man kunne lære.

Her er nogle eksempler på, hvad han har lært sig selv.

Hvis dine børn ikke allerede lærer sig selv ting og sager, så opret en YouTube-konto til dem og find kanaler, der tilbyder videoer inden for dit barns interesseområder. De kan starte helt ned i treårsalderen med at lære at folde papirflyvere og -hatte. Så har du sat dem på sporet til et aktivt og lærende liv på nettet. Ikke det værste, du kan gøre for dit barn.

Share

Like et billede og modtag 75.000 kr.

Hurra. Det var der 36.000 personer der gjorde. Mon de allesammen var børn? Nok ikke, ja faktisk gætter jeg på, at en stor del af dem er voksne. Det er simpelthen til at tude over! Der er sgu da ikke nogen, der forærer 75.000 kr. væk for et like, de her mennesker må da have hovedet under armen?

Og de kan i hvert fald ikke lære deres børn, hvordan man gebærder sig på Facebook og på nettet i det hele taget. Efterhånden er jeg tilbøjelig til at være enig i, at Netiquette skal på skoleskemaet. Det foreslog Medierådet for Børn og Unge allerede i 2010 – og intet er tilsyneladende sket. Bliver det mon en del af den nye heldagsskole?

Indtil da kan I jo tilkalde mig. Jeg fortæller gerne både lærere, forældre og større elever, hvordan tingene fungerer på nettet, hvordan man holder øje med snyd og bedrag, hvordan man garderer sig (så godt som muligt) mod mobning og chikane. Jeg fortæller også, hvad der skal til for at få held med sine google-søgninger.

grammarmatters

 

Og hvad med et gå-hjem-møde på arbejdspladsen, hvor jeg underholder om snyd og bedrag på nettet? Jeg lover, det skal nok blive sjovt.

 

Share

I gamle dage kaldte man sorte mennesker for negre

tintinicongo

Hvorfor kan vi ikke bare sige sådan, når vi læser op af Tintin i Congo eller Strudsen Rasmus for vores børn? Og lade det følge af en alderssvarende forklaring om racisme?

Når jeg har “internet-diskussionen” med andre forældre, havner diskussionen ofte i “hvad børn kan tåle”. Og det er der mildest talt delte meninger om. Jeg tror fx, at børn kan tåle næsten uanede mængder af halvbagte sexscener (af den type, der er rigtig mange af i amerikanske film) og tju-bang skyderier (af den type etc.). Men at de let kan få mareridt over fx tortur-scener i historiske film og misforstå film og tv med for mange tvetydigheder og underforståetheder. For slet ikke at tale om, hvor skadeligt det er for deres selvbillede at se endeløse serier af reality-programmer og X-faktor lignende udsendelser, hvor udseende og halvbagt sangevne er det eneste målepunkt.

I en super interessant artikel i Information for et par uger siden beskrives de forsøg på historieforvanskning velmenende voksne har gang i for at “beskytte børnene”, heriblandt forsøg på censur af Thorbjørn Egners Folk og Røvere og Jørgen Clevins Strudsen Rasmus. I artiklen påpeger pensioneret professor i barndomssociologi fra universitetet i Trondheim Jens Qvortrup:

»(…) spørgsmålet er, om vi ikke gør børnene en bjørnetjeneste ved at beskytte dem mod den virkelighed, som de jo er en del af, hvad enten vi er bevidste om det eller ej. Der bør være et stort spillerum i forhold til hvad børn præsenteres for.«

og

»Der er forskelle på børn og voksne i mange sammenhænge. Og der kan være en tendens til, at nogle mener, at børn kan alt og tåler alt, og det er ikke min opfattelse. Børn er meget capable, men der er en risiko for, at man smider dem ud med badevandet, hvis man forestiller sig, at alle børn kan forholde sig til samme kompleksitet som en voksen. Men på den anden side er det jo heller ikke alle voksne, der kan forholde sig til den samme grad af kompleksitet.«

Jeg kunne næppe være mere enig. Jeg er overbevist om, at det er de overbeskyttede børn, der får det største chok eller måske ligefrem traume, når de så alligevel – for det sker jo – møder ubehageligheder på TV-skærmen eller på nettet. For de har aldrig set noget lignende før i deres liv, og deres forældre har ihærdigt forsøgt at tie det ihjel, at der findes mærkelige, mystiske, uforståelige, ækle, væmmelige, frygtelige og hæslige ting derude i verden.

Share

Sikker Internet Dag

Tirsdag den 5. februar er det Sikker Internet Dag i 90 lande verden over. Det er tiende gang, denne dag afholdes. I Danmark er det Medierådet for Børn og Unge, Red Barnet og Center for Digital Pædagogik, der står bag.

Husk at spørge dit barn efter skoletid, hvad de har lavet i skolen i den anledning. Hvis de ikke har lavet noget, kan du jo passende spørge skolen, om det er, fordi alt er under kontrol eller hvad?

Du må jo selv træde til, hvis dit barns skole ikke finder det nødvendigt (ja, det må du faktisk også, selvom skolen er sin opgave voksen). Det kan fx være ved at se videoen herunder med dit barn eller ved at like kampagnen Drop Mobning nu på Facebook. På den måde vil du hele tiden blive mindet om, at der er noget, du skal huske at forholde dig til!

Hvis dit barns skole er åbne over for at gøre noget, men alligevel rådvilde, eller hvis I i forældregruppen kan blive enige om det, så kan I jo altid hyre mig til at komme og ruske lidt op i det hele med nogle tørre tal og fakta iblandet lidt provokationer.

Share

Video for voksne om netmobning

Hvorfor er det værre/anderledes end IRL mobning? Lektor Jette Kofoed fra Aarhus Universitet forklarer på forbilledlig vis:

Digital Mobning from Aarhus Universitet on Vimeo.

Videoen fandt jeg på net-mobning.dk‘s Facebook-side.

Der er netop udkommet en bog, som hun er medforfatter på. Den hedder Mobning Gentænkt og er en antologi med tekster af mange forskellige forskere på området. Jeg har bestilt den og glæder mig til at læse den og anmelde den her.

Share

Hvordan researcher moderne børn?

De spørger Google. Eller Youtube. Men det’ jo nogenlunde det samme.

Hvert år udarbejder Google lister over de mest søgte ord og termer. Selvom det semantiske web* ikke for alvor har set dagens lys endnu, så agerer børn og unge, som om det har. De spørger nemlig: Hvorfor…? og Hvad….? i stedet for bare at google et eller flere søgeord. Som det ses herunder, må Google tydeligvis ofte træde i stedet for forældre og andre voksne, der altså enten ikke er på pletten i spørgeøjeblikket eller ikke ulejliger sig med at svare, så barnet er tilfreds.

Mest Søgte “Hvordan…?”
1      Hvordan kysser man?    
2      Hvordan dividerer man?
5      Hvordan ganger man?    
8      Hvordan pifter man?    
9      Hvordan strikker man?    
10   Hvordan hækler man?
Hurtigst voksende søgninger efter  “Hvordan…?”
2      Hvordan laver man QR koder?     
4      Hvordan pifter man?    
6      Hvordan spiller man minecraft?
Mest søgte “Hvad er…?”
1      Hvad er klokken?    
4      Hvad er kærlighed?
6      Hvad er demokrati?
7      Hvad er ADHD?      
8      Hvad er twitter?      
9      Hvad er pi?       
Hurtigst voksende søgninger efter  “Hvad er…?”
1      Hvad er lydmuren? 
9      Hvad er udsagnsord?       
(Ovenstående fra Googles danske Zeitgeist-undersøgelse)
boyatcomputer

 

Lærere (i USA) er åbenbart ikke så kede af elevernes søgemønstre, som man måske kunne tro. Se her:

PEWresearch

Noget af det mere interessante ved ovennævnte er, at lærerne vurderer, at det er de yngste børn og børnene fra de dårligst stillede familier, der har størst glæde af at kunne researche på nettet. Det overraskede mig noget, hvad med jer? (Klik på billedet for at komme til resten af undersøgelsen.)

Hvem skal lære vores børn at søge ordentligt? Skal vi selv det, eller skal skolen? Hvor jeg er meget uenig med mange forældre, der gerne så, at skolen overtager opdragelsen af deres børn, så synes jeg faktisk, at skolen skal spille en hovedrolle i at lære børn at søge information på nettet. Simpelthen fordi det er en forlængelse af, hvad de allerede lærer børnene – eller i hvert fald burde lære dem.
I de små klasser har læreren sin laptop med og smider Google op på white-boardet. Spørger ungerne: Hvad ville I skrive i søgefeltet, hvis I skulle finde ud af xxxx? Og prøve de forskellige forslag af, kigge på resultaterne, diskutere. Og sluttelig konkludere noget om, hvordan man skal tænke, når man skal søge, og igen hvad man skal kigge efter i de resultater, man så får.
I de større klasser har de unge formentlig hver deres laptop eller tablet og kan selv søge. Blandt de både rigtige og forkerte resultater, spørger læreren, hvordan de er nået frem til det, og bruger dette til at hjælpe de unge til at få bedre resultater næste gang, smider nogle af søgningerne op på white-boardet og viser de unge, hvorfor det ene websted er troværdigt, mens det andet ikke er.
Google har en lang række redskaber til raffineret søgning. Dem skal de unge da lære om på samme måde som de lærer funktionerne i en regnemaskine. Kender du dem? Ellers se her.

 

*Semantisk web. Den “kloge” søgemaskine. Den kloge Trine-Maria Kristensen forklarer her, hvad det betyder.
Share

Mere om mobning

Her ude til højre på siden linker jeg til net-mobning.dk, fordi jeg gerne vil støtte alle tiltag, der på en udramatisk men alligevel seriøs måde, tager dette emne op. Ildsjælen bag siden, Jesper Normann, linker på sin G+ profil til en god video om online mobning. Den vil jeg gerne opfordre jer til at se med jeres børn. Den er kort og uden en masse løftede pegefingre, så den vil forhåbentlig kunne føre til en god samtale om, hvad der er OK at sige/skrive til andre.

Og så vil jeg i øvrigt opfordre jer til at minde jeres børns skoler om, at den 5. februar er Sikker Internet dag i hele verden. En god anledning til at bruge en bid af dagen på at tale om, hvordan børn færdes sikkert på nettet uden alt for mange restriktioner. Her i DK er det Medierådet for Børn og Unge, der står som koordinator.

Share

Skal/må man “lure” på sit barns Facebook?

Et indlæg i Politiken her i weekenden af Trine Villemann skabte livlig debat – både i kommentarsporet og på Twitter. Kort fortalt gik Villemann, mor til en 13-årig dreng, ind og kiggede lidt nærmere på hans Facebook og fandt til sin overraskelse og ubehag, at drengen både mobbede og blev mobbet og at sprogbrugen var fyldt med f***-ordet og det, der er værre. Hun var chokeret og tog straks affære, bl.a. med at ringe til forældrene til de børn, der var værst. Først derefter talte hun med sin søn, som blev rasende på hende.

Grundlæggende synes jeg, hun har gjort det rigtige. Men – og der er da et par men’er. Dels forstår jeg ikke, at hun ikke fra starten har engageret sig med sønnen på Facebook. Og jeg forstår heller ikke, at hun kontaktede de andre forældre, inden hun talte med sønnen.

Det virkelig uforståelige er imidlertid nogle af kommentarerne. Forbløffende mange beskriver det, hun har gjort, som et “overgreb” og invasion af drengens privatliv og forsøger at hænge hende ud som en dårlig mor. Der er sågar én, der siger, at forældre, der tager ansvar på den måde, er “curling-forældre”. Vedkommende har vist misforstået noget. Curling-forældre er netop dem, der forsøger at fjerne alle forhindringer på barnets vej, så de kan blive ved med at være “venner”, og der aldrig opstår kilder til oprør og ballade.

Mine overvejelser er følgende:

Brug af ordet F***: Der er forskel på, om børn skriver “det var f****** nederen” eller “DU er f****** nederen“. Og om de skriver “f*** det” (pyt med det) eller “F*** dig“. Det sidste er ALDRIG i orden, uanset hvor mange gange ordet ellers er brugt i en samtale eller er “blevet en del af daglig tale”. Hvordan kan nogen mene det? Diskussionen om, hvorvidt vi i det hele taget skal acceptere brugen af ordet f*** kan vi ta’ en anden dag.

Drengen blev rasende. Ja, selvfølgelig. Han blev jo taget med bukserne nede, så at sige. Og hans reaktion, “jamen, sådan taler vi altid” er en klassiker helt tilbage fra lang tid før internettet. Selv var jeg ikke ret gammel, før jeg fandt ud af, at det var virkelig dumt at fortælle min mor, når jeg var blevet mobbet (og var ked af det). For så ringede hun til forældrene, og mobningen blev meget værre bagefter. Jeg tog imod kæmpe skideballer fra hende, når mit tøj var ødelagt eller vådt eller jeg kom for sent hjem, etc. etc., fordi jeg simpelthen løj for hende om årsagen for at slippe for mere mobning. Og jeg er ret sikker på, at jeg ikke er alene med den erfaring. Masser af børn og unge fortæller ikke deres forældre om mobning – af mange forskellige grunde. Et gruopvækkende eksempel på det er at finde i JK Rowlings roman The Casual Vacancy – hvor mobningen i øvrigt finder sted både online og off line.

Kontakt til andre forældre: Jeg har også prøvet at kontakte forældre – det var i anledning af, at nogle af min søns venner sendte SMS-beskeder rundt om at blokere bestemte telefonnumre (læs her). Forældrene blev IKKE glade for, at jeg ringede. Men man bør nu gøre det alligevel, synes jeg, og jeg gør det igen, hvis det bliver nødvendigt.

Børns privatliv: Jo, børn har ret til et privatliv, og jeg synes IKKE vi som forældre skal snuse i deres dagbøger fx eller i deres skuffer eller tasker. Men hvis vi fornemmer, at der er noget galt, så er det da vores forbandede PLIGT at kigge dem over skulderen! Tænk, hvis junior sidder og downloader megabit efter megabit af ulovlig musik, spil og film, og Rettigheds-Alliancen kommer efter dig. Hvor smart var det så, at dit barn “også har ret til et privatliv”? Eller værre, at alvorlig mobning finder sted og vi sidder det fuldstændig overhørigt, fordi vi ikke vil blande os!

Samtale er stadig vejen frem og formentlig løsningen på 95% af alle de problemer, der kan opstå i forholdet mellem os og børnene. Men samtalen skal være kontinuerlig og hverdagsagtig. SamtalEN, som den vi i gamle dage havde med vores forældre om blomsterne og bierne, duer bare ikke!

At den samtale så ind imellem bliver noget højrøstet, må vi nok bare tage med. Og visse ting skal bare være forbudt! Jeg har ingen som helst kvababbelser over at forbyde min søn at skrive grimme ting til andre på nettet og true ham med alvorlige konsekvenser, hvis jeg opdager, at han alligevel gør det.

Jeg kan godt se, at det er svært, når nettet er propfyldt med både børn og voksne, der slet, slet ikke kan finde ud af at debattere og kommunikere i en ordentlig tone*. Men at det er svært, er da ikke noget argument for at give op!

* og med “ordentlig tone” mener jeg ikke, at sproget nødvendigvis skal være pænt og dannet, men at vi har respekt for divergerende synspunkter og går efter bolden. Vi må godt være hårde, men nedsættende bemærkninger om andres udseende, uddannelse, køn eller race er bare IKKE I ORDEN.

 

Share

knap 1/2 af befolkningen er usynlig

Ja ja, jeg har lært, at man skal stramme overskriften for at lokke hesten til truget. Dette indlæg handler om computerspil. Og med overskriften vil jeg sige, at i betragtning af, at 44% af befolkningen spiller computerspil i større eller mindre omfang, så er det forbløffende, så usynlige de er i mainstream medier.

fra Danskernes Kulturvaner 2012, udg. af Kulturministeriet

Bøger, teaterstykker og film, der læses og ses af få hundrede mennesker, får stor opsætning i mainstremmedierne, mens computerspil er forvist til en spalte i lørdagstillægget, hvis man er heldig. Jeg er klar over, at den prioritering nok skyldes, at der ikke er læsere til anmeldelser, der henvender sig direkte til brugerne, men der kunne måske være læsere til spilstof, der var vinklet anderledes?

Når børn (mest drenge, men mere og mere også piger) bruger timevis hver dag på at spille på computeren, så er det da mærkeligt, at der bruges mindre spalteplads på spil end på fx film til børn og unge, som ses i meget mindre omfang. Det burde ikke overraske nogen, men der er store kvalitetsforskelle mellem computerspil, og forældre ville gøre sig selv og deres børn en stor tjeneste, hvis de satte sig lidt ind i hvad, der er hvad.

Det, man oftest læser og hører om er, at computerspil er farlige for børn og hvilke spil en eller anden morder har siddet og spillet derhjemme, inden han gik ud og skød vildt om sig. Men dels er det ikke påvist, at computerspil er farlige for børn (tvært imod, faktisk), dels er der meget, der tyder på, at det er svage og afsporede mennesker, der føler sig tiltrukket af voldelige computerspil, snarere end at det er computerspil, der gør børn voldelige.

At computerspil, spillere og udviklere, på trods af at de er så mange, lever i deres egen lille niche har mange mærkelige konsekvenser. Blandt andet, at denne utroligt succesrige del af underholdningsbranchen befinder sig næsten permanent under mainstreammediernes radar. Der har netop været en storm på de sociale medier og i spil-cirkler om en marketingkampagne iværksat af computerspilfirmaet Square Enix til spillet Hitman, der oprindeligt er udviklet her i Danmark. Kampagnen var udtænkt  af et reklamebureau, hvor nogen virkelig må have parkeret hjernen derhjemme, for den bestod af en app(likation), der gjorde det muligt at sende en mobbebesked (du har små bryster, lille tissemand, etc. etc.) til en hvilken som helst modtager, man kendte e-mail adressen på eller var Facebook-ven med, hvorefter vedkommende ville blive “slået ihjel” af the “Hitman”. “Ha ha, den går viral”, må de have tænkt på det smarte reklamebureau. Protesterne på Facebook og Twitter var så omfattende, at Square Enix trak kampagnen tilbage inden et døgn efter lanceringen og udsendte en undskyldning. Jeg lavede en samling af indlæg på Twitter og blev interviewet til BT om sagen. At BT blev opmærksom på sagen skyldtes en ren tilfældighed, IKKE at avisen havde medarbejdere, der selv opdagede virakken i de sociale medier. Det var BT ikke alene om. Bortset fra Ekstra Bladet, der bragte en bleg artikel i online-udgaven om det, har ingen af de danske dagblade berørt sagen. Det er rent ud sagt forbløffende – tænk, hvis det havde været en reklame for en spillefilm eller en TV-serie?

Da rockmusikken indtog unges hjerter og værelser i 50’erne og 60’erne forsøgte de fleste voksne og “deres” medier at tie den ihjel. Som bekendt lykkedes det ikke. Kan vi heller ikke på dette område lære af historien?

Share

Farer lurer overalt…

Til forældremøde i går mødte jeg en far, der stolt fortalte, at han var meget dygtig til alt sådan noget med computere, så han havde sørget for, at hans børn kun kunne komme på nettet derhjemme, når han var til stede og gav dem lov. Og at de i øvrigt kun fik lov, når det var noget med lektier. Børnene er 9 og 12 år gamle. Gennemsnitsalderen i Danmark for debut på internettet er 7 år. Han ville dog godt indrømme, at han var begyndt at overveje, hvornår tidspunktet mon var rigtigt til at begynde at introducere dem til det der internet. Facebook og den slags kunne ikke komme på tale. Han og adskillige andre forældre var rørende enige om, at sociale medier er farlige og desuden spild af tid, fordi det kun består af sladder og ligegyldigheder.

Jeg kom til at sige, at så var det måske, fordi de havde de forkerte venner. Det var måske ikke det klogeste, jeg sagde den aften. Der blev i hvert fald ret stille. Men altså, jeg står ved det! Og jeg vil gerne prale af mine egne Facebook og Twitter-feeds, som begge strutter af intellektuelle vitaminer. For at komme dertil, har jeg naturligvis sorteret i mine Facebook-venner og slukket for opdateringer fra dem, der poster ligegyldigheder eller negative og nedsættende kommentarer om andre. Livet er simpelthen for kort til at spilde tid på det! Til gengæld bliver der så meget mere plads til opdateringer fra de søde, sjove og kloge mennesker, jeg heldigvis også kender. Jeg læser om psykisk sygdom, om Kant og Hegel, om det nyeste inden for videnskaben, om litteratur, om international politik (på et respektabelt niveau), om feminisme, om teknologi, om miljøet – og selvfølgelig om tøj, mad og boligindretning i passende doser.

Den ovennævnte far og flere af de andre forældre havde blikket stift rettet mod alt det farlige og virkede mærkeligt uinteresserede i alt det fantastiske, man kan lære, læse, se, høre og opleve på nettet. Jeg har ondt af de børn. Dels går de glip af så meget, dels er der stor risiko for, at deres forældre ikke får forberedt dem ordentligt på de ubehageligheder og forskellige fælder, der ganske rigtigt lurer derude. Hvordan ved sådan nogle forældre fx noget som helst om alle de mærkelige memer, der cirkulerer på Facebook – får de lært deres børn at have et moralsk kompas, kritisk sans og lidt naturlig modstandskraft, så de små sarte sjæle ikke ødelægges forever af et evt. møde med et pornografisk billede eller et voldsomt computerspil?

Samtlige forældre vidste med fuldstændig sikkerhed (!), at deres børn ikke havde oprettet Facebook-profiler i hemmelighed, og at de ikke overtrådte familiens regler, hverken hjemme eller ude. Hold da op, nogle artige børn!

Hvorfor er det, at moderne overskudsforældre bruger timer, weekender, penge og benzin på at følge børnene til klaver, badminton, fodbold, springgymnastik, etc etc. De køber udstyr efter alle kunstens regler, lærer sig alle regler i den sport, børnene deltager i, har trænerens telefonnummer og kender vedkommende personligt, får træsplinter i r**** af at sidde og se på, kender alle de andre børn og kører ungerne til kamp hver anden weekend, når det går værst for sig. Mens de samme forældre ikke sætter sig ned med børnene foran computeren eller i sofaen med Ipad’en og kigger på Facebook og Youtube sammen, mens de taler om, hvad de ser. Mon ikke børnene i sidste ende har mere brug for råd og vejledning, når det gælder internettet, end de har om badminton? De fleste børn holder jo op med deres sport, når de bliver større. Hvor mange af dem mon holder op med internettet? Og hvad er det, der får forældre til at tro, at det er smart at vente med at introducere børnene til internettet, indtil de er blevet teenagere, og deres hjerner er gået i hormon-mode?

Share

Værre end tegneserier og rockmusik

Annegrethe Rasmussen, der skriver fra Washington til bl.a. Information, har i dag en god og eftertænksom artikel i avisen. Hun har skrevet den i anledning af, at det i USA er AntiMobbeMåned her i oktober, og de amerikanske medier svømmer over med grufulde historier om børn, der er blevet mobbet til selvmord via Facebook eller tekstbeskeder.

Det leder naturligvis (igen) til diskussionen om, hvorvidt internettet er “værre” end alle de bølger af grufuldheder, der tidligere er skyllet ind over vores børn. Og om det derfor skal reguleres. Siden Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten har man haft travlt med at udmale, hvilke skrækkelige konsekvenser en ny teknologi vil have for verden og da især for vores letpåvirkelige børn! I nyere tid har både TV, tegneserier, rockmusik, computerspil og nu Internettet stået klar til at korrumpere og ødelægge vores børn.

Og ja, det ER selvfølgelig et stort problem, når dårligt opdragede børn får frit spil til at mobbe andre børn via den bekvemme afstand, man kan opnå ved at bruge sociale medier frem for direkte tale i skolegården. Men, og det er et stort men, faktisk har der ofte været lagt afstand mellem mobber og mobbeoffer, også langt før Internettets tid. Fra min egen skoletid husker jeg bl.a.: anonyme sedler i skoletasken med meget ubehagelig ordlyd, rygtedannelse, udelukkelse (fra fx børnefødselsdage), ødelæggelse af tøj og ting. Alt dette skete for mig og mindst én af mine klassekammerater i en helt almindelig dansk folkeskole i 60’erne og 70’erne. Og vi var næppe ene om at blive mobbet!

Når børn og unge dengang begik selvmord, blev der dækket over det, og årsagen blev sjældent eller aldrig diskuteret i offentligheden. Jeg tror gerne, at flere begår selvmord i dag end tidligere, men jeg tror ikke, det har noget med internettet at gøre, snarere det at vores netværk er blevet svagere, og at selvmord som udvej er blevet mere synligt. Jeg hører gerne om statistik, der underbygger eller undergraver dette synspunkt.

Foto fra kidsandmedia.dk

Som jeg ser det, ryger bolden altid tilbage til os forældre. Og sekundært til skolen, lærerne og pædagogerne på fritidshjemmet. Vi skal opdrage vores børn, så de fatter, hvad mobning er, og hvordan det føles at være på offerholdet. Og vi skal lære dem, hvordan man opfører sig. Både i al almindelighed og på internettet i særdeleshed. Problemet opstår så selvfølgelig i de hjem, hvor forældrene skriver anonyme og hadefulde indlæg i kommentarfelter overalt på internettet. Det er forældre, der ikke kan være deres opgave som opdrager voksen, fordi de selv har anonym mobning som hobby. Det er så dér skolen og fritidshjemmet kommer ind – for det er på dette område, som på så mange andre – at skolen må træde til, når forældrene fejler.

På de anti-mobbe-dage, som også danske skoler har, kunne man passende bede klassen selv om at opstille regler for, hvad man må og ikke må på Facebook, Messenger og SMS. Og indføre en form for kollektivt udmålt straf over for den/de i klassen, som bryder reglerne.

Jeg har tidligere (i Politiken) skrevet om mobning på nettet, så hvis du vil læse flere konkrete forslag til, hvad du selv kan gøre, så læs her.

Hvorfor så ikke bare regulere internettet, spørger du? Fordi det er skruen uden ende – alle vil have reguleret et eller andet hjørne, og tilsidst er alle hjørner filet af, og internettet er blevet trist og ufarligt, og alt det spændende flyttet et andet sted hen. Både det gode og det onde.

Share

Like if you Hate

I går læste jeg denne blogpost fra New York Times om en sørgelig, sørgelig hændelse for en lille dreng på Facebook. Hvis du ikke orker at læse artiklen fra NYT, er essensen dette:

Yngre dreng, lad os kalde ham Peter, ser en fredag morgen på Facebook, at 57 personer har “liket” en anden, ældre, drengs status, hvori der står:

“Like” denne post, hvis du også hader Peter.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Jeg har mødt fornærmede attituder, når jeg har nævnt over for forældre, at deres børn foretager sig “upassende” ting på Facebook. Det skyldes formentlig, at de ikke mener, at ovenstående nogensinde kunne ske for deres lille uskyldige guldklump. Med “upassende” mener jeg i øvrigt en bred vifte af ting, som at videresende spam, sprede løgnehistorier og skrive nedsættende om andre, navngivne, børn.

Det er jo prisværdigt, at Facebook ikke, som YouTube, har en “dislike” knap, men ovenstående eksempel viser jo, at det slet ikke er nok til at undgå chikanerier. De mange hadesider på Facebook med hundredevis, nogle gange tusindevis af “likes” peger på det samme.

Nå men, den beskrevne hændelse fandt jo sted i USA, så den slags sker velsagtens ikke her. Men det tror jeg bestemt, det gør. Især fordi både danske forældre og skoler udviser en helt utrolig laissez-faire holdning i forhold til deres børn og Facebook/Internettet. Der er naturligvis også dem, der helt forbyder det, men det synes jeg også er en dårlig idé. Hvis du skulle have lyst til at læse en filosofisk udredning om, hvor falsk påstanden om “et bedre liv uden Internettet” er, så læs her. Det er et long-read af de bedre og stærkt tankevækkende!

Jeg vil derfor gentage mit mantra om, at man ikke bare skal være ven med sine børn på Facebook, men også have deres password og jævnligt sætte sig sammen med dem og scrolle ned igennem deres feed og tale om det, man ser.

Glædeligt er det, at den nye vejledning fra Medierådet for Børn og Unge siger netop det. Læs den nu, ing, hvis du stadig mener, at du ikke behøver engagere dig i dine børns liv på nettet!

 

REKLAME: Jeg kommer gerne til dine børns skole og holde et foredrag i stil med dette for forældrene.

Share

Mit hjerte bløder for den her knægt

 

Min yngste kom og viste mig denne kommentar fra hans Facebook strøm og jeg fik straks en stor klump i halsen og en masse modstridende følelser på én gang. Jeg kender ikke drengen, men ved, at han er 11-13 år gammel og at posten er autentisk. De mange kommentarer fra hans venner er SÅ søde, så blandt vennerne er der tydeligvis ingen fordømmelse.

Hans forældre er nok ikke så glade, særligt moderen, men…

Jeg har ikke postet dette for at dele hverken forbløffelse eller forargelse, for jeg tror ikke, jeg er nogen af delene. Men jeg kan altså ikke hitte ud af, hvad jeg skal mene om, at vores inderste følelser nu – som det mest naturlige i verden – deles med alle og enhver. Umiddelbart hælder jeg mod at synes, at det skal man ikke gøre. Men bare fordi jeg ikke selv ville gøre det, betyder det vel ikke, at jeg skal bestemme, hvad andre skal gøre. Og egentlig, hvordan kan det nogensinde skade drengen her, at han har vist sine yderst menneskelige følelser og følt trang til at fortælle sine venner, at de skal nyde deres familie, mens de har den?

Jeg hører meget gerne jeres kommentarer.

Og apropos yngre børn og deres færden på Facebook, så er Medierådet for Børn og Unge kommet med en vejledning til forældre. Læs den før din nabo.

Share