børn på nettet Archives - Side 3 af 3

Andre sociale medier – 2

Google+ – Googles måde at være social på. Som det ses af grafen i gårsdagens post, er Google+ det sociale medie, de færreste forældre ved, at deres teenagere bruger. Det skyldes formentlig, at de fleste forældre heller ikke kender det. Mit gæt er, at teenagere bruger Google Drive i skolen til at skrive opgaver i, og så er det oplagt at “blive” i Google-universet og have en arbejdsgruppe i Google+, hvor man også kan benytte den såkaldte Google Hangout, hvor man kan video-chatte.
Pinterest – Fantastisk medie for alle med hang til pæne ting eller for folk, der samler på noget, der gør sig på billeder. Som eksempel kan jeg nævne journalisten og havemennesket Signe Wenneberg – hendes Pinterest-konto er en eksplosion af inspirerende billeder. Pinterest har fået sit navn, fordi den er en slags virtuel opslagstavle (pinboard) med interessante ting på.
Instagram – det første sociale medie, der er tilpasset den nye verden, hvor alle har en smartphone med et kamera. En billeddelingstjeneste, hvor billederne kan behandles så de ser ekstra lækre eller sjove eller gammeldags ud. Voksne bruger det i udpræget grad til solnedgange og lækker mad. Det er mest piger, der bruger Instagram. Og Bubber.
(Form)spring.me – var egentlig vel ment fra dets grundlæggeres side, som et sted, hvor man anonymt kan stille spørgsmål og få svar. Desværre er det i høj grad blevet misbrugt til omfattende mobning. I foråret forlød det så, at det ville lukke helt ned, men det eksisterer endnu som spring.me. Det ser ud til, at deres sikkerhed har fået en ordentlig overhaling – hvilket vist var meget tiltrængt.
Vine – Også en mobiltjeneste – denne gang med 15 sekunder lange videoer. Det er på mange måder lige så harmløst som Instagram, men også dette kan og vil selvfølgelig blive misbrugt. Igen – du kender dit barn og har nok en god fornemmelse for, om de optager hjemme-porno eller løbehjulsvideoer…
Snapchat – en ret ny tjeneste, som, må jeg indrømme, giver mig kuldegysninger. Den er mobil ligesom Instagram og Vine, og ideen er, at beskeder og fotos er tidsbegrænsede. Afsenderen fastsætter det antal sekunder, modtageren har til at læse beskeden eller se billedet – derefter sletter det sig selv.

Det siger sig selv, at dette er et “genialt” mobbe-format, fordi beviserne er selvdestruerende. Hvis dit barn oplever problemer, så få dem enten til at slette app’en eller instruér dem i at tage et billede af beskeden med det samme.

4square – også mobil. En tjeneste, hvor man “checker ind” dér, hvor man nu er. Nogle mennesker checker ind religiøst på alle steder, hjemme, på arbejde, i Netto, men de fleste bruger det til at fortælle, at de nu er et særligt sted, sammen med andre 4square brugere eller til at se, om der evt. skulle være nogen tilstede, som de kender. Det kan fx være til en stor koncert eller til en sportsbegivenhed. Facebook har også introduceret denne mulighed – du har måske lagt mærke til, at nogle af dine venner checker ind rundt omkring i din Facebook-strøm. Tal med børnene, om det nu er en god idé, at de bruger den tjeneste. Det afhænger i høj grad af deres vennekreds.

Sidste afsnit om sociale medier i morgen. Dernæst tager jeg fat på mobning.

Andre sociale medier – 1

Det allervigtigste når man tænker på sociale medier i forhold til børn og unge er, at man ikke tænker på dem enkeltvis og isoleret. Selvom Facebook er altdominerende, er det dels ikke det eneste sted, de unge færdes, dels er hele feltet i konstant udvikling, og der kommer et nyt socialt medie ca. en gang om måneden. Selvfølgelig er det ikke dem alle, der slår an, men mange gør – ikke mindst i subkulturer.

Denne hurtige gennemgang kan ikke blive andet end mangelfuld. Men hvis du ikke ved ret meget om det, så læs alligevel kapitlet, for din forståelse for, hvordan de forskellige medier virker, er afgørende for din forståelse af dit barns virkelighed. Og så er det faktisk lige meget, om det sociale medie hedder det ene eller det andet.

[statistik fra Medierådets teen-undersøgelse om so-me brug blandt dk teens – de grønne tal afspejler, hvor forældrene tror, deres børn har en konto, de blå tal hvor børnene rent faktisk har en konto]

Medierådets hjemmeside er i øvrigt et godt sted for information om børn og alt det digitale.

Twitter – Det virker, som om de danske unge, der bruger Twitter, har særlige interesser. Der forekommer ikke at være en egentlig ungdomskultur på Twitter, som det ses i USA, selvom antallet af danske teenagers på Twitter er i kraftig stigning. Twitter er asynkront og adskiller sig derfor væsentligt fra Facebook. Der er fx mange unge piger, der følger Justin Bieber – og sikkert også danske idoler, det ved jeg meget lidt om – men han følger dem ikke nødvendigvis tilbage. Det samme gælder de fleste andre idoler, såsom Caroline Wozniacki. På Twitter kan man, på samme måde som på Facebook, lulle sig ind i den tro, at man befinder sig i et privat rum. Det gør man selvfølgelig ikke. Twitter har en ret stejl læringskurve, men er derefter meget givende, hvis man selv er parat til at dele ud af sin viden – derfor velegnet til unge med specielle fritidsinteresser.
Blogs – En blog er en digital udgave af en logbog. Det er sådan en, en kaptajn eller styrmand fører ombord på et skib, hvor alle begivenheder registreres. Det “lange” navn for blog er weblog. I mange år var det de færreste, der vidste, hvad sådan en var, endsige læste dem eller selv havde en. Nu findes de overalt, og alle dagblade, magasiner og store virksomheder har en eller flere. Mange private har dem også, og der er simpelthen blogs om alt. Du læser jo netop dette på en blog. Blogs kan handle om hvad som helst: mad, skønhed, politik, hundeopdræt eller skak. Intet emne er for lille, fordi man – hvis man skriver på engelsk eller holder sig til billeder – har et næsten globalt publikum. Man kunne udmærket opfordre sit barn til at starte en blog, hvis de har noget på hjerte, tager mange billeder eller laver noget andet, der kan have interesse for andre. Det er en måde at slutte sig til producenterne i stedet for blot at være passiv forbruger. Som på alle andre sociale medier, skal børn hjælpes med at komme i gang, og man skal sørge for at sætte sikkerheden sådan, at alle kommentarer skal godkendes, før de bliver synlige på bloggen.

I morgen fortsættes gennemgangen af sociale medier. Første afsnit af denne serie artikler om børn på nettet findes her.

YouTube – 2

Noget af det hotteste blandt børn og unge lige nu er at se kommenterede gameplays. Hvad er det, spørger du – med god grund. Computerspil er efterhånden blevet så komplicerede, at ikke to runder i det samme spil er ens. Mange af spillene er også ret svære, så det tager lang tid at kæmpe sig fra niveau til niveau. En hel del spillere har så fundet på at indspille sig selv, mens de spiller – og tale hen over. Kvaliteten på disse videoer er meget forskellig, men finder man en gamer, der er både dygtig, sjov og veltalende, er det faktisk ret vanedannende. Og i modsætning til egentlig snyd (når man får koder til at springe over svære steder i spillene), så er dette en mere moden tilgang til at komme videre i spillet – det svarer lidt til at have en ældre, dygtigere ven eller en storebror, som man kan iagttage og lære af. Men det er jo ikke alle, der har sådan en.

Eksempler på praktisk brug af YouTube videoer:

Dreng er vild med trickløbehjul, men har ikke uanede midler til at købe for og ikke en far i huset med teknisk snilde. Han må derfor lære at forstå, hvordan alle delene passer (og ikke passer!) sammen og i hvilken rækkefølge de skal skilles og samles igen. Han har også brug for at finde ud af, hvilke typer af værktøj han skal anskaffe sig, og hvilke dele han skal købe og hvor, for at få det optimale løbehjul til den bedste pris.

Time efter time blev der brugt på søgninger på YouTube, hvor søgningen hele tiden kunne raffineres, efterhånden som han lærte nye begreber og navne på løbehjulsfirmaer og værktøj.

Nogen frustration blev det da til, når tingene så lettere ud på videoen, end de viste sig at være i virkeligheden – men enden blev, at han var den eneste dreng på skaterbanen, der selv kunne skille et løbehjul ad til atomer – og samle det igen.

Så bliver man ret populær!

Også i en helt anden boldgade kan YouTube bruges til noget meningsfuldt, der rækker langt ind i off-line tilværelsen. Den talentfulde trommeslager Ihan fra 2012s vinder af Melodi Grandprix er helt igennem selvlært, og Soluna fandt hende på YouTube, hvor hun havde lagt videoer med sit trommespil, som en slags digitalt visitkort.

På mandag starter jeg en kort gennemgang af alle de sociale medier, jeg kan komme i tanker om. Men da der kommer nye hele tiden, halser man konstant bagud, når man skal kortlægge dem.

Denne serie blogindlæg om børn på nettet startede her.

YouTube – 1

Som så meget andet på nettet – og i livet – er YouTube på én gang vidunderligt og forfærdeligt. Vidunderligt fordi der ingen grænser overhovedet er for de fantastiske ting, man kan finde dér. Opmuntrende, sjove, livsbekræftende, lærerige, nyttige og fantastiske videoer findes i 100.000vis. Jo, virkelig. Og forfærdeligt fordi der (heller ikke) er nogen ende på alt det skidt og møg og fordærvelse, mærkelige mennesker kan finde på at uploade.

Hjælp allerførst dit barn med at lave en konto. Det er nemmere for både dig og barnet at styre, når barnet har sin egen konto. Sikkerhedsindstillinger er også lettere at holde styr på – især hvis der er flere børn i husholdningen.

Desværre er YouTubes regler, for hvad børn må se, ret stramme (når du har sat den på den strammeste indstilling), så man bliver tidligt nødt til at lette på sikkerhedsindstillingerne. Det skyldes amerikanernes puritanske holdning til mange ting, blandt andet bandeord. Når børnene bliver 12-14 år vil de fx gerne se YouTube videoer med spilhacks, og når der er voice-over på disse, bruges der ofte et sprog, der svarer til det, de unge taler med hinanden. Det inkluderer altså en del bandeord. Husk også, at en meget stor del af de unges YouTube brug allerede nu er flyttet over på mobilen. Hvis dit barn laver en kanal og uploader egne videoer, så kan du abonnere. Men altså kun, hvis du selv har en YouTube konto. Det har du måske allerede uden at vide det, hvis du har en G-mail. Google ejer YouTube og samme log-in duer begge steder.

En anden god grund til at lade børnene få en YouTube-konto tidligt (også her er aldersgrænsen på 13 år helt i skoven), er at kontoen kan sættes op til at abonnere på (lærings)videoer inden for de felter, hvert enkelt barn er mest optaget af. På YouTube kan man lære origami, papirflyverfoldning, samling af løbehjul, kodning (programmering) af småprogrammer, tricks til videoredigering, matematik, lodning, porcelænsmaling, madlavning, make-up, håropsætning, etc. etc.

Hjælp fx dit barn med en liste over de mest almindelige ord på engelsk inden for barnets interesseområde. Så undgår du også, at de fejlstaver eller misforstår engelske ord og udtryk og måske får søgeresultater både de og du helst ville undgå.

Med andre ord: Hvis du og dine børn aldrig ser andet på YouTube end virale film fra Facebook eller søde dyrefilm, så er det altså DIT problem. Ikke YouTubes.

I morgen lidt mere om YouTube, mandag begynder jeg gennemgang af et stort udvalg af sociale medier og tjenester. Hvis du først lige er stødt på denne blog om børn på nettet, så er her link til den første post i serien.

Facebook – 3

Vi skal lære vores børn, hvad det er meningsfyldt og i orden at dele på Facebook. Og at skelne mellem, hvad der er personligt og privat. En personlig statusopdatering kan være: “Er i vildt godt humør i dag, vi har fri fra skole i morgen!” eller “Yay, ny cykel!” Det kan også være links til sjove videoer på Youtube – det kan godt være voksne bliver trætte af at se de samme film med de samme halsbrækkende stunts eller de samme nuttede dyr igen og igen, men børn bliver det tilsyneladende ikke. Og der er jo ingen skade sket ved det. I øvrigt viser et studie, at det er gavnligt for produktiviteten at se på billeder af nuttede dyr…

Private statusopdateringer derimod er dem, der fortæller ting, som man normalt ikke ville gå og tale om på gaden, ved frokostbordet på arbejde eller når hele klassen hører det. Men heller ikke her kan der opstilles faste regler. Statusopdateringen herover er jo VILDT privat, og det gav et gib i mig, da min søn viste mig den. Men kommentarerne fra barnets venner var utroligt varme og positive og nok lige, hvad vedkommende havde brug for. Til gengæld syntes moren nok ikke særligt godt om den…

Facebook bliver mere og mere kommercielt, og flere og flere virksomheder har Facebook som en central del af deres marketingstrategi. Børn er ofte lette ofre for disse strategier, så også her må vi holde lidt snor i, hvad og hvor meget de liker. Der er masser af legitime konkurrencer og sjove koncepter på Facebook, men også her er det vigtigt at lære børnene at kende forskel. Hvis vi allerede har forsøgt at indgyde dem kritisk sans over for tv- og biografreklamer, bliver det lidt nemmere, men grænsen er nogle gange hårfin. Værst er naturligvis de konkurrencer og like-opfordringer, der slet ikke holder, hvad de lover. Kig dem lidt efter i sømmene, og rapportér dem til Facebook, hvis de forekommer dig lige lovlig smarte.

Applikationer (apps)

Mange børn abonnerer på svimlende mængder af applikationer i Facebook. Ofte ved de ikke engang, at de gør det. Men hver gang de deltager i en quiz eller et spil i Facebook-regi, kræver det, at de downloader en applikation. Og når de gør det, giver de applikationen adgang til mange informationer.

De fleste applikationer bliver hurtigt glemt og henstår ubrugte, men de indsamler stadig information! Så gør dine børn en tjeneste ved at lære dem at rydde op i applikationer eller gør det sammen med dem. Du kan også lære dem, hvordan de slukker for andres opdateringer i applikationer eller for deres opdateringer i det hele taget. Lær dig selv det på fem minutter og glæd dit barn ved at lære det videre.

Mind dem ved samme lejlighed om, at ALLE, de er venner med på Facebook, kan se, hvilke quizzer de deltager i. Jeg hørte fx om en stor teenage-dreng, der deltog i en sexquiz på Facebook uden at tænke på, at hans mormor nu kunne sidde og se hans score.

Mobning på Facebook og hvad man stiller op med det, tager jeg op senere i denne serie, når jeg når til net-mobning som fænomen.

Facebook – 2

Når ungerne så har fået adgang til Facebook og vi er deres venner, hvad skal vi så bruge det til? Jeg mener, at det bedste er at sætte sig ned med dem nogle gange og tale med dem om det, der sker i deres Facebook strøm. Simpelthen scrolle lidt op og ned sammen med dem og spørge om dette og hint: “Har Peter selv redigeret den video dér?”, “Hvorfor skriver Sabine sådan, er hun ked af noget, tror du?” “De dér tryk-på-like-knappen-og-vind-en-million er altså fup og svindel, så dem skal du ikke dele!”

På den måde bliver Facebook-samtalen en forlængelse af den samtale, vi i forvejen har med vores børn om, hvad der sker i klassen og blandt vennerne og ikke samtalen. Udnyt fx lejligheden, når de kalder og vil vise jer en video til at se lidt mere ved samme lejlighed. Nogle gange kan vores travlhed og nej til at se flere udgaver af Gangnam-style opfattes som en afvisning af en indirekte og forsigtig bøn fra vores unger om at tage del i deres liv.

Selvom vi kan have lyst til at klikke like ud for alt, hvad vores børn poster på Facebook, så vil jeg altså anbefale, at vi holder os i skindet. Det samme gælder evindelig posting og tagging af billeder af vores børn på vores egen væg. De bryder sig i reglen ikke om det, og det kan være kraftigt medvirkende til, at de vil ønske at udelukke os fra deres digitale liv, og det er jo ikke særlig ønskværdigt! Passwords til deres konti skal kun bruges i egentlige nødsituationer, hvor de er kommet ud dér, hvor de ikke kan bunde, eller der er tale om en eller anden form for ulovligheder. Indtil nu har jeg aldrig haft brug for min søns passwords, bortset fra når han selv har glemt dem.

Også selvom ens barn har et fornuftigt og afslappet forhold til Facebook og ikke bliver udsat for noget ubehageligt, og selvom vennerne også er søde og rare børn, skal vi alligevel holde øje. For vi skal hjælpe dem med at sortere i alle de “kæde-meddelelser”, der ryger rundt på Facebook. De har alle det tilfælles, at man enten “skal” poste et eller andet som sin status eller skal klikke like til en status eller en side. Der kan både være de opdigtede, hvor børnene oprigtigt tror, de kan vinde en Iphone, hvis de klikker like til et eller andet (det kan de IKKE, for den type konkurrencer er ulovlige på Facebook, hvorfor ordentlige og større firmaer ikke benytter sig af dem), og dem, hvor børnene opfordres til at like et negativt udsagn – i værste fald om en kammerat. “Like if you hate” er desværre blevet lidt af et fænomen på både Facebook og YouTube. Det skal vi ikke opmuntre!

Facebook meme [miim]

Et meme er en idé, et ord, et såkaldt hashtag (# – et Twitterfænomen), en video eller et billede, der spredes via internettet. Et Facebook meme er altså det samme, blot inden for rammerne af Facebook. De fleste memes er sjove og uskyldige, nogle har politisk sigte, andre kulturelt. Jo flere, der liker og deler et meme, jo flere ser det, og jo hurtigere spredes det.

Men der er naturligvis også memer og opdateringer af mindre uskyldig karakter, memer der fx spreder misinformation eller som nedgør befolkningsgrupper. Hvad gør du, hvis du ser et meme fra en af dine børns kammerater, der har indhold af den karakter? Hvad vi bør gøre er selvfølgelig at fortælle vores eget barn, at det ikke bør like den type opdateringer og hvorfor. Og dernæst – alt efter graden af alvor – overveje om man måske skulle kontakte det barns forældre.

Desværre er der mange voksne, der også deltager i spredningen af den slags spam, meningsløst fyld og mobning, hvilket er meget trist, da det ikke ligefrem gør det nemmere at lære børnene at lade være.

Advarsel: Man bliver ikke nødvendigvis populær, når man kontakter de andre børns forældre.

Mere om fup og humbug og hvordan man aflurer det senere i denne serie. Hvis du ikke har været med fra starten, så er første afsnit her.

Facebook – 1

Vi kan ikke komme uden om Facebook. Bortset fra de børn, der spiller meget, er det gerne på Facebook, de tilbringer mest tid, når først de er kommet på nettet. Og Facebook er også det netsted, de fleste voksne kender og bruger.

Der er nogle basis-ting omkring Facebook, som altid diskuteres, og vi kan lige så godt tage fat i det fra starten.

Facebook har en aldersgrænse på 13 år for tilladt medlemskab. Det har de for at beskytte sig selv mod at blive retsforfulgt af forældre og andre pga en amerikansk lov, der sætter meget stramme begrænsninger på, hvad man må tilbyde børn på hjemmesider. Her i Danmark er de 13 år jo praktisk for de forældre, der helst vil udskyde pinen så længe som muligt, og jeg erkender det problematiske i at hjælpe sit barn med at snyde, hvis man hjælper dem med at oprette en Facebook-profil, inden de er fyldt 13 år. Man skal i hvert fald tænke sig godt om, inden man gør det og formulere sig med omhu. For selvom Facebooks regler ikke er lov i Danmark, så er det dog immervæk regler.

Noget andet, jeg ofte diskuterer med forældre, er, om man skal være venner med sine børn. Jeg siger JA – i hvert fald til de har nået et punkt i deres liv, hvor de kan klare sig uden mor og far. Og det punkt vil være stærkt individuelt. Desuden vil den kvikke teenager jo hurtigt opdage, at hun kan lave en gruppe for sine venner, hvor forældrene ikke kan se, hvad hun poster. Eller omvendt oprette en lillebitte gruppe til sine forældre, tanter og onkler, som kun ser de allermest generiske updates.

Jeg har hørt forældre sige, at det er at krænke børnenes privatliv. Jo jo, hvis de er 17 måske, men da ikke, hvis de er 13! Vi skal da også have passwords til de sites, de er medlemmer af. Kan dine børn låse deres værelser af? Hvis ikke vi kan gå ind og hjælpe dem, hvis de kommer i uføre, hvad er vi så værd som forældre? Desuden argumenterer jeg IKKE for, at vi skal logge på deres Facebook og kigge deres beskeder igennem, bestemt ikke. Det bør kun finde sted, hvis vi har en meget velbegrundet mistanke om, at der finder noget alvorligt og/eller ulovligt sted, nøjagtigt som vi (forhåbentlig) kun går i deres skuffer og skabe, hvis vi har alvorlig og velbegrundet mistanke om, at de skjuler noget alvorligt.

Andre forældre har fravalgt Facebook på egne vegne, hvilket selvfølgelig er deres egen sag. Men det er ikke i orden at lade sine børn tilbringe timer hver dag et sted, man ikke aner noget om! Hvis der opstår problemer for barnet på Facebook, er den Facebook-fornægtende mor eller far på herrens mark. Hvordan kan I hjælpe med at ændre password, gennemse sikkerhedsindstillinger, fjerne opdateringer, etc. etc., når I slet ikke kender Facebook? Det er naturligvis tilstrækkeligt, at enten moren eller faren (med mindre I er fraskilt) er på, men det er simpelthen nødvendigt at forstå, hvordan dynamikken er derinde, hvis man skal kunne hjælpe og støtte sine børn. Og man skal i øvrigt være opmærksom på, at den dynamik hele tiden ændrer sig. Ikke bare udvikler Facebook selv deres produkt, men alle brugerne, både os og de kommercielle, har forskellige måder at bruge siden på.

Det er også godt at holde sig for øje, at det er os og vores børn, der er produktet, set med Facebooks øjne. Danmarks Radios chef for digitale medier, Lars Damgaard Nielsen, har en meget sigende og temmelig ubehagelig metafor: “Vi Facebook-brugere er som grise. Vi får maden gratis, men vi forstår ikke, at det er fordi, vi senere hen skal slagtes.” Med andre ord, Facebook giver os gratis brug af noget på mange måder fantastisk software, der gør, at vi kan holde os i forbindelse med alverdens familie, venner og fjerne bekendte over hele kloden. Til gengæld får de så viden om os. Omfattende viden, der hele tiden bliver større. Mange voksne (men så sandelig ikke alle) er i stand til i et vist omfang at gardere sig mod, at Facebook får alt for megen indsigt, men hvad med børnene? Hvis ikke vi holder øje for dem og hjælper dem med at forstå, hvilken betydning det har, når de poster dette eller hint på Facebook, hvem skal så?

Og hvordan skal vi så omgås vores børn på Facebook? Mere om det i morgen.

Mødet med det væmmelige

Fortæl dine børn, at nogle gange, når man søger efter noget i Google eller på YouTube, kommer man til at formulere sine søgeord uheldigt eller stave dem forkert, og bliver sendt til en side, der slet ikke var det, man ledte efter. Og nogle gange kan man være uheldig at snuble over noget virkelig ubehageligt – det væmmelige. Andre gange kan det være kammerater, der presser til at se noget, man egentlig ikke har lyst til. Det kan både være billeder og videoer med ekstrem vold, eller det kan være pornografisk indhold. Vær nu ikke så bange for at tale med dit barn om de her ting – de støder på dem alligevel, og så tør de måske ikke tale med dig om det! Det er meget muligt, at din 12-årige datter endnu ikke har fået smartphone, og at du har fuldstændig kontrol over hendes netbrug derhjemme. Men hvad, når hun er på besøg hos veninderne?

At nettet er proppet med porno er vel dokumenteret. Jeg har ikke selv set noget af det, og jeg har heller ikke foretaget noget porno-research til denne blog. Faktisk har jeg ikke tænkt særlig meget over det i Internet-opdragelsen af mine egne sønner, fordi det er en integreret del af deres øvrige opdragelse, at vi taler om den slags ting. At porno findes, hvorfor det er der, og hvad deres far og jeg synes om det. Hvordan de skal håndtere det, når kammeraterne kigger på porno, at det er en naturlig del af deres udvikling fra drenge til mænd at interessere sig for nøgne kvinder (eller mænd) og sex. Men at de piger (drenge), de kommer til at møde og have sex med, ikke nødvendigvis ser ud som pornomodellerne, og at de ikke nødvendigvis synes om den slags sex, der ofte finder sted i porno. Og at ikke alle mænd har organer, som dem de ser på nettet. Det kan godt komme som en lettelse for nogle unge mænd…

Men jeg oplever igen og igen forældre, der nævner porno før noget andet, når de skal give udtryk for deres bekymringer om internettet. Det chokerer mig faktisk lidt – de er mere bekymrede for, at deres børn skal se noget sex end for, at de skal blive fyldt med løgn.

Vi kan ikke beskytte børnene mod porno. Men vi kan armere dem, så de ikke bliver skadede af at møde det på nettet, og indgyde dem så meget selvtillid, at de åbent kan sige til kammeraterne, at de ikke gider se det, hvis det nu er tilfældet.

Hvis porno er afdramatiseret hjemmefra, hvis de har set sex-scener i fx. Borgen eller andet TV-drama, og I som forældre har talt med dem om, hvad det er, voksne gør, når de gør “det dér”, hvis I har haft samtaler om silikonebabser og “barberede misser” (hvad er en barberet mis, mor?), forskelle på tissemænd, diskuteret de ord, der er forbundet med sex, etc. etc., så er vores børn galvaniserede og klar til at møde verden. Desuden sendes programmer som fx Paradise Hotel så vidt jeg ved inden mange børns sengetid.

Og pigerne? Køb Kvinde Kend din Krop til dem. Det gjorde min mormor, fordi min mor var så bornert. Tak Mormor! Både jeg selv og mine sønner har nydt godt af den indsigt, jeg fik på et tidligt tidspunkt. Sønnerne, fordi jeg indså, hvor vigtigt det er at tale om tingene og sætte ord på, selvom vi helst vil være fri.

***

Det er vores ansvar som forældre at lære vores børn om den nye virkelighed, de vokser op i. Og føler vi os ikke kvalificerede, jamen, så må vi da se at blive opkvalificeret! Vi lærer os selv reglerne i fodbold, bordtennis, etc., når børnene vælger sport, og vi henter og bringer og køber udstyr og gør ved. Men de bruger mere tid på nettet, end de bruger til fodbold! Prioriterer du omvendt?

Lidt om motion

Børn skal have motion, helst hver dag. Hvis nettet optager så meget tid i dit barns liv, at der ikke er tid til at få rørt sig, så må du gribe ind. Jeg går ikke ind for at sætte specifikke begrænsninger på børns computertid, men det kan man blive nødt til, i det mindste i en periode, for at bryde en dårlig vane. Valget behøver ikke være enten at gå til fodbold tre gange om ugen eller spille World of Warcraft. Dit barn kan måske gå med hunden, begynde til springgymnastik eller cykle i skole. Desværre er det at sidde, noget af det værste vi kan byde vores krop, og vi bliver nødt til at være efter ungerne, så de ikke overtager vores dårlige vaner!

Wii og X-box Kinect kan også bruges til motion. Jeg synes ikke, det helt bør erstatte at bevæge sig udendørs, men på en regnvejrsdag, kan det da godt gå an. Eller I kan aftale, at I hver dag tager en match et-eller-andet, inden I slænger jer foran TV’et.

Lidt om mad

Det er ikke naturgivent, at der hører pizza, chips, slik og cola til at spille computerspil. Du kan lade det være en betingelse for at spille, at der ikke bliver indtaget junkfood imens. Skub lidt bag på med en indbydende tallerken med skrællede, udskårne gulerødder, agurker, æbler, etc. Og så kan de jo passende lære at drikke te. Eller vand. Også her må vi se på vores egne vaner – hvad er der på bordet, når vi slænger os foran fjernsynet?

Man kan fx google sin middagsmad – hvad er der i køleskabet, der skal spises op? Google det hele på én gang – du vil blive overrasket over, hvilke herlige og sjove opskrifter, der dukker op. Og lav så maden sammen, tag et billede af den og smid det på Instagram. Sådan kan on/off forenes på den bedst mulige måde!

Brug Youtube eller Videojug til at lære at lave en eller anden ret. Gør det sammen. Er en af jer rigtigt gode til at lave en bestemt ret eller kage, så lav en video og upload den til Youtube, så I kan hjælpe andre.

Mor og søn sidder i hver sin ende af sofaen. Den ene med Ipad den anden med laptop, den ene på Twitter, den anden på Facebook og YouTube. De skiftes til at vise hinanden billeder og videoer og sludrer om alt det, der dukker frem på skærmene. Meget mere samtale end ved normal TV-kigning!

Dette var den femte post i en serie om børn på nettet, hvor jeg vil forsøge at komme rundt om alle relaterede emner. På mandag kommer det til at handle om Facebook. Serien startede her.

Er det farligt for børn?

Bortset fra det fysiske aspekt er der ingen dokumentation for, at børn tager skade af at spille (nogenlunde alderssvarende) computerspil. Og der er heller ingen dokumentation for, at de tager skade af at bruge tid på nettet. Vi kan som forældre gøre en indsats for at skubbe vores børn hen imod at blive producenter – dvs. blive blandt dem som aktivt skaber indhold til nettet. Det kan være youtube-videoer, blogs eller programmering – hvad som helst, der indebærer at producere noget, der kan være til glæde, nytte eller fornøjelse for en selv og andre.

Historisk set har hver generation haft sin definition af, hvad der er skadeligt og farligt for børn. Da jeg var barn og ung (i tresserne og halvfjerdserne) var tegneserier og visse typer af popmusik samt “blottere” det, som forældre og samfund bekymrede sig om.

Det er altså ingen undskyldning at tegneserier er gode; de vil i alle tilfælde virke skadeligt på det store flertal af de børn, som får fat i dem, fordi de vænner dem af med at læse en sammenhængende tekst og skaber et usundt behov for sensation.

(Chr. Winther, Folkeskolen 32/1954, s. 860)

Dansklærere og bibliotekarer diskuterede, så flammerne stod op fra avissiderne, hvorvidt tegneserier var en genre, der burde få indpas på biblioteket, i skolen. Og hvis børnene fik lov til at købe dem, var det så skadeligt og fordummende at læse dem? Det mest forbløffende ved denne diskussion var, at så få af tidens debatindlæg beskæftigede sig med indholdet eller forsøgte at differentiere det. Det var på den tid, at de nye franske tegneserier gjorde deres indtog, og mange unge var begejstrede for den nye og anderledes fortællestil. Skulle man ikke vide det, er der milevidt mellem fx Jean Gireauds Blueberry serie og nogle af de metervarer, som fx Disney-koncernen spyttede ud.

Hvis dette minder lidt om visse diskussioner om børn og internet i dag, er det helt med vilje. Nettet diskuteres, som om det var én ting, som man samlet kan forholde sig til. Men selvom det er nemt at stirre sig blind på millioner af pornosider og tusindvis af konspirationsteori-sider, så må man ikke glemme fx Googles enorme digitaliseringsprojekt Gutenberg eller det brugerskabte leksikon Wikipedia.

Så skal vi ikke stoppe diskussionen om, hvorvidt børnene skal have lov til at gå på nettet (alene) eller ej. Og i stedet forholde os til, hvordan vi kan hjælpe dem til at få mest muligt ud af den tid, de tilbringer der, både fagligt og fornøjeligt.

Lad dit barn komme på nettet, når de for alvor begynder at udtrykke ønske om det. Har I en tablet, så lad dem starte der, hvor I kan kontrollere download af apps ved hjælp af passwordbeskyttelse. Det er lidt mere besværligt at surfe på Ipad, hvorfor børn ofte vil holde sig til de apps, der er tilgængelige. Vær dog opmærksom på, at børns smag i spil udvikler sig med lynets hast, og at typiske lærings-børnespil hurtigt bliver kedelige. Find en kilde, du stoler på, som anmelder nye apps til børn, og abonner så på deres anbefalinger. Du skal være meget proaktiv lige fra starten. Har I ikke en tablet, så sørg for at sætte computeren og browseren op sådan, at du kan følge lidt med, hvis du føler, det bliver nødvendigt. Det er langt fra sikkert, du nogensinde får brug for det! Lav en YouTube-konto til barnet, og opfordr dem til at lave deres egne videoer. Når et barn er fast logget ind på egen konto, kan du som forælder meget bedre pege dit barn i den rigtige retning. Sørg naturligvis også for at checke sikkerhedsindstillingerne. Brug lidt tid på at læse YouTubes egne vejledninger om sikker surf sammen med børnene. Her er en fin lille video om emnet.

Lån computerspil på biblioteket i begyndelsen – lad børnebibliotekaren råde jer. Hvis I mærker, at den pågældende ikke ved noget om spil, så spørg efter en, der gør. Gå evt. til et andet bibliotek. Når I på denne måde, gratis og med dygtig vejledning, har fundet frem til, hvilken type computerspil jeres barn synes om, så kan I overveje at købe. Risikoen for fejlkøb af dyre spil minimeres ganske betydeligt på den måde. Der kommer meget mere om spil i senere poster.

Når de bliver lidt større, kan de måske opmuntres til at lære at programmere. Der findes super programmeringskurser – også for børn. Det gælder om fra starten at lære dem, at de ikke behøver være passive brugere på nettet, ligesom de er af fjernsynet.

***

I morgen lidt om, hvordan vi forbereder børnene på mødet med det væmmelige. Og lidt tips om motion og mad…

On/Off

Always On – Altid På er et af tidens buzzwords, og det bruges både negativt og positivt, kommercielt såvel som til at beskrive en bestemt personlighedstype.

Vi voksne har nok en tendens til at skelne ret skarpt mellem, hvornår vi er online og off, selvom smartphones og tablets hastigt er ved at udviske forskellen. Og mange af os definerer fx kvalitetstid som tid, der bruges offline. Vores børn skelner slet ikke på samme måde. For dem kan det sagtens være kvalitetstid at tage sig en slapper med Facebook på sofaen eller med et spil på Wii, mens offline kan være forbundet med sur pligt som fx lektier eller opvask eller “tvungen hygge” med familien.

Hjemme hos os skelner vi ikke på den måde. Vi skelner mellem fritid, afslapning og hygge på den ene side og pligter og opgaver på den anden side. Om de så foregår med smartphone, Ipad eller computer eller de foregår i sofaen, ude i haven eller med støvsugeren er irrelevant. Og med den stadigt øgede integration af digitale tjenester i alle aspekter af tilværelsen, tror jeg på, at det er vejen frem. Hvis børnene skal tvinges væk fra skærmen (uanset hvilken skærm), skal det ikke være fordi, “det er dårligt for dem”, men fx fordi de trænger til at få rørt sig, eller fordi for mange timer ved skærmen kan give røde, tørre øjne og trætte, ømme arme. Nogle forældre med sensitive børn har glæde af at skelne imellem aktiv og passiv skærmtid, så ungerne ikke må spille fx den sidste time inden sengetid, fordi den pumpende adrenalin forhindrer søvn.

Det, vi plejede at forstå ved “lødig fritidsbeskæftigelse”, så som at læse en bog eller spille et brætspil i familien er nu blandt de flere og flere ting, der kan foregå online. Bøger kan læses på både telefon (selvom det er noget småtteri), på Ipad og på e-bogslæsere, og hjemme hos os spiller vi både Scrabble, Matador og andre familiespil på Ipad’en. Før i tiden holdt børn og unge kontakt med vennerne via telefon, og de holdt øje med udviklingen inden for deres hobby via bl.a. magasiner. I dag iscenesættes meget af kontakten med vennerne via SMS eller Facebook, og de holder øje med klubber, firmaer og foreninger inden for deres sport/hobby via nettet, igen ikke mindst Facebook. Der findes ingen dokumentation for, at børn og unge i dag er mindre sammen rent fysisk, end de var for 10 år siden.

Argumentet for at rejse sig fra computeren er derfor delvist det samme som argumentet er for at lette sig fra sofaen. Nemlig at motion og frisk luft er sundt! Og det er et godt argument, som vi med fordel også kan bruge overfor os selv! Lødighedsargumentet duer derimod kun, hvis man forholder sig specifikt til det, barnet foretager sig på nettet og ikke til netbrug i det hele taget.

Vi skal også huske, at vores egen opførsel smitter af på børnene. Som bekendt er det ikke nok, at fortælle børnene, hvad de skal gøre, vi skal også gå foran med et godt eksempel. Hvis vi kun bruger nettet til at checke arbejds-email og gå i netbank og ellers skyer det som pesten, så udvikler børnene deres egne regler, og det er ikke sikkert, at du ved, hvem deres forbilleder er, eller overhovedet hvad de laver! Og vi skal ikke bilde os ind, at fordi de ikke må gå på computeren mere end én time daglig i fællesrummet derhjemme, at de så ikke har et hemmeligt liv online andre steder. Det er ikke SIKKERT, at det er tilfældet, men det er heller ikke usandsynligt. Og er dit barn lydigt og artigt og går ikke på nettet, så er det uforberedt, uvidende og sårbart, den dag der ikke er nogen vej udenom. Skolelærere og fritidspædagoger i min omgangskreds fortæller mig, at de kender til mange børn, der har hemmelige Facebook- og YouTube konti, som deres forældre ikke ved noget om.

I Europa er debutalderen på internettet 9 år. I Danmark er den 7 år. De 9-16-årige er på nettet 1 ½ time dagligt – i gennemsnit.

Lysebrun: video

Blå: TV

Lyseblå: nettet

Mørkebrun: spil

(Kilde Politiken/Gallup 2011 (weekendforbrug))

Dvs. at børnene tilbringer 44% af deres skærmtid som passive sofakartofler. Det kunne man jo starte med at gøre noget ved – med mindre de da bruger al tiden på at se oplysende dokumentarfilm.

De resterende 56% fordeler sig nogenlunde sådan:

Mørkeblå: traditionelle brugere

Lyseblå: gamers

Brun: netværkere

Grå: producenter

Kilde: Den hollandske forsker Antoine van dem Beemt, 2010

I næste afsnit følger mere om, hvad det vil sige at være “producent” og hvorfor det er noget godt.

Digital Visdom

Med denne serie blogindlæg vil jeg først og fremmest fortælle om, hvad Internettet har at byde på for vores børn. Jeg fortæller så sandelig også om fælder og faldgruber, men det vigtigste er at få øjnene op for alle de muligheder, de fleste voksne ikke har tid til at opdage. Vi ønsker os jo alle sammen glade og kompetente børn, og på internettet er der meget hjælp at hente, så vi kan opnå netop det.

***

Digitale indfødte er en samlebetegnelse for alle, der er født, efter at internettet blev almindeligt udbredt. Begrebet blev introduceret i 2001 af innovationsguruen Mark Prensky i bogen Digital Natives, Digital Immigrants, hvor han argumenterede for, at dagens unge var født til at bruge computeren, mobiltelefonen og tablet-computeren som deres forlængede arm og som følge deraf er mere forbundne, mere indsigtsfulde og mere samarbejdsorienterede end de ældre generationer.

Vi andre, der er født før Internettet kom på banen, er digitale indvandrere. Vi har måttet lære det hele og vil aldrig have den samme naturlige tilgang til det, som de indfødte.

I sandhedens interesse er ovenstående mere en fortolkning af Mark Prenskys bog end det er, hvad han egentlig skrev. For grænsen mellem de to er dels overordentlig flydende – og bliver det mere og mere – dels er en anden grænse, den digitale grøft mellem de veluddannede og de uuddannede, måske mere vigtig i debatten om vores børns digitale udvikling.

Børn og unge er ikke bange for at trykke på tasterne på computeren og de griber smartphones og Ipads og finder lynhurtigt frem til spillene og YouTube. Så langt, så godt. Men det gør dem jo ikke ligefrem til den nye Einstein!

En ny Einstein kan man derimod blive, hvis man ikke bare kan trykke frimodigt på tasterne, men også har en gedigen indsigt i, hvilke ressourcer der findes på Internettet og – i særdeleshed – hvordan man finder frem til dem. I et essay fra 2011 introducerer Prensky et nyt begreb, Digital Visdom. Han argumenterer for, at mennesket altid har brugt teknologien som et redskab til at blive klogere. Først det skrevne ord, siden en lang række forskellige mere eller mindre højteknologiske dimser såsom et ur eller et kompas, til at gøre os “klogere”, dsv. gøre det nemmere at træffe en informeret beslutning. Han argumenterer for, at uanset hvor begavet og vidende en person er, så vil den person, der ikke bruger Internettet til at understøtte sin begavelse, altid komme til kort overfor den lige så begavede person, der gør det.

Vi kan altså godt holde fast i begrebet “digitale indfødte” om vores børn, men når jeg bruger det, er det udelukkende som en beskrivelse af en tilgang til elektroniske dimser, der er “naturlig” og uden den digitale indvandrers frygt og bæven for “at slette det hele”.

Som forældre til børn i skolealderen kan det være endog meget vanskeligt at forholde sig til, hvor på teknologibegejstringens stige man skal anbringe sig. Og om man skal anlægge den typisk danske strategi, hvor vi vejleder børnene og fungerer som sådan en slags kuratorer i børnenes verden, hvor vi skubber dem blidt i en bestemt retning, men dog ikke helt afspærrer de andre veje. Eller skal vi gøre som mange amerikanske og britiske forældre og installere filtre, forbyde smartphone-brug på værelset, etc. etc.?

Med denne blog vil jeg vise, hvordan man kan hjælpe sine børn til at opnå Digital Visdom, så de kan bruge Internettet fornuftigt i alle livets aspekter. Jeg er ikke begejstret for at installere filtre og køre massiv forbudspolitik, men til gengæld fortaler for at forberede dem på, at man kan møde ubehagelige og anstødelige ting på nettet, og forklare dem, hvordan de er havnet der, og hvad vi synes, de skal gøre, når de møder det. Min holdning er, at vi ikke kan beskytte dem mod den slags til evig tid, og at vi risikerer, at de rent faktisk støder på noget (fx hjemme hos en kammerat) og aldrig får det bearbejdet, fordi de fornemmer, at vi ikke ønsker at høre om det og bilder os selv ind, at de er beskyttet imod det.

“Fremtiden” har allerede indfundet sig

Dette er det første i en serie blogposts om børn på nettet. Jeg kommer rundt om det hele, Facebook, mobning, spil, fact-finding, etc. med et nyt overskueligt afsnit hver dag. Indledningsvis prøver jeg at tegne et billede af den verden, vores børn vokser op i:

Det, der er svimlende fremtid for de fleste af os, er allerede en realitet på mange virksomheder i Silicon Valley og lignende steder rundt om på kloden. Du har måske hørt om Siri, den (engelsk)talende assistent, der er integreret i nyere IPhones. Siri er en del af en revolution, der hastigt udrulles over hele nettet og ikke vil begrænse sig til smarte telefoner.

Siri er nemlig (en primitiv form for) Kunstig Intelligens (AI = Artificial Intelligence). Det er der skrevet utallige artikler, afhandlinger og bøger om af folk, der ved hundrede gange mere om det, end jeg gør. Jeg kan kun anbefale, at man sætter sig lidt ind i det. Men groft sagt, så er forskellen på Siri og Google, at Googles algoritmer* giver dig mange svarforslag baseret på det eller de ord, du har indtastet i søgefeltet. Hvor Siri giver dig ét svar – som forhåbentlig er det rigtige. At Googles algoritmer efterhånden vil nærme sig kunstig intelligens og dermed i højere og højere grad vil være i stand til egentlig at besvare spørgsmål, er en anden sag. Man taler om “det semantiske web”, hvilket egentlig bare betyder, at computeren begynder at kunne “forstå”, hvad der egentlig menes med ord og sætninger, når de udtrykkes i en bestemt sammenhæng.

Også på vej er IOT – the Internet of Things – når der er mini-transmittere i alting. Vi kender allerede intelligente biler (der kan mærke, når vi er for tæt på bilen foran, eller det er glat på vejen), men næste generation er allerede på markedet. Det biler med wi-fi i kabinen og direkte rapportering til producenten om bilens “performance”. Googles intelligente bil har allerede været ude at køre uden chauffør mange gange – senest på Manhattan. Det intelligente køleskab er allerede ved at være fortid (man har kunnet købe det, men ingen gad), til gengæld er der ingen ende på lamper, der tænder sig selv, når du er på vej hjem, gafler, der vibrerer, når du spiser for hurtigt og armbånd, der bipper, når du ikke har rørt dig nok i løbet af en dag.

En yderst positiv applikation af kunstig intelligens står en ung forsker på MIT (Massachusetts Institute of Technology, nok verdens førende IT-universitet) for. Han arbejder på at udvikle en hel serie algoritmer, der skal opdage mobning på sociale netværk og aktivere en eller flere handlinger. Det kan fx være, at når mobberen trykker “send”, så har algoritmen opsnappet de grimme ord, og der popper en talebobbel op, hvor der fx kunne stå: “Hovsa, synes du ikke den besked er lige lovlig grov? Har du tænkt på, hvordan modtageren af sådan en besked vil have det? – du har 60 sekunder til at fortryde. Din besked vil ellers blive indberettet til xxx.” Det kunne også føre til en direkte indberetning til fx Facebook uden mobberens viden.

Firmaet Pebble har lanceret “ure”, der tager over fra telefonen, så vi nu slet ikke kan lægge den digitale side af vores liv fra os og Google har lanceret Google Glass, et par briller, der fungerer som filmkamera og fotografiapparat og som samtidig er intelligente, så du kan sende tweets, e-mails og Facebook-opdateringer direkte fra brillen med stemmekommandoer.

Noget, der næsten allerede er blevet hverdag, men dog stadig er i rivende udvikling, er 3D printing. Selvom jeg faktisk har set en 3D printer i aktion og læst utallige artikler om hvad og hvordan, så må jeg stadig knibe mig selv lidt i armen. Det er bare så vildt, at man kan designe en dims til et høreapparat på computeren og så printe den bagefter!

Hvad vi for længst har fået adgang til her i Danmark er On Demand fjernsyn, der streames via nettet og kun kommer ind i fjernsynet, hvis vi sender det derind via en boks, vores telefon eller tablet – eller hvis vi har et Smart-TV. Danske forbrugere kan allerede streame tv-serier og film via danske Yousee samt Netflix og HBO og selvfølgelig via TV2 og DR. Jo hurtigere internet vi får overalt i landet, jo hurtigere vil denne form for TV-kigning vinde indpas. Vi kan derfor hurtigt regne med, at kun ganske få TV-programmer i fremtiden vil være fælles begivenheder, som de fleste stadig er i dag. Mit bud er, at store sportsbegivenheder og lignende, der kan trækker millioner af seere, vil blive sådan en slags events, som man køber sig adgang til enkeltvis, og som inkluderer Facebook-sider, Twitter-hashtags osv. Alt andet kommer kommer vi og vores børn til at se, når det passer ind i vores travle program – hvilket formentlig kommer til at betyde, at enorme forandringer er på vej i den måde TV-programmer tænkes og udføres på.

På vej er også services, der gør forældre i stand til at fjernovervåge børnenes brug af nettet derhjemme. Personligt er jeg ikke tilhænger af at bringe overvågningssamfundet helt ind i familien, men om kort tid er muligheden der altså. De overvågningsprogrammer, der allerede findes på markedet, er både dyre og dårlige og i øvrigt kun til computeren.

Når vores børn bliver store nok til at få et job og starte på videregående uddannelser, foregår al kommunikation med det offentlige via nettet. Det er derfor smart, hvis vi sørger for, at de vokser op til at blive kompetente web-brugere, der let kan se, når en e-mail fra banken nok alligevel ikke er fra banken, og som kan lægge budget i en app på telefonen, så de ikke skal låne penge af mor og far ved slutningen af hver måned. – Nå, jeg fortaber mig – det skal de nok alligevel!

* Algoritme: Veldefinerede instruktioner (i programmeret form) til at udregne en funktion.