Research checkliste

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Er du lærer og skal undervise børnene i grundreglerne for research, så kan du fx benytte denne checkliste:

Typografi, opsætning, ordvalg, stavning.

Jo mere officiel en side ønsker at fremstå, jo større krav skal man som læser stille til stavning, grammatik, osv. Hvilket faktisk kræver, at vi selv er nogenlunde gode til stavning og grammatik (det kan man godt tænke lidt over).

Man kan lave sådan lidt anskuelighedsundervisning og tage børnene med ind i en kiosk, og så bede dem udpege de aviser og blade, de ville stole mest og mindst på. Derefter skal de tvinges til at forklare hvorfor. Hvis det er muligt, så køb nogle fra hver kategori, og tag dem med hjem og kig i dem. Eller nøjes med at skrive titlerne ned, og gå så hjem og kig på online-versionerne og fortsæt diskussionen. Giv børnene opgaver, hvor de skal demonstrere, at de kan gennemskue en løgnagtig hjemmeside.

Referencer:

Er kilderne til oplysningerne på siden klart angivet? Kan man besøge dem og sikre sig, at de er ok?

Datering:

Er artikler dateret på en måde, der viser, hvornår de er lagt online og evt. hvornår, der er blevet rettet i dem?

Ophavsperson(er):

Er det tydeligt, hvem der er ophavs-m/k på artiklen? Hvis de ikke er kendte, skal de evt. googles, før man kan gå videre. Sider/artikler/videoer uden kendt ophavsm/k skal omgås med stor varsomhed. Igen – anskuelighedsundervisning holder max! Vis dem fx denne dommedagsvideo (den er på engelsk).

Ophavsret

Mange mennesker, både voksne og børn, støder på problemer med ophavsretten, når de prøver at skabe noget på nettet. Megen tekst, mange billeder, meget musik og masser af film er belagt med (strenge) restriktioner for, hvem der må bruge det og til hvad. Børn ved det ikke – hvis altså ikke nogen fortæller dem det.

Hvis du selv downloader film og software uden at betale for det, så skal du ikke blive alt for forundret, hvis dine børn også gør det – og de er ikke dumme, de kan godt se forskel på indkøbt software og det, du har napset på arbejde. Uanset hvad vores holdning er til de meget restriktive copyrightlove, så er de netop det, love. Og sådan nogen er det meningen, vi skal overholde.

Internettet gør det ikke nemt, for ofte fremgår det slet ikke, at man ikke må bruge et billede, et stykke musik, eller lignende. Dette gør sig især gældende med fotos og tekst. De mere checkede ophavsretshavere sørger for, at man får klar besked, så snart man højreklikker, eller de har lagt “vandmærke” i billederne, men de fleste gør ikke.

Lær dine børn om det her! Og lærere: forklar børnene, at de ikke bare kan bruge et hvilket som helst foto fra nettet til illustration til deres opgaver. Det er muligt at søge efter billeder, der er lagt ud til fri afbenyttelse, fx i Wikimedia – lær dem det (og husk det selv)!

Wikimedia

Og ja, hvis du er *den type*, så kan du sikkert finde et billede eller to her på min blog, som jeg ikke har clearet ordentligt. Lad det blot illustrere, hvor svært det er!

Share

Den svære kunst at søge på nettet

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig på fremtiden.

Man kan godt lære børn, også små børn, hvordan man søger fornuftigt, det er ikke raketvidenskab. Man kan lære dem, at de øverste søgeresultater i det farvede felt er betalte annoncer, at de øverste resultater ikke nødvendigvis er de bedste, men måske kan bruges til at raffinere søgningen ved f.x. at finde frem til mere præcise søgeord. Og man kan lære dem, at “avanceret søgning” slet ikke er så avanceret endda og kan gøre enhver søgning meget lettere. Man kan forklare dem, hvad en synonym-ordbog er for noget, og forære dem (abonnement på) en.

Google

De lidt større børn kan man lære om principperne bag Wikipedia og de fordele og problemer, der er ved at bruge det. De kan nemlig sagtens overføres til ens generelle måde at tilnærme sig information på nettet. Wikipedia er en helt fantastisk kilde til information om nærmest hvad som helst (dog stadig mest den engelsksprogede Wikipedia), men på grund af dets åbenhed, må man altid tage dets oplysninger med et gran salt. Jo mere kontroversielt et emne, en Wikipedia-artikel omhandler, jo større er risikoen for, at artiklen har tendentiøst indhold. Når en Wikipedia-artikel er opbygget efter de klassiske principper for en leksikon-artikel, når der er mange henvisninger og mange uafhængige kilder, er det gerne et tegn på, at artiklen er af høj kvalitet.

Og det er faktisk præcis det samme uden for Wikipedia. På journalisthøjskolen lærer de unge mennesker, at der altid skal være mindst to kilder til en historie. Til en typisk leksikon-artikel skal der naturligvis være mange flere. Det princip kan børn sagtens forstå, når man blot forklarer dem det med rigelig brug af eksempler fra deres egen verden. Og har de først lært det, er de allerede blevet bedre til at søge end mange voksne!

Eksempel:

MGP – melodi grandprix for børn (søgning på MGP junior)

Det er afhængigt af tidspunktet på året, hvor højt DR’s MGP-side kommer i søgningen. Og naturligvis afhængigt af, om vores computer godt ved, at vi er i Danmark, og om vi altså søger på google.dk eller på google.com.

Hvis man skal lave en skoleopgave om MGP, har man brug for flere kilder end DRs egne sider, da en evt. kritik kun vil kunne findes der i meget begrænset omfang. Den skal man måske søge hos dagbladene? Går man ind i avanceret søgning, kan man søge udelukkende på danske avisers hjemmesider. Man kan også søge direkte i danske blogs, hvis man bruger avanceret søgning. På den måde kan der hurtigt og effektivt fremskaffes en lang række kilder, som man derefter kan se nærmere på.

MGPsøgning

Alt efter børnenes alder og fritidsinteresser kan der findes interessante ting at søge efter – jo bedre børnene selv kender til et emne, jo bedre fungerer en søgning som øjenåbner for dem, fordi de ved selvsyn kan se al den fejlinformation, der findes derude. Derefter er det meget lettere at forstå, at der findes ligeså meget fejlinformation – eller mere – om emner, som de ikke ved noget om.

 

Share

Internet i skolen – SÅ svært er det heller ikke

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Mange skoler og mange lærere har stadigvæk et besynderligt forhold til Internettet, taget i betragtning at både børnene og de selv tilbringer så meget tid der. Det virker, som om skolerne enten bliver forblændet af hardware eller modsat helt lukker øjnene for, hvordan internettet kan integreres uden indkøb af enorme mængder dyrt og forgængeligt hardware.

At skolen må og skal blandes ind i børns digitale uddannelse skyldes ikke mindst, at det også på den digitale front er sådan, at den tunge ende vender nedad. Det er børn fra svage hjem, der ikke får lært at skelne mellem skidt og kanel af deres forældre, ligesom det er dokumenteret, at de piger, som lader sig lokke til at møde mænd, de kun kender fra Internettet, næsten udelukkende kommer fra svage familier.

For at en skole kan være digital frontløber, er store investeringer ikke nødvendigt. En fremsynet ledelse og vidende, engagerede lærere er alt, der skal til.

Det er ikke min holdning, at skolen skal gå foran og have IPads eller laptops til alle elever. Men jeg mener nok, at man kan forvente, at hver lærer har en laptop, som de har med i timerne og hvis skærm kan smides op på væggen eller på et whiteboard, så der spontant kan foretages søgninger, ses videoer, etc. Inddragelse af IT i timerne skal ikke være noget særligt, som man skal hen i et andet lokale for at gøre. At skoler har wi-fi over det hele, må simpelthen være et krav.

Når man nu ved, hvor godt det er for indlæringen, at der indlægges talepauser for læreren, så var det da oplagt at indlægge billeder, videoer, søgesekvenser, etc. i timerne, så børnenes opmærksomhed fastholdes, samtidig med at de lærer noget nyt.

Når børn og unge i “gamle dage” skulle skrive en opgave, måtte det store flertal, hvis forældre ikke havde et fagbogsbibliotek derhjemme, smutte på biblioteket, hvis de ville skrive andet og mere end det, de vidste i forvejen.

Allerede når man træder ind på biblioteket, ved man, at der er truffet nogle bevidste og velbegrundede valg for en. Uanset emne, så er decideret propaganda og reklame samt uvidenskabeligt vrøvl allerede sorteret fra, inden materialet overhovedet er kommet indenfor døren.

Spørger man så tillige en bibliotekar, bliver den information, man ender med, endnu engang sorteret, da bibliotekaren kan se ens alder og typisk spørger, hvilken type opgave det er, man skal til at skrive.

De materialer vi derfor plejede at komme hjem med fra biblioteket, kunne vi have meget stor tillid til. Ikke ubegrænset nej, det er altid godt at være kritisk, men stor tillid. Det samme gælder naturligvis skolebøger.

Men – hånden på hjertet, hvornår har dine unger sidst været på biblioteket for at lave research til en skoleopgave? Nej vel.

De googler. Vi googler. Og selv normalt velinformerede voksne ved forsvindende lidt om, hvordan søgeresultaterne i Google kommer frem, hvordan man søger bedst muligt, og hvordan man evaluerer de resultater, man så får. Hvor skal børnene så vide det fra?

Ja, hvis vi ikke kan lære dem det, er der kun ét sted tilbage – skolen. Derfor skal vi simpelthen kræve af vores børns skole, at “googling” indgår i undervisningen i alle fag. På mange skoler har eleverne stadig bibliotekstimer, men jeg har ikke hørt om, at de bruges til at lære at søge, hvilket ellers er enhver bibliotekars spidskompetence.

Mere om IT i skolen på mandag.

Share

Passwords

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede her.

Og så er der det med passwords. Hvis vi ikke lærer børn om passwords – både hvorfor man har dem, og hvordan man laver gode passwords – så risikerer vi dels, at alle deres passwords er “password”, 123456 eller navnet på deres undulat, dels at de deler passwords med vennerne i klassen.

At alt for nemme passwords er en dårlig idé burde være indlysende for enhver. Kan du gætte din datters password, hvad er sandsynligheden så for, at andre også kan? Og folk misbruger ikke kun andres identitet til at prøve at franarre dem penge, det kan også handle om at logge på som dem og så skrive/gøre noget mindre heldigt (se her) eller måske direkte ulovligt. Problemet er det samme med passwords, som man deler ud af til veninderne.

Pludselig en dag er de ikke veninder længere, og passwordet misbruges fx til at genere en tredje veninde for at skabe splid.

KeepCalmLongPasswords-476x636

Passwords er desværre en uafvendelig del af vores tilværelse i disse år. Forhåbentlig kommer der på et tidspunkt en afløser i form af irisgenkendelse eller fingeraftryk eller hvad ved jeg, men indtil da er det en byrde, vi må bære. Og vi må lære børnene, at der ikke er nogen vej udenom. Passwords er personlige og skal kun deles med mor og far, der til gengæld lover kun at benytte dem i egentlige nødsituationer. Dette bør faktisk ikke være til diskussion, før børnene grundigt har demonstreret, at de kan tage ansvar for sig selv.

Passwords skal være personlige som tandbørster.

Lån dem ikke ud og skift tit.

Hjælp dit barn med at skabe gode passwords. Prøv fx et trick, jeg har lært af webprogrammør Lisa Risager: Vælg en linje eller to fra en sang du enten elsker eller hader. Det kunne fx være “Du kan gøre mig lyk’lig, du kan gøre mig splittergal” (Rasmus Seebach). Det forkortes ned til fx Dkgm2l ,Dkgmsg  (2-tallet fordi, der er to l’er) – fidusen er at få mixet et par tal og tegn og store bogstaver ind også. Passwordet her er helt umuligt at gennemskue og ligner et, der er genereret i en password-generator. Og det er netop meningen. Men for den unge fan af Seebach er det ikke spor svært at huske. I en kortere udgave kan det ligeledes genbruges på tværs af mange forskellige hjemmesider:

Dkgm2lFacebook

Dkgm2lMoviestar

Dkgm2lGoSuper

Nemt at huske, svært at gennemskue.

Share

Pigeuniverser – 2

Her på siden ses screenshots fra en venindes datters Moviestar Planet. Pigen har selv lavet dem til mig. Det er nok vigtigt, at vi som forældre ikke er for hårde ved ungerne og ikke mobber dem for at bruge timer på at poste tilsyneladende nonsens. Det er ikke nonsens for dem! Her ser det ud til, at en dreng også leger med og har mulighed for at sole sig i pigernes beundring. Jeg gætter på at forkortelsen NK betyder netkærester. Ikke at jeg er på det rene med, hvad de lægger i det…

 

Fra virkeligheden:

En pige, der havde det lidt svært i skolen, fandt stor glæde ved den anonyme deltagelse i dette pigeunivers, som hun i vid udstrækning blev holdt udenfor i skolen. Men pludselig krakelerede harmonien, fordi hendes identitet blev kendt i klassen, hvorefter mobningen blev bragt med ind i online-universet, og den stakkels pige blev lagt for had og isoleret. Heldigvis havde hun et godt og nært forhold til en klog mor, der fik taget affære. Datterens konto blev lukket ned, de andre piger og deres forældre blev kontaktet, og der blev samlet penge ind blandt forældrene, så det ikke ville koste pigen og hendes mor en mindre formue, når kontoen skulle åbnes igen. Pigen havde nu lært – på en hård og ubarmhjertig måde – at holde navnet på sin avatar for sig selv. Man gyser ved at forestille sig, hvordan dette var endt, hvis pigen ikke havde haft tillid til sin mor, der i tilgift var handlekraftig men alligevel kunne vinde de andre forældre over. Det sidste er ikke altid en selvfølge, desværre.

Jeg skrev og spurgte GoSuperModel, hvordan de griber det an med “dårlig tone” og mobning på deres site. De svarede lynhurtigt:

Hej Néné
Vi har udviklet vores egne filtre som gør det muligt for os at blokere uhensigsmæssige ord/links, men som også gør os i stand til at monitorere specielle form for opførsel (f.eks mobning og trolling). Udovre vores filtre har vi to måder at holde øje med uhensigsmæssig opførsel på goSupermodel:
1) Vores brugere kan anmelde dårlig opførsel på sitet. Disse anmeldelser bliver kontrolleret af vores moderatorer eller os – alt efter årsag til anmeldelse.
2) Vi har konstant moderatorer på sitet som holder øje med fora og chat for at sikre, at der ikke sker mobning eller andet dårlig opførsel.
Når vi oplever en bruger som ikke overholder vores regler har vi fire forskellige straf:
1) Advarsel
2) Skammekrogen (3 dage, hvor man ikke kan skrive noget på sitet)
3) Vi sletter modellen
4) Vi udelukker brugeren fra sitet (Ip, cookie og e-mail block)
Vi holder øje med filtrene hver dag – og kan derfor reagere meget hurtigt.
Vi svarer mails fra vores brugere hver dag (har deadline inden for 48 timer) og hvis en forældre kontakter os med uhensigtsmæssig opførsel kan vi derfor reagere hurtigt.
Håber det svarer på dine spørgsmål – ellers er du meget velkommen til at kontakte mig igen.
Mvh

I morgen giver jeg tips og råd til, hvordan vi lærer børnene gode passwords og forklarer dem, hvorfor det er så vigtigt, at de holder dem for sig selv.

Share

Pigeuniverser – 1

Piger spiller ikke så mange traditionelle computerspil (endnu). Så mange pigeforældre tror, den hellige grav er velforvaret, og at deres døtre er beskyttet mod både det ene og det andet. Men pigerne tilbringer lige så meget tid ved computeren som drenge, de laver bare noget andet.

kulturvaner_statistik

Udover intensiv brug af Facebook og Youtube ligesom drengene, så tilbringer mange piger overordentlig meget tid i de såkaldte pigeuniverser. P.t. hedder de Moviestarplanet og GoSuperModel (begge dansk ejet og udviklet). Titlerne er temmelig selvforklarende, og det drejer sig naturligvis om tøj og tilbehør – man kan sige, det er en kraftig opdatering af min barndoms påklædningsdukker.

Begge spil er udmærkede og meget varierede, og mange piger elsker dem. Kønsstereotyper kan vi diskutere en anden dag. Spillene er udviklede med dyb indsigt i pigers måde at lege og kommunikere på, og de tilbyder mange forskellige slags gøremål, så (næsten) alle slags piger kan få deres lyster styret. Der er derfor ikke grund til at stoppe pigernes adgang til disse spil. Der dukker naturligvis snart nye spil op målrettet mod piger, og mit råd er, at man checker spillet ud sammen med pigen, finder ud af, hvem der står bag og forsøger at gennemskue, hvad det kan komme til at koste. Disse spil er nemlig opbygget på samme måde som mange mobilspil, så selve spillet er gratis at deltage i, men man kan så tilkøbe forskellige ting. Sæt en klar grænse for, hvor meget de må købe for om måneden – tal evt. med de andre forældre i klassen.

Gosupermodel

Der gøres fra begge spils vedkommende en stor og behjertet indsats for at forhindre misbrug og mobning, og forældrevejledningen på Moviestarplanet er eksemplarisk. Begge spil er meget sociale og fungerer faktisk som sociale netværk, men pigerne spiller ikke under deres egne navne.

I udgangspunktet er det naturligvis rigtigt set, at pigerne spiller med avatarer, der er “dukkeansigter” og under pseudonymer – dette sikrer, at pigerne ikke kommer til at udlevere sig selv til fx en pædofil, der udgiver sig for at være en ung pige. Desværre sikrer det ikke pigerne mod mobning fra andre piger. Spil, som pigerne går så højt op i som disse to, er naturligvis noget, der tales om i klassen. Og selvfølgelig fortæller de hinanden navnene på deres avatarer og blotlægger dermed sig selv for at en evt. mobning i klassen kan fortsætte i spiluniverset – eller omvendt. Netop derfor skal forældre jævnligt huske at spørge til, hvordan det går i spillet og sige ja til at se datterens seneste kreation, selvom det kan være svært at forholde sig til endnu en selskabskjole med matchende håndtaske. Deltagelse og engagement er altid bedre end kontrol!

I morgen lidt  mere om pigeuniverser og en sag om mobning.

Share

Computerspil – 4

Dette er fjerde post om computerspil i min serie om børn på nettet. Den første er her. Hele serien starter her.

Hvis dit barn hører til hardcore-gamerne, så sidder du måske alligevel tilbage med en vis bekymring for hans (jo, det er i reglen en dreng…) fremtid, fordi hans spil går ud over interessen for skolearbejdet og andre fritidsinteresser. Bill Gates’ og Steve Jobs’ forældre var vist også ret bekymrede…

Mine egne sønner har kun periodisk været grebet af spil, så jeg har ikke selv haft problemet tæt ind på livet. Men, spilindustrien er en af de hurtigst voksende på globalt plan, og også herhjemme har flere spiludviklere stor succes. Derudover er et (relativt) nyt fænomen ved at vinde indpas; det hedder “gamification”. Der findes ikke et dansk ord for det, men det er præcis, hvad ordet siger – man bruger spilelementer uden for spilverdenen. Det oplagte er selvfølgelig i undervisningen, du har måske allerede set forskellige matematik-applikationer, hvor børnene kan vinde points osv. ved at løse matematikopgaver. Men det har langt videre rækkevidde end det og bruges mange steder, fx for at gøre nudgebrugeroplevelsen bedre på en hjemmeside eller for at skubbe brugerne i en bestemt retning. Det, der med et andet moderne udtryk, som heller ikke findes på dansk, kaldes for “nudge”. Nudge kan oversættes til “skubbe blidt” og er fx det, Københavns Kommune gør, når de laver hvide fodaftryk på fortovet hen imod en affaldskurv.

Og hvor vil jeg hen med det? Jo, jeg foreslår, at du måske  “nudger” din søn eller datter henimod overvejelser om at lære at programmere, så de kan “lege” med computerspil resten af livet og oven i købet tjene penge på det. At kunne programmere er/bliver en af den nære fremtids helt centrale kompetencer. Så hvorfor ikke hjælpe ungerne med at lære det allerede nu? De kan måske programmere deres første telefon-app inden de er fyldt 15 og være millionærer året efter!

Ingeniøren

Der er mange små og færre større danske firmaer, der udvikler spil, så for den originalt tænkende unge med gode programmerings-skilz, skulle der nok være jobmuligheder. Ikke mindst hvis man er pige…

Fra virkeligheden:

En drenge-pige, der bliver holdt lidt udenfor i klassen, begynder at gå til rollespil i fritiden. Et fristed, hvor hun leger ude i skoven sammen med andre anderledes børn. Da de bliver lidt større, begynder de at spille World of Warcraft med hinanden resten af ugen. Pigen bliver på et ret tidligt tidspunkt meget dygtig til spillet, så da hendes klassekammerater får øjnene op for det, er hun langt, langt foran dem og opnår derved ny status i klassen. Hun lærer senere sig selv at programmere, og den tidlige udstødelse og interessen for rollespil førte på den måde til, at hun har fundet en plads i livet, hvor hun bliver beundret for sine færdigheder.

Det var det sidste om spil  –  i morgen kommer der noget om de særlige pigeuniverser, GoSuperModel og MoviestarPlanet.

Share

Computerspil – 3

Hvis vi folder ørerne ud og lytte til ungerne, når de sidder og diskuterer et spil, vil vi opdage, at de har utroligt godt styr på, hvad der er virkeligt, og hvad der foregår i spillet. Danmarks Radios Program 1 bragte engang et interview med fire drenge, der beskrev sig selv og deres roller i et spil. Det var befriende lytning, da de var ekstremt reflekterede over deres egne roller og de roller, de påtog sig i spillet (programmet kan stadig høres som podcast, søg på Netbørn, Bliver man dum af at spille computer).

Hitman__Absolutionfifa13Black-OpsWOW

Der forskes intenst i børn og computerspil i disse år, og der dukker mange interessante resultater op. Børn kan fx blive rigtigt gode til at lægge strategier og at samarbejde, ligesom de på den hårde måde lærer, at det kræver øvelse, og meget af det, hvis man skal blive rigtig god til noget. Computerspil kan også have andre værdier, endda på områder, man oftest ikke tænker på. En dreng, der mobbes i skolen, kan, fordi avatarer i spil oftest er anonyme, leve et parallelt liv på nettet, hvor han er både dygtig og populær til et eller flere spil og således få “revanche” dér for de ydmygelser, han må tåle i klassen. Skriv til mig, hvis du vil have links til noget af den forskning, jeg har læst.

Det er værd at bruge lidt tid på at tale med ungerne om, hvorvidt de skal afsløre deres identitet i forskellige spil over for klassekammeraterne. Ved man, at ens barn bliver mobbet eller “bare” holdt udenfor, kan man opfordre dem til at have to forskellige identiteter i et spil, så de kan trække sig fra et spil med kendt identitet uden derfor helt at måtte opgive at spille.

Mange pigeforældre sidder og godter sig, når de hører om de problemer, der opstår mellem drenge og deres forældre ifb med spil. Men de skal ikke godte sig for tidligt, for det er min forudsigelse, at flere og flere piger vil begynde at spille, ikke kun spil specielt udviklet til piger, men også spil, der ellers hidtil har været drengenes domæne. Allerede nu er 42% af verdens spillere piger eller kvinder. Det skyldes, at grafikken bliver bedre og bedre, og at det derfor ses oftere og oftere, at der udfoldes en æstetik i spilscenarier, der i høj grad tiltaler piger, og at der nu kommer flere og flere spil, hvor det ikke kun går ud på at “smadre fjenden”, men hvor der fx bygges universer eller kæmpes med andet end våben. Der er fx mange piger, der spiller både Minecraft og World of Warcraft.

Mandag kommer sidste post om computerspil, hvor jeg ser på, hvordan man måske kan skubbe meget spilleglade børn hen imod at lære noget meget vigtigt: programmering.

Share

Computerspil – 2

Computerspil er temmelig dyre, så det kan godt betale sig at researche ret grundigt, inden man investerer. Der findes velrenommerede spil-sites, fx Politikens, Gamereactor, Troldspejlets spilside og IGN, der anmelder mange af de spil, der kommer på markedet i Danmark. Man skal dog være opmærksom på, at disse anmeldelser kan være svære at gennemskue for folk, der slet ikke spiller, da de oftest er skrevet af unge, der selv er bidt af en gal spiller. På Youtube er der masser af spilanmeldere, brug lidt tid på at finde anmeldelser af spil, du allerede kender. Og vælg så at abonnere på en eller to af disse anmeldere, som du bedst kan identificere dig med, så du altid nemt kan finde anmeldelser af nye spil.

minecraft

Spil kan også lånes på biblioteket, og derfor kan de også søges på bibliotek.dk. Her kan man se, når bibliotekarerne anbefaler en lavere aldersgrænse end PEGI, og man kan også læse anmeldelser, når sådanne forefindes. Men selvfølgelig har bibliotekerne aldrig de allernyeste spil, og desværre giver bibliotekerne ikke lånerne adgang til de interne lektør-udtalelser*, der bliver udarbejdet. Det er ærgerligt, for de bibliotekarer, der anmelder spil, ved virkelig noget om det.

Så længe vores børn er børn, så bør vi påtage os det ansvar, at vi ved, hvad det er, vi køber til dem, eller de køber til sig selv. Kan man ikke finde anmeldelser eller orker man ikke at læse dem, kan man jo altid se reklame-traileren fra det spil, som Junior ønsker sig og danne sig et indtryk den vej. Trailere kan til enhver tid findes ved at google spillets navn. “Manglende kendskab” er ikke en gyldig undskyldning her.

Jeg har mødt forældre med teenagebørn, der simpelthen intet ved om de spil, deres børn spiller på værelserne bag lukkede døre. Jeg synes ikke, vi skal komme brasende ind på teenagebørns værelser, men ligesom vi forhåbentlig har overblik over, hvilke andre børn, der lukkes derind, så bør vi også vide, hvad det er for spil, de spiller – nogle gange flere døgn i træk.

Når alt det er sagt, så skal det understreges, at der INGEN dokumentation findes for, at voldelige computerspil fører til varig voldelig adfærd hos børn og unge. Der kan ses en kort opblussen af aggression under spillet og lige efter, men varige effekter er ikke dokumenteret. Det svarer i øvrigt fuldstændig til den aggression, der fx opbygges på et fodboldhold op til og under en kamp. Og det er blevet ganske grundigt undersøgt – bl.a. af Secret Service i forbindelse med skoleskydningerne i USA. Snarere er der tale om, at personer, der i forvejen har voldelige eller aggressive tilbøjeligheder og/eller er psykisk ustabile, kan føle sig tiltrukket af meget voldelige spil.

Herunder en video med hjerneforskeren Daphne Bavelier, hvor hun i en TED-talk gør rede for, hvad computerspil gør ved hjernen og synet.

 
* En lektør-udtalelse er en anmeldelse, skrevet af en bibliotekar til andre bibliotekarer.
 

I morgen lidt om de værdier, der (også) kan findes i computerspil.

Share

Computerspil – 1

90% af alle børn og unge spiller spil på nettet. Nogle nøjes med lidt Wordfeud på telefonen, men de fleste spiller meget mere – både på telefon, tablet, computer og spillekonsol. Og det gælder både drenge og piger. Spilverdenen er som alle andre verdener fyldt med både godt og skidt. Mange af de populære spil udfordrer både hånd/øje koordination, strategisk tænkning og samarbejde. Mange forældre vil, som sådan en rygmarvsreaktion, tænke, at det er bedre at spille FIFA13 end at spille Call of Duty (nr. 1 og 2 på listen over mest solgte spil i Danmark i 2012). Men den reaktion vil jeg gerne udfordre.

***

Jeg vil gå let henover småbørnsspil, da de for det første sjældent er online, i den forstand at barnet spiller mod andre, dels som oftest er aldeles ukontroversielle. En anden dag kan vi så diskutere den udbredte idé om, at småbørnsspil absolut skal indeholde læringselementer…

Men spil, der egentlig er designet til store børn og voksne, spilles mere og mere af børn helt ned til 8-9 år.  Der er som bekendt aldersangivelser på spil, fastsat af en fælleseuropæisk samarbejdsorganisation om mærkning af spil, kaldet PEGI (PanEuropean Game Information).

Mærkerne ser således ud:

Pegi

Medierådet for Børn og Unge bakker op om denne mærkning. Men også her er det måske en idé at udvise lidt fingerspidsfornemmelse. Det er klart, at man bør tænke sig om, inden man lader 10-årige spille spil, der kun anbefales til børn over 16 eller 18. Men hvis den 10-årige nu har en 13-årig storebror, der spiller 16+ spil hele tiden, kan man måske overveje, om man skal lempe lidt på reglerne for husfredens skyld. Den nyeste forskning i børn og spil i Danmark viser, at det er helt almindeligt, at børn helt ned til 8-9 år spiller voksenspil. At spille spil med 16+ og 18+ mærkninger er en sejhedsmarkør.

Men den bedste vurdering er nu selv at sætte sig ind i spillet. Har du siddet ned med dit barn og set, hvordan spillet udfolder sig? Ved du – sådan ca. – hvem det er dit barn spiller med? Er det vennerne eller fremmede i fjerne lande? Hvis det er det sidste, der er tilfældet, har I så talt sammen om, hvordan man skal beskytte sin identitet mod fremmede, der sådan set godt kan lade en forstå, at de sidder i Brasilien, men i virkeligheden er en bekendt under falsk identitet eller en potentiel indbrudstyv, der sidder i nabobyen?

Meget mere om computerspil i de næste dage – inklusive spil rettet mod piger. Serien om børn på nettet startede her.

Share

Mobning – 4

Mange voksne er desværre ikke gode forbilleder for deres børn. Når jeg læser hadefulde kommentarer på nettet, tænker jeg ofte på kommentatorernes børn. Sidder forældrene mon ved spisebordet og praler med, at de “har givet den skiderik tørt på”, når de har skrevet noget virkelig ubehageligt på en politikers Facebook-væg eller i et kommentarspor til en avisartikel? Den person, der har skrevet “snotdumme, totalt blanke nationaløkonomiske ignorant og stupide proletar” på Signe Wennebergs (journalist, kommunikationsrådgiver, politiker og kendt feminist) Facebook-profil synes måske selv, at han/hun bidrager positivt til samfundsdebatten. Men personen lærer i hvert fald ikke sine børn god omgangstone! Og til de, der ikke færdes i nettets kommentarspor, vil jeg da lige nævne, at ovenstående kommentar hører til blandt de allermest civiliserede…

 

Det kan du gøre allerede nu:

Når I ser film med børnene, hvor nogen bliver mobbet, så husk at benyt lejligheden til at tale med dem om det. Uanset om der er en konkret lejlighed eller ej.

Ser I et eksempel på mobning (det kan godt være voksenmobning) på jeres egen Facebookvæg eller et andet sted, så vis det til børnene og tal det igennem. Fortrinsvis uden formaninger.

Det man ofte taler om, mister sin farlighed.

Share

Mobning – 3

Online mobning skal bekæmpes med de samme redskaber, som vi ville bruge i en situation, hvor vi blev opmærksomme på “almindelig” mobning.

Er det dit eget barn, der bliver mobbet, opfordrer jeg først og fremmest til, at du slår koldt vand i blodet (ikke det samme som ikke at gøre noget). Der kan være MANGE årsager, og dit eget barn er ikke nødvendigvis en forfulgt uskyldighed. Tal det grundigt igennem med dit barn og diskuter det evt. med en anden forælder (i klassen), som du har en god relation til. Er det børn, du ikke kender, må der sættes gang i detektivarbejdet, evt. i samarbejde med andre forældre. Læs afsnittet Mobning – 1, inden du kontakter klasselæreren…

Når vi opdager, at vores eget barn mobber, skal vi tage affære med det samme. Mobning er noget, der kan stoppes i opløbet, når man første gang hører sit barn tale grimt til/om et andet barn. Hvis man med det samme griber ind og gør barnet opmærksom på, hvordan det føles at blive talt sådan til, kan en del mobning standses i opløbet. Klassikeren, hvor barnet siger, “jamen, han griner, når vi siger det”, er oplagt. Giv barnet et eksempel, hvor det er ham selv, der er offer. Sig så til ham, at han skal forestille sig, at det er en skolekammerat, der siger det, i overværelse af andre kammerater. “Ville du så ikke også grine?” spørger du. En latter er relativt effektiv til at skjule ens egentlige følelser, og det ved børn udmærket. Vær også opmærksom på, at dit barn kan have startet mobningen, fordi det selv bliver mobbet eller er bange for at blive “det næste offer” – forsvar er det bedste angreb…

Som forældre skal vi dog passe på ikke at fare i flint, fordi et enkelt barn sender en enkelt ubehagelig besked. Der skal også være plads til, at der ind imellem ryger en finke af panden. Dit barn er sandsynligvis også helst fri for, at du tager affære på så relativt spinkelt et grundlag, så tæl lige til 100 og hold øje med situationen. Tal med barnet om, hvad der kan være årsag til, at det andet barn sendte den besked. Når der bores lidt i det, kan man ofte godt finde frem til problemets rod, og dermed hjælpe børnene til at udrede situationen uden yderligere indblanding af voksne.

Opdager du først mobningen et stykke tid inde i forløbet, kan det blive nødvendigt med langt mere drastiske metoder. Dit barn skal først og fremmest slette alle de ondsindede beskeder på alle medier, og du skal KRÆVE adgang til det hele. Derefter skal der deles undskyldninger ud – og her bør der ikke være nogen pardon. Kan man mobbe på Facebook, kan man også sige undskyld på Facebook. Men det sker ikke uden store sværdslag. Sværdslag mange forældre desværre ikke gider tage, når det ikke er deres eget barn, der er offer.

Men husk nu: Du er ikke mislykket som forælder, fordi du har grebet dit barn i at mobbe. Sandsynligvis har dit barn bare ikke forstået, hvor ondt det gør på modparten. Det har du nu mulighed for at rette op på ved at forklare, hvor smertefuldt selv “uskyldige” kommentarer kan være.

 Sidste del om mobning i morgen. Derefter tager jeg fat på spil (gaming).

Share

Mobning – 2

Dagens afsnit er kort. I morgen kommer jeg med råd til, hvordan man kan gribe det an, når man opdager, at ens barn bliver mobbet eller selv mobber.

De her ting bliver sværere og sværere at gribe ind over for, jo ældre børnene bliver. Blandt andet derfor kan det tilrådes at give børnene adgang relativt tidligt, mens det er helt legitimt som forældre at kræve at være venner med barnet. Hvis man har vænnet sig selv og barnet til, at Facebook-væggen er et relativt åbent rum, så er der gode chancer for, at det ikke ændrer sig nævneværdigt, når barnet bliver ældre.

YouTube skal vi også holde øje med – særligt naturligvis, hvis vores børn er meget aktive der. Poster de videoer med spil-hacks, skateboard tricks, make-up tips eller saltomortaler, er det vanvittig vigtigt for dem at få mange likes og helst ikke nogen dislikes (for sådan nogen er der desværre også på Youtube). Her kan du sagtens selv holde øje ved at abonnere på dit barns Youtube-kanal og huske at checke deres videoer fra tid til anden. Det samme gør sig selvfølgelig gældende på fx Instagram.

Vær også opmærksom på Skype. Rigtig meget af ungernes kommunikation foregår dér. Se afsnittet Andre Sociale Medier – 3.

Det er vigtigt også at lære ungerne om passwords, jeg kommer ind på det i et senere afsnit. For password-information kan nemlig også bruges til mobning.

En fortælling fra virkeligheden

En ret lille dreng (9) var alligevel på Facebook, men han brugte kun sin konto til at spille fodboldspil og følge sine favoritklubber. Da en af hans voksne venner en dag så en ubehagelig og grov besked fra drengen, fattede den voksne mistanke og rettede henvendelse til forældrene.

Det var heldigt, for det viste sig nemlig at være et præmieeksempel på “mobning med password”. Drengen var blevet uvenner med bedstevennen, som så tog hævn ved at skrive på Facebook i drengens navn, fordi de havde delt password, før de blev uvenner. Sagen blev taget op med den anden dreng, forældrene og hele klassen, så der endte med at komme noget godt ud af det. Drengen selv havde næppe opdaget det før lang tid senere, fordi han ikke brugte Facebook særlig meget. Hans forældre brugte næsten heller ikke Facebook, så de ville ikke have opdaget det af sig selv. Men alle kammeraterne så det!

Denne form for mobning har allerede et navn – det hedder “Facerape” – og det er faktisk ulovligt. I princippet kan man komme i fængsel for at Facerape nogen. Se fx her.

Der er bare mange faldgruber derude!

 

Share

Mobning – 1

Mobning er langt mere komplekst, end man skulle tro – der er kun sjældent tale om en slem person, der mobber uskyldige. Og nogle gange – oftere end man skulle tro girl-bully-victim-large– er der overlap mellem mobbere og mobbede. Uanset om dit barn bliver mobbet eller selv er mobber, så skal du tage affære. Du er simpelthen en elendig forælder, hvis du ikke griber ind, når dit barn mobber andre eller selv bliver mobbet! Mobning på nettet er (bare) en forlængelse af mobning “i virkeligheden”. Problemet med online mobning er, at den ofte kan sprede sig ud over de cirkler, off line mobning normalt holder sig inden for. Og at den ikke holder pause i weekenden.

Men vi skal holde fast i, at det er en bekvemmelig skrøne, at børn der mobber, er onde. Børn der mobber er ikke ret anderledes end børn, der bliver mobbet.

Ny mobbeforskning slår bl.a. fast:

  • Børn, der ikke er glade for at gå i skole, er oftere mobbere end børn, der er. Og omvendt er børn, der er glade for skolen, oftere udsat for mobning, end børn der ikke er.

  • Lærere og andre voksne har en tendens til at overse, når mobningen går ud over børn, der af de voksne anses for vanskelige. Samtidig overser de mobning udført af børn, der forekommer de voksne veltilpassede.

  • En mobber er ofte et barn, der enten selv er blevet mobbet eller som frygter at blive det. Mobning af børn, der er svagere end én selv, kan være et middel til at lede negativ opmærksomhed væk fra én selv.

  • Mobning i fx en skoleklasse kan ofte skyldes nogle mønstre i klassens adfærd snarere end enkelte “onde” børn. Både lærere, forældre og elever kan medvirke til, at miljøet i klassen ændres til det positive.

Mobning på nettet kan have mange former. Den nok mest udbredte er ondskabsfulde beskeder på Facebook. Men mobningen kan også være langt mere subtil og en af grundene til, at forældre skylder sig selv og deres børn at sætte sig grundigt ind i de forskellige online universer, så man kan få øje på den slags ting, når de sker. Man kan ikke altid gardere sit barn mod den mere subtile mobning (ex: alle pigerne poster deres nye skoleportrætter på Facebook, og to af pigerne får ingen likes), men som forældre har vi faktisk mulighed for at “måle” vores børns popularitet ved at følge lidt med i deres online-liv og derved måske være i stand til at gribe ind, inden en situation eskalerer. Før internet og Facebook havde vi ikke den mulighed og måtte stole på de rapporter, vi fik fra vores børn. Jeg fortalte aldrig min mor om mobberiet i min skole, fordi jeg var bange for, at hun skulle forværre situationen (hun var ikke kendt for sin situationsfornemmelse). Mine forældre havde derfor INGEN anelse om omfanget.

I de tilfælde, hvor mobningen finder sted som private beskeder på Facebook, ser vi det ikke i vores almindelige følgen-med. Men den synlige samtale vil indeholde klare indikationer for den mor eller far, der forstår mediet og børns omgangsform. Og ofte vil den form for direkte og personlig mobning også foregå som tekstbeskeder. Der må man iagttage barnets adfærd, når det modtager beskeder. Kommer der mange? Holdes de godt skjult? Går barnet i flyverskjul, når der er tikket særligt mange beskeder ind?

En anden væmmelig mobbemetode er “omvendte statusbeskeder”, hvor der opfordres til at like en hadebesked. Like if you hate er desværre blevet ret udbredt på Facebook. Den helt ekstreme udgave er selvfølgelig dér, hvor et navngivet barn hænges ud: “Like denne status, hvis du også synes, at Peter er en bøsserøv.” Et ubehageligt gruppepres kan føre til, at sådan en status får mange likes. Tænk at være Peter!

Meget mere om mobning i morgen!

 

Share

Andre sociale medier – 3

Flere sociale medier:

  • Get Glue – endnu en mobil tjeneste. Den er ikke slået rigtigt an i Danmark endnu, men den eller en lignende vil helt sikkert snart blive et hit. Man checker ind på den film eller det tv-program, man sidder og ser, og så kan man se, hvem af ens venner, der har set det/ser det og hvad de evt. synes ligesom man kan se, hvad alle mulige andre ser og synes om. Et ganske ufarligt socialt medie. Netflix er i fuld gang med at integrere en sådan tjeneste – men den gælder jo så kun for film og programmer, man ser dér.

  • MySpace – det første sociale medie, før Facebook. Nu virker det som om, det kun er musikere, der bruger det. Hvis de ikke genopfinder sig selv, så spår jeg en snarlig død.

  • Arto – For børn. Det er længe siden, jeg sidst hørte om nogen, der bruger det, men det lever endnu. 7.400 brugere online stod der, sidst jeg kiggede. Ved ikke, om det står til troende.

  • Bebo – Bruges næsten ikke i Danmark.

  • Stumble Upon, Digg, Reddit – delingstjenester, meget udbredte i USA, næsten ikke brugt i Danmark – slet ikke af børn.

  • Path – En ret ny tjeneste, skabt af en afhopper fra Facebook. Tjenesten tager sit udgangspunkt i den britiske antropolog Robin Dunbars endnu ikke modsagte teori om, at 150 (the Dunbar Number) er det gennemsnitlige maximum af tætte personlige kontakter, et menneske kan magte. Selvsagt er nogle meget ekstroverte mennesker i stand til at håndtere flere end 150, ligesom det modsatte kan være tilfældet. Men 150 er en god tommelfingerregel. Man kan så enten vælge at rydde op i sine Facebook-kontakter, indtil man er nede på ca. 150 eller man kan forsøge sig med Path, der er specielt designet til kommunikation mellem mennesker, der kender hinanden godt og som har tillid til hinanden. Pt skal man dog ikke forvente, at ens barn vil blive videre begejstret, hvis man foreslår dem at benytte Path frem for Facebook. For der er nok ikke én eneste af deres venner dér endnu. Men det er måske lige om hjørnet!

  • Skype – Jeg ved det, Skype er ikke noget socialt medie. Men det bliver det brugt som af mange unge. Man bør være opmærksom på, at det er muligt at være anonym på Skype, og at mange benytter sig af den mulighed. Sørg derfor for, at dit barn forstår, hvad Skype er og at de ikke inviterer fremmede med i “gruppe-chat”.

Herunder uddrag fra en Skype-chat, som jeg har fået lov af “offeret” og hendes mor til at bringe her. Problemet  var netop, at der blev inviteret (anonyme) brugere ind, som pigen ikke vidste, hvem var. Hun følte ikke, hun kunne sige nej til, at de blev inviteret. Senere i denne chat træder moderen til, og det ender med, at hun må gå i detektiv-mode og grave identiteten op på de anonyme og ringe deres forældre op.

[23:20:27] KBN❤RiNG: Xenia dit fede læs lort
[23:20:38] Xenia xxx: (finger)
[23:20:47] Caroline xxx <3: Så så!!!
[23:20:55] KBN❤RiNG: Xenia —-> (puke)
[23:21:15] Caroline xxx <3: (nerd)
[23:21:23] KBN❤RiNG: Xenia du var jo så billig at alle kalder dig luder
[23:21:42] Xenia xxx: Okay :)
[23:22:22] KBN❤RiNG: Man kan købe dig for 1 kr
[23:22:32] Anne <33: nej 0
[23:22:43] Xenia xxx: Jeg ville kun give 90,50
[23:22:48] Xenia xxx: 0,05*
[23:22:49] Anne <33: hun er for billig hun har købt sit tøj fra genbrugen
[23:23:00] Xenia xxx: Nej…
[23:23:04] Caroline xxx <3: ;(
[23:23:04] KBN❤RiNG: Xenia er gratis… Ingen gider ha ludere
[23:23:13] Xenia xxx: Well..
[23:23:14] Anne <33: haha

 

Bemærk i øvrigt, at det sociale aspekt er på vej ind i flere og flere tjenester, og om få år vil udtrykket “sociale medier” nok være på vej ud.

Meget apropos, så handler de kommende poster om mobning på nettet. Dette er den 13. post i min serie om børn på nettet. Den første er her.

Share